En dør til fortiden

Jeg vil begynde med at fortælle om byen med de toppede brosten og det lille rådhus, som nu er museum, hvor jeg kom til verden i 1935 som nummer to af fire søskende.
På det tidspunkt var der under 2000 indbyggere i byen. Om sommeren var indbyggertallet dog meget større, for da var der massevis af turister, der besøgte byen, bl. andet for at se føromtalte rådhus.

De største arbejdspladser var Maltfabrikken,Sygehuset, Slagteriet og sidst men ikke mindst Garveriet, hvor min far arbejdede i 44 år. Der var også en jernbane – Ebeltoft- Trustrup jernbane, som mange år senere blev nedlagt.
Efterhånden eksisterer de forskellige virksomheder ikke mere. Sygehuset er lukket og i stedet omdannet til sundhedscenter.
Mens jeg var en lille pige, arbejdede min mor på sygehuset som vågekone om natten .Vågede over meget syge eller døende patienter, for dette arbejde indkasserede hun den formidable løn af 3,00 kroner for de første tre nætter, hvorefter hun fik 2,50 kr. for de næste nætter.

Inden far og mor blev gift, arbejdede mor som hjemmesygeplejerske i Rimsø ved Grenå. Vi boede i et lille hus , som mor og far havde købt. Huset lå ved siden af garveriet. Efter nogle år skulle fabrikken udvides, så huset blev solgt og revet ned.Inden da blev der malet et billede af huset, så vi den dag i dag kan se, hvor dejligt det så ud. Min broder Svend arvede billedet efter mor og far. Det hænger nu i Øster Tørslev, hvor Else og Svend bor.

Derefter flyttede vi til Adelgade 29 i en lejlighed, hvor der tidligere havde været kontor for en tømmerhandler. Lejligheden bestod af køkken, badeværelse, stue og et soveværelse. – og hvilket soveværelse !!
Hele familien sov der til lyden af kæmpende, brølende køer og tyre, som skulle sendes videre til slagterier enten i Ebeltoft eller andre steder. Dyrene blev samlet der i en dertil “indrettet” samlestald.
Hver tirsdag ankom adskillige hestevogne, lastbiler fra forskellige steder med dyrene. Da disse dyr jo både var fremmede for hinanden og vel også bange, rev de sig tit løs om natten og gav sig til at slås. Det lød forfærdeligt, uhyggeligt, når de sloges og brølede omkap. Det var sjældent, de blev afhentet før sidst på ugen, så det var bestemt ikke særlig gode “vuggeviser”, der lød i vores soveværelse i de år.

Der boede vi så, til jeg var 13 år. På den tid blev der bygget 6 rækkehuse med to lejligheder i hvert hus på Strandgårdshøj, hvoraf vi var så heldige at kunne leje nr. 34. Der boede far og mor resten af deres liv.
Endelig fik jeg mit eget værelse – et kælderværelse – ganske vist med gamle møbler, som var skrabt sammen som fra et pulterkammer. Men det var bare lykken for mig – endelig et sted, hvor jeg kunne være mig selv, når jeg ville brodere, læse, strikke o.s.v. Ang. møblementet sov jeg på en chaiselounge, hvilket sansynligvis var medvirkende årsag til min dårlige ryg senere i livet.
Da jeg var seks-syv år fik jeg mit første “job”. Det var hos en blomsterhandler Fru Agnethe Stærk, som boede i Nedergade. Der gik jeg rundt til kunderne med blomster . Det var i julemåneden, hvor der var travlhed, især med blomster til patienter på sygehuset. Sygehuset lå i den anden ende af byen. Det var hårdt for mine små ben at løbe frem og tilbage så mange gange om dagen. Især juleaftensdag skulle der afleveres mange blomster til de patienter, der lå på sygehuset i julen.
Da det endelig var aften, var jeg så træt, at jeg faldt i søvn over julemaden !! Det var meget ærgerligt, da vi som den eneste gang, jeg husker, havde min farmor på besøg juleaften. Hun boede i Nimtofte, hvor vi sommetider besøgte hende om sommeren.

