Ridder af Dannebrog

Min far var nok det første barn i Sem Sogn, der tog præliminæreksamen fra Mariager Realskole. Han håbede på, at det ville give ham en mulighed for at komme væk fra landbruget. Han søgte ansættelse i postvæsenet og var lykkelig den dag, han fik meddelelse om, at han kunne starte sin uddannelse på et postkontor i København. Men drømmen brast kort efter, da hans mor bad ham komme hjem, fordi hans far var døende. Far har fortalt mig, at han græd hele den nat. Senere overtog han gården, men han blev sikkert aldrig lykkelig som landmand.

I 1932 var der krisetider for landbruget. Af flere forskellige årsager kunne Far ikke klare forpligtelserne. Det var en sorgens dag, som familien nok aldrig helt er kommet over, da vi måtte rejse fra Edderup Østergaard og flytte ind i en lejlighed i Hadsund, der tilhørte min morbror.

Jeg var 11½ år. Da der kun var 2½ år til jeg skulle konfirmeres, fik jeg lov til at bo hos min storebror Hans og hans kone Dora, der lige havde købt ejendom på Thorshede. Det betød, at jeg kunne blive i Grove Skole, der blev regnet for at være en af egnens bedste. Ud over mine skolekammerater, fik jeg så gode venner i Kastbjerg, at jeg fik lov til at komme med på deres skoleudflugter. En af udflugterne gik til den by, hvor jeg senere skulle komme til at tilbringe en stor del af mit liv, Viborg.

En episode fra besøget på Borgvold står endnu klart i min erindring. Jeg havde lige brugt 25 øre af den krone jeg havde fået med – i en- og toører til en is. Jeg blev dybt ulykkelig, da jeg tabte isen på jorden – men når nøden er størst – – -. Pludselig mærkede jeg en hånd på min skulder og hørte en damestemme: Gå hen og skyl den af under vandhanen, så kan du godt spise den. Og så har du her 25 øre til en ny is! Jeg glemmer hende aldrig – den ukendte dame, der viste mig omsorg.

I 1934 blev jeg konfirmeret. Det var den almindelige mening, at efter konfirmationen skulle man klare sig selv. Det var nok grunden til, at jeg fik hele 74 kr. i konfirmationsgave og en flot, mørk ulsterfrakke. Det må min brors svigermor have vidst, for hun gav mig et sølvskilt med navn til at sy i frakken, så jeg kunne føre mig smukt frem mellem de andre konfirmander. Hans og Dora holdt festen. Det blev en dejlig dag, hvor jeg for første gang i mit liv følte, at det var mig, der blev fejret. Jeg skulle hente Mor og Far ved trinbrættet ved Trudsholm, hvor Hadsund-Peter standsede. De kom nu på cykel, for lokomotivet var i stykker. Det var ikke noget, banen gjorde større stads af. Ingen fik besked. Toget kørte bare ikke.

Min første plads var nordenfjords hos et solidt gårdmandspar, der ikke selv havde børn, Olga og Ajs’ Schødt. Allerede inden jeg kom, havde de indmeldt mig i Hedeskolens aftenskole. Der gik jeg sammen med andre unge en aften om ugen og lærte husflid. I pausen serverede lærerens kone kaffe med hjemmebag. Ajs’ betalte, og jeg kvitterede ved det første år at lave en hårbørste og en kuffert, som jeg brugte i mange år fremover. Jeg fik næsten lov til alting. Dog, Ajs’ var kendt viden om for sine fine grønsager. Dem måtte jeg ikke røre, men jeg lærte et par fif.

Var man interesseret i gymnastik, og det var jeg, skulle man til Als og tjene. Det var der mange, der ville, så der var kun plads hos Chren Bæks. Folk havde advaret mig. Var jeg af den type, der behøvede ros for at føle selvværd, var det i alle tilfælde ikke hos Chren Bæk, man skulle søge plads. Jeg blev der et helt, langt år, derefter flyttede jeg over til Volle Christian. Han havde kun råd til en karl, hvis han fik mælketuren. Det var en dejlig plads. Næsten som et hjem. Min lillebror fik lov til at komme på en uges ferie den sommer. Jeg undrede mig over, at vi ikke dyrkede grønsager. Det var ellers almindeligt på gårdene, at dyrke lidt kål, porrer eller gulerødder i marken. Hwem sku pas dem, sagde konen. Mæ, foreslog jeg. Og sådan gik det. Jeg havde jo luret et par fif, mens jeg arbejdede hos Ajs’ Schødt. Jeg fik lov til at lave mistbænk og avle grønsager, og det med så stor succes, at nabokonerne mødte op for at købe. Det hjalp på selvværdet.

