Nybjergmøllefredningen 1972-1980

og balladen omkring den

Optakten
I begyndelsen af 70´erne begyndte lodsejerne i Bøgvad, Egtved Holt, Spjarup, Tågelund, Vollund og Refsgård at undre sig over, at de flere gange så nogle personer med kort og mapper, der uindbudt var begyndt at færdes over deres jorder, og udtrykket ”kratluskere” så vist for første gang dagens lys i den forbindelse på vores egn.
Det var sikkert de færreste, om nogen af de ca. 100 lodsejerne, der dengang anede noget om fredningsplaner, før der dumpede et digert værk op i deres postkasse, hvori det meddeltes, at de berørte ejere fra nu af ikke længere havde fuld rådighed over deres jorder, og at de på flere angivne betingelser skulle underkaste sig Vejle Amts Fredningsoplæg indtil en endelig fredningskendelse var afsagt.

Ikke så mærkeligt skabte denne fremgangsmåde, med den manglende forhåndsinformation, stor forbitrelse og oprørsstemning. Det blev da også stærkt beklaget af myndighederne, da fredningsforhandlingerne gik i gang i 1974 ved indkaldelsen til det første møde med de over 100 berørte lodsejere. Men det blev undskyldt med, at man var bange for at flere så ville have begyndt foranstaltninger for at imødegå hensigten med fredningsbestemmelserne.
Dog havde dette allerførste lodsejermøde i Egtved forsamlingshus alligevel nær endt i opløsning og udvandring.  Fredningsnævnets daværende formand, dommer Bruun fra Kolding optrådte ret så enevældigt, og han fratog også et par af de mest ophidsede lodsejere ordet. Stemningen var trykket og vreden over de ret så bombastiske forbud og regler var ikke til at tage fejl af.

I oktober 1975 blev der valgt et lodsejerudvalg til at varetage og tale lodsejernes interesser. Formand blev landsretssagfører Uldall Juhl fra Kolding, der havde et sommerhus ved Spjarup Krat. De øvrige medlemmer af lodsejerudvalget var:
Gårdejer Poul Østerlund, Egtved Holt
Fiskeriejer Jens Erik Hansen, Refsgård
Gårdejer Svend Riber Christensen, Refsgård
og undertegnede Gårdejer Lars Peter Lund, Bøgvad.
Vi fik under hele sagen god hjælp fra Landboforeningernes ekspertise på området ”Landboret” ved Ole Kirk og Verner Hansen i Århus.

5. november samme år havde lodsejerudvalget sit første møde med Fredningsnævnet. Der var sat en dagsorden, hvor vi navnlig gerne ville diskutere dambrugene, stisystemet og landskabsplejen, men der kom ikke nogen som helst indrømmelser fra dommer Bruuns side til disse punkter.
Lodsejerne indkaldte derefter d. 11. nov. 1975 til et protestmøde, hvor man i et stuvende fyldt forsamlingshus fordømte både kommunalbestyrelse og amtsråd, og hele den måde fredningssagen var startet på.
Der var her i begyndelsen mest og størst modstand mod de planlagte stier til offentlighedens adgang og for bestemmelserne om forbud mod rydning og genplantning af nåletræer. I den forbindelse havde Hedeselskabet en halv snes år tidligere beplantet mange af ådalens skrænter, der førhen havde henligget som græsningsarealer, men disse beplantninger skulle nu ryddes for at give udsynet frit.

Men i oplægget fra Fredningsudvalget var der jo mange andre generende påbud, om forbud mod oppløjning af nuværende brakjord, om ukrudtssprøjtning og om nyopførelse af bygninger, om veje og selv af forbud om små terrænændringer, forbud om campering osv.

