Giv os i dag vort ugentlige brød

Bagersøn på landture med far omkring 1960
På væggen i entreen herhjemme har jeg min fars gamle kusketaske hængende. Den taske han havde hængende over skulderen på landturene tirsdag til fredag eftermiddage fra Fårup Bageri. Pengetasken med byttepenge og kort til hver enkelt kundes kreditkøb. Den lukkede med et smæld – det gør den stadig. På skulderremmen er der en særlig strop, som sadelmager Thorvald Christensen har sat på til FM-cykellygten. Praktisk anbragt således at han kunne sidde i bilen og skrive i mørket. Helt op i 1960’erne, ja nogle steder endda længere, var det almindeligt, at bagere, ostemænd, slagtere og fiskemænd kørte rundt på faste ruter på en bestemt ugedag. Som barn har jeg tilbragt adskillelige timer sammen med min far i brødbilen, som i min barndom sjovt nok var et Folkevogns-”rugbrød”.

Landturene
Før vi kunne komme af sted ”på tur”, som vi sagde, så skulle det daglige arbejde i bageriet være færdigt. Derefter pakkede vi brødbilen. Min far vidste så nogenlunde, hvad han kunne forvente at sælge den pågældende ugedag. Rugbrød var naturligvis det, der fyldte mest i vognen. De mange gårde, vi kom til, havde endnu folk på kost, og der skulle brød til. Rugbrød var også et af bageriets vigtigste produkter. Brødudsalgene i Nørbæk, købmændene i Hvidding, Gl. Fårup og Bjerregrav St. samt Brugserne i Sønderbæk, Øster Bjerregrav, Over Fussing og Kousted videresolgte en stor del af produktionen. Fint brød – franskbrød – solgte ikke så godt. Det kunne man jo selv bage. Men af og til forkælede man sig selv med et ”købe-brød”. På løse bakker i bilen kunne vi trække wienerbrød, walesstænger med creme og fløde og andre søde sager frem. Det viste min far først, når rugbrød, franskbrød og ikke mindst tvebakkerne var solgt. ”Jeg kunne vel ikke friste med lidt kage”? Det kunne han som regel. Især når vi kom med brødbilen ind i gården ved kaffetid og slog fløjdørene op ind til det friskduftende og nybagte brød. Eller steder, hvor vi kom så sent, at aftensmaden var overstået – specielt om vinteren, når det var mørkt, og lommelygtens lys faldt på lækkerierne, så var kunderne lette at overtale. ”Du kommer jo kun en gang ugen, Bager, så må man vel nok være god ved sig selv”. Joh, vi levede af det, andre folk spiste. Det søde kunne også lokke andre end husmoderen, som blev populær, når hun kom ind fra bagerbilen med kaffebrød. Ofte blev min far standset af en karl eller medhjælper, der stod rundt om hjørnet og uset fra stuehuset. Kaloriebehovet skulle dækkes, for det var jo ikke altid livretter, madmor satte på bordet – og så var det jo heldigt, at det var bagerdag.

Brød
Udvalget var ikke så stort. Franske vafler (lussinger), roulader, hindbærsnitter, dagmartærter, napoleonskager og napoleonshatte med ægte marcipan fyldte på bakkerne. Først senere udvidedes sortimentet med industrifremstillet brød, som min far nødtvungent tog med for at konkurrere med købmænd og brugser. Det hændte også, at kunderne bestilte noget bestemt brød til næste uge. Oftest en wienerkringle eller en svesketærte til fødselsdagskaffe med naboerne. Kransekage var til fest på kroen eller i forsamlingshuset – det blev kun lavet på bestilling og leveret separat.

Hverdage
Kunderne var mange. Få betalte kontant – det var mest almindeligt med regning, og kreditten var langstrakt. Fra måneder til halve år måtte bageren vente på sine penge, indtil der kom afregning fra slagteriet eller foderstoffen. Når handlen var afsluttet, så tog min far kundens kort frem for at notere købet. Det skete i forkortelser, som nok kunne være svære at tyde, når der skulle skrives regninger. Priser mm. ventede han med at regne ud, til han var hjemme om aftenen. Beløbene var ikke store i vore ører i dag. Et 4 punds rugbrød kostede i flere år 58 øre, og en månedsregning på 30 – 50 kr. var meget almindelig. Timelønnen som brødkusk skulle man nok afholde sig fra at regne ud. Den var lav. Men benzinen var billig. På købmand E.P. Sørensens tank i Gl. Fårup var der kun to cifre på det mekaniske tælleværk, og vi skulle et stykke op i 1960’erne, før literprisen steg til over en krone. Benzinkøb blev skrevet i kontrabogen – for købmand og bager byttede. Brød og andre varer for benzin kunne lade sig gøre, før oms og moms og andre forhindringer blev lagt i vejen. Jeg støtter dig, du støtter mig – en sund politik i respekt for hinandens levebrød. En rest fra tidligere tiders naturalieøkonomi. Alle overlevede, om end nogle bedre end andre.

