Barndommens land

Ja de vise ord, fra Benny Andersen, passer godt på, wås der hår goen i Jire Skull!!

Mine forældre er Lilly og Viliam Pedersen. Med adresse på Hjørnevej 4 i Gerå. d. 25/6 1951 fik de deres førstefødte – en datter, som blev min storesøster Kirsten. Selv er jeg nr.2 i flokken, jeg så dagens lys på bakkegården i Melholt d 17/9 1952. Og to år senere d. 22/10 1954 fik jeg en søster mere nemlig Karen.

Samme år d. 1/12 1954, flyttede vi til Skræddergården i Gerå. Da vi havde boet der i næsten tre år, kom der en søster mere, Nanny hedder hun. Nanny er født 20/9 1957 og Skræddergården blev for os fire børn, til barndommens trygge hjem i Gerå. Ja, den lille by, vores plet på Danmarks kortet blev for os til, ” Verdens navle”.

Far arbejdede på Asaa Jern Støberi, og i fritiden sled han, for at skaffe varme, til lejligheden i Skræddergården. Det var på den tid meget almindeligt at man fyrede med træ, eller tørv, i kakkelovnen og komfuret.
Datidens hygiejne er et kapitel for sig, og det skete at vi børn legede i hønsehuset umiddelbart efter, at hønsene var blevet slagtet. Men, glæden var kort, vi blev fyldt med mider og småkravl. Det var ikke ene sjov, for mor var skrap; til at vaske og rense vi børn for mider når vi havde leget i det gamle hønsehus. Afvaskningen foregik for det meste ved køkkenvasken. Det var meget almindeligt at man vaskede sig ved køkkenvasken. Der var ikke andre rum med vand og afløb, og så snurrede kedelen konstant på komfuret indtil alle mand var vasket.
Men var vi møj mååwe kom baljen ind på stuegulvet og det varme vand kom fra gruekedlen, ude i det fælles vaskerummet, men det skulle så bæres ind til baljen.

Slagter Højer, kom engang om ugen for at sælge, kød og pålæg fra sin varevogn. Og bageren fra Hou, kom i et folkevognsrugbrød, solgte brød og kager. Tænk for en femmer ku’ man købe alt det gammelt brød der kunne være på køkkenbordet. Så blev der sendt bud efter alle de øvrige beboere i Skræddergården, nu var der kagefest.

Og Julen holdt vi dengang pr. tradition hos Mormor og Morfar i Melholt på Skolen. Anne og Sørinus Mortensen havde nemlig Pedel jobbet på Melholt Skole. Men vi kaldte dem for bedstemor og bedstefar, både mors og fars forældre.
Der var nu noget særligt over Julen hos Anne og Sørinus, for vi var altid mange, Mostre, Onkler, og Tanter, samt Fætre og Kusiner. Og juletræet var altid flottere end foregående år.
Dagen efter, hvis der var sne, blev vi hentet i kane, og med bjældeklang blev vi kørt til Melholt af farfar Hans M Pedersen, ud til farmor Kristine, hvor vi byttede Julegaver med dem. Barndommens Jul, og især de år, hvor der var sne til kanefart! glemmer vi aldrig.

Og til fastelavn kom fastelavnsbåden fra Asaa, det var en lastbil, forklædt som båd. I båden stod der folk som sang og spillede, det var også en stor oplevelse for os børn, og de voksne, som alle ville byde på en lille skarp til spillemændene, for varmens skyld selvfølgelig, hed det sig. Ja, alle ville skåle! Så det var godt beduggede spillemænd, når dagen var slut.

Ja på den tid var der langt imellem de store oplevelser. Tænkt dengang kunne vi børn sidde en hel søndag eftermiddag og skrive bilnumre op og var man heldig kunne man nå helt op på ti numre, men så var der også tæt trafik. Vi sad på hjørnet af Strandvejen og Dronninglundvej, næsten hver søndag når vejret var godt. De voksne havde kaffe og kage med, og på den anden side af Strandvejen kunne man hos, is Karen” købe, is, sodavand og slik. Så det blev næsten som en lille udflugt hver gang.

