Piger fik ingen uddannelse

Da Jelne-Pir døde i 1934, købte min morfar, Peder Munch, den lille ejendom, Hedenold, i Edderup for 800 kr. Der var 7½ tdl. – mest hede, som Bedstefar gik i gang med at opdyrke. Det var et hårdt arbejde, for han havde kun almindelige redskaber som hakke, skovl og spade.
Da en naboejendom senere blev revet ned, hentede han materialerne på sin trillebør og gik i gang med at udvide huset. Efterhånden fik han bygget både et kohus og en lade til.

I min mors ungdom fik unge piger ingen uddannelse. De skulle jo bare giftes og have mand og børn. Da hun senere blev skilt fra min far, var hendes situation næsten uoverskuelig. Hvem ville have en husbestyrerinde med to børn – eller hvordan skulle hun få os passet, hvis hun var så heldig at få et arbejde. Det var et held for hende, at hun kunne flytte hjem til Bedstefar – og dog. Hun fik ikke løn, så hver gang vi børn manglede noget – tøj eller andet, måtte Mor bede Bedstefar og senere morbror Søren om penge. Det kunne føles nedværdigende.
Men det var grunden til, at jeg voksede op i en storfamilie hos min bedstefar i Hedenold i Edderup sammen med min mor, min storebror, Peter, min Lille-søster, Annelise, morbror Søren, og Bedstefar.

Bedstefar var jo allerede, da jeg var barn, en ældre mand, så vi var ikke ret gamle, før vi fik pligter. Jeg var sammen med ham hver dag, når han gik i marken.
Vi havde ingen landbrugsmaskiner, så han slog høet og høstede kornet med en le. Jeg lærte tidligt at flette de halmbånd, der skulle bindes om negene, når vi havde revet kornet sammen.

Jeg var også med i tørvemosen i Sem, når vi skar tørv. Det var et hårdt arbejde at skære klynerne ud i tørv, køre dem ud til tørrepladsen, hvor de senere skulle rejses, stakkes og sættes op i skruer. Når vi fik dem hjem, var vi alligevel glade, for de gav meget mere varme end de små knipper af lyngris, som Bedstefar ellers sad og bundtede til kakkelovnen og komfuret. De varmede godt nok lidt, men hvor de dog osede.

Der var ikke nogen stor indtjening i vores familie, men vi var stort set selvforsynende med æg, mælk, kartofler og flæsk, så vi fik maden hver dag. Af dyr havde vi to køer, en hest og fjerkræ.

Vores jord var sandet hedejord. Det var ikke altid, der var foder nok til dyrene i de tørre somre, så måtte jeg trække dem ud langs vejen, så de kunne græsse i grøfterne. Det var lidt trivielt at sidde der i vejgrøften og vente på at køerne skulle blive så mætte, så vi kunne gå hjem igen. Manglede vi foder om vinteren, måtte vi som egnens andre landmænd ty til heden, hvor man slog lyng til foder.

Når jeg kom hjem fra skole kunne det ske, at Mor sendte mig til købmanden i Assens eller Sem efter de varer, vi var nødt til at købe. Vi havde ingen cykel, så jeg måtte gå – frem og tilbage. Værst var petroleumsdunken. Den var tung at bære, men det var nødvendigt, for vi havde ikke elektrisk lys.

Vand trak vi op af en dyb brønd, der var gravet i vores have. Når vi endelig havde fået spanden hejst op af brønden med håndsvinget, var den tung at svinge rundt med, så vi lærte hurtigt at økonomisere med vandet.

Vi var mange børn i Edderup, så der var altid nogle at lege med – hvis der var tid. Det var som regel lege, hvor mange kunne deltage: Boldspil, gemmelege, tik, hoppe i mand eller pind.

Variationen i min skolemadpakke var til at overse. Det var sukkermadder. Jeg kunne godt kigge lidt langt efter de børn, der mæskede sig med leverpostej- og rullepølsemadder. Efterhånden opdagede jeg, at andre godt kunne blive lidt hægen efter en sukkermad, så byttede vi. Det var lækkert.

Under krigen tror jeg, at mange børn var bange. Vi hørte de rygter, der gik blandt folk om mord og overfald. Hos os havde vi også stor fornøjelse af tyskerne. En gang imellem kom vi ud for, at de inddrog vores hus i deres øvelser. Når der sad vagtposter inde i huset, var jeg mest at finde bag Mors ryg – hun var nu heller ikke for modig. Helt galt var det den dag de havde opstillet et maskingevær ude i vores have.

En dag jeg gik ned ad vejen mod skolen, så jeg en mand vinke inde fra Anders Møllers sandgrav, der lå lige op ad vejen. Jeg blev så rædselsslagen, at jeg susede ind over heden op gennem Sem Skoven. Jeg ankom forpustet til skolen ved middagstid. Stor opstandelse. Kunne børn nu ikke længere være sikre på skolevejen?
Lærer Bach iværksatte en undersøgelse. Det viste sig, at det var den rare Carl Jensen fra Edderup, der havde forsøgt at berolige mig. Han blev noget forbavset, da han hørte om resultatet af sine anstrengelser.

Vore naboer, Bodil og Hans Mortensen, var vegetarer. Folk undrede sig. Ingen kød ? Kan man løv o de’ ? ( leve af det?)
Vi syntes nærmest, at det var lidt synd for dem. Bodil var stærk i troen, men var Mor ved at lave mad, når Hans lige kiggede ind, kunne han sagtens listes til at smage en nylavet frikadelle. Hun behøvede kun at spørge en gang, og der var ingen, der sladrede.

Som min mor, fik jeg ingen uddannelse. Jeg arbejdede rundt om på gårdene når der skulle tyndes roer, høstes eller samles kartofler op. Piger skulle jo bare giftes. Det blev jeg så – som tyveårig – med naboens søn, Kristen Jensen. Vi bosatte os på Hou Mark. Da vi havde været gift i 13 år, døde Kristen. Han havde i flere år lidt af dårligt hjerte.

Forholdene for enlige mødre var blevet meget bedre end i min mors ungdom, men alligevel var det ikke nemt at stå alene med ansvaret for tre børn på 16, 13 og 3 år, som 33-årig. Det var en barsk tid. Uden uddannelse var det ikke de vellønnede jobs, der ventede. Tre år senere mødte jeg min nuværende mand, med hvem jeg har en søn. Vi bor i Mariager.