Spis brød til…

Jeg blev konfirmeret i Sem Kirke i foråret 1962. Min mor og far havde indbudt godt 100 mennesker – familie og venner – til den efterfølgende fest i Sem Forsamlingshus. Efter middagen spillede Knud Tange op til dans på sin harmonika. Far og Mor havde mange bekendte, så jeg fik hele 500 kr. i konfirmationsgave. Var det nu gået for mig, som det gik for de fleste af mine kammerater, havde jeg fået plads på en gård som karl, men jeg ville gerne noget andet.

I slutning af 1950’erne ændredes forholdene i det danske samfund voldsomt – også uddannelsesmulighederne. Skolerne i Mariager og Hadsund havde i fællesskab fået mulighed for at oprette en ny uddannelse: Teknisk Forberedelseseksamen. Det lød interessant. Efter tre måneders skolegang i Mariager Skole, begyndte jeg efter sommerferien 1962 på Hadsund Skole, hvorfra jeg to år senere fik mit eksamensbevis. Jeg cyklede hver dag hen til trinbrættet ved Trudsholm for at tage toget – Hadsund-Peter – til Hadsund. En af vore bekendte vidste, at man kunne søge kommunen om tilskud til et togkort, når man læste. De’ må do jo så op å spør’ Ejler om, sagde Far. Ejler Christensen, der boede på en lille ejendom mellem Sem og Skrødstrup, gik i marken og pløjede, da jeg kom. Det må have gjort indtryk på ham, at en dreng på 14 år selv kom og talte sin sag, for pludselig sagde han: Do ka kyr’ te Skrø’strup (til Niels Thorsen) å hent pengen te ed togkort, å for do brug for jet te nejst år, kommer do bar ijen! Farwal! Årene på Hadsund Skole var spændende. Det var Beatlestiden. Alt var i opbrud – også disciplinen, men der var stadigvæk skolegang om lørdagen. Jeg mødte andre unge fra Hadsund, Havndal og Dalbyover, der gerne ville noget andet – og som jeg – havde fået muligheden. En af lærerne mente, at jeg burde tage en studentereksamen, men det var kun muligt, hvis jeg havde realeksamen. Efter en samtale med Dalsgaard, skoleinspektøren på Hadsund Realskole, fik jeg dispensation. Jeg kunne begynde i 3. realklasse efter sommerferien.

Da jeg året efter ( 1965 ) til translokationen blev kaldt op for at modtage mit eksamensbevis, var jeg meget glad og lettet, for det havde været et barskt år. Jeg blev også meget overrasket, da jeg ved samme lejlighed modtog årets flidspræmie. Det havde jeg ikke fået noget at vide om, men det lunede. Jeg var 17 år og meget skoletræt. Mit højeste ønske var at få et arbejde og tjene penge som mine kammerater. Indtil da havde jeg måttet nøjes med de lommepenge, jeg hvert år havde tjent i sommerferien som skovarbejder på Edderup Skovgård.

