Kobjælden kaldte til kaffe

Vi var otte søskende, så der var altid børn at lege med. Vi legede sjældent med andre, for vi skulle altid bestille noget. Jeg skulle skrælle en hel spand kartofler hver morgen, inden jeg gik i skole. Når jeg kom hjem, skulle jeg skynde mig at skifte tøj, for der var altid arbejde, der skulle laves især om sommeren.

Når vi skulle samle kartofler på en stor mark, kravlede vi to og to på knæene med en løw (kurv) imellem os, som vi kom kartoflerne op i. Far kunne nøjes med at hakke kartoflerne op. Det syntes jeg var uretfærdigt. Vi skulle også med i marken, når der skulle tyndes roer. Det kunne jeg godt lide, for på den årstid var der for det meste godt vejr.

Høsten var hårdt arbejde. Vi høstede med binder. Alle negene skulle sættes sammen to og to i traver. Det var varmt, og det stak på armene. Når vi var færdige med at køre kornet ind, fik vi lov at cykle ned til åen for at bade. Far og Mor tog sig et par gange i løbet af sommeren tid til at køre med os til fjorden i hestevogn, hvor vi alle sammen kunne bade. Sommetider havde vi også en glib med, så vi kunne fange ål. Nogle år senere, da vi fik traktor, kunne vi være mange på vognen, når vi kørte til fjorden.

Om efteråret skulle roerne rykkes op med håndkraft. Bagefter blev de kørt hjem i en roekule. Så blev marken pløjet med en en-furet plov med to heste foran. Selvom jeg var pige og kun 12 år, kunne jeg godt styre dem.

Juleaften, når vi skulle hen til mine bedsteforældre, kørte vi i jumbe. Var der sne, kørte vi i kane, så blev vi pakket godt ind for at kunne holde varmen.

Om sommeren, når blåbærrene i skoven var modne, kom Kirstine, en gammel dame, for at hente nogle af vi børn. Vi skulle med ud i skoven for at plukke bær. Jeg var lidt bange for hende. Jeg syntes, hun lignede en heks, for hun var klædt i sækkelærredstøj.

Far købte og plantede 200 solbærbuske. Det er ikke svært at regne ud, hvem der skulle plukke bærrene. De blev solgt i Brugsen. Det gav en tiltrængt indtjening, for der skulle mange penge til at forsørge en børneflok på otte.

I julen var der juletræsfest i Sem Forsamlingshus. Det store juletræ gik helt til loftet. Vi gik om træet og sang en masse julesange. Bagefter legede vi: Tyv, ja tyv. det skal du være, Tornerose og Jeg gik mig over sø og land. Til sidst var min far og Mads Hansen fra Sem blindebuk. Den ene fik bind for øjnene og skulle han fange den anden, mens han løb rundt om juletræet og råbte: Povl! Hur æ’u? Tit rendte de ind i juletræet til børnenes store fornøjelse.

Om vinteren var der masser af sne. På et tidspunkt var min far snefoged. Han skulle skaffe folk til at rydde vejene for sne – med skovl. Undertiden faldt der så meget sne, at den måtte kastes op i flere etager.

Når der en gang om måneden var vaskedag, kom Mariane, en ældre dame fra Sem, og hjalp os. Så blev der fyret op i gruekedelen, hvor tøjet blev kogt. Derefter blev det skruppet godt igennem på et vaskebræt. Det blev nemmere senere, da vi fik en trævaskemaskine. Mit arbejde var at skylle alt tøjet i koldt vand. Når tøjet var tørt, kom Anna fra Kastbjerg og hjalp os med at sy og reparere. Det tog flere dage.

Jeg kan ikke mindes, jeg fik færdigsyet tøj, før min konfirmationskjole blev købt. Den var dyr, men så havde jeg den også i ti år.

Lørdagsbadet. Det husker jeg tydeligt. Det foregik i en zinkbalje på køkkengulvet. Det var med at få sagt helle, så man kom først i vandet – mens det var nogenlunde rent. Godt nok blev vandet skiftet et par gange og lunet med varmt vand fra grisen i komfuret – men alligevel.

Engang kom Christian Kryger, der var en meget populær journalist ved Danmarks Radio, cyklende fra Randers. Han kom ind til os for at spørge om vej op til skolen. Han var ved at lave en børneudsendelse om livet på landet og havde derfor brug for en familie, der var villig til at deltage i programmet, der hed: Her bor vi. Vi lovede at være med. Den store radiovogn kom og optog udsendelsen. Det var sjovt at høre sig selv i radioen.

Det er ikke meget, jeg kan huske fra krigen, men en dag husker jeg tydeligt.