I ca. 1960 fik mor og far bygget en arbejderbolig, eller et statshus om man vil. Vi flyttede ind i det nye hus i 1961, hvor vi Fejrede Julen, i helt nye omgivelser. Fra lokum i gården, til moderne badeværelse. Mamamia! og oliefyr! Dermed var det sket med at slæbe vandet ind, hver gang vi skulle i bad. Det meste af stamtræet, blev indbudt til karbad i det moderne badeværelse. En brugte toiletbørsten til badebørste, og bagefter råbte vedkommende ud til os. Det er vel nok dejligt, men badebørsten kradser. Jamen, vi havde jo ingen badebørste. Selv om det kun var råbt for sjov, kunne vi sagtens forestille os situationen og fik et godt grin.

Ja tænk dengang gik man i 3. klasse, og havde allerede oplevet denne kolossale udvikling. Jo det var i en moderne tidsalder, men uden TV, det var jo opfundet, men ikke så udbredt i Gerå så vi gik rundt og bankede på hos TV ejerne, og spurgte “Ma; vi be um o si; fjernsyn”? Det fik vi næsten altid lov til, når blot ikke vi var for mange. Det var jo så nyt og spændende.

Ellers brugte vi fritiden til leg i Niels Albrektsens bakker. På bakken, syd for vejen havde vi vores Borg. Og med Hans Sørensen som Hærchef, og Niels Christian Albrektsen som næstkommanderende, kunne vi klare enhver ubuden gæst, der var ude efter vor fane! Uden nævneværdigt nederlag for vores stolthed. Vi legede, at vi nedkæmpede fjenden på den bakkede slagmark, alt imedens vi voksede op i barndommens land med skolen som genbo. Borgens kanoner var et par træhjul, fra de gamle hestevogne, påmonteret et 3″ jernrør. Dette krigsmateriel skubbede vi, to drenge til hver kanon. Så gik det ellers derudaf. På sandvej. Vi skubbede så sveden løb os i øjnene, det var længe før vi kendte til akkord arbejde. Men vi, havde det sjovt.
Vores førstelærer, Ussing Ohlsen, kom sommetider op i Borgen, til os. Han gik meget op i vor leg, som blev foreviget via hans medbragte filmkamera. Når scenerne skulle optages, kom der kanonslag i rørene. Det gav en god effekt.
Nå, ja så byggede vi også Oltidshuse, inde i lærer Ussings have. Førstelæreren var altid god for et godt råd og i øvrigt en fin konsulent.

Sankthans aften var der bål, både oppe på Wollebakken. Eller nede hos Skomageren Chresten Hansen på Søndre hage.

Engang først i tresserne, var vi med skolen på tur til Ålborg. Først blev alle bilerne organiseret og efter en hurtig optælling, blev vi proppet ind, så mange det var nødvendigt i hver bil, efter en del tumulter, gik turen til Asaa, hvorfra vi var med toget til Ålborg. Da var vi godt nok låånt hjæmfra. Jeg vil også her nævne personen Charles Sørensen, kaldet Fi-fi Charles. I dag er jeg stolt, og taknemlig for at jeg har kendt Charles. Charles lavede revolverbælter, revolvere, til os børn. Og han lærte os, at lave kanoer, af et cykelhjul, en planke, lister, sækkelærred og tjære.
Jo Gerå var fuld af visdom. Men, der var unægtelig et særpræget bybillede i de små landsbyer.

Og det var der også ved købmandsgården i Gerå. En kom kørende med både hest og vogn. En anden kørende med sin vogn, spændt efter en Masey Ferguson med armen pligtskyldig ude, men så langt før svinget, at armen røg ned på grund af krampe inden han var ved svinget. En tredje i en Folkevogn med fuld gas, han regulerede farten i koblingen.
Hos købmanden på Strandvejen kunne man købe alt, såsæd, trælast, isenkram, og dagligvarer. Der skete altid noget, og kunne vi ikke få tiden gå med andet gik vi bare derned.

