Læretid i Fangel

Siden jeg først stiftede bekendtskab med en høvlebænk og et ordentligt stykke værktøj – vist 1952-53 eller så – havde jeg ønsket at blive snedker, om det nu var den særlige duft på værkstedet – af træ, limovn og lak, eller det var hele stemningen, det ved jeg ikke; men jeg har nok altid haft tendens til at gå efter bestemte følelser.

Mine forældre fandt en læreplads til mig. Forudsætningen var at jeg kunne bo hjemme, så de kunne holde opsyn med mig. Jeg skulle nødig for tidligt stifte bekendtskab med livets barske realiteter, det vil sige øl og piger.

Det blev Fangel, hos Jesper Cornelius Hansen (født 1895 i Dømmestrup, Nr. Lyndelse sogn, død ca. 1973 i Fangel. Cornelius afskyede navnet Jesper, hvad jeg nok har svært ved at forstå i dag, hvor jeg kender eller har kendt så mange med det navn), et lille møbelværksted med 2 mestre, den anden var Hans Ove, søn af C. H. og 2 svende, Ove Andersen, (født i 1923) og Hans Ploug (født ca. 1925 i Sønderjylland), Ove blev siden snedkermester i Dømmestrup, og fik bl.a. Ploug som svend. Jeg var den første lærling, men hvordan det skal opfattes ved jeg knap nok, det behøver ikke være nogen ros hverken til mig eller til mit lærested.

Jeg startede 1. okt. 1954 som arbejdsdreng og kom i lære 1. nov. Læretiden var 4½ år! – hvis man ikke var fyldt 15 var den 5. På et tidspunkt havde vi en anden arbejdsdreng, og senere en svend mere, Holger, (som vi kaldte Holger løgn) fra Årslev, og endnu senere en ny lærling, en fyr der var ældre end jeg. Ellers var vi ikke særligt mange på stedet i de år jeg var der, og jeg tror ikke heller der var den store “udvikling” i det.

Det første stykke arbejde jeg blev sat til var at lave en sengebund af spiralfjedre. Da stiftede jeg første gang bekendtskab med en bidetang med udveksling. De hårde fjedre var ikke nemme at bide over – og kræfter har jeg aldrig haft mange af i armene. Men det gik.

Hver dag var det mit arbejde at passe limovn og politurfilter. Der skulle fyres op på værkstedet i den gamle støbte limovn, der skulle vand på potten og evt. skulle jeg rense den og påfylde ny lim. Jeg var dog fra en tid hvor lærlingens ikke mødte før arbejdstid, heldigvis, så derfor var den ugentlige værkstedstid ikke meget mere end 48 timer.

Henne i en reol stod mesters gamle hat i en gammel syltekrukke. Heri skulle hver dag hældes ny politur (shellak) til filtrering, og hatten skulle skrabes ren for slam – det blev hældt ud. Den filtrerede politur kom på en gammel vinflaske, fortyndet med sprit og brugt når vi havde bejdset (nøddetræ), og bagefter skulle lakere med celluloselak.

Det hed sig at et tyndt lag politur – endelig filtreret. – gav klarere farver, og det skulle nok passe.

Efter ca. 1956 gik nøddetræet af mode og det blev teaktræ og palisander (mit svendestykke er lavet i palisander); men nu er man vant til at træsorterne skifter, det var jeg ikke dengang. Førhen – længe før min tid, og muligvis i århundreder – havde det været mahogni og andre eksotiske træsorter der var i højsædet, og kunne man ikke få den ægte fra Cuba eller Honduras, var der altid mulighed for at få en anden ægte fynsk art – evt. fra Hesbjergskoven (det vil i realiteten sige bejdset bøg) – men det skal man vide lidt om for at kunne gennemskue. Desuden var det før den bornholmske åndenød rigtigt var kommet på tale; dvs. plastic.

Værkstedet var delt i to, der bestod af en maskinafdeling, hvor de to mestre regerede og en “håndafdeling”, hvor især mester Hans Ove kunne “tælle” os (“Nu blev du talt, BØRGE”) og se om vi arbejdede – værkstederne var kun adskilt af en glasvæg, og lyden kunne med lethed trænge igennem, jeg tænker især på den larmende rundsav eller afretteren.