Vi var i kartoflerne, og jeg skulle gå hjem for at se efter mine små søstre. Jeg lavede kakao. Da jeg på vej ud til lysthuset kom med kakao og franskbrød på en bakke, mødte jeg to tyske soldater, der var på vej ind i gården. Jeg blev så forskrækket, at jeg smed det, jeg havde i hænderne og løb op i marken til Far og Mor. Jeg skreg, at tyskerne ville skyde mine små søstre, men de ville jo bare købe æg og kød, så de gik igen.

Lige før kapitulationen kom tyskerne for at tage vore heste. Mor skyndte sig at gemme de to, vi havde, inde i hønsehuset. Der ledte tyskerne ikke, så vi fik lov at beholde Dem. Vi var også heldige, da de kom for at hente vore cykler. Dem nåede vi at gemme væk under halmen oppe på loftet.

Om vinteren var der dilettant i Sem Forsamlingshus. Jeg blev et år udvalgt til at spille med. Vi øvede et par gange om ugen, og så optrådte vi for fulde huse et par lørdage i træk. Efter forestillingen blev der danset.

Den forårssøndag i 1950, jeg blev konfirmeret i Sem Kirke, blev det snestorm om morgenen. Himmel og jord stod i et. Selv om Maren Juul havde gjort sig store anstrengelser med at fyre i kirkens kakkelovn, var der så koldt, at vi måtte sidde med frakkerne på og vente – for pastor Nørgaard kom for sent. Jeg fik 350 kr. og et ur – eller var det en cykel af mine forældre – en af tingene købte jeg selv for konfirmationspengene. Jeg hjalp til hjemme et halvt år, inden jeg rejste på ungdomsskole i Vivild. Hver weekend, når jeg cyklede hjem til Edderup, tog jeg genvejen over Randers Fjord med færgen ved Udbyhøj. Da jeg i 1952 kom hjem fra ungdomsskolen, fik jeg plads på en gård i Binderup. Jeg skulle ikke, som det ellers var almindeligt for de fleste piger, hjælpe til i marken. Værelset var uden varme, så det var så som så med hyggen. Lønnen var 150 kr. om måneden.

Vi var otte børn derhjemme, så om natten sov jeg sammen med min lillesøster, Birthe. Da jeg rejste til Binderup sagde hun: Do må gæn res ud å tiene, men do ska’ kom’ hjem og sove om nætten! Det var, mens jeg tjente i Binderup, jeg lærte min senere mand, Gunnar, at kende. Han stammede fra Assens, men havde familie i Vindblæs.

Men ellers havde jeg travlt i de år. Alle piger samlede udstyr – og man syede det meste af det selv. Det var altid spændende at komme hjem til Mor og Far og se, hvor stor bunken af håndklæder, viskestykker og sengetøj i skabet var blevet.

Jeg tjente et år på Støvring Mejeri og et år hos familien La Cour i Pindstrup, inden jeg i 1954 fik plads på Bjørnhøjgaard som kokkepige. Jeg kom til at bo i et dejligt møbleret værelse ved siden af stuepigen. Der var ikke meget at foretage sig om aftenen, så da kom der rigtig gang i broderiet. Jeg fik desværre også lært at ryge. Det var der nu ingen, der opdagede. Mine forældre syntes, at jeg, fordi jeg ikke røg, havde fortjent at få et kørekort, da jeg fyldte 18 år – jeg ville nødig skuffe dem, og jeg var meget glad for kørekortet.

Der kom mange gæster på Bjørnhøjgaard, så jeg fik lært at dække et flot bord og lave retter, vi aldrig havde fået hjemme – bl.a. kogt hummer. Fruen fik sin morgenkaffe serveret i pejsestuen ved titiden, når hun stod op – det var i alle tilfælde anderledes end hjemme hos Mor. Jeg kørte gerne hjem til Edderup på min cykel en aften midt i ugen og hver weekend.

Den 1. maj 1956 flyttede jeg hjem en kort tid, inden jeg blev gift med Gunnar i Sem Kirke. Min svigerfar, der boede alene i Randers, manglede en husholderske, så vores første hjem var to loftsværelser i hans hus. I de næste tre år gjorde jeg rent, vaskede og lavede mad til min svigerfar og Gunnars Lille-bror, der stadig boede hjemme.

Da Gunnar var blevet udlært som maskinarbejder, ville vi gerne have vort eget. Vi kørte mange ture rundt i hele Jylland på motorcykel for at finde noget, der passede os. Vi endte hos landsbysmeden i Ødum, der ville lægge op. Det varede et halvt år, inden vi havde fået forhandlet os frem til en rimelig pris – 59.000 kr. Vi flyttede ind i august måned 1959. Jeg syntes, det var forfærdeligt, at vi skulle have en kassekredit på 6.000 kr. Det var rigtig mange penge. Allerede den første dag var Gunnar ved at ødelægge hele forretningen. En mand kom ind for at få lappet sin cykel. Gunnar forlangte 1.50 kr.

Halajen kron? Vi plejer da kun å gi’ jen kron!

