Befolkning og industri i Engesvang

Forarmet og elendighed
Sognepræsterne blev førhen af regeringsmagten, ind imellem bedt om at give en beskrivelse af sognenes tilstand, og fra sådan en præsteindberetning i år 1690 fortæller Pastor Bering i Kragelund,:

” …af de nævnte atten gårde og tre boeler findes ikkun ni gårde og een boel ved magt …. de andre ere en del slet øde og ingen folk udi, og en del af deres ejere så forarmet, at de kan ikke bruge deres avling, og den største årsag til deres ruin er den gennemmarch, som så idelig går igennem sognet både af krigsfolk og andre, som fortærer fodret med deres heste m.v. Så bonden beholder lidet eller intet at drive sin avling med, og derudover haver de mistet deres bæster (heste)…. udi annexen Funder sogn er også noget øde, og ellers i almindelighed ligesom Kragelund sogn findes stor armod, af årsag, at begge sogne er beliggende ved den store alfare landevej.”

Der fortælles endvidere, at egnens skove er stærkt forhugget og at lyngen bredte sig ud over ødegårdenes agerjord. Da man manglede træ fra skovene, brugtes lyngtørv både til brændsel og mange andre formål. Denne bortgravning af det beskyttende morlag, samt de mange hedebrande forårsagede sandflugt med et så voldsomt omfang, at man først efter 100 års bekæmpelse fik den under kontrol omkring 1850. Eksempelvis måtte Kragelund (Engesvang) sogn stille med 100 folk og Bording med 92 til sandflugtsbekæmpelse i 1790.

Kroer og Hedebønder
Efterhånden som antallet af “krigsfolk” aftager og afløstes af mere fredelige vejfarende, samt et stigende antal studedrifter og der oprettes fast postkørsel, bliver Hærvejen til mere gavn for sognet, i alt fald for de tre kroer i sognet som var beliggende ved Hærvejen. Det var Paarup Kro, der blev anlagt som poststation i 1544, Klode Mølle der var anlagt i 1596 og som udover mølledriften også fungerede som kro, og så Engesvang Kro, der blev anlagt overfor ruinerne af den forsvundne kirke i Gl. Engesvang 1721. Den må ikke forveksles med den nuværende Engesvang Kro. Sognets bønder har stort set levet som hedebønderne i Bording og Ikast, det var ikke ved landbruget man havde sin store indtægt, det var mest et spørgsmål om at være selvforsynende. Den vigtigste indtægt for bønderne har været “bindehosen”, at strikke strømper m.m. som så solgtes rundt om i landet af uldkræmmerne. Det øgede antal studedrifter skyldtes især den stigende efterspørgsel efter landbrugsvarer, der medførte stigende priser både på landbrugsprodukter og landbrugsjord. Disse forhold skabte interesse for at indvinde mere jord til landbrugsdrift, bl.a. ved hedeopdyrkning og udtørring af søer.

Hedeopdyrkning / Kartoffeltyskere
I Engesvang sogn, på Julianehede, blev der allerede i 1761 anlagt en hedekoloni for sydtyske indvandre, de såkaldte “kartoffeltyskere”. Dette statslige forsøg på at få hederne opdyrket var imidlertid ret mis- lykket. Af de 15 familier der var ankommet i 1761, fandtes kun en familie tilbage i 1766, nemlig Henrich Møller, hvis efterkommere stadig findes i sognet. De 14 andre familier havde opgivet de håbløse forhold de var blevet budt på Julianehede, og var rejst videre til Rusland, hvor de havde fået løfte om anderledes og bedre forhold. Den senere opdyrkning af Julianehede blev derfor foretaget af den lokale befolkning. Noget tilsvarende gik det med Skygge Hede, hvor man også oprettede en hedekoloni. Da kolonisterne også her forlod gårdene opkøbtes området af staten, som så anlagde en plantage. Denne udgør i dag den sydlige del af Kompedal Plantage.