“Den gamle”, Cornelius, sae altid Börr til mig på sit dejlige fynske sprog, sønnen hed “Åve”, og det gjorde svenden Ove osse. Han var af den gamle skole. Helt igennem en reel håndværker, der havde haft værksted i sit fødehjem med en båndsav og nogle få andre maskiner – herunder en kombinationshøvl, der var både afretter og tykkelseshøvl, samt måske den fræser der stod på værkstedet. Cornelius havde værksted i Dømmestrup lige til moderen døde. Så byggede han og Hans Ove i Fangel, vist i 1950, og slog sig op som møbelfabrik. Cornelius havde i Dømmestrup bl.a. en båndpudser, som efter det jeg har hørt, blev købt brugt på Ærø, og som står på værkstedet endnu, mere end 45 år efter at den er kommet til Fangel.

Hans Ove havde altid travlt. Det kunne aldrig gå stærkt nok, og arbejdet blev derefter. Han lærte mig ikke meget og jeg afskyede ham. Ikke kun pga. at han var mester og derfor i opposition til svende og lærling(e), men fordi han havde ambitioner og kaldte sig “konstruktør” – Bad-Bah! Engang resulterede Hans Oves “travlhed” i en ulykke – ganske vist en af de få der skete i de år jeg var på værkstedet.

Der var kun én elektromotor til flere maskiner. Derfor var der remtræk mellem den og dem. Engang da Cornelius havde filet slingreklingen – den hørte til fræseren, og netop han plejede at tage sig af slibning og filing – en rundsavklinge. Men da han satte den på pinolen igen, lagde han ikke mærke til at den var i fart fordi Hans Ove ikke havde fjernet remmen. Der lød vist et skrig eller et brøl fra den gamle, men heldigvis fik han kun kødsår der med nogenlunde held blev syet sammen af Thorup, vor lokale huslæge.

Cornelius havde lært hos “Mads” – Madsen i Nr. Lyndelse, og det samme havde svenden Ove og den anden søn, Marius, der kom tilbage som svend efter at han havde været i Nordsverige (Umeå) og en tur ude at sejle som skibstømrer. Jeg ved ikke hvorfor Marius aldrig gik ind i firmaet som mester, men forblev som svend sikkert hele sin aktive tid. Hans Ove fik hjerteproblemer engang i slutningen af 80-erne og Marius kunne heller ikke længere arbejde ved den tid.

Ploug var fra Sønderjylland. Hans Ove havde lært hos Marius Hansen i Bellinge Station – en for mig at se gammel sur stodder, som jeg  kendte i forvejen. Han var en eminent dygtig håndværker og havde haft stort firma og mange svende – vist i 20-erne og 30-erne, måske senere osse.

Hans Ove fik aldrig nogen god kritik af sin læremester, på trods af et svendestykke til “ros”, vistnok (ros blev givet til lidt pænere svendestykker, der dog ikke helt kom på omgangshøjde med bronzemedalje eller den langt sjældnere sølvmedalje, som oftest faldt til lærlinge fra Odense, fra et par værksteder der især gjorde i boulle-møbler (som oftest blandt snedkere og andet godtfolk kaldes “bulemøbler” fordi de har en tyk, fed “mave”).

Mads fra Nr. Lyndelse så jeg aldrig, han døde i min læretid. Han fik altid gode ord med på vejen: Missionsmand var han og holdt det gamle ord efterretteligt: Du skal opfylde jorden… Og han gjorde sit til at andre ikke behøvede at gøre sig så store anstrengelser.

“Den eneste man må snyde er næsen; men man må godt pudse folk” skulle han jævnfør Ove Andersen ha’ sagt.

Noget af det der undrede mig på værkstedet var kvaliteten af det vi lavede. Billigt skidt. Måske var det almindeligt på den tid – og måske er det det i dag – men det virkede spinkelt, det vi fremstillede – og det blev altid lavet på letteste vis.

Men Ove Andersen, der stod for finish’en var omhyggelig med arbejdet, både med bejdsningen og lakeringen, men ikke mindst afskrabningen med ziehklinge. Hans falkeblik så altid læredrengens mangler. Ove og Ploug slog sig ca. 1960-64, sammen med Magnus (udlært et par år efter mig) om et firma på Oves jord. Her lavede de vist “klassiske” møbler, såkaldt “stilmøbler” af massivt egetræ; med det ved jeg ikke så meget om, og jeg har kun besøgt værkstedet en enkelt gang.