Jeg var 17 år og begyndte at tænke på min fremtid. Jeg vidste, at jeg nok aldrig fik samlet penge nok til en gård – og jeg havde vel heller ikke lyst. Jeg ville gerne være elektriker, men da jeg ikke ville få løn de to første år af læretiden, måtte jeg opgive det. En aften cyklede jeg hjem ad grusvejen fra Als til Hadsund og fortalte Far, at jeg ville søge ind til militæret. Som tidligere løjtnant af reserven kendte han til hæren og støttede mig, men alle andre var rystede på hovedet, for Den 2. Verdenskrig stod for døren. En bondemand udbrød forarget: Den kul’, do ska’ ha’, æ måske ållere støft!

Men jeg ville væk fra landbruget, så jeg gik til sognefogeden i Als og meldte mig. Jeg blev indkaldt til 3. regiment i Viborg den 10. oktober 1939, syv dage før jeg fyldte 18 år og godt en måned efter Den 2. Verdenskrigs udbrud. Rekrutskolen var ikke blid. Det var en hård tjans at være trefodsbærer i et maskingeværkompagni i en af 1940’enes isvintre. Jeg blev 1. april 1940 udtaget til befalingsmandselev, men alle skoler var lukkede p.g.a. krigen, så undervisningen foregik ved de forskellige regimenter – for mit vedkommende i Viborg. Den 8. april 1940 måtte ingen forlade kasernearealet p.g.a. den spændte atmosfære. Først fik vi ordre til at møde til gymnastik på eksercerpladsen. Det kunne ingen samle sig om, så blev vi sat til at samle afrevne tændstikker. Det blev det ikke bedre af. Da vi til sidst fik udleveret skarp ammunition og fik ordre til at gå på mandskabsstuerne, hvor vi skulle sove med uniform og støvler på, vidste vi, at det var alvor. Befalingsmandseleverne boede ikke sammen med rekrutterne. Det var nok grunden til, at vi i forvirringen blev glemt. Kl. 4.00 hørte vi larmen og så de mange tyske flyvemaskiner, der gled ind over landet, men først kl. 6.00 blev vi alarmeret. Da vi var samlede, blev vi orienteret om de tyske troppers fremmarch gennem landet. Da de første tyske køretøjer kl.12.00 kørte op foran kasernen, viste vi at slaget var tabt. Vi blev igen samlet i kælderen og fik besked på, at vi skulle følge enhver ordre. Den 10. april kom vi ud for en ejendommelig hændelse. Vi blev beordret ud på eksercerpladsen, der var blevet delt op med en hvid linie. På højre side af linien eksercerede danske soldater på venstre side tyske. De næste dage blev alle rekrutterne sendt hjem. Vi, der skulle på korporalskolen, blev sendt på materielforvaltningen. At vi fik lov til blandt de bedste, nye uniformer at vælge hele tre viste, hvor kaotisk situationen var. I Viborg var folk efter kapitulationen meget frustrerede. Det gik ud over soldaterne. Til sidst turde vi næsten ikke gå ned i byen lørdag aften. Vi kunne risikere, at folk spyttede efter os på gaden.

Jeg var glad, da jeg forlod Viborg for at fuldende min uddannelse på kasernen i Sønderborg. Der var en helt anden stemning. Hver lørdag lå der invitationer til arrangementer og fester, så vi nød opholdet, indtil vi alle blev hjemsendt i oktober. Heldet var igen med mig. Politimesteren i Hadsund stod og manglede en mand, der kunne organisere en luftmeldetjeneste, Statens centrale Luftværn. Efter at have talt med min far, mente han, at jeg med min militære baggrund, var manden. For at stive mig lidt af, mødte jeg op i en af mine nye uniformer. Jeg fik jobbet som vagtkommandør og havde fem mand under mig. I begyndelsen bestod arbejdet i at passe kontoret og holde mund. Når der var tid, deltog jeg i ordenspolitiets jagt på krybskytter eller cyklister, der kørte uden lygte, og i fritiden havde jeg et ekstrajob på apoteket. Blandt de unge mænd der trak frinummer skulle politimesteren indkalde og uddanne 150 til civile opgaver. De kunne vælge mellem tekniske-, sanitære-, eller politiopgaver og endelig var der også ambulancetjenesten.