Mergel og nye landeveje
I 1800- årene bliver folkesundheden bedre og befolkningstilvæksten på landet stiger, men der er endnu ikke nogen industri i byerne der kan optage denne befolkningsoverskud. Nogle folk fra Engesvang sogn vælger at emigrere til Amerika, medens andre familier vælger at dyrke hede op, og der opstår mange nye små ejendomme i sidste halvdel af 1800- årene. Dyrkningsmetoderne var blevet væsentlig forbedret, og man begynder at mergle og gøde jorden, og der bliver oprettet lokale mergelselskaber. Trafikforholdene er også blevet forbedret, den gamle hærvej blev indgrøftet og blev til en rigtig landevej syd-nord, og op mod 1850 blev Århus – Ringkøbing landevejen øst-vest anlagt gennem sognet. Engesvang, eller Kragelund sogn var ikke længere så afsondret fra omverden, og pengefolk fra andre dele af landet fik øjnene op for de muligheder der lå i det midtjyske.

Bølling Sø udtørres
I Engesvang sogns nordøstlige del findes den store smeltevandsdal fra istiden, hvor Bøllimg Sø var beliggende, det var her Engesvangs urbefolkning havde boet og levet. Her blev man opmærksom på, at der fandtes mulighed for indvinding af landbrugsjord. Et interessentskab opkøbte i 1872 søen med tilstødende jorder og gårde, bl. a. Klode Mølle, der samtidig blev nedlagt som mølle. Det blev starten på hele den udvikling der kom til at overgå Engesvang sogn, og som udartede sig ganske anderledes end i de omliggende hedesogne. Interessentskabet startede straks efter købet afvanding af Bølling Sø, bl.a. ved anlæg af en kanal til Klode Mølle og uddybning af Skygge Å. Det var dog langt vanskeligere at udtørre søen end beregnet, og udgifterne oversteg det budgetterede flere gange. Planerne havde været at sælge de udtørrede arealer til omegnens landmænd, men det viste sig at jorden kun var egnet til græsning og høslæt, og der meldte sig ikke en eneste køber, så planen kunne slet ikke realiseres. Det hele endte derfor med et konkurs i 1892. I stedet for landbrugsdrift i det afvandede og udtørrede område, gik man i gang med at udnytte de store forekomster af tørvejord. Man havde ganske vist allerede i 1857 en vis tørveproduktion i sognet, men det var næsten umuligt at afsætte større mængder på grund af manglen på et ordentligt transportnet. Det var derfor af den største betydning for egnen da Silkeborg – Herning banen kom på tale først i 1870-erne, den var dog projekteret i en sydligere linieføring over Christianshede og syd om Ikast, altså ville banen slet ikke komme tæt på Bølling Sø og de store tørveforekomster.

Jernbane / Konsul Steenberg
Heldigvis var en af personerne bag interessentskabet omkring søudtøringen blevet personligt interesseret i egnen, han så nemlig store muligheder i at udnytte tørveforekomsterne industrielt, og det vel at mærke længe før der i Danmark fandtes nogen egentlig industriel udnyttelse af vore tørvemoser. Personen var Johan Frederik Vilhelm Steenberg, altid omtalt som Konsul Steenberg, han var en købmand fra Randers, men en af de købmænd der handlede med alt lige fra træ, cement og teglsten, til entreprenørvirksomhed. Sammen med broderen Erik Steenberg oprettede han handelsfirmaet Brødrene Steenberg, Randers. Noget af det som firmaet var mest kendt for, var anlægget af Vendsysselbanen 1869-71, det var første gang at en dansk entreprenør havde givet tilbud på baneanlæg, og det endda langt billigere end de engelske entreprenører, der hidtil havde anlagt baner herhjemme. Efter den tid blev alle danske jernbaner anlagt af danske entreprenører.

