Egtved i gamle dage

Rytterdistriktet
Indtil 1765 hørte Egtved sogn under Kolding Rytterdistrikt. Det ville sige at bønderne var fæstebønder og skulle stille med en rytter til landets forsvar i krigstid. Derudover havde bønderne pligt til at køre med varer og aflevere en vis aftalt naturalier til kongen på Koldinghus. Til gengæld var de fritaget for hoveri, som andre bønder måtte på herregårdene. På Brakker Nygård sad den øverstbefalende for rytteriet og de bønderkarle, der var udtaget som ryttere, havde deres udrustning med hjemme på gårdene, men mødte jævnligt til eksercits og øvelser. Andre hvervede soldater boede i nogle barakker, deraf stednavnet, Brakker.

Ved en stor auktion i Kolding 1765 blev hele Ryttergodset solgt af Kronen og overgik til beboerne, men det var en stor byrde for bønderne at udrede købesummerne, og pastor Knud Storm (sognepræst i Ødsted og Egtved 1733-1772) beklager sig over, at han får alt for lidt ind som offer af sine sognebørn. Præsten ser i det hele taget meget mørkt på forholdene for bønderne efter salget af Ryttergodset:

Med hensyn til skovene, da er der i Egtved og Bøgvad skov til “fornødenhed”, men da bønderne nødes til at sælge deraf til deres udgifter, så vil skovene vel ikke vare så længe. Træ kan sælges til vesterboerne til lægter, klover, bundstager, hilder, træsko og vogntømmer, hvorved bønderne slider deres heste og vogne op og forsømmer deres avling. I Egtved er der moser, dog så langt borte, at man kun kan hjemtage 6 a 7 læs en hel lang sommerdag.

Ulve og ræve haves ikke. Rådyr, hjorte og harer samt fuglevildt er næsten bortskudt og fordreven, siden bønderne købte sig selv, og hver som vil, skyder.

Af fiskeri haves ikke synderligt i Egtved uden nogle få foreller i bækken og gedder og aborrer i de små ferske søer, Skærsø, Hejlskov sø, og den sidste Brudsø, der har sit navn af en brud, Wusse, som med sin brudeskare i snefog om vinteren blev forvildet og kom ud på isen, der ikke kunne bære, hvorfor de alle druknede.

Af håndværksfolk er der ingen, undtaget er de, som efter forordningen må bo på landet, skriver pastor Storm. Fattige kvinder, som spinder, må leve af vand og brød, om de skal betale deres “ekstraskat”. Ellers bliver de udvist af husene, hvis ejere hverken kan eller vil betale for dem. Bygningerne er af bindingsværk med lervæg, undtagen i Bølling, hvor mursten brændes til husbrug. Tag af rughalm, bjælker og sparreværk nu til dels af bøg, det falder de fattige bønder for kostbart at købe fyrretræ. Bøndergårdene består af én længe stuehus, én længe lade, én længe fæhus og én længe stald, huggehus og vognskur. Sognepræsten Knud Storm giver i sin indberetning 1766 altså en hel del oplysninger om sine sognebørns kår. Der boede dengang 417 indbyggere i Egtved og 147 i Ødsted sogne.

Kirken
Storm oplyser at der i kirken står en kampesten i våbenhuset, den viser Sct. Peder med nøgle. Deraf slutter han, at kirken er viet til denne helgen. Stenen er en gravsten sat over en præst fra tiden 1200-1300. Den døde er afbildet stående mellem to kors, og ovenover sår en engel med udbredte vinger og nøglen til Paradiset.

En åben begravelse står i den søndre side i tårnet, hvori står general Ingenhaven og dennes hustru i ligkister betrukket med sort læder. Nedenunder med en lem over ligger min forgænger pastor Peter Storm og dennes hustru. Ved ombygningen i 1863 blev disse kister sænket under gulvet, og der blev indrettet siddepladser i det gamle tårnrum, fortæller Eliassen. S.P. Sørensen fortsætter:

Kirken var meget brøstfældig, da den i året 1863 blev ombygget. Det var en gammel tale, at Egtved kirke ville falde sammen en gang den var fuld af mennesker. Det skete dog heldigvis ikke. Våbenhuset gjorde tillige tjeneste som sprøjtehus. I kirkens kor fandtes tre små stolestader ved hver side, og desuden havde præsten og degnen hver sin lukkede stol ved enderne af altret, og når folk ofrede ved barnedåb og bryllup, skete det på den ene ende af altret til præsten og på den anden til degnen. De gamle kirkestole var forsynede med nummer, og hver familie havde sin bestemte plads. De gamle stole var meget ubekvemme, de bestod, foruden endestykket, af et siddebræt og et smalt ryglæn (hældtræ), der sad omtrent i højde med folks skuldre. På gulvet lå et bræt til at sætte fødderne på, men der var altid fodkoldt, især før der blev anskaffet varmeapparat. Enkelte havde en lille fodpose, andre havde halmsko til at trække uden på støvlerne.
Folk var tarvelige i deres klædedragt, også når de gik i kirke. For 40 år siden gik endnu mange med træsko og en del af kvinderne med forklæder.

Kroen
Som omtalt af Eliassen, var kroen i den vestligste gård i byen. Her var tillige brændevinsbrænderi i en fløj, som gik ned i haven. På det gamle kort over Egtved har krogården nr. 8. Den havde 4 Tdr. Hartkorn, og såvel møllen som den nybyggede kro på den anden side af vejen, er udstykket fra gården nr. 8. i Egtved. Krogården, eller Vestergården, som den også blev kaldt, fik kgl. bevilling i 1857 til værtshushold, handel og bageri og sammen med vindmøllen og kroen var det omkring årene 1860-1890 absolut egnens største virksomhed.

Den gamle gæstestald brændte tilligemed gården i begyndelsen af 1880erne. Den nye kro blev udskilt fra gården allerede i halvtresserne og bygget i en sandgrav på den modsatte side af vejen. Her havde folk hentet sand til nødvendigt brug, men nu hentede de så sand i en bakke lidt ovenfor, der hvor nu forsamlingshuset ligger. Denne bakke hed “Savladbakken”. Her blev planker og brædder udsavet med håndkraft, idet den ene mand stod ovenover den anden og førte saven næsten lodret.

Lige øst herfor lå bakken fuldstændig nøgen, før den blev taget ind til præstegårdshave af pastor Tilemann (sognepræst i Egtved 1864-1875).