Sognets spasmager

Bent B.B. fortæller
Erik Ørfeldt var en lille, venlig og meget smilende mand. Sproget røbede, at han var københavner. Selvom det var vanskeligt at blive godtaget i sognet, hvis man kom udefra, var Erik Ørfeldt meget afholdt. Han var en munter og hjælpsom mand, der altid var klar til en lille snak over skellet – og man var dus med Erik Ørfeldt – det var man ikke med fru Dagny Ørfeldt.

En gang kom et par elever fra Grove Skole til Edderup Østergaard for at sælge mærker. Mange store organisationer solgte dengang mærker. Dybbølmærket, Sommerblomsten og Valdemarsflaget. Pengene gik til foreningernes humanitære arbejde. Da børnene, som de havde lært i skolen, høfligt spurgte fru Ørfeldt:

Wæl do vær venlig å kyw et mærke?

svarede fru Ørfeldt, at det ville hun gerne, hvis de næste gang ville huske at tiltale hende med De.

Børnene undrede sig så meget over anmodningen, at de fortalte om det, da de kom hjem fra skole.

Så hun de’ ? ? ? ? ?

Det blev der talt meget om ved middags- og kaffeselskaber den vinter.

Jamen ! ! !

Under krigen måtte Erik Ørfeldt en tur i forhør hos tyskerne. Han talte jøder blandt sine aner. Han klarede dog frisag, men nazismen havde vist sit fæle ansigt for beboerne i vort sogn – og havde en og anden nazistiske sympatier, blev man efter den tid forsigtig med at lufte dem offentlig.

Ørfeldt var kendt som en stor spasmager. Da naboens kone havde 50’års fødselsdag, indbød hun fru Ørfeldt og andre nabokoner til festen.

Ørfeldt kunne godt tænke sig at komme med, og han fik Dagny Ørfeldt med på spøgen. Hun ringede til nabokonen og beklagede, at hun på grund af fa-miliebesøg måtte melde afbud – en gammel tante fra København. Men gæstfriheden har altid haft gode kår i vort sogn, så beskeden lød: Ta’ hin da mæ!

Ingen ville nogen sinde beskylde Erik Ørfeldt for at virke feminin. Så der forestod et større maskeringsarbejde.

Stor var forbavselsen i selskabet, da Dagny Ørfeldt indfandt sig med tanten. Alene udstyret – sølvræv og hat – gjorde indtryk. Og tænk, så nægtede hun, som alle andre ordentlige koner at efterlade overtøjet i gangen. Gigt i nakken, påstod hun. Havde man kendt magen?

Den underlige fremtoning lagde med sin entre en vis dæmper på hele selskabet. Anders Møllers Dorthe, der var kendt for at have sin egen mening og aldrig var bange for at udtale den, fik dog hvislet: Har æ’ da de’ for jen! – vad er da det for en!

Det hele opløste sig dog i latter, da det gik op for selskabet, hvem damen var.

På vejen hjem gik Ørfeldt , der stadig var iført sit kostume ind i stalden hos Ajs Møller i Enghavegård. Han kendte karlen godt og ville lige spørge ham om vej til Edderup Østergaard. Ved synet af den fine dame, sprang karlen, der sad og malkede, beredvilligt ud på gangen med kasketten i hånden og gik med ud ad døren for at vise vej. Han blev lidt forundret, da damen på klingende københavnsk udbrød – Hold da kæft mand! Kan du ikke kende mig?

Den historie lo vi meget af i sognet den vinter.

Dagny og Erik Ørfeldt havde ikke selv børn, så det var en stor lykke for dem, da de blev adoptivforældre til den venlige og rare Poul. Desværre skulle de opleve den store sorg, at han som ganske ung mistede livet ved en tragisk færdselsulykke, da han på sin knallert drejede ud foran en bil.

Carl J. fortæller
Vejen fra krydset ved Harry Jensen ned til Edderup Skovgaard havde vi respekt for. Under den store snestorm i 1942 tog det 21 dage at rydde den, fordi sneen skulle kastes op i tre etager. Det var for øvrigt her Erik Ørfeldt, der det år var snefoged, blev udsat for snekasternes drillerier.