Vi fremstillede borde med hollandsk udtræk i fransk valnød, og vi lavede nogle afsky(d)elige barskabe med spejl i og med skydelåger, begge af sandblæst glas, hvis vi ikke fik Poul Maler til at male mønstrene på.
Skabslågerne havde afrundede kanter som vi finerede med hammer. Til tider finerede vi osse lågerne med varmelim (snedkerlim), men oftest kørte vi det hele over til Adolf Schärfe i Tommerup. Han var gammel snedker og havde nu vist udelukkende finercentral. En stor grov fyr var han, med sans for penge og en søn – vistnok Kurt, der døde ca. år 2000 -, han var et par år ældre end mig der blev gift “fordi”, som det blev kaldt i de dage; han var de vist omkring 17 år.

Min læretid faldt i en ekspansiv periode hvor dansk møbelhåndværk havde et vist ry i det store udland. Således osse med det lille værksted i Fangel. Vi kom ud på det store eksportmarked, Tyskland og Holland, og vist ikke andre. Hvordan det var i detaljer ved jeg ikke, men måske havde det store købestævne i Fredericia en vis rolle at spille. Jeg ved bare at dér var vi med, og at vi havde flere af de såkaldte “rejsende”, repræsentanter, både her i landet og udenlands.
En af dem var Mølmark, som vi vistnok osse havde på teknisk skole (vi havde en lærer dér der osse var rejsende i møbler, men jeg er ikke sikker på hvem personen var og hvad han hed, det er trods alt mange år siden); han rejste udelukkende indenlands, men hvordan det i grunden forholdt sig syd for grænsen ved jeg ikke meget om, bortset fra at mestrene blev drillet af os ansatte med deres noget mangelfulde tysk.
Ikke fordi jeg nogensinde selv har været skrap til det – på det tidspunkt havde jeg vel knap nok stiftet bekendtskab med det og ikke haft mine 2 måneder hos Ditfar på aftenskole, og slet ikke stiftet bekendtskab med Haslevs ulykkelige form for grammatik, der foregik på de 3 måneder jeg frekventerede forpræp.
Det jeg husker er et citat: “Der er so viel Arbejd her po teglværket” eller en anden “Oben po das Loben der hast vi ein mægtigen Lager”. Denne sære sammenblanding af dansk og udenlandsk mindede meget om min fars indstilling til fremmedsprog: “Her i huset kan vi alle sprog. Dem vi ikke kan tale, dem fløjter vi bare.”

Jeg vil derfor ikke påstå at mine læremestre havde noget godt forhold til det tyske sprog, eller til noget andet fremmedsprog, men på en eller anden måde har de vel været i stand til at begå sig – omtrent som jeg selv har kunnet begå mig i det græske med mit evindelige “Kafé me oyso” eller min omtrentlige kollega, snedkeren fra Trianda, Pantelis på Rhodos, der har hele to tyske gloser at lege med: “Arbejd” og “kleine”; men det er en helt anden og langt senere historie.

På et eller andet tidspunkt fik vi forbindelse med en hollænder, en der vistnok hed Molenar, og som han oversatte til “mølleaks” – jeg ved ikke meget om hollandsk, så jeg kan ikke afgøre rigtigheden af mit udsagn og heller ikke stavemåden af hans navn.

Min plads på værkstedet var fra begyndelsen ved væggen ind mod butikken. Bag min høvlebænk stod et stativ, et par reolvanger som vi lagde plader på når vi lakerede – det var dengang alt blev pladret ind i celluloselak og bagefter skrabet af med ziehklinge. Stativet blev sat midt på gulvet og spændt sammen med et par skruetvinger.

For enden af bænken hang et gammelt ur med romertal. Kors i hytten hvor gik det ur altid langsomt. Det tog flere dage før kl. blev 5 og vi ku gå hjem.
Somme tider lagde jeg mig på bænken og sov til middag. Når mit venstre ben hvilede op ad stativet slog det mod væggen i takt med mit hjerte.
Vi havde et kvarters pause kl. ca. 9, og middag ved 12-tiden, 1 time. Så vidt jeg husker startede vi kl. 7 morgen om sommeren og om vinteren 7.30. – 48 timer pr uge. Lørdag til ca. 12 og derefter oprydning og rengøring på værkstedet et par timer.

