Det var som at komme i Disneyland

I 1977, efter jeg havde overstået landbrugsuddannelsens grundskole og 10. klasse fra Havndal Skole, kom jeg i lære på en gård i Linde, hvor der var malkekøer og lidt grise.
Det var en meget flink familie, der tog sig af mig, som var jeg en af familien. Den gang var det almindeligt, at man boede og spiste på sin plads.
Det første år jeg var ansat, boede og arbejdede også sønnen hjemme.
Arbejdstiden var fra klokken 7.00 til klokken 18.00 med en halv times formiddagspause, en times middagspause og en halv times eftermiddags-pause. I alt ni timers arbejde dagligt fra mandag til fredag og hver anden weekend.
Lønnen var 3.700 kr. pr. måned + kost og logi.

Efter et halvt år i Linde fik jeg en plads på en gård i Gettrup ved Hobro, hvor jeg var fodermester for gårdens 90 køer. De gik i en nyere løsdriftsstald med malkekarrusel. I forlængelse af stalden var en foderlade.
Det var som at komme i Disneyland for en ung landmand. Alting var i orden, og hvis der var noget, vi ønskede os til driften, skulle vi bare sige det, så fik vi det prompte.
Maskinparken var aldeles topmoderne med nye Fedt-traktorer. Det var på det tidspunkt helt unikt. Lønnen var også helt eventyrlig – 6.500 kr. om måneden – sådan!

Forskellen mellem de to landbrug var som dag og nat. I den første plads prøvede manden at spare sig gennem tilværelsen, og i den anden red manden på de stigende konjunkturer, der var i landbruget og de gode muligheder for forøget låneoptagelse.
Dertil hørte, at renten på det tidspunkt var tårnhøj – fra 19% til 22 % p.a. for kontantlån. Selvfølgelig var inflationen også tårnhøj. De to ting hænger unægtelig sammen.

Jeg blev i Gettrup et år. Derefter tog jeg hjem, hvor jeg fik plads hos mine forældre et år, inden jeg skulle på landbrugsskole for at tage Det grønne Bevis.
Det var lidt svært at komme hjem efter at have været i en plads, hvor penge ikke var noget problem.
Hjemme skulle man tjene pengene, før de kunne bruges. Det var lidt svært for mig at forstå på det tidspunkt, men i dag ved jeg bedre.

At drive forretning er en kombination af de to lærepladser, jeg var ude i. Der skal spares lidt indimellem, men der skal også investeres, når det er nødvendigt.

Under et ni måneders ophold på Asmildkloster Landbrugsskole tog jeg driftsledereksamen. Det var en god tid, hvor vi blev proppet med teoretisk viden om landbrugsdrift. På kort sigt den nyeste viden om optimal landbrugsdrift – men mere vigtigt, vi lærte også, hvordan vi fremover kunne tilegne os den sidste nye viden om, hvordan man driver landbrug.

I 1971 havde min far købt nabogården, Edderup Østergaard, til. Det var insiminør Hans Mikkelsen, der drev gården. Han havde købt den af Erik Ørfeldt. Den blev drevet som planteavlsbrug.

I 1978 renoverede Far staldene og satte 60 søer ind. Smågrisene skulle så fedes op på Enghavegaard.

Da jeg var kommet hjem fra landbrugsskolen i 1981, købte Birthe og jeg, Edderup Østergaard af Far. Som det første byggede vi en gastæt silo til opbevaring af korn, derefter kom der nyt tag på laden, og i stuehuset blev badeværelset moderniseret.
Året efter byggede vi en fravænningsstald til grise op til 30 kg. Det foregik ved, at jeg hyrede en nabo til at være murer. Jeg var selv murerarbejdsmand. Jeg gravede soklen ud og blandede betonen.
Alt tømrerarbejdet udførte vi også selv. Det var dengang, der var flere kræfter at tage af, og hvad der kunne spares, var tjent.

I 1982 fik vi mund- og klovsyge i Danmark. Vi kunne ikke sælge svinekødet til udlandet. Det betød, at der blev for meget på hjemmemarkedet, så priserne faldt. På det tidspunkt besluttede vi at udvide produktionen første gang.

I 1983 byggede vi en drægtighedsstald, et halm- og et maskinhus og en udvidelse af kornsilo. Hele besætningen blev saneret til SPF-grise.

