Knæk og bræk

I 1950 var flere af mine skolekammerater i Grove begyndt at gå i skole på realskolerne i Randers eller Hadsund. En dag lærer Bach var på besøg hjemme hos os, foreslog han, at jeg skulle på realskole. Det var helt udelukket. For det første kostede det penge, og for det andet kunne mine forældre jo ikke sende et af otte børn i betalingsskole. Min bedstefar tilbød at betale de 25 kroner, det kostede om måneden. Togkortet til otte kr., der gjaldt fra trinbrættet ved Trudsholm til Hadsund, betalte Mor og Far. Det var grunden til, at jeg kom til at gå til præst og blev konfirmeret i Hadsund. Det blev nu ikke helt den fest min mor havde ønsket sig. I dagens anledning havde vi gjort rent i laden og stillet borde og bænke op til gæsterne, der var inviteret til at spise middag kl. 12.00. Konfirmationen begyndte i kirken kl. 10.00. Der var 119 konfirmander, så det tog længere tid, end Mor havde beregnet – vi var ikke hjemme før kl. 13.30 – lidt pinligt, men det skulle blive værre. Kaffen blev serveret inde i stuerne. Vi unge samledes ude i laden, hvor vores karl, Villy Møller fra Narsiem, forsøgte at løfte stemningen lidt ved at give et nummer på sin harmonika. Det var jo en glædens dag, så vi tog en svingom. Jeg kunne ikke så godt danse i den lange konfirmationskjole, så af praktiske grunde skiftede jeg til en, der var mere bekvem. En af mine mindre søskende løb ind i stuen og spurgte Mor, om de voksne ikke også skulle ud i laden og danse.

DANS ? ? ? Danser I? Har så med Lis’es kjowl? Den hår hun tån’ o!

Mor kom flyvende ud i laden og fik hurtigt stemningen skruet ned til et mere passende leje – og jeg skiftede igen til nobelt hvidt. Jamen, har wæl prajst å den da it sej, hvis de opdawed de? Alle gæster var nu så høflige, at de lod, som om de ikke havde bemærket noget – men det kan da godt være, at en og anden har moret sig senere. Jeg var nok ikke helt tilfreds med gaverne. Jeg fik et hav af sølvteskeer i det stel, jeg samlede på – Riberhus – nogle smykker, et fotografiapparat og 185 kr.

Hver dag i al slags vejr cyklede jeg hen til trinbrættet ved Trudsholm for at stå på Hadsund-Peter, så jeg kunne være på realskolen kl. 8. Jeg var 15 år og gik i 2. real, da katastrofen skete. En dag efter jul løb vi på skøjter på den lille sø, der lå syd for gården. Jeg faldt og brækkede benet. I 2 mdr. måtte jeg gå med benet i gips. Der stødte komplikationer til, så jeg slet ikke måtte støtte på benet. Hvilket betød, at jeg først kom i skole tre måneder senere. Det var en katastrofe. Den gang holdt man eksamen om foråret, så da jeg mødte op, var eksamen begyndt – uden mig. Jeg anede ingenting før min klasselærer, da jeg kom i skole efter ferien, kaldte mig til side og fortalte, at jeg skulle gå 2. real om. Det ville jeg ikke. Sådan endte det eventyr – og jeg havde ellers håbet på at blive lærerinde.

I stedet kom jeg i huset i Bjergby. Der var jeg igen uheldig. I høsten skulle jeg lægge negene på vognen, og da hjemturen gik lidt rask, endte både negene og jeg lidt ublidt på jorden. Det betød, at jeg ikke kom med til Inges bryllup. Hvor blev jeg glad, da hun og Gunnar gjorde sig den ulejlighed på deres bryllupsdag at besøge mig, der måtte holde sygesengen. Jeg kom hjem til november, fordi Mor skulle på sygehuset og opereres for galdesten.

Vi havde telefon. Det var der ikke mange, der havde den gang, så naboerne kom til os, når de skulle ringe. De var vant til, at Mor og Far gav en kop kaffe og en cigar, inden de forlangte 10 øre for et lokalt opkald og 25 øre for et udenbys opkald – uanset hvor lang tid samtalen tog. Folk anede ikke, hvor dyrt det var at ringe. Det irriterede mig, for jeg vidste jo godt, at det kostede meget mere, og Far og Mor havde ikke selv for mange penge. Jeg sagde til Far, at jeg ville ringe på centralen for at høre, hvad den egentlige pris var. De gør do it’, sagde Far, men det gjorde jeg nu alligevel. En dag ringede en mand til Norge. Jeg bad om prisen på centralen og fik at vide, at samtalen kostede 1,25 kr. En kron å femåtyw ? A plejer da kun å gi 25 øre. Efterhånden betalte folk, hvad det kostede, men de kom ikke så ofte for at ringe.

