Marius Madsen

Lidt om Jens Marius Madsen – Onkel Marius – Gårdejer Gundlevsgård fra 1912 til 1951, Gerlev pr. Slagelse.

Gården har sit navn efter oldtidsmindet der ligger til højre for vejen mellem Gerlev og Serdrup. Det er en høj kaldet Gundlevhøj. Gerlev by hørte under Krongodset Antvorskov. Ved Godsets deling i 1774 blev Gerlev by tillagt godsets 4. hovedgård Pebringe – senere Falkensten. I 1794 afsluttes arbejdet med sognenes udskiftning. 1/11 – 1796 overgår Gundlevsgård til arvefæste og i 1808 overgår den til selveje.

Gården brændte ned til grunden i 1865. Den blev genopbygget med stuehus og 3 længer + staklade med stråtag. I 1930 fornyedes den nordre længe til en murstensbygning med fast tag. Stuehuset har også fået tegltag.
I forbindelse med bygningen af den nye heste- og svinestald i 1930 blev indkørslen til gården lagt om. Oprindelig gik indkørslen fra nord fra bygaden i Gerlev – lige over for købmanden gennem en vognport til gårdspladsen. Den nye indkørsel kommer fra Serdrupvej, forbi stuehuset og ind på gårdspladsen.

Gårdens beboere
I 1761 bliver Nils Mortensen døbt i Gerlev kirke. Han overtager gården som arvefæste og senere som selvejer i 1808. Han bliver gift med Marie Nilsdatter f. 1774 d.a. Niels Pedersen f. 1733/34 og Johanne Andersdatter f. 1739/40 i Lundforlund.
I 1805 får de døbt deres datter Bodil Nilsdatter i Gerlev kirke.

Da Nils Mortensen dør, bliver Marie boende på gården som ejer sammen med sine 3 børn. Den ældste Bodil bliver gift med Mads Rasmussen døbt i Lundforlund Kirke i 1805. Mads Rasmussen er søn af Rasmus Hansen og Karen Pedersdatter, Lundforlund.

Mads Rasmussen og Bodil Nilsdatter overtager gården i 1834 og får følgende børn:

Niels Madsen f. 1835
Ane Kirstine Madsen f. 31/7 – 1838
Karen Madsen f. 15/9 – 1840
Peder Madsen f. 6/2 – 1843
Hans Madsen f. 21/1 – 1845

Hans Madsen bliver gift med Kirstine Madsen f. 27/8 1861. De køber Søbjerggård i Serdrup. Gården ligge på højre hånd når man kører fra Serdrup til Gerlev ca. 100 meter uden for Serdrup. Gårdens jord støder op til Gundlevsgårds jorder bl.a. ved engdraget, der ligger i lavningen mellem Serdrup og Gerlev.

Niels Madsen og Anne Margethe Hansen
Hans Madsen og Kirstine Madsen
Niels og Margrethe får 4 børn:

Bodil Line Madsen f. 5/12 – 1877
Hans Peder Madsen f. 18/10 – 1879
Carl Christian Madsen f. 29/4 – 1881 dør tidligt
Jens Marius Madsen f. 1885

Marius som soldat i København
I 1916 lever Niels Madsen som rentier på gården. Marius har overtaget gården i 1912. Han bliver gift med Emma Jensine Jensen f. 18/1 – 1881 i Svallerup – Holbæk Amt.
De driver gården frem til august 1951. De flytter i nybygget aftægtsbolig. De får ingen børn.
Gården overtages af søstersøn. I dag er det søstersøns barnebarn der har gården.
Gården er en slægtsgård uafbrudt siden arvefæstet.

Om Marius Madsen
Onkel Marius er min fars morbror. Onkel Marius var sindig og solid. Mine første erindringer om ham er knyttet til hans gård i Gerlev. Han lugtede af stald, var som regel iført beigefarvede arbejdsbukser, skjorte og altid vest og kasket. I vestelommen havde han et sølvlommeur bundet fast med et stykke sejlgarn. Jeg husker at han holdt mig i hånden, mens vi gik ind i stalden for at se på køerne. Længst oppe i hjørnet til højre stod tyren. Et kolossalt dyr med ring i næsen. Jeg har nok trukket mig lidt om bag Onkel Marius, for han lo sin dybe latter, slap min hånd og gik op på siden af tyren. Stille og roligt. “Ham skal du ikke være bange for knægt,” sagde han og klappede den. Så kom han ud til mig på staldgangen igen og vi gik videre. Emma og han havde gårdhund. Det var altid boxere. Den sidste hed Polly. Den flyttede med fra gården over i aftægtsboligen, som blev opført på Gerlevvej som nabo til smeden og lige overfor købmand Frørup. Hertil flyttede Emma og Marius, da min farbror Otto overtog gården.

