En tur verden rundt

Vi havde ikke meget, vi kunne kalde vores eget, da vi var børn, så der er ikke noget at sige til, at Jens Jørgen, vor nabos søn, var meget glad for det ur, han fik til sin konfirmation. Når han cyklede forbi, kikkede han på uret for hver 20. meter, for at vi rigtig skulle se, at han havde fået ur. Det irriterede mig lidt, for jeg havde jo ikke selv noget ur. Men året efter – i 1955, da jeg blev konfirmeret i Hem Kirke, blev det min tur til at få et. Min far var siden sit fjerde år blevet opfostret hos sin farbror, Ajs’ Møller, i Edderup. Det var Ajs’ og Dorthe, der vel nærmest betragtede mig som et barnebarn, der gav mig uret. Det var en stor gave.

Efter konfirmationen fulgte en heftig og munter tid, hvor vi unge drog rundt i de forskellige hjem til ungdomsgilder. Jeg har nu på fornemmelsen, at vor tids ungdom nok ville finde vore ungdomsfester lidt for pæne og kedelige. Der var ingen spiritus, og pornoen var slet ikke opfundet, så vi følte os såmænd meget heldige, hvis vi, når vi havde drukket kaffe, kunne komme til at sidde i mørket og holde lidt i hånd.

Min første plads, efter jeg var kommet ud af skolen, var hos Anker Rousing i Kjærby. Jeg afløste Jens Jørgen Jensen fra Edderup. Med 24 tdl. og 12 køer var det ikke en stor gård, men det var en rar plads. Anker havde kun piger, så man var næsten søn af huset, mens man var der. Jeg skulle have 1.300 kr. for sommeren. Det var en god løn, og det, man kunne foretage sig i fritiden, kostede ikke mange penge. Cyklede vi til bal i Gassum, kostede det vel ca. fem kroner at komme ind, selv om der var både tre og fire musikere i de orkestre, der spillede. Vi drak kun sodavand, som ikke kostede mange penge og kunne vare længe. Håndboldspillet var også en billig fornøjelse. Vi cyklede som regel rundt til kampene i nabobyerne.

Min næste plads var hos Dorthe og Ajs’ Møller på Enghavegård i Edderup. Jeg stod op kl. 6.00 for at røgte hestene. Jeg var gerne færdig med at fodre og muge i så god tid inden morgenmaden, at jeg havde tid til at gå over i stalden og få mig en snak med fodermesteren. Ajs’ stod senere op, men han lå og fulgte med i, hvad der foregik. Havde han ikke hørt mig køre trillebøren om på møngen – møddingen, stod han op for at se, om vi bestilte noget, og så var det bedst at være beskæftiget i stalden. Alle unge karle med respekt for sig selv havde en knallert – en ren knallert, der kunne køre stærkt. En dag gav Ajs’ besked om, at jeg skulle i marken og pløje, mens han og Dorthe var i byen. Jeg troede, at jeg kunne nå både at pudse knallerten og pløje, inden de kom hjem. Jeg begyndte med det vigtigste – knallerten. Pludselig stod Ajs’ i døren – så blev vi alligevel enige om, at det nok var bedst at pløje først. Da det var blevet bestemt, at jeg skulle på Vivild Ungdomsskole, besluttede min gode ven, Bent Jensen, og jeg, at vi en søndag ville køre over og se på sagerne. På turen vendte jeg mig om for at se efter Bent, der var kommet lidt bagud. Jeg kørte lige ind i en vejsten, væltede og fik et kompliceret brud på venstre ben. Inden jeg kunne komme hjem med benet i gips, var jeg indlagt i tre uger på Randers Centralsygehus. Jeg havde ikke mistet lysten til at køre på knallert. Det gik fint, når jeg støttede gipsbenet på pedalen. Ajs’ fik ikke stor fornøjelse af min arbejdskraft, men han kom alligevel med de aftalte 3.200 kr., da fæstemålet var forbi – pengene blev jo også i familien.

Vivild Ungdomsskole var en kostskole. Vi var kun drenge på vinterholdet, og man så ikke gerne, at vi gik ud i byen. Min skolegang i Grove havde været præget af mange forskellige vikarer, så jeg havde stor gavn af undervisningen i skolefagene – dansk og regning.

Efter min hjemkomst fra ungdomsskolen, skaffede Ajs’ mig en læreplads på Havndal Mejeri. Jeg lærte at gøre rent, og hver dag lavede og vendte jeg et utal af oste og pakkede det lurmærkede smør i små pakker og trædritler. Det kneb med interessen. Selv i weekenden skulle man meget tidligt op. Nej! Jeg ville meget hellere være postbud i København. Sammen med Hans Lindskovs Holger rejste jeg til Sjælland og fik straks plads som afløser på Lyngby Postkontor.01 Vi var tre om et distrikt. De to andre pakkede tasken. Jeg havde nok at gøre med at finde rundt. Af en eller anden grund virker et postbud, der spørger om vej, ikke tillidsvækkende – især ikke, hvis han står i den gade, han spørger efter. Og så blev man jo træt bare ved tanken om alle de fjerdesale.