Seje Forhandlinger
Lodsejerudvalget havde mange tidskrævende møder, hvor vi blev enige om at koncentrere modstanden til de mest generende forbud og bestemmelser. I de generelle krav var det i prioriteret rækkefølge:
Mængden og fastlæggelse af stiforløb for offentligheden
Forbud mod nye vandindvindinger
Forbud mod nytilplantning
Forbud om opdyrkning af vedvarende græsningsarealer
Forbud mod nye havearealer
Offentlighedens færdsel på udyrkede arealer
Forbud mod pesticider på græsarealer og helt mod sprøjtning fra fly
Andre mindre belastende forbud gik vi så derimod ikke så hårdt imod.
Af specifikke bestemmelser var især påstanden om nedlæggelse af Refsgårdslund dambrug ikke acceptabelt, idet vi mente, at dette kunne blive begyndelsen på nedlæggelser af dambrug overalt på hele egnen. (Hvilket senere også har vist sig  rigtig set).

I flere møder med Fredningsnævnet, der bestod af en dommer og en politiker udnævnt af Amtsrådet og en anden af Egtved kommunalbestyrelse, fik vi i første omgang lempet lidt her og der, men slet ikke nok til at dæmpe oprøret hos de mange vrede lodsejere, som var berørt af den hidtidige største fredningssag, der nogensinde var rejst i Vejle amt. Det var vort indtryk at formanden dominerede nævnets to øvrige medlemmer, der også på det tidspunkt var oppe i årerne.

Besigtigelserne
Der kom så nu en fase hvor alle lodsejere blev besøgt for besigtigelse af Fredningsnævnet, lodsejerudvalg og repræsentanter for Naturfredningsforeningen og Fredningsplanudvalget, der havde stået for hele fredningens oplæg. Alt i alt en større forsamling, der over stok og sten spadserede over jorderne og langs de påtænkte naturstier.
Her blev der igen ført drøje diskussioner i marken, og i nogle tilfælde faldt det da ud til lodsejerens fordel. Vi havde i lodsejerudvalget fremført argumenter, som kunne mildne de værste gener, idet vi også var blevet klar over, at vi slet ikke kunne forhindre selve fredningens gennemførelse, men Fredningsnævnet, som jo også talte politikere, var nu til at tale fornuftigt med, (den megen presseomtale havde nok alligevel gjort indtryk). Det gjaldt ikke de øvrige af selskabet. I Naturfredningsforeningen var det især Ebbe Walther fra Vester Nebel og fra Fredningsplanudvalget  Paul Degner, de kunne ikke få restriktionerne skrappe nok. Begge de herre, der nu er døde, var altid i opposition til lodsejernes ønsker, og især dambrugsejerne måtte høre for deres mange påståede synder på især miljøområdet.

Under besigtigelserne blev flere stiers forløb ændret til mere hensigtsmæssige steder for ejerne, der var dog også mange diskussioner om hegn eller ikke hegn langs med stierne. I den forbindelse var man bange for at de besøgene ville færdes udenfor stierne, og der kunne være problemer med dyr, der løb ud af indhegninger, eller at dyrene kunne gøre fortræd på mennesker og hunde, der kom forbi, eller at der ved uheld ville stå led åbne, så dyrene forsvandt fra indhegningerne.

Der var i det hele taget mange bekymringer omkring disse stier. Men man blev også nu klar over, at der i visse tilfælde kunne gives en ganske pæn erstatning, så beløbsstørrelser begyndte vi også at forhandlede mellem lodsejer og Fredningsnævn. Samtidig prøvede vi at overbevise forskellige politikere om det kloge i at lægge sig ud med en hel befolkning, vi skrev endda til Anker Jørgensen, der var statsminister på det tidspunkt, og pressen blev benyttet al det vi kunne, hvilket også gav os nogle store overskrifter i aviserne.

Under hele sagens forløb havde vi uvurderlig hjælp fra Landboforeningernes afdeling for Landboret, og de fungerede også som en slags ”støddæmpere” mellem de ophidsede gemytter. Uldall Juhl havde som jurist også sin fortjeneste af udfaldet, som jo efterhånden ikke blev så slemt som først frygtet.