I 1943 ville min morbror sælge det hus, min mor og far boede i. Jeg syntes, det var synd, de skulle flytte igen, så jeg besluttede at købe ejendommen, der havde seks lejligheder. Jeg lånte 10.000 kr., men så havde jeg også både til udbetaling og renovering af ejendommen. Samtidig fik jeg en diskret henvendelse fra Konservativ Ungdom. Jeg skulle forsøge at organisere små grupper, der i givet fald kunne overtage politiets arbejde. Det blev efterhånden til seks grupper a’ seks mand. Bl.a. var det dem, der gik rundt og beroligede folk, da tyskerne først i maj 1945 destruerede ammunition ved at stå på bakkerne ved Assens og skyde ud i Mariager Fjord – der var jo intet politikorps. At jeg siden 1943 havde været delingsfører for en modstandsgruppe i Hadsund betød, at jeg i 1946 kunne søge ind på sergentskolen på Jægerspris Slot og et år senere afslutte min uddannelsen på Frederiksberg Slot.

Der fulgte nogle meget turbulente år. Jeg var ansat på Viborg Kaserne, men var der behov for en officer som administrator eller lærer andre steder, var det som regel mig, der blev udkommanderet. Kondrup siger jo aldrig nej! Jeg havde lært min kone at kende i 1943, men p.g.a. de usikre tider og mit arbejde besluttede vi, at vi først ville gifte os, når krigen var forbi. Vi fik aldrig børn. Det er måske årsagen til, at valget så ofte faldt på mig, når en officer skulle udstationeres.

Fra 1948 – 1962 var jeg i en periode udkommanderet til Tysklandsbrigaden i Aurich ved den hollandske grænse, lærer på Christianshavn, skydeinstruktør i Oksbøl, administrator, der skulle fordele de mange skibsladninger ammunition, der ankom fra udlandet i de forskellige depoter. Vi var jo blevet medlem af NATO. Det var os, der leverede det sprængstof, der blev anvendt, da der blev gravet efter olie ved Hvidsten. Jeg var også ansat som skydeinstruktør i Borrislejren, inden jeg blev overført til uddannelseskontoret på Christianshavn. Ind imellem var jeg officer på Viborg Kaserne.

Fra 1962 var jeg ansat i Forsvarsministeriets 1. Kontor. Lige efter min ankomst, trak chefen mig til side og betroede mig, at 1. Kontor var Forsvarsministeriet – hvis jeg skulle være i tvivl – de øvrige 11 kontorer var kun afdelingskontorer – Jow! Jow! Det var et spændende job. Vi behandlede ca. 80 sager om dagen. Min første sag drejede sig om røde pølser til et jubilæum. Senere oplevede jeg at blive involveret i anderledes vægtige og alvorlige sager, men alle sager – store som små – skulle behandles venligt, diskret og personligt.

Jeg var træt af udstationeringer, så da en ældre officer, der havde fået ansættelse på Kastellet i København, spurgte, om jeg ikke havde lyst til at flytte med som administrationsofficer, slog jeg til. Det var en dejlig, men travl arbejdsplads. Ikke alle var lige interesseret i orden, så jeg lærte at sno mig og passe det arbejde, jeg havde indflydelse på. Kastellet blev min arbejdsplads, til jeg den 31. oktober 1983, blev afskediget på grund af alder – eller på godt dansk – pensioneret.

Det var svært for mig ikke at have et arbejde, så jeg slog til, da jeg i 1983 fik en forespørgsel fra et stort firma, der handlede med bøger. I et halvt år administrerede jeg køb og salg af tusinder af bøger, mens 25 lagerforvaltere tog sig af det praktiske. I 1985 fik jeg tilbudt en stilling på Frihedsmuseet. Jeg fik ansvaret for registreringen af de indkomne emner. I 1995 havde vi succes med den jubilæumsudstilling om Danmark under 2. Verdenskrig, som jeg sammen med historikere fra Nationalmuseet havde arrangeret.

I 1999 mistede jeg min kone, der i 1990 blev ramt af Alsheimer, men allerede i 1995 havde jeg definitivt sagt farvel til arbejdsmarkedet, da jeg følte, at kræfterne ikke længere slog til. Det var en meget stor glæde for knejten fra Edderup Østergaard, da det – som der stod i brevet havde:

behaget Hendes Majestæt Dronningen under 22. september 1982 at udnævne kaptajn af B-linien i hæren Kristian Kondrup til Ridder af Dannebrogsordenen, fra den 4. oktober 1982 at regne.