Landsbyhistorier.dk

Fr. Meisler fortæller

I 1821 kom vi til Fodby, jeg boede hos min farbroder som var lærer og ungkarl, han havde ellers været bagersvend men havde svage lunger. Ved vores ankomst til Fodby skole spiste vi i vores befordringsmands simple hjem. Vi fik kartofler med meldyppelse, hvorefter vi klatrede over et stengærde, ind i vor egen have og derfra ind i vort tilkommende hjem, en lav lerklinet hytte med småbitte blyindfattede vinduer. En stue, et lille køkken og spisekammer med respektive gulve af ler og brosten og i skolen og stuen, 2 af de små bilæggere fra fritzøs jernværk. Huset var fuld af snavs fra øverst til nederst. Vores hovednæringsmiddel var havresager og kødet af nyfødte kalve, som kostede 1 Sk. pr. pd. Hvis vi var heldige fik vi oksekød, så vankede der suppe i 8 dage. Smør kostede 12 Sk. pr. pd., kartofler 6 Sk. pr. skp., og en køretur til næstved 2 Mk. Og gamle Ane gik bud til Næstved for 4 Sk. og en tynd kop kaffe.

Markedsdagene i Næstved var festdage, hos Ole Sipperup på torvet nød man gåsesteg med brød og øl til 12 Sk. pr. potion. Min farbroder var en kundskabsrig mand med mange bøger. Han skrev smukt og usævandlig korrekt. Han var en dygtig lærer og ville ikke indføre indbyrdes undervisning, men han var den fuldendte prylemester, jeg mindes ham med tårer i øjnene.

Min farbroder tog sin afsked i 1828 på grund af svagelighed og døde et par år efter og jeg blev sendt på opfostringehuset.

Lidt om skolen.
Fodby skole blev bygget i 1724 og til skolen hørte en degnebolig. I 1829 blev der 2 gange afholdt auktion over denne, men det højeste bud blev kun på 155 Rbd., og blev ikke antaget.

Men i stormen, natten mellem den 3-4 april 1830, blæste en af længerne omkuld og stuehuset blev så medtaget at det ikke kunne bruges til beboelse. Den blev revet ned og en ny skole blev bygget, den blev indviget den 29. okt 1831. den gamle skole købte Saltø, som overlod den til fattigvæsnet, og i 1850 boede der således 20 fattiglemmer.

         

 

0 replies

Skriv en kommentar

Har du kommentarer ti historien eller andres kommentarer?
Så send gerne dine kommentarer!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.