Allerede året efter søudtørringsprojektet var startet købte Konsul Steenberg Moselundgård med de tilhørende 600 tønder land og andel af søprojektet. Jernbanekommissionen lader sig med anseelige vognladninger tørv, der skal transporteres med banen, overtale af Konsul Steenberg til at lade banen slå et sving ind omkring Moselund. På den måde sparer man også nogle voldsomme anlægsudgifter ved at føre banen over det bakkede og vandfyldte område ved Hørbylunde. Nu blev der travlhed på Moselundgård, Konsul Steenberg ville bygge det mest moderne og rationelle industrianlæg, man kendte i Danmark. Der blev i Tyskland indkøbt enorme dampmaskiner, tørvepressere og troljebaneanlæg der kunne transportere tørvejord i mosen. Der blev ligefrem lavet en svævebane, der kunne føre tørvene fra mosen til den nybyggede station i Moselund, så tørvene kunne læsses direkte ned i jernbanevognene. Men som samtidens aviser beretter, så holdes de nærmere produktionsmetoder hemmeligt. Al den aktivitet gav virkelig en opblomstring for egnen. Der kom fremmede folk til egnen som var involveret i de mange projekter, og de mange små hedeopdyrkere på egnen kunne tjene en anseelig løn ved siden af deres små brug, både ved søudtørringen, tørveværket i Moselund og selve jernbaneanlægget. Banen skulle stå færdig i efteråret 1877, men allerede i foråret det år sendte Konsul Steenberg bud efter 200 polske arbejdere til sit store tørveværk, der var simpelthen ikke arbejdskraft nok på egnen, og polakkerne var nok også billigere. At de så arbejdsmæssigt ikke levede helt op til forventningerne, er en anden sag, der var både gamle folk, kvinder og børn blandt de polske arbejdere. På trods af at Konsul Steenberg havde allieret sig med den tids mest vidende folk omkring moderne tørveproduktion, så har det nok kun været den tekniske side, man har haft viden omkring. Tørvene var så store som et 4 kg.ïs rugbrød, og man forsøgte at tørre den i tykke lag på den fugtige mosebund. Resultatet gav nogle hårde tørv som knapt kunne brænde, og endnu værre, ingen ville købe dem. I 1879 gik Konsul Steenberg fallit, hans store formue var sat over styr rub og stub, og på en efterfølgende tvangsauktion købte hans bror Erik Steenberg Moselundgård.

Tørveproduktionen tager form
Nu baneanlægget var der, stod vejen åben for den helt store tørveproduktion, og i de følgende 100 år blev tørveproduktion da også den mest dominerende faktor i Engesvang sogns udvikling. Allerede i 1879 anlagde nogle tørvefabrikanter i fællesskab og for egen regning en læsseplads ved landevejen, det der siden blev til Engesvang Station, der var for langt til læssepladsen ved Moselund Station. Men i de første mange år foregik tørveproduktionen efter de gamle kendte metoder med håndkraft, hist og her hjulpet med en hestegang, men en egentlig industrialisering sker først når vi kommer efter år 1900.

Kulturchok i hedesogn
De store anlægsarbejder ved udtørringen af Bølling Sø og baneanlæg- get, tiltrak mange arbejder fra andre dele af landet, ja endog fra udlan- det som kanalarbejdere og banebørster. En sådan invasion af fremmede var nærmest et kulturchok for et relativt stillestående samfund, som Engesvang var indtil 1870-erne. Disse fremmede påvirkede den stedlige befolknings traditionsbundne levevis og åndsliv i en sådan grad, at sognets første lærer J.P.Aaboe (1814-1895) får store betænkeligheder ved befolkningens ændrede levevis. Aaboe laver fra 1856 til 1881 en årlig beskrivelse af hvad der foregår i sognet, og lad os følge en lille udpluk af hvad han skriver om udviklingen i året 1879. ” I sommeren 1879 produceredes 18 millioner tørv, hvoraf dog en stor del endnu står i mosen eller på marken i store stakke og i tre opførte tørvelader. Et sidespor blev i september 1879 anlagt af en del tørvefabrikanter ved landevejen med en bekostning af 1.500 kr. og der fra læsses nu de fleste banevogne. Fra maj og juli arbejdede i år ca. 150 mennesker daglig i moserne. Skæring betales med 64 øre pr. 1000 tørv, og to karle kan skære og udtrille 6-9.000 om dagen, altså tjene 2-3 kr. hver. Stakning, der mest besørges af kvinder og børn, ligesom på- og aflæsning samt transporten til banen giver mange fortjeneste.Men beklageligt er det, at en større del af de mange småkårsfamilier, som den lette adgang til fortjeneste har lokket til at bosætte sig her, bortødsler i arbejdstiden det, de skulle leve af, ligesom moseejere og tørveproducenter vænner sig til luksus og nydelser hjemme og ude. Det er uhyre mængder spiritus og bajersk øl der fortæres og såvel ældre som yngre vænner sig til et levned, der må have fordærvelige følger. Også usædelighed blandt ungdommen er i de senere år taget meget til, skønt den ikke just bevirker hyppige uægte fødsler.” J.P.Aaboes vurdering af befolkningens ændrede levevis ved adgangen til en ny relativ høj indtægt, som tørveproduktionen gav i et fattigt hedesogn, deles godt nok af sognerådsformand Jens Jensen, Refshale (1865-1941), der i sin dagbog for 1899 om tørvefabrikanterne i Engesvang skriver, at de lever som grever og baroner. At der er tale om enorme mængder tørv, kan læses ud af en liste fra D.S.B. med afsendt antal tons gods med banen 1899-1900, som bringes i Herning Folkeblad, her overgås Moselund Station kun af Silkeborg. Herning 2849 tons, Ikast 822 tons, Moselund 6994 tons, Silkeborg 9216 tons, Holstebro 3915 tons, Skjern 2314 tons og Ringkøbing 1301 tons.