Brødbiler
De dårlige markveje, som min far skrumplede ud af omkring 12.000 km om året, tog på materiellet. Især opkørte veje forår og efterår tog hårdt. Det gjorde hårdtfrosne ”vaskebrætsveje” og perioder med høj sne og mange fastkørsler såmænd også. Til gengæld blev bilen ikke tæret af salt, idet glatførebekæmpelse udelukkende var med sand, hvis der overhovedet blev gjort noget. Omkring 6 år holdt et ”rugbrød”. Så skulle karetmager Aksel Nielsen i gang med at tilpasse inventaret fra den gamle brødbil den nye. Det passede jo ikke umiddelbart. Folkevognsfabrikkerne fornyede sig til gavn for brugerne, men til gene for den geniale indretning fra 1954-modellen. Alligevel lykkedes det i 1960 og i 1966 – selv i 1972 kunne de fleste dele fra det første rugbrød genanvendes. Før jeg blev født i 1949, foregik landturene dels med hestevogn, dels med en Ford V8 fra 1938. En personbil, der var ombygget til varebil. Til min fars store fortrydelse måtte den klodses op under hele Anden Verdenskrig – og til hans store glæde, så startede den nemt igen, da man atter kunne få benzin. Første tur gik ud over Hvidding Skovagre og tilbage uden nummerplader på.

Det får ende
Omkring 1970 var det ved at være slut med brødturene. De blev kortet af eller helt nedlagt. Omkostningerne var for høje i forhold til indtjeningen, og konkurrencen fra brød- og kagefabrikker var blevet for hård. Folk havde selv bil og kørte til nærmeste større brugs eller købmand for at handle. De ville ikke længere nøjes med det ugentlige besøg. Landturene gik i sig selv, overhalet af en udvikling, der måtte komme. Da det tillige blev vanskeligere at få hjælp i bageriet, så nedlagde min far med et slag alle ture og koncentrerede sig om bageri og butik – og valgte at sælge det hele i 1973. Disse landture var en del af min barndoms hverdag. Hvis jeg ville være sammen med min far i ferierne (han havde som selvstændig ingen ferie) eller på dage, hvor jeg kom tidligt fra skole – så tog jeg med ”på tur”. Fra 6-7 års alderen til jeg som 18-årig flyttede hjemmefra for at læse, var disse ture også mit liv. Min far satte pris på selskab og hjælp, og i hans fortravlede hverdag kunne han både passe sit arbejde og være far. Vi snakkede om alt muligt i de minutter, der gik fra stop til stop. Selvom han kom ind hos mange hver dag og fik en sludder og en handel, så var det alligevel et ensomt job at være brødkusk.

Kundekontakt
Snakke havde folk tid til dengang. Især om vinteren på gårdene skulle bageren da lige ind i varmen i folkestuen. Så duggede brillerne både der, og når han kom tilbage i det kolde førerhus igen. Lidt snak om vind og vejr, lidt politik. Ungarn-problematikken forstod jeg intet af. Suez-krigen gjorde mig virkelig bange. Var det starten på den 3. verdenskrig? Skyggen fra den sidste store krig hvilede tungt på min barndom. Der blev regnet og diskuteret, og da det forlød, at der ville komme benzinrationering, tømte min far brødbilen efter dagens tur. Hos købmand Sørensen i Gl. Fårup hentede han om aftenen 2 gange 200 liter i tromler. Tromlerne vejede omkring 200 kg pr. stk. og var ret vanskelige at få ud af bilen og ned på gulvet. Det var nok ikke det værste. Værre var det, at al denne benzin stod som én stor brandbombe i garagen. Det tænkte man vist ikke på – det var mere et spørgsmål om at kunne køre længst muligt. Sådanne storpolitiske problemer kunne rokke en dreng i sin ellers trygge lilleverden. Kold Krig og Cuba-krise var urolige tider. Heldigvis var det ikke det eneste, der blev snakket om, og jeg lyttede til. Jeg har også fulgt både klynken over og glæden over svinenoteringen og høsten, imens min far trippede lidt for at komme videre til næste kunde. Brødbilen gjorde holdt mange steder. På gårdene, hvor man havde sit på det tørre, var der overskud til at ordne verdenssituationen. Sådan var det ikke på de små brug og i husene. Næste stop var tit fodermesterhuset et par hundrede meter fra gården. Problemerne her var mere jordnære. En gift fodermester var en stabil arbejdskraft. Ham og hans familie kunne man byde et hus støbt op i beton uden nogen form for isolering. Umuligt at varme op om vinteren og med fugten drivende ned ad vægge og vinduer. Syge børn og dårlig økonomi. Hvis der blev tørret bleer ved kakkelovnen, så skulle jeg i hvert fald ikke med ind der. Min far gik alene, og jeg blev i bilen og frøs i gummistøvlerne. Et eller to rugbrød og en pose tvebakker var som regel alt sådan et sted. Ind i mellem kunne de ikke betale, når regningen kom – men så havde den familie da ikke sultet så længe. Man forstår godt, at landarbejderne søgte lykken på fabrik i byerne.