En tragisk ulykke. Vi børn oplevede for første gang, at miste en der stod os nær. En af vore skolekammerater, Peter Andersen. mistede livet 22. aug. 1962 kun 8 år gammel. Peter var til fødselsdagsfest hos en klassekammerat. Formentlig var han optaget af de andre kammerater, der opholdt sig på fortovet hos købmanden. Pludselig svingede Peter ud over vejen, netop som der kom en bil og påkørselen var uundgåelig. Det varede længe inden vi børn havde bearbejdet den store sorg.

Derforuden var der en købmandsforretning over for Skolen. Anker Christensens forretning. Der foregik også noget hele tiden. Der købte vi tyggegummi, som vi senere i timen, spyttede ud i skraldespanden, eller satte det under skrivepulten, til stor irritation for rengøringsdamen. Det var også Anker Christensen der opkøbte de orm, vore fædre gravede i deres fritid. Fra Peter Andersens Mølle på Sindalsgård, Kunne man se når der var lavvande, så var det bare på nakken af cyklen, ned for at grave orm. Det gav et godt supplement til kostpengene, for det var føden og klæderne der var dyrt dengang.
Vi fik ofte foræret aflagt tøj fra mere velstående i familien og jeg husker, hvis vi fik foræret en hel sæk med aflagt tøj dengang, turde vi ikke sige, “det vil a intj ha på”. Nej, det turde vi ikke. Jeg øvede mig på at sige det når jeg var i enerum. Men modet svigtede som regel når jeg så, hvor begejstrede mor og far var for tøjet.
Selvfølgelig var det værst for tøserne, når vi skulle til et eller andet i Melholt forsamlingshus. Men, vi var nu klædt som de fleste, dengang. Nej, det vores generation mangler er selvtillid, det kom ikke til os i en papkasse, ligesom tøjet der var indkøbt til andre.

Jeg husker når vi dansede om Juletræ i Melholt forsamlingshus, var det selvfølgelig en æressag for os drenge at holde den kønneste pige i hånden. Havde jeg lidt mere selvtillid, så ville jeg have delt min godtepose med hende! Men hun var ikke interesseret. Nej, det var der ingen tvivl om, for hun delte allerede godtepose med en frisk fyr, der havde selvtilliden i orden og førte sig frem på den mest irriterende måde. Set fra min side.
Jamen, for pokker! i mange generationer siger opdragelsen. Det er forkert at føre sig frem. Men, det kan selvfølgelig godt være svært, at lade være. Mange kvinder tror jo det er mandigt. Se nu bare The Beatles, en flok opblæste klovner med udstråling og talent. Lige så snart de gik på scenen, skabte kvinderne sig som var de skøre. Enkelte stod endda og svingede med bh’en, og satte sig selv på tilbud. Godt de var før min årgang, både The Beatles og den brystsvingende skønhed.

Men tilbage til Melholt Forsamlingshus. Selv om jeg var i flotte knæbukser, grå knæstrømper, Nye brune sko, flot hjemstrikket trøje, og fald i håret, kunne jeg ikke hamle op med The Beatles. Nej heldigvis! for så skulle jeg jo ikke dele min godtepose med nogen, ha ha. Og efter denne oplevelse med både nederlag og sejr, havde jeg mere erfaring til livet i Gerå, mit Barndommens land.