Befolkningstilvækst / ballademagere
En sådan tørveproduktion krævede ikke alene kapital, men også arbejdskraft, især i de første mange år, før den blev mekaniseret. Vi ser da også en stor befolkningstilvækst i Engesvang sogn lige efter tørve- produktionens begyndelse.

Bebyggelse og beboere i Engesvang sogn:

• 1834 var der 29 steder med 175 personer
• 1857 var der 46 steder med 246 personer
• 1880 var der 108 steder med 514 personer
• 1901 var der 195 steder med 1.027 personer
• 1927 var der 319 (ejendomme) med 1.489 personer
• 1934 var der 319 (ejendomme) med 1.500 personer

Denne tilvækst skyldtes bl.a. de mange tilflyttere, der fandt beskæftigelse ved tørveproduktionen. Omkring 1890 har tilgangen tilsyneladende været større end behovet med deraf følgende løntryk. Der opstod derfor strejke, som Jens Jensen skriver om i sin dagbog for 1891: “Der har været strejke i Engesvang Mose, men den blev hurtigt stoppet, da gendarmerne fra Kjellerup kom og arresterede ballademagerne”. Alene ved et enkelt tørveværk sker der en fordobling af arbejdere, fra 25 i 1906 til 55 i 1910. Derudover beskæftiges der mange kvinder og børn ved rejsning, skruning og stakning.

Fagforening
“Arbejdsmændenes Fagforening for Moselund, Engesvang og Omegn” blev stiftet søndag den 14. august 1904 med 18 medlemmer. I 1905 tæller den allerede 36, og i 1914 er der 90 medlemmer. Det var dog ikke tørvefabrikanterne, der gav fagforeningen de første problemer, men derimod DSB, der ved Moselund ejede en grusgrav, hvor en del arbejdere var beskæftiget. DSB ville kun give en timeløn på 25 øre mod tørvefabrikanternes 30 øre i timen. Største delen af arbejdet ved tørveværkerne var akkordarbejde, der blev betalt efter enheden 1.000 tørv. Lønnen for gravning af 1.000 tørv var i 1905 40 øre. I begyndelsen af 1900-årene var der ved Moselund Tørveværk beskæftiget så mange polske tørvearbejder, at et tørveværk kom til at bære navnet “Polakværket”. Men også andre værker ansatte årligt nogle polske arbejdere. De polske kvinder udførte både læsning og aflæsning af tørv, såvel som mændene. De aflønnes alle med 1/3 – 1/2 delen af hvad de danske arbejder skulle have. De må dog have været tilfredse med vilkårene, for det er de samme der vender tilbage flere år i træk. I følge fagforeningsprotokollen har man ikke reageret mod denne konkurrence, de danske arbejdere havde nok at beskæftige sig med foruden. Efter en arbejdsdag på 10-12 timer havde man ikke megen lyst til at gå til fagforeningsmøder efter fyraften. De fleste møder blev derfor henlagt til søndage, men derved pådrog de sig missionsfolkenes uvilje, de mente, at det var bedre at gå i kirke end til fagforeningsmøder.