Man havde lige gravet sig gennem en stor drive. Der blev gravet ekstra dybt ind i bunden af driven, inden man råbte til Ørfeldt:

Ska’ vi osse kåst sne i muen?

Da Ørfeldt intetanende trådte op på den udhængende kant, fik han sig til stor fornøjelse for snekasterne en rask tur på enden ned på vejen. Han prøvede turen en gang til lidt senere. Tredje gang lærte han at gå ned på vejen et sted, hvor driverne var lidt lavere.

Anna A. M. fortæller
Jeg tjente en overgang hos Dagny og Erik Ørfeldt. Jeg fik 75 kr. om måneden. Det var en god løn.

Fru Ørfeldt ville have, at vi sagde De til hende og hendes mand. Ørfeldt kom senere listende hen til vi nyansatte og sagde, at vi gerne måtte sige du til ham, når hans kone ikke var til stede.

En gang skulle jeg med Christian, min senere mand, i biografen. Vejret var meget dårligt, så fru Ørfeldt sagde, at jeg skulle tage gummistøvler på.

Anna: A hår ingen gummistøvler!

Fru Ørfeldt: Det har jeg!

Anna: Må a lon din’ gummistøvler?

Det måtte jeg gerne og fru Ørfeldt lod endog, som om hun ikke hørte min fortalelse.

Hver uge tog fru Ørfeldt en tur med rutebilen til Randers, hvor hun besøgte sin familie. Når hun kom hjem, havde hun altid en kage med til alle – både familien og vi ansatte.

Der var mange, der så lidt skævt til fru Ørfeldt, men jeg var meget glad for at tjene på Edderup Østergaard.

Sven B. fortæller
Straks efter min konfirmation kom jeg ud at arbejde som daglejer på forskellige gårde. En overgang arbejdede jeg hos Erik Ørfeldt på Edderup Østergaard, hvor jeg bl.a. skulle spre’ mog. Det var et beskidt stykke arbejde. Først blev møget læsset på vognen i møngen – møddingen, så blev det ude på marken hakket af vognen med en møggreb i små hobe. Derefter skulle vi ælte os frem gennem marken i gummistøvler for at sprede det ud i et jævnt lag. Daglønnen var ikke overvældende. For en hel dags hårdt slid med moggrewen – møjgreben, fik jeg 15 kr. Efter at min far havde talt med Ørfeldt blev lønnen dog hævet til 18 kroner om dagen. Det var stadig ikke en løn, man blev fed af, men arbejdskraft var billig den gang.

Chr. R. fortæller
Jeg arbejdede på Edderup Østergaard i et år. Jeg havde det godt med Erik Ørfeldt, mens mit forhold til Fruen var mere reserveret.

Vi spiste ikke sammen med Ørfeldts, og fru Ørfeldt så meget gerne, at vi ikke kom ind, men i fritiden opholdt os ude på vore værelser. Anderledes var det, hvis hun var alene hjemme i tordenvejr, så blev vi inviteret ind til kaffe og bedt om at blive, hvis vi gjorde tegn til at gå, inden uvejret var forbi.

Ove Lindskov fortæller
En gang arbejdede Marinus som daglejer på Edderup Østergaard hos Erik Ørfeldt. Fru Ørfeldt var kendt for ikke at lade alle og enhver komme sig nær. Helt modsat sin mand, krævede hun, at blive tiltalt med DE, hvilket var ualmindelig på vor egn.

Det var almindeligt at daglejere som en del af lønnen fik serveret eftermiddagskaffe. Det gav et tiltrængt hvil i det hårde arbejde.

Da Marinus den første dag mødte op for at få kaffe, undskyldte fru Ørfeldt, at hun havde fået uventede gæster, så desværre kunne hun ikke servere eftermiddagskaffe.

Også den anden dag var der forhindringer, så . . hr. Axelsen måtte undskylde.

Da Marinus tredje dag mødte op og fik samme besked, blev han vred og udbrød: DO! Dagny! ! ! !

Slutningen af udbruddet er for længst glemt, men at Marinus havde sagt Do til fru Dagny Ørfeldt, blev der talt meget om den sommer. Det vakte en vis anerkendelse. Vi vidste nemlig, at respekten for mennesker ikke ses i tiltaleformen – DE eller DO – den gør hver enkelt sig fortjent til.