Gerå havde også en havn. Når vi gik ned af den gamle grusvej, ind bag om Otto Simonsens hus, og ned af vejen imod Marie Sørensens hus og videre ned mod åen på højre side af stikkelsbærbuskene, indtil der kom en åbning i buskadset. Der var indgangen og vi var på vores lille havn. Der har vi tilbragt mange gode timer. Det var her vi legede med vores kanoer, Ja vores kanoer er nu også meget sagt, for en del af os, havde ikke råd til at bygge en kano, selv om det ikke var dyrt så var pengene små. Når en kano skulle bygges, var vi alle rent fysisk til stede og lærte deraf. Bagefter skulle man hjem og som regel have skæld ud, for vi fik næsten altid tjære på vores tøj.

Og på havnen. Ja, Dem der havde en kano var ikke bange for at låne den ud. Når vi skulle prøve at sejle en kano første gang, tror jeg nok de fleste var meget nervøse, jeg var i hvert fald. Først fik jeg det ene ben ned i kanoen, medens jeg krampagtig holdt fast i broen. Langsomt men sikkert fik jeg hele kadaveret ned i kanoen og efterhånden førte man sig frem. Ja ligefrem som nogen eskimo. (Undskyld, det var ikke ment som en hån til eskimoerne)
Vi var altid flere dernede på samme tid, så det var ikke mere farligt at være der. Jeg husker heller ikke at nogen havde forbud mod at være der. Tænk på, de mest forvovede fik sig en hurtig dukkert, og skulle hjælpes i land. Det var flovt for dem, når de skulle hjælpes i land af de store. Og grinagtigt for vi andre der ingen chancer tog og derfor aldrig kæntrede. Jeg købte en kano. Med femogtyve øre i udbetaling, købte jeg en kano af en klassekammerat, for 8 kr. Og med den kano startede min karriere inden for sejlsporten. Op af åen til Vestergårds skov, hvor vi legede indianere og cowboys, så ned af åen forbi den gamle Skole, ind under broen på vej mod nye eventyr. Jeg fulgte strømmen helt ud til havet. Men, det var hårdt at padle imod strømmen hele vejen hjem åen har mange sving så der er langt fra havet og til vor lille havn. Men karrieren blev kort, for kanoen sank og jeg havde ingen midler til reparationer, og da kom jeg pludselig i tanker om et passende navn til båden, “Grethe synk”. Bedre sent end aldrig, med den navngivelse.
Senere kom en anden lille båd med træbund, siderne var lavet af blik vel omkring 1,5 m lang, mere sjælden end køn, og ikke nem at styre, men den hørte til i havnen, og var vel som en slags havnepram når vi legede i vor lille havn. I den lille havn lå der også en stor kåg, hvis den var husker jeg ikke. Men både Charles, Cilius og Bull fra Asaa fiskede med ruser, længe før vi stod op.
I Skoleferien ville vi tatte ål. Når man skulle tatte ål, skulle det foregå sent om aftenen. Først skulle der graves orm. Far var god til at grave orm, og hurtigt havde han et par liter. Så skulle ormen syes på kinesertråd, til man havde en lang kæde, derefter rinkes sammen indtil man havde en god klump. Så var det bare om at vente til det blev mørkt, så ud med snøren og være tålmodig til at vente, til ålene snappede, det kunne man sagtens mærke. Så var kunsten at få ålen med op, sommetider gik det godt. Men det sværeste var nok at tie stille, så ålene ville bide. Men sommetider havde vi da, en god sjat ål med hjem alligevel. Det var en god oplevelse. Så fik vi stegte ål dagen efter, hvis der var ål nok ellers kom de i fryseren.

Efter ferien skulle vi begynde i femte klasse, og for at vi kunne klare os internationalt, stod der Engelsk på skemaet da vi begyndte i femte klasse. How do you do? (Jow, mæ o så Elmand ha godt nok duver sammen) Men det var nu ikke det, det betød. Og i syvende klasse, skulle vi lære Tysk. Ak du lieber mein Herren, jammern! Ska! vi fra Jire gefahren?