Uorganiserede arbejdere
Selv om fagforeningen i 1914 talte 90 medlemmer, var det kun et mindretal der var organiseret, næsten svarende til det antal der havde bosat sig, stiftet hjem og familie, og som lagde grunden til mange af de nuværende slægter på egnen. At der kun er tale om et mindretal, fremgår af forskellige beskrivelser af den store tilstrømning af sæsonarbejder, der fandt sted hvert år i marts- april. De kom i så stort antal, at mange gårde og huse var fyldt fra kælder til loft. Desuden var der i flere huse indrettet pensionat. I Moselund var der ligefrem barakker arbejderne kunne bo i, ligesom der fandtes en kantinebarak. Enkelte arbejdere fra nabosognene havde indrettet sig i jordhuler og havde pandekager med hjemmefra til hele ugen, når de mødte mandag morgen. Det er vel forståeligt, at en væsentlig del af kosttilskuddet bestod af øl og brændevin, når man levede under sådanne forhold. Når man så nåede frem til september- oktober, rejste de fleste bort igen. Kun de fastboende blev tilbage. Mange af disse gik en trang vinter i møde med kun lidt eller intet arbejde.

Egnen blomstrer
Nogle fabrikanter beskæftigede dog en del af deres faste folk ved pasning og salg fra de store tørvestakke, samt ved afvanding og for- beredelse af næste tørvesæson. Det var ikke alene arbejderne, der var afhængige af tørveindustrien, også mange andre fag hentede største delen af deres indtægt her. Smede og bygningshåndværkere finder vi beskæftiget ved tørveværkerne, men også nu næsten ukendte faggrupper som karetmager, hjulmager, sadelmager og rebslager finder vi repræsenteret. Det var dog ikke alene arbejdere og håndværkere, der havde gavn af tørveindustrien, også handelen blomstrede i disse år og flere forretninger opstod i Engesvang.

Engesvang Station
Det er dog især efter at Moselund Station nedlægges og en ny station opføres i Engesvang i 1913, at udviklinger rigtig tager fat her. Moselund Station var noget ucentralt placeret i sognets sydøstlige hjørne, især i forhold til Engesvang, hvor der i forvejen fandtes kirke, skole, mejeri, mølle, bageri og en del andre forretninger. Stationsflytningen blev en realitet efter en anmodning fra en kreds af Engesvang-borgere til rigsdagen i 1911-12. Placeringen af stationen i Engesvang var også til gavn for de fleste af tørveværkerne, der stort set alle var afhængige af at sende deres produktion med banen. Når tørvene kunne sælges både lokalt men også langt omkring i landet, fortæller det noget om kvaliteten.”Engesvang Tørv” var et begreb og en kvalitetsbetegnelse, som var velkendt over det meste af landet. Den høje kvalitet skyldtes at hele området bestod af højmose, og at man under de første mange års produktion kun nåede at udnytte de øverste lag. Engesvang Kirke og J.P.Aaboe Resultatet af den øgede velstand havde dog også sine gode sider, eksempelvis opførtes der en ny skole i Engesvang i 1880 og i 1897 indvies en ny kirke. Jens Peter Aaboe er en af de folk, der med sine årlige skriverier har fastholdt den enorme udvikling der overgik sognet, og selv om udvik- lingen bekymrede ham, så var han også med til præge udviklingen i den retning han fandt rigtig. Han var lærer i sognet fra 1852, først i Bedehøj Skole, i Stenholt, og fra 1857 blev han ansat som den første lærer i Engesvang Skole, som lå i Gl. Engesvang, men han virkede samtidig som biskolelærer i Paarup. I perioden 1856-62 var han også formand for sogneforstanderskabet i det tidligere Kragelund-, Funder og Engesvang Sogn. Som ældre var Aaboe meget optaget af, at Engesvang skulle have sin egen kirke og arbejdede ihærdigt for sagen. Han sammenkaldte til møder, skrev bre- ve til regering og landsting og i 1892 fik han startet en indsamling, til opførelse af en kirke i Engesvang på tomten af den gamle. Han nåede også at se arbejdet påbegyndt før sin død i 1895. Kirken stod færdig i 1896 og blev indviet den 16.3.1897.