Otto havde været gårdejer i Hårslev. Han var gift mad Asta og de havde to piger – Ellen Margrethe og Sigrid. Vi havde besøgt dem i Hårslev, men det var en stor ting, at vores kusiner flyttede så tæt på os.

Da jeg begyndte at gå i skole på Gerlev Centralskole i 1952 kunne jeg følges med søster Hanne. Hun havde gået i skole et år, så det var bare at hænge på hende. Hun kendte det hele. Vi skulle gå de 2½ kilometer til skole, for det var for farligt for os at cykle. Så vi travede. Fra Serdrup op til Gerlev, gennem byen og lige efter Den Gamle Skole til venstre ind på kirkestien. Den gik over markerne lige ned til skolen. Hjemturen tog vi som regel af landevejen til Gerlev, for så var der en chance for at blive taget op af en bilist, der kendte os, og blive kørt helt til mejeriet. Især var fragtmanden Emil flink til at tage os op. Da vi havde travet til skole i et år, fik vi lov til at cykle til Gerlev, stille cyklerne hos tante Emma og onkel Marius, og så trave resten af vejen. Så undgik vi at cykle på det sidste stykke af den farlige landevej mellem Slagelse og Skælskør.

Jeg havde arvet en cykel fra Hanne. Det var en gammel pigecykel, som både havde været Lises og Toves. Cyklerne gik i arv. Lise var den ældste. Da hun skulle helt til Slagelse for at komme i skole, var hun nødt til at have en god cykel. Tove arvede Lises gamle cykel og Hanne arvede Toves cykel.
Da Tove begyndte at gå i skole i Slagelse, fik hun en ny cykel. Hanne arvede Toves gamle cykel og jeg arvede Hannes cykel. Jeg kunne forudse, at jeg skulle køre på pigecykel i mange år!

Kort før min 9 års fødselsdag i juni måned, kaldte smeden en dag på mig, da jeg hentede min cykel hos tante Emma og onkel Marius. Der var lige noget jeg skulle se. Han havde en sort drengecykel stående. Nylakeret og med farvede ringe klistret rundt om stellet. Det var lige min størrelse. Smeden sagde, at jeg skulle sige til min far, at han havde sådan en cykel stående, og at den kostede 40 kr.

Jeg kørte godt nok stærkt på min gamle pigecykel, da jeg kørte de 1½ km. til Serdrup, så jeg var forpustet, da jeg ivrigt løb ind i køkkenet til mor. Jeg fortalte hende om cyklen, men jeg tror ikke hun forstod ret meget af det. Hun sagde, at jeg skulle vente til far kom ind fra mejeriet. Ved eftermiddagskaffen fik mor og far hele historien én gang til, og til min store undren sprang far ikke op for at hente cyklen oppe hos smeden. Nej, han sagde:” Ja, ja nu må vi se.”

Næste dag cyklede jeg igen på min gamle pigecykel. Jeg sneg mig forbi smeden, for jeg var så flov over, at far ikke havde hentet og købt cyklen. Jeg tænkte meget på den lille sorte drengecykel, men der skete ikke mere. Ikke før til min fødselsdag. Jeg fik som sædvanligt gaver om morgenen af mor, far og mine tre storesøstre. Jeg kan ikke huske hvad jeg fik, men jeg fik ikke en cykel. Så var det af sted til skole. Pigecyklen blev som sædvanligt stillet hos tante Emma og Onkel Marius. Efter skoletid stod den der ikke. Den var væk. Jeg bankede på, og Onkel Marius åbnede. Tante Emma stod i baggrunden. “Min cykel er væk,” sagde jeg. “Jamen dog,” sagde onkel Marius. “Og du har oven i købet fødselsdag.  Tillykke med fødselsdagen,” sagde både han og tante Emma. Så kom Onkel Marius ud på trappen. “Lad os se om vi kan finde den, sagde han. Vi gik hen langs huset om i haven. Tante Emma gik med. Rundt om hjørnet standsede onkel Marius og pegede. “Er det den der står der?” spurgte han. – Der stod den sorte drengecykel. Skinnende sort med bagagebærer, lås, ringeklokke, ja selv støtteben havde den. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Onkel Marius sagde: “Ja du plejer vist nok at få et par strømper i fødselsdagsgave, men tante Emma og jeg syntes du skulle have den cykel. – Hvor blev jeg glad. – Og hvor var jeg stolt, da jeg cyklede hjem til Serdup på min nye cykel.