Da jeg var otte år, syntes mine forældre, at jeg var gammel nok til at gå med aviser, så jeg fik job som avisbud for Demokraten.
Jeg havde en meget ubehagelig oplevelse en aften, hvor far og min storebroder Jørgen tilfældigvis var med på turen. Det var i nittentreogfyrre, mens Danmark var besat af tyskerne. En tysk soldat standsede os og påstod, at vi gik med illegale blade, hvorpå far med en pistol i ryggen blev gennet af sted, ud til deres barak, som lå der, hvor nu “Vibæk camping” ligger. Jørgen og jeg løb skrigende hjem til mor og fortalte, hvad der var sket. Efter at have været i forhør kom far heldigvis uskadt hjem. Det var en barsk oplevelse for sådan et par små unger – og selvfølgelig også for far. En oplevelse, som jeg aldrig glemmer så længe, jeg lever.
Senere fik far at vide, at omtalte tyske soldat var blevet “sendt hjem”, grundet sindssyge!
Lønnen for at gå med aviserne var – – FORNØJELSEN eller mangel på samme! Jeg gik med Demokraten i 10 år.
Pengene fik mor og far. Det skulle man byde børn i dag, så ville der afgjort lyde et ramaskrig! Hos os var det kæft, trit og retning, ellers vankede der! Fars hænder sad meget løse! Nok om det!

Den eneste løn jeg fik, var de 5 ører og 10 ører, som jeg fik i drikkepenge af dem, der holdt avisen. (en is kostede dengang 15 øre). At få tøj på kroppen under krigen var meget vanskeligt. Pengene var små, og hvis man endelig havde penge, var der sjældent noget tøj at købe i butikkerne. Mor havde et uldent bordtæppe liggende, som var påtegnet, beregnet til at brodere på. Det blev i stedet syet om til en frakke til mig. Vældig fin med tegninger indvendig!
Alt kunne bruges dengang. Meget gammelt, brugt tøj blev syet om i de år. Intet blev kasseret! Man arvede simpelthen tøj fra hinanden. Især husker jeg en kjole, jeg fik fra fars faster i Kejlstrup. Den havde jeg på ud med aviser en søndag morgen, hvor jeg havde fået lov til at stå på bagsmækken af en mælkevogn, som var trukket af to heste. Da hestevognen nåede hen, hvor jeg skulle aflevere en avis, hoppede jeg af i farten og faldt så lang, jeg var, ned på asfalten. Det resulterede i et brækket kraveben. Kusken så ingenting, så han kørte selvfølgelig bare videre, mens jeg nærmest kravlede hjem på alle fire (afleverede dog først de sidste fem aviser).
Gode råd var dyre, for jeg måtte selvfølgelig ikke stå bag på en hestevogn for mor og far, men det var jo, som man siger i eventyret, “lettere at køre end at gå- sæt dig op bagpå” – jeg havde jo fået lov af mælkemanden!
Da jeg kom hjem, blev jeg øjeblikkeligt fulgt op på sygehuset, hvor de trods mine vilde protester – uha oh skræk, klippede min fine kjole af mig, hvorefter jeg fik en slynge på, som skulle være der, til kravebenet var groet sammen. At kjolen blev ødelagt, gjorde faktisk mere ondt på mig end mit brækkede kraveben.

Foruden at gå med aviser, var jeg så heldig at komme med i kirkekoret, hvor jeg sang i fem år. Vi fik 2 kroner, hver gang vi mødte op . Når der var ekstra helligdage, jul, påske og pinse, tjente vi mange penge. Et par gange om ugen var jeg frivillig hjælper på biblioteket. Jeg elskede det job. Det gav mig drømme om at blive bibliotekar, men på det tidspunkt var der desværre ikke råd til, at jeg kunne få en studentereksamen, så det blev aldrig til noget.

Da jeg var seksten år, traf jeg på Molskroen en ung møbelsnedker, som jeg forelskede mig i, og som jeg – dagen før min 20 års fødselsdag blev gift med. Vi fik fire dejlige drenge, som jeg elsker overalt på jorden – akkurat som jeg elskede og vel stadig elsker deres far. Ægteskabet holdt i næsten femten år, hvorefter vi gik hver til sit. Grunden er svær at forklare. (Elis skitzofreni, der blev uudholdelig for både ham og os)

Han giftede sig senere med en lige så syg en dame. De er begge døde for flere år siden. Jeg fandt en “ven” i Århus, som jeg havde i atten år, indtil jeg blev træt af at være “madkæreste” – “rengøringsdame” – “tjenende ånd” o.s.v. Vi gik hver til sit, og det har jeg aldrig fortrudt!

I 1994 traf jeg en typograf, som var enkemand, som jeg blev vildt forelsket i og omvendt. Vi flyttede aldrig sammen, men mødtes, når vi havde lyst til det. Vi fik ti dejlige år sammen. Det var og er en stor sorg, at Finn døde i 2004 af en uhelbredelig hjernesvulst. Som der står på hans gravsted “mindet lever” – vil minderne om Finn altid fylde mit hjerte. Vi havde så mange dejlige timer sammen, som jeg aldrig vil glemme.