Ploug, der dengang var ugift men forlovet, boede på et værelse i byen og var på kost hos fru mester, Petrea, og jeg husker ham siddende der ved siden af limovnen i maskinværkstedet en tidlig frokost (kl. 9) og sige: “Hvad har jeg dog gjort?… Et stykke med folkeleverpostej og et med ståpik..” (æg).

Ove kørte hver middag hjem på sin høje cykel, han havde kun et par km hjem til konen, hvis navn jeg selvfølgelig ikke længere husker. Hans Ove er gift med Anna – vistnok siden slutningen af fyrrerne. De havde sønnerne Stig og Per født med 5 års mellemrum, Stig 1949-50, og Per 54-55.

Hver fredag kom bageren nede fra byen i sin gamle runde varevogn og solgte os wienerbrød. Mestre og svende skiftedes til at købe ½ stang til hver, lærlingen slap, men han havde heller ingen penge at købe for. Wienerbrødet åd vi ved bænkene.

Ved enkelte lejligheder – fødselsdage og lignende – fik vi øl. Jeg drak min første bajer kort efter jeg var startet på værkstedet, men husker ikke hvornår, muligvis Cornelius’ 60-årsdag, forår 55?
Ellers fik vi kaffe, ca. 1 gang pr uge inde hos Petrea, der var født på Ærø. Til tider var der æbleskiver til, rigtig ærø-ævl’skiver, fyldt med kogte svesker – uhm, dejligt. Hendes kaffe var tynd og skoldhed, men det var godt!

Anna var den der serverede kakao og kaffe til fødselsdage – først kakao, siden kaffe af samme kop. Det kendte jeg ikke hjemmefra. Jeg var vistnok ikke nogen eksemplarisk lærling. Havde svært ved at finde det jeg – eller de andre – skulle bruge. Tænkte – velsagtens som altid – på alt andet end arbejdet, og havde en god del sex i hovedet – og andre steder i kroppen.

Ofte fik jeg skyld for at være tungnem, hvis ikke ligefrem tykhovedet, som Cornelius kaldte mig en dag han var rigtig galhovedet.
Svendene var mindre ligefremme, men så vist heller ikke det helt store lys i mig. Peter snedker overfor – en mand med værksted og uden kone eller maskiner. Ole opfinder og Lokumsen, Jokumsen. Smed der vidste hvor og hvordan han skulle rejse herfra.

Fangel by er en gammel landsby, men hvor gammel ved jeg ikke, og sprogforskerne ved det heller ikke, eller er usikre. Dog synes de at være enige om at ordet betyder noget med “at fange”. Sognet består af flere bebyggelser, hvoraf selve byen er den oprindelige, samt et par torper, udflytterbyer, Fangel Torp og Fangel Vestertorp, der sikkert er kommet til i vikingetiden; dertil kommer Fangelhede, Vestermark, Nørremark, Østermark og bebyggelsen ved Bellingebro.
På store kort kan man se at sognet har været forlenet med hele to stationer samt et trinbræt, Bellinge og Fangel stationer og trinbrættet Tuemose nede sydpå, alle på den hedengangne Odense-Fåborg jernbane.

Der er lidt uenighed om udtalen af Fangel; vi sagde det altid uden, men jeg har hørt andre sige det med stød – det kan skyldes den såkaldte stødgrænse der går tværs over Fyn, og hvor jeg mener vi lå omtrent på den, for der er andre ord der med sikkerhed havde stødet.

På en eller anden måde er byen blevet delt af den store vej fra Odense til Fåborg. Langs vejen er der en forholdsvis ny bebyggelse, bestående af kroen (sikkert kongeligt privilegeret, og som på det seneste er blevet kendt grundet sin tilknytning til Ringe-festivalen) med motorbanen. I krobygningen blev i min tid indrettet et posthus (efter at stationen blev nedlagt i 1954) og en barbersalon. Begge dele arbejdede vi på, men jeg husker ikke længere i detaljer hvad vi lavede eller hvornår. Der var desuden et mekanikerværksted med benzinudsalg, så kom “vores” værksted efterfulgt af Cornelius og Petreas bolig samt Hans Oves og Annas hus. Så kom det høje alderdomshjem, bygget i gule sten, vist i 1938.

