På tangfiskeri

Født på Bakkegården i Melholt 1952, og opvokset i Gerå I Julen 1967 fik jeg bl.a. den store julegave, at mor og far accepterede, at jeg gerne ville ud at sejle eller måske bare prøve. Så nu skulle der indkøbes varmt og praktisk tøj, inden jeg tog på Tangfiskeri fra Frederikshavn. Men hverken min far, Villiam Pedersen, eller jeg havde evner som handelsmand, så det kunne godt blive en dyr fornøjelse.

Men min bedstefar (Morfar), Sørinus Mortensen, var den fødte handelsmand, han tog med mig på indkøb af tøj og sørgede for, at jeg fik stor rabat. For det første var han fra den tid, at for lidt penge, havde de nok af, og for det andet, skulle ingen snyde os. Det glemmer jeg aldrig.

Den 9. januar 1968 Fik jeg så min Søfartsbog på Frederikshavns Mønstringskontor, den 2. februar samme år fik jeg hyre hos Skipper Jørgen B Jensen, Frederikshavn, og bedstemand Herbert Poulsen, Sæby, på m/s Gertrud. Der var fire andre fra Gerå i Tangflåden nemlig Bent, Leif og Keld Ravn fra den gamle skole i Gerå (Forældre Villiam og Lydia Ravn) og Jens Kristian Jensen, Gerå skolevej 1 i Gerå (Forældre Ingemann og Søster Jensen).

Jeg blev fulgt til skibet af bedstefar, der blev glad for at mødes med min skipper, Jørgen Jensen, (kaldet Røde Jørgen), som var en gemytlig og meget venlig mand. i al godmodighed døbte Jørgen hurtig os fem fra Gerå, til “Allerup drengene”, en noget tvivlsom ære for os. De var jo tyveknægte og voldsmænd.

Bedstefar ønskede mig tillykke med min hyre og gav mig så et godt råd; Det vil a sej dæ Poul Erik, dersom do for æn røffel, ska do intj vær nisvis Det lovede jeg ham, inden han tog hjem, men jeg må tilstå, at jeg ikke altid har holdt ord.

Foruden m/s Gertrud bestod flåden af m/s Birgit Lau, m/s Alice Lau, m/s Ella. m/s Algar, samt M/S Elida. Hele flåden bestod af i alt 6 skibe, som var 160 tons gamle sildeloggere, der var rigget om til tangfiskeri, men gik under betegnelsen Stenfiskerfartøjer. Jeg kan huske, at Jens Kristian var med Otteman Olesen på m/s Alice Lau, og jeg tror, at Bent var med på m/s Algar. Jeg mener at Leif og Keld var hyret på m/s Birgit Lau, men jeg husker ikke, hvem der var deres skipper, for i begyndelsen byttede skipperne en del rundt, så den enkelte følte sig bedst tilpas med hyren.

Så til søs. Tidlig en klar februar morgen stævnede vi ud fra Frederikshavn. Første punkt var Læsø rende fyr, det var jo nemt, for det kunne vi jo se fra havnen, og da vi passerede fyret, noterede vi tidspunktet, samt afstanden fra Frederikshavn til Læsø rende fyr, dernæst var det Ålborg bugt, det gav problemer, for det kunne vi jo ikke se; men de gæve søfolk som gav os hyre, viste os hvordan man satte kurs på et søkort, og tiden fra vores afsejling, til tidspunktet vi passerede Læsø rende fyr viste farten, vi sejlede omkring 7 knob. Ude i siden af søkortet kunne man måle 7 mil med en passer, og dermed på søkortet kunne vi så for hver time udregne en gisset position,(en tænkt position), den blev afsat med en tuschpen på plexiglasset, der lå over søkortet. Da vi passerede Ålborg bugt fyrskib viste det sig, at vore beregninger havde været næsten rigtige.
Derefter skulle jeg med Herbert ned i maskinrummet, hvor den 120 Hk Alfa diesel stod. Det lød sgu godt når den arbejdede, og der var en dejlig lugt af varm olie. Samtidig skulle vi holde øje med temperaturen på maskineriet, fylde olie på smøreglassene og give stævnrøret en kvart omgang på fedtskruen. Sikken et eventyr og nu sad en del af vores klassekammerater og svedte over matematikkens svære grundregler. Nej, lad mig så bede om havet og den blå himmel.

Da gir jeg gerne afkald på studenterhuen, som jeg alligevel ikke magter at tilegne mig. Ude i horisonten fik vi efter ca. to en halv times sejlads øje på Fornæs fyr. Vi besluttede at gå ind i Grenå havn for at spise aftensmad og få en god nats søvn. Alle mand fra flåden fulgtes ad til Sømandshjemmet, hvor vi fik aftenkaffe. Så til køjs. Vi skulle sejle næste morgen.