Tre måneder efter var jeg hjemme igen. Jeg fik en læreplads som rørlægger hos Mortensen i Øster Tørslev. Det arbejde var jeg til gengæld meget glad for. Det var i Øster Tørslev, jeg lærte meget af det, jeg senere i mit arbejdsliv fik brug for. Desværre blev Mortensen efter 2½ år syg og døde – så jeg stod igen uden læreplads. Jeg fik plads på Dana i Randers. Der var god brug for alt det, jeg havde lært i Øster Tørslev. Jeg skulle svejse radiatorer. Der var mulighed for at få gode akkorder, så vi tjente mange penge – 420 kr. om ugen. Det var næsten dobbelt så meget, som de fleste fik på den tid.

I 1965 blev jeg soldat ved Kongens Fodregiment i Fredericia. Det var aldeles forfærdeligt. Vi måtte jo ingenting. Selv om jeg arbejdede i et transportkompagni, var jeg misundelig på fuglene, når jeg var på øvelse eller vagt.

Jeg blev i 1966 gift med Ketty fra Randers. Vi bosatte os i Fredericia, hvor jeg fik arbejde på Den nye Lillebæltsbro, der var under opførelse. Jeg har aldrig været glad for højder, men jeg blev glad for arbejdet – især i godt vejr var det dejligt at kunne nyde udsigten. Da Ketty gerne ville lidt nærmere hjem, flyttede vi til Randers, hvor jeg de næste par år arbejdede på Dana, inden jeg fik arbejde på Århus Flydedok. Derefter fulgte et par barske år. Jeg ville gerne være byggetekniker, så jeg måtte tage en realeksamen. Ikke alene var det svært at vænne sig til igen at sidde på skolebænken, men mange af fagene var nye: Fysik, matematik, engelsk og tysk. Jeg arbejdede på Flydedokken om dagen og gik i skole fra kl. 17.30 til kl. 22.00. Økonomien blev klaret ved hjælp af et legat og et lån på 8.000 kr. Hårdt var det, men det lykkedes, og jeg fik realeksamen med udmærkelse. Jeg begyndte på Teknisk Skole i Randers for at tage uddannelsen som byggetekniker. Jeg måtte opgive, da undervisningen foregik om dagen. Med kone, to børn, nyt hus og uden arbejde var der ikke råd til det. Jeg begyndte igen at arbejde på Dana. I 1973 solgte vi huset på Birkevej i Randers og købte en ejendom, Stenagergård, i Hou. Den var på 30 tdl., men tiderne havde ændret sig. En familie kunne ikke længere leve af 30 tdl. og ca. 30 grisesøer, så i 1977 begyndte jeg for at styrke økonomien at arbejde på Nordfab i Assens.

Som navnet – Stenagergaard – antyder, var der mange sten på markerne, som hvert forår skulle samles sammen. Det endte med, at jeg måtte opereres for diskosprolaps – hele to gange. Selv om jeg fik god hjælp fra naboer og venner, valgte jeg to år efter min skilsmisse ( 1979 ) at sælge ejendommen. Min mor var blevet alene, så en overgang, inden jeg flyttede ind i mit eget hus i Assens, boede og arbejdede jeg hjemme på ejendommen i Edderup. I samme periode begyndte jeg igen på Randers Tekniske Skole. Denne gang for at uddanne mig som maskintekniker. De 14 fag gav meget hjemmearbejde. Efter min uddannelse fik jeg arbejde på Nordfab (1987), hvor jeg tegnede og udregnede specielle udsugnings- og ventilationsprojekter til fabrikker og værksteder.

I 1990 blev jeg ansat på Århus Flydedok. De første tre år boede jeg på et værelse i Århus, men da den nye motorvej i 1993 blev færdig, kørte jeg på arbejde fra Assens til Århus hver dag. Jeg arbejdede som rørlægger i teams med andre håndværkere på nybygninger: Container- og køleskibe. Jeg kom til at installere alt: Varme, ventilation, aircondition og udsugning. I årenes løb var jeg med til at bygge 40 nye skibe. Mit arbejde på Århus Flydedok sluttede i 1999, da firmaet gik konkurs. Alle blev afskediget. Jeg var blandt de 10% af arbejdsstyrken, der blev genansat for at færdigbygge de sidste skibe. Det var jeg lidt stolt af – og så gav det ekstra løn.

I november samme år startede min drømmerejse. En af mine venner stod, da han pludselig blev alene, med en ekstra billet til en tur jorden rundt. Jeg slog straks til. Vi rejste over Hawaii til New Zealand, hvor vi købte en autocamper. De næste seks måneder fiskede vi i floder, i søer og i havet. Desværre fik jeg ikke mit største ønske opfyldt – at fange en blå marlin. Ud over at køre 12.500 km brugte vi en del af tiden på at gå på jagt. Man skulle bare henvende sig på en politistation, så kunne man få udstedt et jagtkort gratis. Derefter kunne man gå på jagt på 100.000 ha. Jeg skød både kanin, gemse, bjergged og en kronhjort. En flot 8-ender. Efter et tre ugers ophold i Australien, hvor vi bl.a. overværede en koncert med det danske band, Aqua, tilbragte vi en hel uge i Thailand, hvor temperaturen var 350. Da jeg kom hjem, overvejede jeg at gå på efterløn, men da jeg fik tilbudt en stilling som pædagogmedhjælper for en mand på Sødisbakke i 22 timer om ugen, slog jeg til. Har man hus og have, er fritiden aldrig et problem, og skulle der blive tid til overs, har jeg jo altid fiskeriet og jagten.