Onkel Marius havde været soldat i København. Af og til kunne man få ham til at fortælle lidt om soldatertiden. Han huskede bl.a. en af sine soldaterkammerater, der havde et fantastisk syn. Når de var på fælleden, kunne kammeraten se, hvad klokken var på Rådhustårnets ur. Det syntes Onkel Marius var imponerende. Jeg vil tro. At fælleden var Amager fælled, så kammeraten har haft et imponerende syn eller en sikker tidsfornemmelse.

Da Onkel Marius skulle hjemsendes var han i en pibeforretning i København. Det var tradition, at soldaterne købte en lang pibe “til erindring om tjenesten”. En dag da jeg besøgte tante Emma efter Onkel Marius død spurgte hun, om jeg mon var interesseret i at få Onkel Marius’ soldaterpibe. Jeg havde aldrig set den, men svaret var: “JA”.

Piberøret er over en meter lang, så det er godt nok en lang pibe. Desværre eksisterer det oprindelige pibehoved ikke, men forbindelsesleddet mellem piberør og pibe er intakt. Det er i porcelæn, og påmalet: “Erindring fra tjenesten.”
Senere forærede tante Emma mig også Onkel Marius’ pibebrædt med to langpiber. Begge piber har tilhørt Niels Madsen, så hvis jeg ville, kunne jeg ryge på min oldefars merskumspibe.

Soldaterhjemmene ved kasernerne fik støtte af Onkel Marius hele hans liv. Hvert år på Valdemarsdagen sørgede Marius for, at der blev solgt Valdemarsdagsflag i Gerlev og omegn. Jeg fik den store ære, at cykle rundt i omegnen og sælge dem. Det gentog sig hvert år – 15. juni. Efter skole hentede jeg de små stofflag, og når jeg havde udsolgt, vendte jeg tilbage og afregnede. Hvert flag kostede 25 øre. Et år havde mor forbarmet sig og købt de sidste otte flag . Glad hoppede jeg på cyklen og kørte de 1½ km. til Gerlev. Jeg afleverede pengene, og Onkel Marius gik ind i stuen, satte sig ved skrivebordet og talte de mange 25 ører. “Hmmm”, sagde han. “Der mangler 2 kr.”? Det var det nærmeste jeg havde været en katastrofe i mit unge liv. – Men så kom jeg i tanke om, at jeg havde glemt at få to kroner for de 8 flag jeg havde solgt til mor. Jeg forklarede Onkel Marius, hvad der var sket. “Nå”, sagde han. “Så må du cykle hjem og hente de to kroner, for der skal være orden i pengesagerne”.  Jeg sprang på cyklen, Kørte de 1½ km. til Serdrup. Fik de 2 kroner af mor. Retur til Gerlev. Onkel Marius tog mig igen ind til Skrivebordet. De to kroner blev lagt til de øvrige penge.

“Så passer regnskabet”, sagde Onkel Marius. “Tak for hjælpen, og du skal da have en skilling for din ulejlighed.” Han trak sin pung op af lommen og gav mig – en tokrone. Jo, der var orden i pengesagerne.
Hvert år holdt tante Emma og Onkel Marius juleaften hos os på mejeriet. De blev hentet i Gerlev. Farfar blev hentet på Skælskørvej i Slagelse. Som regel var vi os 9 juleaften, men det sket også at andre i familien holdt jul hos os.
Juleaften var fyldt med traditioner. Først skulle vi spise – flæskesteg, andesteg og ris a la mande. Hanne og jeg måtte naturligvis ikke se det pyntede træ før det var tændt.

Der var selvfølgelig tradition med mandel og mandelgave. Onkel Marius var altid velforberedt. Når alle var godt i gang med ris a la manden, sagde han stolt: “Jeg har fået mandlen,” og fremviste en usmuttet mandel, som han hev op af sin vestelomme. Hvert år blev han selvfølgelig anklaget for snyd og fik at vide, at han skulle huske at smutte mandlen. Hvad der ville være sket, hvis han et år virkelig havde fået mandlen, er svært at sige.
Efter julemaden skulle vi vaske op og drikke kaffe. Ved kaffedrikningen havde far en standardreplik: “Nå, nu skal vi sidde her og hygge os et par timer!” Det var ikke populært.

Onkel Marius var en offentlig person. Om hans forskellige tillidshverv, følger beretning en anden gang.