Jeg kom i lære ( 1965 ) som smed på Dania. Ugelønnen var 40 kr. Det var stadig den gode, gamle mesterlære – og overværkføreren, Åge Mikkelsen, var en af de bedre. Han arbejdede, som var det hans egen virksomhed, og han så en ære i at uddanne og opdrage sine lærlinge godt. Engang imellem syntes vi, det var lidt træls. Der var voldsomme problemer med spiritus på Dania den gang, og Åge var streng – Ingen øl til lærlinge. Vi ville jo gerne være voksne, så selv om vi vidste, det var forbudt, sad vi tre lærlinge en fredag efter arbejdstid godt gemt og nød en bajer. Pludselig stod Åge i døren: Så ka’ I godt go op te’ direktøren å fo en fyreseddel! Der var langt op til direktørens kontor. Han var københavner og kunne vel huske sin egen ungdom. Efter i nogen tid at have set på hans hævede pegefinger, fik vi dog lov til at blive, men det varede flere uger, inden Åge havde tilgivet os og talte til os igen. Da smedelærlingene i Assens og Hadsund havde valgt mig til formand for lærlingeklubben, blev jeg sendt på kursus på Roskilde Højskole og Dansk Metals egen højskole i Jørlund. Jeg fik lært en masse om arbejdsmarkedets organisation. En viden jeg senere har haft stor brug for. Jeg kan tydeligt huske, hvor nervøs jeg var, da det gik op for mig, at jeg skulle holde tale – min jomfrutale – til lærlingenes julefest. Ak, ja. Det var den gang. Dania, der hørte under FL-Smidt gruppen, blev anvendt til at teste og fremstille nye maskiner til cementfremstilling. Det var en dynamisk og spændende arbejdsplads med store udfordringer. Man fyrede stadig med kul. En gang om ugen lagde en stor damper til ved kajen med en ny forsyning. Den medbragte også andre varer: Cigaretter og spiritus, så der var ofte stor aktivitet på kajen. En dag tolderen så et par lærlinge gøre en god handel ved skibet, satte han efter dem. De endte midt ude i den store kridtgrav. Har wæl do no gør, spurgte en af lærlingene tolderen. I en halv time stod de og så hinanden lidt an, inden tolderen, der ikke regnede med at kunne fange drengene, gik sin vej. Enkelte af smedesvendene krævede at blive tiltalt med De. Det gjaldt ikke Eskild. Det betød dog ikke, at han var i tvivl om, hvad der var passende for en smed. Da man i begyndelsen af 1960’erne indførte bedriftssikkerhedstjeneste på store arbejdspladser, fik en af værkførerne til opgave at finde medlemmer til et brandkorps. Han spurgte også Eskild, der bare så på ham, spyttede langspyt, så det smældede i cementgulvet og svarede: Om så hiele verden brænder, a rør’ it en spand!

Måske var det det inspirerende arbejde på Dania, der gav mig lysten til at søge optagelse på Århus Teknikum i 1969. Jeg ville gerne være maskiningeniør. Mens jeg arbejdede på Dania, havde jeg lært Inger Lise at kende. Hun boede stadig hjemme hos sine forældre, mens jeg boede hos min broder, Jon, der havde etableret sig som maler i Århus. Da Inger Lise blev gravid, besluttede vi at gifte os og flytte sammen i en lejlighed i Dronningborg. Der var den gang ikke noget, der hed støtte til unge under uddannelse (SU), så vi havde en lidt anstrengt økonomi. Mens jeg læste, var det Inger Lise, der forsørgede familien ved at sy Randers Handsker. Betalingen var tre kr. pr. par. Det blev man ikke fed af. Det lettede lidt, da jeg søgte og fik et stipendium på 7.000 kr. og et statsgaranteret, rentefrit lån på samme beløb, som vi dog satte i banken.

I november 1973 var jeg færdiguddannet som maskiningeniør. P.g.a. studiet havde jeg fået udsat min militærtjeneste. Jeg blev den 1. januar 1974 indkaldt til Prinsens Livregiment i Viborg, hvor jeg blev uddannet som beregner i et morterkompagni. Familien var blevet forøget med tre piger, og vi var flyttet til Kvols, hvor vi havde lejet os ind i stuehuset på en gård. Soldaterlønnen var på 70 kr. om ugen, så det kneb med at få enderne til at nå sammen. For første og eneste gang i mit liv måtte jeg gå på kommunekontoret for at bede om hjælp. Soldaterfamilier var berettiget til at modtage en ydelse på 1.500 kr. pr. måned. Det fik vi i de sidste tre måneder, jeg var soldat. Allerede mens jeg var soldat, blev jeg ansat hos Ide Smeden, et lille opfinderfirma, der arbejdede med at udvikle nye maskiner.