Både stuehus og smedje trængte til en ordentlig omgang. Jeg fik min veninde, Lilly Møller fra Grove, til at hjælpe med at tapetsere i stuen. Af alle farver valgte jeg rødt tapet med mønster. Først, da vi var halvt færdig med at tapetsere stuen, opdagede Lilly, at mønsteret var små tændstikmænd – og at de vendte på hovedet. Men . . . . efterhånden fik vi da sat skik på huset.

En dag jeg stod og lavede spejlæg på det gamle jernkomfur, kom naboen, en gammel mand, ind for at byde os velkommen til Ødum. Det lunede og lovede godt for fremtiden – det var næsten som at være hjemme i Sem Sogn. Jeg skulle passe børn, hus og telefon. Gunnar havde givet mig strenge ordrer til at sige ja til alt arbejde. Det var egentlig lidt modigt af ham, der var udlært maskinarbejder. Vi havde en enkelt kunde, der nogle gange kom og skulle have sin hest skoet, så måtte Gunnar sende bud efter sin gode ven, Kaj, der var god til den slags.

Netop i de år begyndte folk at få installeret badeværelse og centralvarme. Det var smedens arbejde, så Gunnar fik en anden af sine venner til at hjælpe sig, til han havde lærte det. Vi havde brug for et kaldesystem, så jeg var fri for at løbe ud i værkstedet, hver gang en kunde ringede. Et toilethåndtag blev fæstet til en vire, der gik fra stuehuset tværs over gården ind i værkstedet, hvor den var fæstnet til en kobjælde. Det virkede udmærket. Når jeg rykkede to gange, var der kaffe. Rykkede jeg flere gange, betød det, at Gunnar skulle komme til telefonen. I den gamle smedje var der jordgulv, en stor gammeldags esse og et svale-klar. Der blev i begyndelsen smedet bl.a. jernringe til vognhjul. Da der blev brug for mere hjælp, kom min lillebror, Bent, i lære som smed. Mor var lidt overtroisk, så for at berolige hende, mødte han op allerede søndag aften – man måtte jo ikke begynde på nyt arbejde en mandag.

Landbruget var ved at forandre sig. Der kom traktorer på alle ejendomme, så der var behov for, at de gamle maskiner blev passet til. Det gav arbejde. Det blev efterhånden nødvendigt at specialisere sig. På de gårde, hvor man dyrkede korn, blev der brug for nye, store maskiner. Gunnar solgte en over-gang maskiner, men indtjeningen stod ikke mål med arbejdet, fordi det var vanskeligt at få noget ud af de gamle maskiner, vi modtog i bytte. Også kvægbønderne lavede om. Mange renoverede eller byggede store, morderne stalde. Vi havde kunder over hele Midtjylland, der aftog det staldinventar og de stålbuer, Gunnar havde sat i produktion. Senere begyndte vi også at fremstille trapper og gelændere, men vi fortsatte hele tiden med at installere badeværelser og oliefyr for folk.

I slutningen af 1960 blev vi nødt til på grund af pladsmangel at udskifte den gamle smedje med en ny, moderne værkstedsbygning. Den indeholdt både kontor, kaffestue og maskinhal. Det var en stor investering. Gunnars far blev både bange og vred. Det går aldrig! I forbygger jer. Og så vi ham ikke i lang tid. Da jeg gerne ville kunne hjælpe lidt mere til i virksomheden, begyndte jeg at gå på kursus i Randers, hvor jeg bl.a. fik lært at skrive på maskine. Mens vore fire børn var små, var jeg hjemmegående. Da vores mindste datter begyndte at gå i skole, og jeg fik mere tid, blev jeg ansat på kontoret med egen løn. Jeg havde ikke lang vej til arbejde, for i 1979 havde vi bygget et nyt hus på en grund lige nord for virksomheden. Gunnars helbred var ikke det bedste, så i 1990 solgte vi forretningen til vores søn, der var uddannet smed og hans kompagnon, der var uddannet inden for vand, gas og sanitet.

Nu da vi fik tid, ville vi gerne ud at se verden. Det blev til mange dejlige rejser til Gran Canaria, Florida, Thailand, Skotland og flere lande i Europa og Norden. Vi rejste både alene og sammen med vores søn og svigerdatter, Poul og Dana. Og endelig var der jo haven. I 1995 døde Gunnar. Jeg blev boende i huset, indtil vores søn i år 2000 spurgte, om han kunne købe det. Det ville være dejligt, men hvor skulle jeg flytte hen? Det blev hurtigt bestemt, at jeg skulle flytte til Hadsten. Jeg fandt et passende hus. Det var godt nok meget forsømt, men jeg havde jo prøvet at sætte et hus i stand før. Så nu sidder jeg her i Hadsten i mit drømmehus, omgivet af gode venner og mine børn. I min fritid går jeg til gymnastik, bowling og stavgang – eller hygger mig sammen med mine 10 børnebørn.