Tidlig næste morgen stævnede vi ud af Grenå havn og satte kursen mod Sejerø, hvor vi ville prøve et par træk efter krøltang. Langsomt forsvandt lysene fra Grenå og Fornæs fyr agterude, og nye lys dukkede op i horisonten, såvel fra skibslanterner som blinkkende fyr, inden solens første stråler jog nattens lys og søfartens vejledere bort. Vi ankom til Sejerø og satte grej i havet ca. et par sømil syd sydvest for Sejerø, og jeg gik i gang med frokosten, som vi spiste på skift. Så blev der ryddet af og gjort bakstørn. (vasket op)
Derefter skulle grejet hives op. Vi trak grej ca. 45 minutter, og minsandten om der ikke var et par tons. Op med dem og ud med grejet igen. Det næste træk varede ca. halvanden time og gav næsten fem tons. Det var alt, hvad vi kunne takle ind, så vi skulle ikke slæbe så længe næste gang. Sådan gik hele dagen. At sætte grej i havet og gøre klar.
Grejet er en jernramme på omkring 4 m. bred og 1,2 m. høj, derpå var surret et rummeligt net af 8mm flettet nylonsnor syet med en maskestørrelse på omkring 80 mm. Når jernrammen blev slæbt langs bunden samledes tangen sig i net posen, så det var altid spændende, hvad der kom med op.

Konstant drak vi kaffe, d.v.s., kaffekanden var en “madam blå”, hun blev hurtig kold, men havnede igen over gassen. Så kaldte jobbet på mig. Bagefter ind til gassen, hvor madam blå kogte over. En hurtig sjat kold vand i tuden og kaffen var klar til servering, men smagte ikke god. Igen kaldte jobbet, og bagefter lavede jeg på ny kaffe. Sådan gik hele dagen, indtil vi besluttede os til et sidste træk i projektørlys. Efter det træk fyldte det godt op i lasten. Derefter gav vi “skibet” brystnålen (vi smed anker). Hvorefter vi tog et af de andre skibe fra flåden, Birgit Lau, på siden til aftenkaffe og æbleskiver.
Men, jeg skulle ind og skrælle kartofler og den dag stege medister. Efter jeg havde ordnet kartoflerne og stegt Medisteren, imedens jeg senere forsøgte at lave sovs, stod min skipper, Jørgen fra styrehuset efterabede bedstefar: Det vil a sæj dæ Poul Erik dærsom do for æn røffel ska do intj vær nisvis. Jeg skulle jo først lære at lave mad. Det kom der meget sjov ud af, og jeg var ikke næsvis, men kartoflerne tabte jeg i vasken, da jeg skulle hælde vandet fra, for jeg skulle jo skynde mig, og også hjælpe med at fortøje Birgit Lau, og derfra ind til medisteren og min første sovs, som vi var så spændt på. Det lykkedes sgu! Var det mon begynderheld? Lød der fra, Herbert som var fulgt efter mig ind i kabyssen. Keld Ravn kom ind i kabyssen. I faglig men også kollegial interesse, idet han var mønstret som kok på, Birgit Lau. Keld spurgte meget dumt “hvorfor der lå kartofler i vasken”? Prompte, svarede Herbert: Jamen, det er selvfølgelig nogen, vi har gemt fra i går.
Efter aftensmaden og før opvasken fik vi æbleskiver og kaffe som slut på dagen, men inden besluttede vi at sejle hjem næste dag Kl. 1800, hvis vi var ligeså heldig med fiskeriet, som vi havde været den dag. Skipperen, Jørgen Jensen, skulle nemlig hjem for at sejle med m/s Birgit Lau på næste tur. Senere på aftenen ankrede m/s Birgit Lau op ikke langt fra os, og alle gik til køjs.