Sjove oplevelser
Heldigvis var der da også mange sjove oplevelser. En gang holdt vi ved et hus i Kousted, hvor et par søstre på måske 6 og 8 år sad på trappestenen og gloede på bagerbilen og mig. Jeg havde sat mig over bag rattet (et folkevognsrugbrød havde dengang sofasæde og fladt gulv, så det var nemt) og som 11-årig valgt at ignorere sådan et par tøser. Men jeg kunne allerede dengang rokke med venstre øre og lidt sjov kunne man altid lave. Jeg rokkede, og de fik øje på det. Pludselig siger den store til den lille: ”Synes du ikke, det er synd for ham?” Jeg tror bestemt, at jeg rødmede. En sommer kom vi på et husmandssted nær Læsten, hvor de havde en del gedekid. Et af disse var alle steder og oppe og nede. ”Luk dørene, Bager, ellers får du den med hjem”, sagde konen. Vi gik ind i køkkenet, og hun kom i tanke om noget mere, som hun skulle have. Det blev jeg sendt ud efter – og havde selvfølgelig glemt alt om kiddet. Sidedør og bagklap åbnet på samme tid – og rigtig gættet – da vi kørte derfra, lød der en brægen fra varerummet. Der stod et forskrækket gedekid oven på (heldigvis) de indpakkede rugbrød fra Randers Rugbrødsfabrik. Det fik vi leveret tilbage igen. Mange steder gennem årene faldt bemærkningen om mig: ”Som han dog ligner sin far, bager”. ”Ja”, svarede min far hurtigt, ”men der er også nogen, der siger, at han ligner mig”. Næste replik var kundens – og hvad siger man så? De fleste steder vi kom til, stod dørene åbne, så man kunne gå lige ind. Der blev ikke låst, fordi man var i marken eller taget med rutebilen til Randers. Var der ingen hjemme, fik kunden bare det samme som sidste gang! Men en torsdag lå en seddel på køkkenbordet: ”Til bageren. Jeg er i soveværelset. Else”. Min far blev lidt nervøs. Var det ikke også om torsdagen, at slagteren fra Klejtrup kørte landtur i området – og hvad tænkte han, hvis han allerede havde været der? Konen i huset havde fået influenza, viste det sig. Hun ville blot sikre sig, at hun fik bestilt en kringle til næste gang, fordi hun skulle holde fødselsdag. I indkørslen mødte slagteren min far, som derfor åndede lettet op. På en gård havde ejeren en bil fra 1937, der efterhånden var over 25 år gammel. Skinnende sort lak, rigtig flot. Han var stolt og blev glad, når min far roste vognen. Det sidste gjorde han kun for at få gårdejeren til at sige det samme ord hver gang – og det lykkedes. På spørgsmålet: ”Åh, hvor er den er flot – har du nogensinde fået den omlakeret?” – var svaret altid (her skal det svære ord udtales langsomt, stavelse for stavelse): ”Nej, den står med o-ri-gi-nal lak”.

Sommer og vinter
På sommerdage og lyse aftner var det til at holde ud at komme turen rundt, mens det vinteren igennem var koldt og væmmeligt. Der var ikke megen handel ved bilen. Vi bankede på, kom ind i varmen og modtog en ordre. Varerne blev hentet og lagt på køkkenbordet. To-tre timer efter afgang fra bageriet var det mørkt. En vis uhyggestemning lagde sig over landskabet. Børn er ofte bange i mørke. Jeg var i hvert fald – og der var af forskellige årsager visse steder, hvor jeg ikke brød mig om at komme med ind. Imens sad jeg i førerhuset. Tændte den lille, svage lampe i loftet. Gjorde lidt orden i det åbne handskerum og frøs i øvrigt bravt. Stå ud og lave kuskeslag og stampe i jorden for at få varmen turde jeg ikke. Rundt omkring var kun mørke – i stalden snurrede malkemaskinen, og køerne larmede i bindslerne. Kun lidt lys slap ud af de små og støvede vinduer. I stuehuset var de brune og plettede rullegardiner trukket helt ned – en hund gøede i det fjerne. Fem minutter alene var som timer, før døren gik, og min far kom ud for at køre videre til næste kunde. Derhjemme holdt min mors mad sig varm på bageriovnen. Sultne og kolde kom vi hjem i varmen. Spiste godt og faldt hurtigt i søvn. ”To mørke, en halv stang og en pose tveb…..”.

Denne beretning er skrevet af Ole Bagger i meget tæt samarbejde med Anna Bagger, der har bidraget med detaljer og godkendt manuskriptet. Ole Bagger, Handest, (1949) er søn af Carl Nielsen Bagger (1911-1990) og Anna Bagger (1923). Barnebarn af Niels Peter Nielsen Bagger (1888-1972) og Agnes Mathilde Bagger (1886-1968). Bedstefar og far drev Fårup Bageri og Brødfabrik i årene 1937-1973 på adressen Storegade 15 i Fårup. Butik og bageri blev i 2005 indrettet som boliger. Fårup Bageri er opført i 1898 omkring 20 år efter jernbane og station kom til byen. Det ”gamle bageri” ligger på adressen: Engvej 12 ved den daværende jernbaneoverskæring mellem Fårup og Gl. Fårup.