Ajlen forsvandt – men lugten

Den 4. april 1947 blev jeg konfirmeret. Det foregik i Hem Kirke, fordi Sem Kirke på det tidspunkt gennemgik en omfattende restaurering. Jeg fik straks plads hos Jens Justesen, købmanden i Sem. Jeg skulle hjælpe med at passe 5 køer og de 16 tdr., der hørte til ejendommen, så det blev til mange traveture bag de to nordbakker i marken. Lønnen var 850 kr. for sommeren.

1. november flyttede jeg 100 m hen ad vejen til Axel Pedersen i Toftegaard. Det var en dejlig plads. Kun et par gange oplevede jeg, at Axel rynkede brynene og talte lidt højt.

Det var ikke altid, jeg var enig med de store, tunge, jyske heste om arbejdstempo og kørselsretning. Det kunne være svært for en 16-17-års knægt at sætte sin vilje igennem.

En dag, jeg skulle køre ajle ud på markerne langs Enslevvejen, blev hestene bange og drejede rundt lige uden for købmanden. Ajletønden faldt af vognen og gik i stykker. Ajlen forsvandt hurtigt på grusvejen – men lugten. Jeg var samtaleemne i byen i flere uger, og jeg fik ikke talt meget med Axel de følgende dage.

Samme efterår, da jeg tromlede nord for gården, drejede jeg måske lidt skarpt. En af hestene rørte det elektriske hegn, og pludselig var de – uden mig – på vej hjem. Jernhjulene på tromlen så noget anderledes ud efter en hurtig tur over gårdspladsens brosten. Der fulgte igen et par dage, hvor Axel og jeg var stille sammen.

Mens jeg tjente hos Axel, blev Sem Forsamlingshus bygget om. I de følgende år blev det midtpunkt for et vældigt folkeliv. Sammen med alle sognets beboere mødte jeg op til: Danseskole, baller, andespil og familiefester. Ved et af ballerne i Sem Forsamlingshus mødte jeg min kone, Ella.

I de fire år jeg var hos Axel begyndte industrialiseringen i landbruget så småt at sætte ind. Vi var nok lidt misundelige på karlene, der arbejdede på Sembygård, Enghavegaard eller Hestekærgaard, for mens vi varme og trætte travede bag hestene, kunne de stolte – men frysende – køre rundt på den nyindkøbte Ferguson, der var uden styrehus.

Det var noget af en omvæltning, da jeg fik plads hos Harald Mortensen i Skellerup. Han var i øvrigt gift med Michael Møllers datter, Anna, fra Sem. Mens jeg var i den plads, havde jeg en ubehagelig oplevelse. En aften, kørte jeg på min motorcykel op for at se håndbold i Hørby. Det gik nok lidt stærkt. Jeg kørte ind i en bil. Det kostede 1.600 kr. at få den sat i brugbar stand, for den var kun ansvarsforsikret. Værre var det med mit højre ben. Jeg fik åbent benbrud. Det var ikke rart at se knoglen, der stak ud gennem buksebenet. Jeg måtte tilbringe de følgende tre måneder på Hobro Sygehus. Den efterfølgende måned, inden jeg fik plads hos Rasmus Brønnum, tilbragte jeg hjemme hos Far og Mor i Edderup.

Den 1. november 1950 blev jeg indkaldt til Civilforsvaret i Herning. P.g.a benet blev jeg sendt til undersøgelse på Herning Sygehus. Attesten resulterede i, at min karriere i Civilforsvaret sluttede nøjagtig 15 dage efter indkaldelsen. Jeg var lidt ærgerlig, for jeg var allerede udtaget til at tage både det lille – og store kørekort, der ville give mig ret til at føre lastvogn.

I de følgende år havde jeg flere pladser. Jeg fik først plads i Stenum. Manden var en skør sk . ., men han var god ved sine heste. Jeg skulle gå bag vognen hjem fra marken, for hestene skulle hvile sig.

