Høsten på Dyremosegaard

Hans Jensen er søn af Jens Jensen og Anne Margrethe Jensen på Dyremosegaard, og overtog i 1921 Kirkebjerggård. Han blev gift med Karen Marie Andersen fra Bistrup, hendes far og mor havde Merrizhøj, og hed Mads Rasmus Andersen og Anne Kirstine Jørgensen.

Hans Jensen har lavet en beretning til Dansk Folkemindesamling, om hvordan livet var under høsten på og i Fodby, omkring slutningen af det 1800 århundrede. Han er født på Dyremosegaard d. 19. januar 1885, som nr. 5 i en børneflok på 9. De måtte tidligt lære at tage fat på arbejdet, især i høsten.

Der var 2 karle på gården hele året, de gik slog kornet. De begyndte altid med rugen. Den blev slået “imod” for den var så lang at den ikke var til at meje fra og lægge på skår. De samme metoder blev anvendt til hveden og havren.
Børnene gik og tog sæden fra og lavede negene. Pigerne og hans far bandt dem. Den der bandt det sidste rugneg på marken, blev kaldt “Rugstodder” og den der bandt det sidste hvedeneg blev kaldt for “Hvedefrit“. Dernæst hed det “Bygkælling” og “Havrenak”. Dette er hvad enten det er en mand eller kvinde, der blev sidst færdig med sit skår.
Det sidste neg af hver sædart, blev pyntet i toppen med blomster og 3 bånd ,og skulle så sættes så højt, at alle naboerne kunne se det. Når der så var høstgilde på gården, skulle Rugstodderen altid åbne ballet med et af de andre øgenavne.

Det var gammel skik på Dyremosegård at det var en pige der lukkede ladeporten efter det sidste læs, for så fik vi mange kviekalve året efter. Jens Jensen var meget overtroisk og der blev aldrig startet noget nyt på en mandag, og der blev aldrig mejet fra rugen på en lørdag. Der blev heller aldrig begyndt på at kører neg hjem, på en mandag.

De havde kun en tærskemaskine og det foregik med heste og den ikke kunne rense sæden. Derfor måtte de rense den på en kastemaskine dagen efter, de var færdig med at tærske. Det tog gerne et par dage om vinteren, og rensemaskinen den var med håndkraft.
De havde også en stubmølle, der stod på den ene længe. Den malede de kornet på.

Omkring 1890 begyndte græsslåmaskinerne at komme frem, og det lettede høstarbejdet meget. Det gav karlene tid til at binde negene sammen med pigerne. Det neg der var bundet i hånden var hurtigere til at tørre, en de neg der var bundet med selvbinder. Den første blev købt af gamle Poulsen på Nodregården. Den havde 4 vinger, en blå, en rød og en gul og grøn. Det var en syn især for børnene når alle fire vinger drejede rundt.

Jens Jensen sprang det led i udviklingen over og købte en selvbinder i 1901. I 1901 var Hans Jensen blevet anden karl på gården og så slap han for leen. Derimod skiftedes han med forkarlen til at kører selvbinderen, som der var 3 Frederiksborg heste for.

Hans Jensen bliver i 1922, den 23. maj gift med Karen Marie Andersen, men forinden, har han købt Kirkebjerggård i 1921 af sin slægtning Oline Olsen.