Fart og konkurrence

Indtjeningen på de små ejendomme i Edderup var til at overse. Børn fik den gang, hvad de kunne spise og det tøj, der var nødvendigt. For vi yngres vedkommende betød det ofte, at vi måtte gå i vore ældre brødres aflagte tøj – sagt populært: Vi små legede altid med brugte bamser. Lommepenge vidste vi ikke, hvad var. Havde vi brug for penge, måtte vi som regel selv ud at tjene dem – det gjorde vi så. Var vi heldige, havde en landmand en gang imellem brug for en dreng til at køre sin traktor frem i marken, så kunne vi tjene 1 kr. i timen. Det kunne godt blive til noget, for når man først havde opdaget, hvor længe man skulle arbejde for at tjene en krone, ruttede man ikke med pengene. Tidligere havde vi kun haft en cykel at spurte rundt på. Nu dukkede også knallerten, der ikke krævede kørekort, op. Alle store drenge og unge mænd skulle have knallert, og da jeg, som mine brødre, var interesseret i motorer, fandt jeg en ny måde at tjene en skilling på. Jeg begyndte at renovere og handle med knallerter.

I 1956 blev jeg konfirmeret i Sem Kirke. Det var småt med pengene, så vi holdt ikke fest hjemme. I stedet fik jeg 500 kr. af min mor og far. Jeg kom nu alligevel til fest. Sammen med mine forældre, blev jeg inviteret over til vores nabo, Jenny og Jens Chr. Jensen. Deres datter, Grethe, blev også konfirmeret den dag. Efter konfirmationen flyttede jeg op til Aksel Pedersen på Toftegård i Sem, hvor jeg kom til at tjene i 4½ år – lønnen for det første halvår var 1.300 kr.

Vil man tjene penge, må man investere, så jeg købte en harmonika til 1.250 kr. og begyndte at gå til undervisning hos Søren Pedersen på Sembygård. Jeg øvede mig i middagspausen. Efterhånden fik jeg så stort et repertoire, at jeg begyndte at spille til juletræsfester og børneballer. Jeg fik 50 kr. pr gang, og var jeg heldig, var der stemning for overdans. Det gav undertiden yderligere 35 kr. Det var ikke nogen dårlig investering.

Jeg mødte som andre unge mennesker op, når der om lørdagen var bal i Sem Forsamlingshus. Det kom der meget godt ud af – bl.a. mødte jeg en aften min senere kone, Anny. For at se hende lidt oftere, begyndte jeg at køre søndagstur til Kjellerup Skov på knallerten. Det var et meget populært mødested for unge mennesker den gang. Jeg var egentlig meget godt tilfreds med mit harmonikaspil, indtil Anny en gang hørte mig spille. Bagefter påstod hun, at hun havde krummet tæer, så der ikke var skind tilbage. Men en profet er jo sjældent agtet i sit fædreland.

Aksel så kun skævt til mig en enkelt gang. Det var den dag, han kom trækkende hjem fra heden med sin knallert. Han havde købt den af mig. Jeg mener nu, han fik den billigt – og man kan jo ikke være heldig hver gang. Jeg var glad for at tjene på Toftegård.

Det var blevet almindeligt, at unge søgte bort fra landbruget for at arbejde på fabrikker i f.eks. Randers. Man kunne tjene mere, så i et halvt år, inden jeg blev indkaldt til hæren, arbejdede jeg på Royal, hvor jeg stod ved en maskine og lavede vanger til reolsystemer. Begyndelseslønnen var 5.50 kr. i timen. Jeg var flere gange hos værkføreren for at bede om lønforhøjelse. Lønnen steg da også hver gang med 5 eller 10 øre i timen. Jeg sluttede med en timeløn på 6.50 kr. – så nogle gange har jeg da haft heldet med mig.

Ingen af mine brødre havde været soldater, så da jeg i 1960 mødte til session med dr. Fuglsangs kassationsattest i hånden, var jeg fortrøstningsfuld. Men man kendte Fuglsangs indstilling til militæret, så jeg blev udskrevet til forsyningstjenesten. Efter rekruttiden i Haderslev kom jeg til Randers Kasserne. Engang jeg havde orlov, kørte jeg galt på min Nimbus og skadede min ene fod. Jeg tilbragte det næste halve år på infirmeriet, så det er begrænset, hvor mange historier jeg kan fortælle fra min soldatertid.

Det første halve år, efter jeg var kommet hjem, arbejdede jeg igen på Royal. Derefter fik jeg arbejde som murerarbejdsmand på Vestervangsskolen i Randers, der var ved at blive bygget. Jeg flyttede til Midtkraft, da de lovede, at jeg kunne få en lærerplads som maskinarbejder. Det løfte holdt de ikke, så efter fire år flyttede jeg i 1968 til brødrene Ib og Ole Blegvads malerfirma. Der kunne jeg komme i lære som maler. Samme år blev Andy og jeg gift. Det var vi nødt til, hvis vi ville have en lejlighed i Århus.

1972 var et begivenhedsrigt år. Jeg blev udlært som maler, og startede mit eget firma. Samme efterår byggede vi et nyt hus i Harlev på 140 m2. Grunden havde jeg allerede købt for 25.000 kr., mens jeg arbejdede på Midtkraft. Da huset var færdigprioriteret stod det os i 300.000 kr.

I vores familie kan vi godt lide fart og konkurrencesport. Vi havde i flere år haft en sejlbåd og bl.a. deltaget i Fyn Rundt. For at være lidt nærmere båden, der lå fast i Egå Marina, besluttede vi at købe nyt hus i Skæring. Vi fandt et dejligt hus nær marinaen. Det er det, vi stadig bor i. Interessen for sejlsport var så stor, at jeg sammen med syv andre besluttede at deltage i Admirals Cup. Hver weekend tog vi til Sjælland for at bygge på båden, Red Erik. Det vakte så stor opsigt, at vi opnåede at komme i fjernsynet. Men der var for mange kaptajner, så projektet kuldsejlede. Da vi havde haft sejlbåden i ti år, afhændede vi den. Træningen og vedligeholdelsen af båden tog så lang tid, at det gik ud over familien og firmaet.

I 1997 begyndt jeg at interessere mig for go-cart. Det var en dejlig hobby, som jeg kunne dyrke sammen med en af mine sønner. Det blev efterhånden vores foretrukne konkurrencesport. Det blev til ca. 18 løb om året, og efterhånden begyndte sølvtøjet at fylde op hjemme i vitrinen. Vi investerede i en værkstedsvogn og en Peugeot 307 og begyndte at køre konkurrenceløb på Jyllands Ringen, Ring Djursland, på en bane nær Padborg, i Hanstholm og i Sverige. For at også Anny og huskatten, Musser, kan nyde livet, har vi købt en campingvogn, som vi bor i, når vi kører motorløb. Derudover har vi en lejlighed i et gammelt fiskerhus ved Hanstholm – nær go-cartbanen og en delelejlighed i Spanien nær Sierra Nevada, hvor vi kan stå på ski om vinteren. For øjeblikket overvejer vi, om vi helt skal afhænde vore go-carts og udelukkende køre motorløb i vores Peugeot 307. Vi kan også glæder os over, at vore to drenge, der begge har en uddannelse som maler, efterhånden har vist interesse for at komme ind i firmaet.