Overfredningsnævnet
Fredningsnævnet for Vejle amts sydlige kreds afsagde så sin kendelse d. 2. feb. 1976 om de 1.248 ha. som blev kaldt ”Naturfredning ved Nybjerg Mølle” i sag nr. 2293/76. 100 ha. var gledet ud af den første påstand, og fredningen tilsigter at bevare de landskabelige værdier i området og beskytte de til området knyttede naturvidenskabelige interesser i navnlig geologisk, botanisk og zoologisk henseende. Fredningen giver endvidere offentligheden øget adgang til området. Kendelsen omfatter 94 ejendomme og i samlet fredningserstatning tilkendtes 2.371.500 kr. Refsgårdslund dambrug blev ikke krævet nedlagt, det blev derimod ruinerne af gården Refsgårdslund.
Denne kendelse med dens specifikke bestemmelser på 23 sider ligger sammen med andre dokumenter fra sagen på lokalarkivet i Egtved under betegnelsen A2038.

I alt 73 ejere, Naturfredningsforeningen, og Amtsrådet ankede til Overfredningsnævnet. Ejerne over fredningens indhold og erstatningens størrelse, naturfredningsforeningen om påbud om nedlæggelse af dambruget og amtsrådet ønskede fredningsgrænsen tilpasset den påtænkte landevej Egtved-Billund, samt at staten burde betale 90% af erstatningen.

Overfredningsnævnet begyndte at besigtige området i 1977, hvor det samme lodsejerudvalg stadig havde forhandlingsretten. Overfredningsnævnet bestod af en højesterets dommer Bendt Andersen og nogle folketingspolitikere. De lyttede pænt til det vi fremførte ved et møde i forsamlingshuset, hvor vores formand desværre ikke kunne deltage og det derfor blev mig, der skulle komme med afsluttende bemærkninger fra lodsejerudvalget. I arkivet ligger mit håndskrevne manuskript, som jeg citerer slutningen fra:

Talrige møder har været afholdt i denne sag, utallige læserbreve har argumenteret mod behovet for denne fredning, da området syntes sikret gennem bl.a. råstofloven, den nye miljølov og ikke mindst zoneloven. Flere ting i denne sag burde have indeholdt lidt mere sund fornuft. Tænk på sådan en påstand, som at vi skal søge fredningsnævnet om at plante eller sløjfe et læhegn, eller at pløje en græsmark om til en anden afgrøde. Miraklet om en afvisning af fredningspåstanden, som mange lodsejere havde håbet på, fortonede sig i den blå luft, men enkelte af vore forslag, er retfærdigvis efterkommet…  Jeg vil gerne afslutningsvis appellere til jer om at vor anke om erstatningsbeløbene vurderes efter de priser, der er gældende i dag. Desværre er det jo en kendt sag, at vi har inflation i dette land – og et gammelt ord siger, at mens græsset gror, dør horsemor.
Strengt taget må der også være forskel på interesserne på en lystejendom og på en alm. landbrugsbedrift. Vilkårene rammer naturligvis hårdere for den landmand, der skal drive sin jord og retfærdigvis burde der skelnes mellem de to typer af ejendomme.

Det blev der nu ikke, men erstatningsbeløbene blev dog forhøjet væsentligt. Der udgik igen i alt 123 ha. af fredningen, der lå mod nord og vest af arealet i den endelige kendelse. Stisystemet blev afkortet med 1/3 del, hvilket vakte glæde ligesom andre lempelser fra Overfredningsnævnet. Her skal nævnes, at græsningsarealer kan omlægges, herunder afdrevne skovarealer kan indtages under plov.
Læplantning kan foretages og havearealer i tilknytning til eksisterende haver eller beboelsesbygninger kan etableres. Der er også tilladelse til ukrudtssprøjtning hvor ”almindelig god landbrugsdrift gør det påkrævet”.