Kl. halv seks næste morgen lavede jeg kaffe, og lidt efter hev vi ankeret op. Det var et forbandet koldt arbejde, for det våde reb skulle med tørn over spil koppen trækkes op af havet, og det kolde havvand løb ned over vores fingre. Jeg tror det frøs 4 -5 grader den morgen, men så frøs man heller ikke om fingrene mere den dag. Da dagen var til ende, havde vi haft et godt resultat, omkring 70 – 80 tons i lasten, så vi gjorde klar til hjemturen.
Klokken var godt seks, da vi satte kursen hjemad. Vinden var sprunget over i nordvest, men den var ikke mere end frisk, hvilket gav en smule bølgesprøjt på dækket, indtil vi var ud for Århus, da gik vinden mere i vest og tog også til i styrke. Ja, den blev faktisk ret hård, men vi besluttede dog at fortsætte sejladsen i stedet for at gå ind til Grenå igen. Vi var jo snart i smult vande. Så kom vi i læ bag udspringet ved Fornæs fyr, og da vi atter slap Fornæs, var der vel højst et par timer til, at vi igen var i smult vande, for så gik det jo skråt indad til Ålborg bugt fyrskib, og opad langs kysten resten af vejen til Frederikshavn.
Vi ankom til Frederikshavn tidlig morgen, og næsten uanset, hvor lang eller hvor kort sejladsen havde været, var det en speciel oplevelse at sejle ind mellem hjemhavnens molehoveder. Den specielle oplevelse skyldtes helt sikkert, at vi efter lodsning og senere klargøring af skibet, kunne holde weekend. Træls var det bare, at Skipperen skulle mønstre på et andet skib, for han var sgu flink.
Som start på den weekend gik vi i byen i Frederikshavn. “Jeg-æ ved h-ikke”, hvordan med de andre søfolk hik. Men jeg havde min første officielle brandert. Efter 2-3 øl vadede jeg lige ind i en lygtepæl, som jeg høfligt sagde undskyld til. Det var pælen totalt ligeglad med, den fortsatte med at passe sit job som lygtepæl. De øvrige fire søfolk skreg af grin over min åbenlyse brandert. Jeg kunne nu ikke se det morsomme i det, men grinede alligevel med, for vi var jo kommet i byen for at more os.

Dagen efter tog vi alle fra Frederikshavn og hjem til Gerå. Det var en lørdag, så vi ville til bal på Hotellet i Hou sammen med vores venner fra Asaa, Gerå og Melholt. Vennerne kom fra flere årgange, der var både yngre og ældre. På Hou Hotel var der altid gang i den, og man kom, som man var. Klædt enten i kedeldragt og træsko, eller man var pyntet. Og var man ikke pyntet, så blev man det i hvert fald, inden hotellet lukkede. Så det var lige det helt rigtige miljø, ja, stedet osede ligefrem af god stemning.
Dengang var der mange forskellige, der spillede rundt om på hotellerne. Der var god musik og mange dejlige piger at score. Men med hensyn til at score, er vi ikke alle lige heldige. Jeg mener selv, jeg er en Poul Reichardt type. Ha! Ha! Nej, det var andre drenge, som pigerne løb i møde når der skulle danses. De lignede nok mere Elvis P. eller måske The Beatles? Nå, pyt bare vi havde det sjovt, og jeg klager ikke. Jeg var mere fritstillet end mange andre med hensyn til at drikke alle de øl, jeg havde lyst til. Som sagt så gjort. Havde det været i Mimers Brønd, havde jeg haft et sugerør i, dengang jeg var rigtig tørstig, så havde jeg været Professor Kapjok i dag.
Nå! men tilbage til Hou Hotel. Hver gang der var bal, fik vi suppe som skrubafmad, og det var jo ikke noget at servere for os mere eller mindre fulde gæster. Vi ku jo ikke styre de tallerkener, Hvilket resulterede i, at det ofte var gulvtæppet, der fik mest suppe. Jeg har hørt grufulde historier om dengang, jeg i en kæmpe brandert spiste en portion suppe med mine briller. Selv husker jeg det ikke, og jeg håber det var noget kammeraterne fandt på. Men vi har i hvert fald moret os højlydt over det siden. Det kan godt være, nogle af kammeraterne tog hjem med en dejlig steg, “Scoreguf”. Jeg tog bare hjem med et par fjætte briller. Men der var også tilfælde, hvor “Scoreguffen” viste sig at være et arrigt spektakel, når det blev hverdag.
Men mine briller har ikke ændret sig ret meget. Vel, de er kun blevet lidt stærkere med tiden, men det er min vilje nu også blevet, så mon ikke stillingen står et-et igen.

Tilbage til Tangflåden. Der var jeg til midt i. august 1970, hvor jeg, påmønstrede et stenfiskerfartøj, der hed Mariane Dorthe af Svendborg. Med en dykker ombord tog vi til Øland ved den svenske østkyst. Vi skulle reparere en væltet mole. Men desværre blev vi snydt for vore penge, så jeg valgte at stikke af og tomlede den hjem til min søsters bryllup med Knud. Det var den 21. november 1970. Sikken en fest jeg der havnede i. Godt jeg nåede hjem, selvom jeg kom uventet.