På den anden side vejen var der ligeledes en række huse af forskellig alder: Længst mod Odense nogle husmandssteder, så Valthers gartneri. Valther var søn af en anden gammel gartner og havde flere brødre med samme beskæftigelse; han var en god grundtvigianer, havde sine børn gående i Fangel Friskole og sang i et eller andet sangkor – så vidt jeg ved lige til han døde i en alder af over 90. Valther boede i et af de gamle stråtækte huse, og hos ham gik “Gong Gong”, en af de alternative begavelser. Hvad hans egentlige navn var ved jeg ikke, men han gik under det navn fordi han altid gik og sang sådan.

Der var en del gartnerier i Fangel og omegn. Og flere kom til i løbet af min læretid, især på vejen mod Odense. Et af dem blev indrettet af Knud og Gerda da de blev forenet ca. 1950. Knud er søn af min fars kusine Agnes, og selv gartnersøn. Agnes og Marius flyttede fra Ejby ved Odense da de solgte eller blev eksproprieret ud af deres gartneri og flyttede til Fangel til Peter snedkers hus lige over for vort værksted.

På hjørnet af vejen ned mod byen boede nærmest storbyen skomageren, der vist var både god og dygtig men vistnok noget fordrukken og et totalt rodehode; hans hus bar tydeligt præg af hans manglende formåen på det punkt. Ved siden af lå der en cykelsmedje med ishus; det eneste jeg husker om de mennesker der boede i huset er at en datter “kom galt afsted” og fik et barn i en vældig fart.

På det andet hjørne boede Hans murer og hans kone. Hans murer kørte i lighed med Karl Brystsukker nede ved åen på en gammel motorcykel, vistnok en Indian eller lignende.

På vejen op mod kirken, der går lige overfor kro og mekaniker, lå barberen med sin salon, sadelmageren der havde en salmebog liggende på værkstedet, her boede osse doktoren der indtil 1947 var Trier, siden Thorup og fra midten af 1950-erne hans såkaldte “forkarl”, vistnok Bovet, anlægsgartner Gaarde og flere andre, og nede i byen, neden for kirken, en karetmager, en smed, forsamlingshus, skole, købmandsgård og bager. Her deler vejen sig mod Dømmestrup og Allested/Vejle, dog først Fangel Torp. Mod Dømmestrup lå Fangel mølle, Fangel station og nogle gårde, og på vejen mod Vejle boede bl.a. “Morfar” en gammel vognmand med efternavnet Laursen.

Det er en meget hurtig og temmelig lemfældig gennemgang af byen, men det får nu være; jeg husker ikke meget mere og detaljer kan hentes andetsteds fra.

Ret hurtigt fandt jeg ud af at det ikke lige var mig at stå der ved høvlebænken alle mine dage, men jeg magtede ikke at sige det til nogen – heller ikke da prøvetiden på ½ år var udløbet – så jeg stod det hele igennem og blev udlært – og fik bronzemedalje for svendestykket. Den er der ingen der har spurgt om siden – og heller ikke mit svendebrev, bortset fra en tid langt senere da jeg søgte ud som U-landsfrivillig.

Jeg befandt mig altså ikke videre godt i læretiden, men er i dag glad for at jeg da fik lært et ordentligt håndværk som jeg har kunnet dyrke lige siden – i dag knap så meget, kræfterne slår ikke længere til. Jeg ville gerne ha været noget andet, fx bogtrykker (jeg var ved en eller anden lejlighed gået fordi et sådant, og jeg har vidt altid været interesseret i bogstavers udformning); langsomt modnedes tanken i hovedet, at blive lærer. Jeg havde dengang nogle fede ideer om at sidde på en stol med fødderne på et skrivebord – næst efter sengen mit vigtigste møbel. Ønsket gik aldrig i opfyldelse!! – jeg har ikke haft tid siden.

Det faldt mig altså svært at være i lære, og siden flygtede jeg hurtigst muligt fra det for at blive lærer. Jeg har altid haft svært ved at finde mig til rette med fast borgerligt arbejde. Nogen kalder mig boheme – og måske er det ordet.