Vandboringer beregnet til drikkevand til enkelthusholdninger kan tillades, hvorimod markvanding kræver tilladelse fra  nævnet.
Eksisterende dambrug må kun udvides efter tilladelse, hvorimod cementering og omlægning af damme kan foretages. Også restriktioner ved nybyggeri og tilbygninger til landbrug, dambrug og skovbrug kan ske efter tilladelse fra nævnet, læskure og midlertidige skurvogne dog helt undtaget. Hvad angik de stærkt kritiserede stier, bestemte Overfredningsnævnet, at hegn opsættes kun, hvis det bestemmes af anlægsmyndigheden eller ønskes af vedkommende grundejer og da uden udgift for grundejeren. Anlægsmyndigheden har ret og pligt til at foretage de arbejder, der er påkrævet i forbindelse med almenhedens færdselsret, f.eks. etablering af spange eller gangbroer. Opsætning af elektrisk tråd i hegn påhviler grundejeren. I øvrigt henvises til forskellige kort med forskellig signatur for beskyttelse af arealerne med hensyn til beplantning, anlæggelse af parkeringspladser og stiforløb.
Denne kendelse blev endelig tinglyst d. 13.3.1980.

Tiden derefter
Hvordan er det så gået i de forløbne 30 år siden fredningen endelig blev vedtaget?
Ja, først og fremmest blev de først fremsatte krav jo lempet betydeligt både af det lokale Fredningsnævn men så sandelig også af Overfredningsnævnet. Det er også et almindeligt indtryk, at lodsejerne i det store og hele efterhånden affandt sig med tingenes tilstand, og at det ikke gav de frygtede gener man forudså. Enkelte har haft besvær med gæster langs stierne, enten fordi de ikke har fulgt stien, eller de har haft hunde med som har skræmt dyr i indhegning, måske ligefrem har lukket dyrene ud, men det hører til sjældenhederne.
Dambrugerne har helt sikkert følt myndighedernes restriktioner mest, men det har ikke været fredningens skyld, men andre lovindgreb.
Nogle granplantager er blevet ryddet og det er som regel sket i fordragelighed.

Undertegnede blev kort efter fredningens endelige gennemførelse valgt af Egtved kommunalbestyrelse til at indtræde i fredningsnævnet, som kommunens repræsentant, og derved var jeg med til at afgøre en del dispensationssager i området igennem 12 år. Almindelig sund fornuft kom i disse år til at præge afgørelserne, og sjældent var der afstemning om nævnets holdning. Der var også kommet en ny og mere pragmatisk dommer som formand, det i sig selv betød meget.
Flere dambrug er blevet enten nedlagt med erstatning eller omdannet til ”put and take” søer i forståelse med ejerne. Hvor der i enkelte tilfælde har været forbud mod en grundejers ønsker, har det som regel været i bygningssager, som helt klart har været i modstrid af bestemmelserne i den afsagte fredningskendelse.

Myndighedernes ret til at lave landskabspleje på særlige sårbare og naturskønne arealer, har i enkelte tilfælde ført til det groteske, at man ved en fejl af det udsendte mandskab har ryddet enebærbuskene og ladet de selvsåede birketræer stå – det omvendte af, hvad der var meningen!

Gennem de forløbne år er der har overalt i det åbne land sket ret voldsomme ændringer. Det åbne landskab med vide udsyn vi havde for år tilbage, er nu mange steder blevet til bevoksninger af mere eller mindre selvsået karakter. Det er sket i takt med, at landbrugsbedrifterne er svundet ind til under en tiendedel og mindre selvstændige landbrug så at sige ikke findes mere som et erhverv, kun som lystejendomme og dermed også uden det dyrehold, som førhen afgræssede marginaljorderne.

Dette kan man måske beklage, men udviklingen har ikke været til at undgå. Fredningen har nok i det store og hele haft sin berettigelse. Vi er vist alle enige om at naturen i området langs ådalen er ganske unik og bevaringsværdig – og at mange har, og vil forhåbentligt også i fremtiden få gode oplevelser i denne naturperle, som det meste af Egtvedegnen lykkeligvis består af.