Løbet af pladsen!

Efter konfirmationen, kom de fleste drenge ud at arbejde hos bønderne. Jeg hjalp til hjemme på ejendommen, og i det omfang, der var tid, arbejdede jeg som daglejer på Edderup Skovgård eller hjalp Harry Jensen med mælketuren fra Edderup til Havndal.

Den 1. november 1957 blev jeg indkaldt til civilforsvaret i Herning. I løbet af de 11 måneder fik jeg mulighed for at tage stort kørekort, der gav mig ret til at køre lastvogn. Det var meget heldigt, for det fik jeg senere brug for. En måned efter jeg var kommet hjem fra Civilforsvaret, 1. november 1958, fik jeg plads hos Harry Andersen i Råby. Det følgende år – november 1959 – fik jeg plads på en anden gård i Råby. Det blev ikke nogen ubetinget succes.

Jeg havde en god ven, Axel, der var ansat i DSB. I foråret 1960 foreslog han, at jeg skulle indsende en ansøgning til Statsbanerne. Jeg udfyldte papirerne og vedlagde den anbefaling, jeg havde fået af lærer Bach i Grove. Derefter steg vi på Hadsund-Peter for personligt at aflevere ansøgningen i Århus. Turen var gratis for os begge – Axel var jo ansat i DSB. Det viste sig at være en klog beslutning. Jeg blev indkaldt til en prøve, som jeg bestod. Kort tid efter modtog jeg en konvolut med tilbud om prøveansættelse hos DSB i Frederikshavn pr. 1 marts 1960. Nu var gode råd dyre. Jeg havde ikke fortalt min arbejdsgiver om ansøgningen, så han ville ikke lade mig rejse før til skiftedag, 1. november. Da Far tog til Råby og talte med ham, gav han dog sin tilladelse. Jeg var meget glad, da jeg begyndte på mit nye job den 1. marts 1960. Kort tid efter kom overraskelsen – et brev fra en sagfører. Min tidligere arbejds-giver havde fortrudt og anklagede mig nu for at være løbet af pladsen. Da Far og jeg mødte i retten i Mariager, nægtede manden at have givet sin tilladelse. Dommeren ville slet ikke høre på Far, så jeg blev dømt til at betale den del af lønnen tilbage, jeg allerede havde modtaget. At have arbejdet et halvt år for bare kost og logi, var jo lidt ærgerligt, men jeg besluttede, at det ikke skulle ødelagde min glæde. Nu var jeg jo blevet ansat ved DSB – med udsigt til fast ansættelse og pension. I 1963 måtte jeg igen op til en prøve. Da den var vel overstået, blev jeg fast ansat ved DSB i Randers. Jeg har altid været glad for at færdes i det fri, så arbejdet med at rangere med togene passede mig godt.

I 1976 fik jeg brug for det store kørekort, da jeg fik tilbudt en stilling som chauffør. Jeg skulle køre gods rundt i et stort område – fra Grenå til Viborg og fra Rold Skov til Gylling Næs. Det var et pragtfuldt arbejde. Når jeg havde læsset lastvognen og kørte ud, var der ingen, der blandede sig, hvis bare jeg passede mit arbejde. I 1980 sluttede det frie liv som chauffør. Jeg måtte på sygehuset, hvor jeg blev opereret for en diskusprolaps. Det var sagt på jysk lidt træls, at jeg det følgende år var tvunget til at arbejde inde på lageret. Der gik et helt år, inden jeg igen fik chancen for at arbejde ude. Jeg kom bl.a. igen til at rangere med togene. Intet varer evigt. I 1995, fik jeg en ny diskusprolaps. Efter den anden operation blev jeg erklæret uarbejdsdygtig og fik tilbudt efterløn, så nu har jeg bedre tid til at passe hus og have og hellige mig min store hobby – de ca. 150 fuchsiaer og glæde mig sammen med min familie: Inga, som jeg blev gift med i 1959, mine to sønner, svigerdøtre og børnebørn.