I teknisk skole, derimod, havde jeg det fint – for det meste. Der var enkelte lærere jeg ikke kunne med. De var for stive i det eller hvad jeg nu fandt var galt med dem. Jeg startede der i efteråret 55, på en skole ude ved Nyborgvej, i Odense – jeg tror det var Korsløkkeskolen – hvor vi bl.a. havde frihåndstegning og systemskrift med en mærkelig sønderjyde som lærer. Frygteligt!! – Kunne ikke holde bogstaverne på de revlementerede 37 grader /////, nogen særlig ørn til det med håndskrift har jeg aldrig været, (jeg gik osse ret tidligt over til maskinel skrivning) og jeg kunne heller aldrig få opelmærket til at ligne i frihåndstegning.

Anderledes var det med Gamle Nielsen, som vi havde i geometri og stereometri- muligvis først året efter starten, da vi mere eller mindre var kommet ind til byen, til den rigtige og gamle Teknisk Skole. Den form for tegning kunne jeg, jeg var god til det, og dengang kunne jeg konstruere en pentagon (en femkant), men det er en for længst glemt færdighed.

Gamle Nielsen, der vist havde været murermester og så vidt jeg husker passeret pensionsalderen og dermed “støvets år”, var barsk men god: “Klem du bare lorten lidt mere sammen, der er sgu’tte ti’ te’ å’ gå på lokum nu!”

Vi havde en regnelærer, det foregik på Mulernes Legatskole, nabo til Teknisk Skole – omkring 1956 (jeg husker det på grund af Suez og Ungarn). Han var bogholder og elskede tal: “Tal er det smukkeste i verden”, sae han; men han lignede en bænkdup i nakken. Jeg fattede ikke hans glæde over tallene, i modsætning til ordene – og gør det ikke den dag i dag, det er det mest tørre og kedelige der er til – måske lige bortset fra konstant regnvejr i den polare vinternat – slet ikke når jeg aldrig forstod de forbandede %-er.
I dag har jeg nok fået et andet forhold til tal – men de sagde mig slet ikke noget en tid efter min hjerneblødning – og jeg skal passe meget på at læse dem ordentligt og huske dem den korte tid det er nødvendigt. Se osse senere om min karriere som regnelærer.

De sidste år havde vi Bromose i konstruktionstegning. Han var snedkermester med forbud mod at have lærlinge. Han havde vist engang hjulpet en med svendestykket. Men han var dygtig, rar, god, og fagligt tror jeg han var i top. Dygtig håndværker i en kælder i Odense, – jeg husker endnu de tændstikmodeller han havde lavet af borde og stole (sikkert i forholdet 1:10); godt håndværk har jeg i hvert fald haft øje for i hvert fald lige siden, selv det jeg ikke har forstand på.

I materialelære havde vi en kedelig stodder der kun tænkte på træ, lak og bejdse. Jeg har for længst svedt hans navn ud af systemet, og det jeg mindes fra den tid er nogle små stykker krydsfiner i forskellige farver, men alle lakeret og skrabet med ziehklinge.

Men når bagerlærlingene havde haft wienerbrød i ovnen, det foregik dybt nede i kælderen, – og hvor tit det skete mindes jeg heller ikke længere, så købte vi stænger for næsten ingen penge, til langt under ½ pris, og nærmest for et symbolsk beløb.
Det skete ofte i middagspausen, at jeg kørte ned til bageren i byen og købte 1/1 smørkrans (af de helt store) fra dagen før. Bagerens datter ekspederede – hun var en betagende pige på min egen alder. Hun satte gang i hormoner og drømme.
Så hjem på værkstedet og varme brødet på limovnen. Det smagte godt oven på 50 g af den fordrukne slagters makrelsalat, der kunne købes blot 100 m fra bageren.

Jeg hentede sodavand til mig selv og svendene hos købmand Marie (og Kirsten), et par små købmænd der lå i huset ved siden af Poul Maler på vejen ned mod byen og før kirken. Hvad sodavand kostede dengang kan vist være lige meget, prisen stod jo i forhold til de almindelige priser på det tidspunkt, men i dag vil man synes det er latterligt. Og købmændene florerede; der var hele 3 i den lille by, godt fordelt og med hver sit opland. Kun en omsiggribende og omflyvende lærling som jeg kendte dem alle; men jeg kunne osse finde på at køre helt til Brylle alene i en middagspause og vistnok for at frekventere bageren der.