I 1964 fik jeg en søster mere. Det var den fjerde juni, hun kom til at hede Inger. Jeg var efterhånden blevet 12 år og stillede mig til rådighed på arbejdsmarkedet. Efter skoletid, hos P.P. Møbler, i den gamle skole i Østerled. Det var en ny måde at gå i skole på. Jeg var mange gange oppe kl. fem. for at læse lektier. Det blev der nemlig ikke tid til om aftenen, ofte var det søvnen der vandt kampen. Det skete ofte vi arbejdede til langt ud på aftenen; sommetider til kl. 21. og eller kl. 22. Så lavede Peters kone Tove, varm mad til os, og Peter kørte os hjem. Jow, de var sgu flinke nok, men vi var faktisk heller intj for dyre i løn. Sådan gik der et par år. Med bøger og regnehæfter, både formiddagen og eftermiddagen, på Gerå skole. Derefter til Østerled nedlagte skole. Til arbejdet med, lim, finer, sandpapir og lak. I begyndelsen var jeg meget oplagt. Både til skolen og efter skoletid, til mit job hos P.P. Møbler i Østerled.

Men så skete der noget. Hvad det var, hverken kan eller vil jeg definere her. Men, jeg blev dødtræt af at gå i skole. Så i -1966.ofrede jeg skolen efter syvende. klasse. Men hvad skulle jeg så? I Asaa var der året før, startet et fiskeeventyr af format. Dengang var der vel omkring 35/40 fartøjer hjemhørende i Asaa, en del bundgarnsjoller, og fiskekuttere fra 5 til 20 ton. Samtidig var der en del kuttere fra Vestkysten der fiskede fra Asaa. Der var så mange fisk, især rødspætter, så det var ligesom at sejle i et hyttefad når man sejlede ud fra havnen, bare udenfor, sætte garn og så vente en time, så var der med garanti stor gevinst, af første kvalitet. Der var så mange kuttere at når de var i havn, fyldte de hele havnebassinet så man kunne gå tørskoet over havnen hvis man ville det.
Mange fra Gerå var med i det eventyr dengang, og tjente rigtig mange penge. Enkelte tjente så mange penge, at de købte egen fiskekutter. Jeg ville også gerne have været med ud at fiske, men havde kronisk bronkitis, og et svageligt helbred, så ingen var særlig vild med at give mig en hyre på en Kutter. Det kan jeg godt forstå for det var et hårdt arbejde. Først skulle der sættes garn, så skulle de trækkes og fiskene pilles af og renses, siden skulle garnene redes op. Ja dengang var der altid masser af liv og aktivitet nede på havnen i Asaa, og når man blev sendt til havnen efter fisk, så fik man dem næsten altid gratis, og fiskeren kom altid så mange fisk i spanden, at det var svært at cykle de 4 kilometer hjem til Gerå.

Jeg fik arbejde på Asaa jernstøberi i en kort periode, og det var nu heller ikke godt for en sygelig knægt Jeg vil tro der var ca. 200 mand ansat på Asaa jernstøberi dengang. Så der var tæt trafik på Havnegade når fløjten lød til fyraften.

Den 20. april 1972 fik jeg så min længe ventede lillebror, som blev døbt Kaj. Jeg var da 20 år, og nærmest en voksen mand, havde arbejde på slagteriet i Sæby. Nu sidder den opmærksomme læser måske og regner på hvor mange vi er. Dertil kan jeg kun sige: Vi er syv! Og ikke en for mange, Den yngste af søskendeflokken, og som rosinen i pølseenden, er Joan. Joan blev født den 8. juli 1974, og er også opvokset op i Gerå. Men hun gik ikke i i Jire Skull. Gerå skole blev nedlagt først i 1980erne. Og dermed sluttede en flere århundrede skole i Gerå.

Med følgende ord vil jeg slutte mine erindringer. Alle har vi følt tidens mælketand, og set hvordan udviklingens store hjul ruller, videre og videre, ud over det ganske land, ja flere og flere landområder lægges øde. Vi kunne passende stille hinanden det spørgsmål. Styrer vi udviklingen eller styrer den os?