I 1958 fik jeg plads hos doktor Rasmussen i Dalbyover. Han holdt middagspause fra kl. 12.30 – 13.30, og i den tid ville han have ro. Kom der patienter, skulle jeg sende dem ind i venteværelset. En dag, mens jeg stod og vaskede op efter frokosten, kom en meget stor, lidt lurvet mand til bagdøren og spurgte efter doktoren. Jeg viste ham, som jeg havde fået besked på, ind i venteværelset. Da han efter nogen tid kom ud i køkkenet for at snakke med mig, fortalte han, at han var Juncher fra Overgård. Ja, ja, den er god med dig, tænkte jeg, men jeg gik dog ind og kaldte på Rasmussen. Det var Juncher – og Rasmussen morede sig. Det var en dejlig plads. Jeg lærte meget og blev næsten optaget i familien.

Min mor var lidt bekymret, da jeg i 1959 fik plads på Kollegiet i Randers. Her boede og spiste unge, der var under uddannelse. Der kom også unge ude fra byen for at spise på pensionatet – bl.a. en ung lærer, Gunnar Andersen. Man passede godt på unge piger. Jeg måtte ikke have mænd på værelset. Det kunne være irriterende, men det har sikkert været nødvendigt, for hvor var vi naive den gang.

Jeg kan huske, at jeg en dag som stor pige fandt min mor siddende helt opløst ved telefonen. Hun havde lige fået at vide, at en af nabokonerne havde fået et dødfødt barn. Da jeg troede, det var storken, der havde sjusket, spurgte jeg Mor, om de ikke bare kunne få barnet byttet. Det blev for svær en samtale for min mor. Hun bad mig snakke med min storesøster, Inge. Jeg husker ikke samtalen, men hun har sikkert ikke været meget klogere, end jeg. Selv vi, der var unge den gang har svært ved at fatte, hvorfor emnet var så tabubelagt – og dog. Tænker man på den stærke, moralske fordømmelse en ung pige, der blev gravid i utide, var udsat for, så er det ikke så svært at forestille sig forældrenes uro og angst, når en ung pige drog hjemmefra. Der var ingen børnecheck den gang, så hun og barnet måtte leve under meget dårlige økonomiske forhold, hvis hun ikke blev gift med barnets far. Det var lidt mærkeligt, for der hvor Gunnar boede, var der forbud mod at tage piger med på værelset. Men unge reagerer som vand. De finder altid en udvej. Også i vores ungdom hørtes der undertiden puslen bag buske og hække, men nutidens offentlige kærtegn kendte vi ikke.

Hver lørdag var jeg hos damefrisøren. Piger, der skulle ud at danse lørdag aften, skulle helst se ud, som kom de lige fra strygerullen. Og vi var en 8 – 10 unge mennesker, der havde fast bord på Nørreris. Det var der, de pæne piger kom – og man skulle jo nødigt have sit rygte spoleret. En aften var vores bord optaget, så vi måtte sidde sammen med nogle fremmede unge mennesker – bl.a. Gunnar Andersen. Selv om jeg var lidt knibsk i begyndelsen, var det ham, der blev min mand.

Egentlig var jeg blevet optaget på Th. Langs Seminarium i Silkeborg, men jeg opgav. 4 år var lang tid at være borte fra Randers – og fra Gunnar. I stedet meldte jeg mig sammen med 36 andre ind på Århus Kørelærerinstitut. Mange havde erhvervsarbejde, mens de læste. Det var strengt, så dumpe-procenten var det år på 96. Vi kom først til at bo i lejlighed. Huslejen var inkl. el. og vand 118 kr. om måneden. Nogle år, inden vi i 1965 byggede vores eget hus, boede vi også i et lejet parcelhus på Gørtlervej i Randers. Vi havde muligheden for at købe en stor grund med et gammelt bindingsværkshus for 30.000 kr. Den var så stor, at der kunne udstykkes 4 ekstra byggegrunde, men vi turde ikke, for vi skyldte stadig 1.500 kr. på den gammel bil, vi havde købt tidligere. Vi nøjedes med at købe en af grundene. Den var på 1400 m2 og kostede 5.000 kr. – Ak, ja!

I 1990 fik jeg Mineres Sygdom. Det betød, at jeg måtte skære lidt ned på arbejdet, og at en af assistenterne blev min kompagnon. Jeg måtte stadig undervise i banekørsel – kravlegården – og i teori. Jeg var medlem af kørerlærerforeningens bestyrelse, hvor jeg tog mig af økonomien. Efter næsten 40 år på arbejdsmarkedet blev jeg pensioneret i 2002. Vi har et rigt familieliv. Alle vore børn bor omkring Randers. Vore børnebørn besøger os ofte og er med på ferie i vort sommerhus i Øster Hurup. Der tilbringer vi en stor del af sommeren. Vi hygger os, når vi samler og tørrer blomster og lærer navnene, nøjagtig som jeg selv en gang for længe siden lærte det af lærer Bach.

Jeg har haft et dejligt liv, men gad vide, hvordan det var gået, hvis jeg ikke havde brækket det ben?