Derefter skar jeg en sommer tørv for Chren Møller i Edderup, inden jeg en tid arbejdede hos Hakon Brønnum. Det var et godt sted at tjene ikke mindst p.g.a. kosten I min sidste plads var jeg forkarl hos Christen Andersen i Hem. Nu kunne jeg pludselig prale. Vi havde gummivogn, møgbøre med gummihjul, traktor, og sammen med to andre landmænd havde han købt grønthøster, roeoptager, transportør og topknuser. Jow! Jow! Vi havde også en rigtig selvbinder, der fungerede ved kraftoverføringen fra traktoren. Ganske vist skulle der sidde en mand på binderen for at passe vinger og skær. Det var Christen. En dag, vi kørte på en lidt skrå mark, vendte jeg mig om for at se, hvordan det gik. Binderen var ved at vælte, og Christen sprang for livet for at bringe sig i sikkerhed. Da vi havde sundet os, rejste vi binderen og høstede færdig. Christen bebrejdede mig ikke, men han havde jo også reddet livet.

Da min bror, Harry, blev gift, kom jeg til at tale med Hauch, formanden for arbejderne på Skandia. Han skaffede mig arbejde på Skandias karetmager-værksted. De lavede to godsvogne om dagen. Jeg skulle hente alle materialerne fra smedjen og snedkeriet. Træstykkerne var nummererede og skulle anbringes i de rigtige stabler på hylderne. Egetræsbrædderne skulle jeg grundbehandle med cuprinol.

Ella og jeg var blevet gift i 1960 og boede i en lejlighed i Mariager. Det nye job krævede, at vi flyttede til Randers. Vi så på et nyt hus på 100 m2. Jeg chokerede min far, da jeg mødte op for at få ham til at kautionere for et boliglån på 55.000 kr. – de 11.000 til udbetalingen. Han sagde: Nej! De’ ka’ aldrig hæng sammel!

Vi klarede problemet ved at sælge bilen, så var alle glade, og jeg havde vel godt af den friske cykeltur fra Nordbyen til Skandia.

Arbejdet var nok lidt mere rutinepræget, end jeg brød mig om, så jeg søgte og fik pladsen som salgschauffør på BP-depotet i Randers. Indehaveren var den tidligere brugsuddeler, Ejvind Pedersen, i Kastbjerg Brugsforening. Der var meget, vi ikke var enige om – især lønnen. Jeg fik 900 kr. om måneden, så da jeg opdagede, at chaufførerne fra andre selskaber fik op til 400 kr. mere om måneden og dertil overtidsbetaling, besluttede jeg at søge hjælp hos fagforeningen – så fik jeg lønforhøjelsen.

Efter 6½ år blev samarbejdet så anstrengt, at jeg besluttede at søge et job på Randers Betonværk. Det var et dejligt arbejde. I Vorup Sandgrav hentede jeg materialerne: Sten, sand og grus. Når betonen var færdigblandet kørte jeg med betonkanonen ud til firmaer og i weekenden til private selvbyggere i sommerhusområderne.

I 1974 søgte jeg ind som traktorfører ved Mariager Kommune. Jeg arbejdede på vejene med oprydning, snerydning, asfaltarbejde og saltning, hvis vi ikke ordnede sportspladser.

I 1993 fik jeg min afsked fra Mariager Kommune på grund af problemer med ryggen. Derefter arbejdede jeg i syv måneder som pedel på Assens Skovle, inden jeg samme år gik på efterløn.

Hele mit liv har jeg krejlet – handlet på markeder. Jeg har fundet og købt mange spændende antikviteter.

Jeg blev især interesseret i gamle ure. Det udviklede sig, så jeg i dag arbejder som selvlært klokkemager – en hobby, der, siden jeg gik på efterløn, har givet mig mange hyggetimer og spændende oplevelser.

Så – – selv som pensionist hænger jeg i klokkestrengen!