Efter hjemsendelsen, søgte jeg og fik ansættelse hos Frigaard i Hvam. Firmaet havde specialiseret sig i at bygge kølecontainere til biler og skibe. Da udviklingschefen rejste, overtog jeg i 1976 hans job. I 1978 gik moderselskabet i betalingsstandsning, og vores fabrik blev solgt til et norsk busselskab. Da jeg havde været involveret i salget, blev jeg sendt til Stavanger i et privatfly for at deltage i et opklarende retsmøde. Ved hjemkomsten fik jeg besked om, at den norske direktør ønskede at ansætte mig som administrerende direktør i den nye virksomhed. Direktionen ønskede en helt ny og uafhængig ledelse, så jeg fik som noget af det første, jeg skulle foretage mig, pålagt at afskedige to af mine tidligere overordnede. Selv om chefer på det plan kender vilkårene, var det ikke nogen rar opgave. Fabrikken ekspanderede i tiden frem til 1992 fra 50 til 450 medarbejdere, og vi udvidede ved at købe en fabrik i Tommelilla i Skåne. I de efterfølgende år voksede den yderligere og blev til sidst en international virksomhed med kunder over hele verden. Bl.a. fik vi en forespørgsel fra det saudiarabiske kongehus. Man ønskede at købe 25 luksuscampingvogne på størrelse med et dansk parcelhus – 85 – 100 m2. Det var en meget speciel oplevelse at sidde med korslagte ben i ørkensandet og drikke te med en saudisk prins, mens vi forhandlede. Jeg havde sat mig godt ind i landets skikke, så jeg var påpasselig med ikke at vise mine fodsåler. Jeg må have klaret det nogenlunde, for vi fik ordren, og jeg kom sikkert hjem til Inger Lise og ungerne.

I 1991 solgte vore norske ejere virksomheden til et investeringsselskab. Arbejdet ændrede sig og var ikke længere så interessant. Det drejede sig nu mere om at tjene penge end at udvikle virksomheden. Da DAB-Leyland i Silkeborg i 1992 manglede en ny direktør, fandt en headhunter ud af, at jeg var manden. Det var noget nyt at komme til et firma, der byggede busser – hele 250 stk. om året. Det svarer til 50% af alle nyindkøbte busser i Danmark. I 1983, mens jeg var direktør på Norfrig, blev jeg valgt ind i bestyrelsen for virksomheden Dantherm. Da ejeren døde i 1990, testamenterede han sin formue til Dantherm Fonden – samtidig blev jeg formand for selskabet. I forbindelse med en stor udvidelse af firmaet blev jeg i tre år – indtil 1981 – direktør i et datterselskab i Skive, som Dantherm stiftede sammen med et amerikansk selskab. Mobiltelefoner var ved at blive almindelige, og netværket – radioerne i basestationerne – skulle afkøles. Det blev vores niche. Vi ekspanderede og havde allerede i 1996 bygget en fabrik i USA, men firmaet blev stadigvæk styret fra hovedkontoret i Skive. I 2001 fik jeg tilbudt stillingen som administrerende direktør for hele Dantherm Gruppen. Firmaet havde på det tidspunkt en omsætning på en halv mia. om året. For øjeblikket – i 2005 – består firmaet af 26 selskaber – blandt dem Nordfab ved Assens, som vi købte af AP Møller-gruppen – der er 2800 ansatte, og vi omsætter for tre mia. kr. om året.

Jeg er taknemmelig for, at jeg havde et par forældre, der opdrog mig til at tro på, at hvis man arbejder hårdt, kan man nå meget. Det gav mig modet til at gribe de chancer og muligheder, som livet bød mig. Men hvordan mon historien om ”Jens Krastjans kneit” fra Edderup havde lydt, hvis ikke direktøren på Dania – trods sin løftede pegefinger – havde vist lidt storsind og forståelse for vi tre unge. Mit liv kom til at forme sig langt mere spændende, end jeg den dag kunne forestille mig, men episoden lærte mig:

at man onertien ska’ spis’ brø’ te’,

når man har magten til at bestemme over andre menneskers skæbne og liv.