En meget stor del af byggeriet lavede vi selv med hjælp fra venner og familie. Det er godt at have venner, der ikke er bange for at hjælpe, når der skal tages fat. Udvidelsen betød, at vi nu kunne have 110 søer med salg af smågrise. Det var også den sommer, vi blev gift.

Det var heldigvis en rigtig beslutning både brylluppet, udvidelsen og byggeriet. Priserne blev gode i 1984 både på korn og svinekød. Der blev råd til at ansætte en ung landbrugselev.

Om morgenen den 23. november 1984 brændte den del af gården, der havde halmloft. En røggaseksplosion fra halmfyret antændte noget halm. Ilden bredte sig til halmlofterne. Det var forfærdeligt. Den svinebesætning, vi havde etableret, måtte slagtes eller aflives.
Branden efterlod de nye bygninger forholdsvis uskadte, da der var opført brandmurer fra gulv til kip mellem dem og de gamle bygninger med halm-loft. Det betød, at der nu lå to ensomme bygninger tilbage på hver sin side af det sted, hvor de gamle bygninger havde ligget.

Men livet går videre. Vi måtte i gang med en genopbygning i 1985. Vi besluttede, at vi ligeså godt kunne foretage en udvidelse med det samme. Med den nybygning fik vi plads til 200 søer.

I 1987 renoverede vi stuehuset. Der var ikke foretaget renovering udvendig på gården, siden den blev bygget i 1933. Det var de samme vinduer og det samme tag, der altså var 54 år gammelt. Hvis bare tingene holdt halvt så lang tid i dag, ville det være godt. Det var en bevidst beslutning, at vi ikke tidligere havde lavet nogle forbedringer på huset. Vi ville vente og lave det, som vi ville have det. Vi byggede ca. 72 m2 til og satte mursten om huset.

I 1989 byggede vi til slagtesvin, så vi selv kunne opfede alle grisene til slagteriet. Som sædvanlig stod vi selv for byggeriet – dog med hjælp fra håndværkere. Der var plads til 900 svin. Bygningerne blev taget i brug den 30. december 1989.

Op gennem 1990’erne blev der ikke bygget nyt, men der var nogle ombygninger. Den gamle fravænningsstald blev lavet om til ungsvin, løbeafdelingen blev moderniseret, og vi fik drægtighedsstald og nyt inventar.

Inde fik vi nyt køkken/alrum i stuen.

I 1997 købte vi en gård til i Nebstrup på 40 ha, Langvang. Derved fik vi mulighed for at producere nogle flere slagtesvin selv.

År 2000 blev brugt til at planlægge en større udvidelse og omlægning, der gav plads til flere søer med salg af 30 kg grise.

Min bror og jeg lavede i fællesskab et projekt til os begge. De var i det store og hele identiske – kun med tilpasning til den enkelte gårds eksisterende bygningskompleks. Udvidelsen blev til 750 søer med salg af 30 kg smågrise og lidt slagtesvin på begge gårde.
Det sparede os for mange penge, at vi fik lavet de samme tegninger, og at vi kunne udbyde byggeriet til licitation sammen.
Byggeriet startede den 7. februar 2001 og var færdigt i november måned samme år. Det gjaldt også smågrisestaldene på Langvang i Nebstrup. Denne gang stod vi ikke selv for byggeriet. Det var alligevel for stort, men vi stod selv for montering af inventar og for maling af drægtighedsstalden. Vi stod også for ombygning af de gamle svinestalde til fårestalde samt for bygge-styring.

Det at være landmand i dag er ikke kun at passe sine dyr og sine marker godt. Det kræver også, at man efterhånden tilpasser sine omkostninger til den pris, det er muligt at opnå for landbrugsprodukterne.
Da vi startede i begyndelsen af 1980’erne var prisen pr. kg svinekød mellem 11 og 14 kroner. I dag er den fra 8 til 10 kroner pr. kg. Det siger sig selv, at for at få overskud skal effektiviteten være høj og produktionen stor.

En anden grund til at øge produktionen er, at der nu igen er flere ansatte på Edderup Østergaard. Der er 3 fastansatte. Det giver en bedre arbejdsplads for os alle. Der er flere at tale med til daglig, end da jeg gik alene med en enkelt ansat.

Det giver også større mulighed for at få en ordnet fritid – få en weekend fri eller holde ferie.