God stemning uden spiritus

Jeg var 13 år, da jeg lige efter min konfirmation i Sem Kirke i 1955, flyttede over til Anker Rousing i Kærby, hvor jeg var fæstet for sommeren.

Der var fire døtre i huset. Jeg ved ikke, om Anker havde savnet en søn. Jeg blev i alle tilfælde behandlet som en søn af huset – ja, nærmest forkælet. Hvis jeg en lørdag aften havde været til bal, kunne det ske, jeg kørte en omvej og derfor kom sent – eller tidligt – hjem. Så lod Anker mig sove og klatrede selv arbejdet i stalden søndag morgen. Måske huskede han sin egen ungdom. Det var hos Anker, jeg oplevede en af de helt store sejre i mit liv.

Den gang blev de fleste marker, når de var pløjet, liggende vinteren over med mørke, skinnende og snorlige plovfurer. Det var ikke morsomt for en landmand vinteren igennem at høre på naboernes morsomme bemærkninger, hvis furerne var skæve.

Anker var lidt pillen, så han plejede at holde på, at han selv ville pløje første og sidste fure for at være sikker på, at de var lige. Det krænkede min stolthed. Hjemme havde jeg lært at tage bestik efter f.eks. et træ, så jeg mente nok, jeg var i stand til at pløje en lige fure med de to belgiere.

Jeg vidste godt, jeg skulle passe på, for ramte ploven en stor sten, kunne der ske to ting. Enten kom stenen op med et smæld, eller også fløj ploven og jeg hen over marken – og ploven skulle måske oven i købet en tur til smeden, inden vi kunne fortsætte. Belgierne standsede i alle tilfælde ikke.

Jeg fik lov til at pløje selv, men at det var usædvanligt, opdagede jeg, da et par af naboerne kom ud til gavlen med piben i munden og kiggede.

Har war de for en kål, der ku fo Anker te å go fra å plow den føst fure sjel?

Næste år flyttede jeg lidt op ad vejen til Ernst Winther. Han havde 60 tdl. og 20 køer, som jeg skulle fodre og malke. Det tog lang tid at køre møget ud fra hestene, køerne og hønsene. I de 14 dage næsten levede vi i møngen. Møget blev læsset på en kassevogn, kørt ud i marken og spredt – alt med hånd-kraft. Bagefter blev marken pløjet.

Vi brugte også kunstgødning. Den kom hjem i 100 kg. sække. Kalien var gerne stenhård og skulle knuses, inden den blev blandet med fosfat. Derefter blev det hele læsset på en trillebør og kørt op i en vogn. Så ud i marken, hvor vi stod oppe i vognen og spredte gødningen ud med en kulskovl. Vi kunne godt mærke, vi havde en ryg, når vi kom hjem om aftenen.

Familien jeg tjente hos tilhørte Indre Mission. De så gerne, at jeg deltog i bønnemøderne. Men . . jeg hyggede mig nu mere, når jeg lørdag aften sammen med de omkring 50 andre unge fra Kærby i samlet flok cyklede til ungdomsbal i Gassum Forsamlingshus. Der var stemning – uden spiritus. Det kunne hænde, at en og anden havde været bag inde hos købmanden for at hente fem bajere, men det var nærmere undtagelsen end regelen.

Under 2. Verdenskrig var der tvungen mørkelægning. Hele landet lå om aftenen hen i uhyggeligt bælgmørke. Flere år efter krigen var der stadig mange, der var mørkerædde. Flere blev der, da Danmarks Radio i begyndelsen af 1950’erne udsendte nogle spændende hørespil: Sivaskriget og Gregory Mysteriet. Vejene var tomme. Alle hørte hørespil. Uhyggen greb landet. Pigerne påstod, at de ikke turde køre på Kratbakken i Dyrby langs skoven uden at holde en karl i hånden. Karlene protesterede ikke. Det havde jo den fordel, at man helt legalt kunne studere pigerne på lidt nærmere hold. Det kom der mange kærestepar ud af.. Det var på den måde, jeg lærte min kone, Ulla, at kende.

Et år tjente jeg hos Aksel Pedersen i Sem. Jeg kom til at arbejde meget sammen med Aksel Juul. Man skulle rubbe sig for at følge med, når han, efter at have drukket sin liter kærnemælk entrede møngen for at læsse møg.