Men hvad så sømand? Ja, alt, hvad jeg ejede, lå jo på Marianne Dorthe, i Trelleborg, Marianne Dorthe var ejet af en Fallittenspiller af Karl Smart typen, og den type har jo aldrig kunnet brødføde sig selv. Hvordan kunne han købe et skib? Ja, i det hele taget at blive registreret som Reder? Ja det overgår min fantasi, men det var måske også en af inflationens mange fejltagelser?
Derefter meldte jeg mig under fagforeningens beskyttende vinger, som skaffede mig alt mit “habengut” tilbage. Men løn og feriepenge måtte jeg se i vejviseren efter. Og efter en kort karriere som langtidsledig påmønstrede jeg først i maj 1971 m/s Elise Bres, som gik på europæisk fart.

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle, men jeg havde sejltid som matros, og duelighedsbevis i sejlads, men jeg tænkte: Lad mig bare prøve at komme i kabyssen og den smule Føde kan jeg vel sagtens lave? Der var højst 7-8 mand ombord, hvis skipperen havde madammen med. Og så skulle jeg da ikke banke rust det meste af dagen som en anden kuglehammerspecialist og i værste fald pådrage mig en høreskade.
Så jeg fik min vilje og blev påmønstret til kabyssen, for at gøre tjeneste som kok. Men ikke alle eventyr er lige gode, for skipperen fandt ud af, at han kunne spare to messedrenge, hvis han havde en ungkok. Jen tow trej! Vupti, så var Poul Erik fra Gerå “pludselig” blevet ungkok. Ja så hurtig kunne man altså stige i graderne endda uden den mindste uddannelse, det krævede kun skipperens og rederiets nærighed og en besætning, der ikke vidste ret meget om de faktiske forhold. Det var direkte modbydeligt.
Vagten startede kl. halv seks om morgenen og varede til henad kl. ti – halv elleve om aftenen uden nævne -værdig pauser. Desuden var mandskabet ret opblæste, og derfor tror jeg ikke de ville være meget bevendt, hvis vi var kommet i vanskeligheder. Det gjorde vi heldigvis ikke.

Vi sejlede bl.a. til La Rochele, som ligger i den nordøstlige del af Biscayabugten, hvor vi var nødt til at proviantere. Det var bl.a. kød, vi manglede. Det fik vi af den lokale cykelhandler, da han tilfældigvis også var hjemmeslagter. Det var et festligt syn, da han mødte op i kedeldragt med en halv gris over hver skulder, og den ene halvdel var mere langhåret og beskidt end den anden. Så var det min opgave, at gøre disse halvdele spiselige. Det havde jeg jo slet ingen forstand på, men jeg gik i gang med opgaven.
Først blev svinet pelset, og hele hammen røg i havet, for jeg kendte ingen, der brugte pels og så var den jo heller ikke særlig pæn. Med sløv kniv og en gammeldags kødhakker med håndsving, gik jeg så i gang. Jeg var stolt, da jeg efter flere timers kamp, stod med næsten 2 hele nakkestege, en hel del gode ben og sidst, men ikke mindst, en kolossal dynge fars. Fars har jo mange anvendelses muligheder. Den kan f.eks. bruges til frikadeller og krebinetter. Jeg mente, at mit udbytte var blevet rigtigt stort, så jeg glemte hurtigt den lille indsats, det var at køre en hel gris igennem en kødhakker ved hjælp af et håndsving.
Men skipperens kone, der også var med på turen, var slet ikke stolt af min indsats, det var der faktisk ingen andre end mig selv, der var.

Nå, alt begyndelse er jo svær. Så ville skipperen gerne have mig påmønstret på dækket i stedet for i kabyssen, men jeg sagde nej tak! Og for øvrigt var jeg af flere årsager blevet godt træt af forholdene ombord, så jeg afmønstrede i den første danske havn, vi anløb. Kun halvanden måned efter mønstring, men med en stor oplevelse rigere, og det er vel det, det hele drejer sig om. Hvad enten man er født med et guldæg i røven eller kommer fra et arbejderhjem.

Og efter en kort periode som arbejdsløs, blev jeg offentlig ansat ved kommunen. Vi var flere kammerater, der bl.a. udtyndede småskove og rensede grøfter op, men det var nu ikke lige mig, så det varede ikke længe, inden jeg søgte på slagteriet i Sæby, der blev jeg ansat første gang d. 28. februar 1972, og næsten samtidig indkaldt til Nørrejyske Artilleriregiment. Mødepligt 1. november 1972 på Skive kasserne.. Men først fik jeg lejlighed til at snuse til slagteriarbejde i både pølsemageriet, på slagtekæden og i soslagteriet. Lidt efter lidt opdagede jeg, det er faktisk kun er skriget, der går til spilde på et slagteri. Det kunne måske bruges i noget pigtrådsmusik! Så det!