Ville Aksel Pedersen have ham til at udføre et specielt stykke arbejde, behøvede han bare at sige:

De ka’ do da’t law, Agsel ? ? ? Ka’u? ( kan du? ) Jow! F.. jow, svarede Aksel Juul Og det kunne han, for Aksel var en dygtig og flittig daglejer.

Da jeg i 1957/58 rejste til Vinding ved Langå, tog Ulla plads på Hornbæk Kro. Vi syntes, det var dejligt at være så tæt sammen. Det syntes hendes mor ikke. Hun skaffede hende hurtigt en plads i marketenderiet på Dania. Jeg havde heldigvis, som mange andre unge anskaffet mig en knallert – men der var nu langt til Dania.

Fra Vinding flyttede jeg til Askildrup på en gård, hvor jeg blev fodermester. Kort tid efter blev jeg spurgt, om jeg ikke kunne bytte med karlen, for han kunne ikke køre traktor. Det ville jeg godt, men jeg ville have samme løn – 5.000 kr. for hele året. Det fik jeg.

Pludselig skulle jeg ikke længere stå op 4.30. Jeg kunne vente til 7.30 – og da manden sædvanligvis ikke stod op før kl. 11.00, var det næsten som at være selvstændig.

1959 var et meget tørt år. Vandet til kreaturerne måtte vi hente i et vandhul, da vores egen brønd løb tør. Der var ingen græs, og vores 47 tdl. gav 47 læs korn, der var så kort i strået, at det næsten ikke kunne høstes med selv-binder.

De lange kolde ture på knallert til Dania gav resultat. Ulla blev gravid. Da jeg kun var 18 år, måtte vi søge kongebrev, inden vi den 7. november 1959 blev gift på Randers Rådhus.

Vi fik plads som gift par i Nr. Borup ved Randers. Lønnen var 140 kr. om ugen og logi samt en halv gris om året. Til gengæld skulle vi selv betale brændsel.

Ulla skulle vaske spande. Da hun p.g.a. graviditeten havde lidt svært ved det, hjalp jeg hende, når jeg havde tid. Det blev konen meget vred over. Resultatet blev, at vi rejste til Århus, hvor jeg arbejdede i to måneder, indtil jeg blev indkaldt til artilleriet.

Kasernen lå, hvor Musikhuset nu ligger. Jeg blev chauffør for kommando-befalingsmanden. Det viste sig at være en fordel.

Jeg skulle overnatte på kasernen, men det hændte undertiden, at jeg faldt i søvn og glemte tiden, når jeg var hjemme i lejligheden for at besøge Ulla. Det blev jeg ikke rost for, når jeg næste morgen mødte på kasernen, men jeg blev hver gang reddet af officeren.

Den 30. oktober 1961 søgte jeg ind til postvæsenet i Århus og blev ansat. I otte dage fulgte jeg et postbud rundt på ruten, så var jeg klar til selv at bringe post ud.

Da jeg fik tildelt Strandparken som distrikt, måtte jeg i begyndelsen skrive navn og adresse på de ca. 80 aviser, der skulle omdeles.

Senere under uddannelsen sendte jeg en venlig tanke til geografiundervisningen i Grove Skole. Vi skulle kunne opremse navnene på landenes byer, floder og bjerge, så jeg var jo i træning, da jeg i postvæsenet blev sat til at lære navnene på de 1134 stationer, der den gang var i Danmark.

I 1963 kom jeg til at arbejde i omlæsningen med at sortere pakker, breve og postsække, indtil jeg i 1988 søgte ud i Ankersgade som chauffør. Jeg skulle bringe og afhente post. Det var et dejligt selvstændigt arbejde. Der var kun den ulempe, at det ofte var aften- og natarbejde – men jeg tjente godt.

De sidste 10 år, indtil jeg efter 40 år i postvæsenet blev pensioneret den 30. oktober 2001, kørte jeg som Jetpost med enkelte breve og pakker f. eks. Reservedele. Det var et dejligt arbejde. Man kom rundt og talte med mange forskellige mennesker.

Men vores alderdom blev alligevel ikke helt, som vi havde håbet. Ulla, der i flere år havde døjet med helbredet, blev meget syg og døde i 2003 efter 42 års ægteskab.