Juletur med “Elephanten”

Da vi i 1974 flyttede til Chr. Ø, medførte det meget andet end undervisning af øens ca. 20 skoleelever. Med sine ca. 120 beboere, 1½ times sejlads fra Bornholm, havde øboerne skaffet sig en del traditioner, som holdtes i hævd med stor alvor. En af dem var juleturen til Rønne og Svaneke. Begrundelsen for at sejle øens båd – en grå marinekutter – derfor navnet “Elephanten” til Bornholm var, at lærere og elever skulle møde til den årlige kontrol for tuberkulose på sygehuset i Rønne. For at slå 2 fluer med et smæk, kaldte man turen for Juleturen – lidt hyggeligere end Tuberkelturen. For god ordens skyld skal det nævnes, at øen havde én butik, købmanden, så børn og voksne var “sultne” efter at handle i storbyens (Rønne) mange juleudsmykkede butikker.

1. december var starten på en måned med stor spænding og forberedelse. Kom vi af sted i dag? Og havde vi fået det hele med på huskesedlen? Men skulle vi ikke bare gå ned på havnen og entre ombord på “Elephanten”? Nej så glat gik det ikke, for man måtte sikre sig, at sejladsen blev så rolig som muligt. Både ud og hjem. Det kunne være vanskeligt med Østersøen i december og østenvind. Det skulle ikke blæse meget, før man ikke kunne sejle ind i havnen i Svaneke, hvor bussen ventede på os. Så hver morgen – meget tidligt – kimede telefonen mellem skipper og førstelærer. På den måde kunne der ofte gå op til 14 dage, før den rigtige vejrmelding endelig kom. Så skulle der ringes til alle skolebørn og andre interesserede, som mødte op på kajen klokken halv otte. Det tog 1½ time at sejle til Svaneke. Bussen var bestilt til os, og det i sig selv var spændende, da det eneste motorkøretøj på øen var “Trofast” – øens traktor. I skolen trak vi hver dag en sok ned fra loftet, mens vi sang: “Nu kommer julen pø om pø, på skolen her på Chr.Ø, har vi kalender gaver”. Sokken havde vi med, så vi i bussen kunne holde traditionen i hævd. Når kontrollen på sygehuset var overstået, ventede Rønnes lyksaligheder. Men sulten meldte sig hurtigt, og dengang lå Kvickly på Store Torv, så det var nemt og hurtigt at mødes på cafeteriet der. Børnene havde ikke adgang til Fastfood i dagligdagen på Chr. Ø, så det var deres valg. Vi voksne kunne forlyste os med julebuffeten. Men ingen havde tid til et langt ophold, for der skulle jo købes ind. Nu gjaldt det om at liste sig ind i en butik, uden at den, man skulle købe til, opdagede det. Og så videre til næste punkt på ønskelisten. Mens vore børn var små, var Dams Boghandel i Snellemark deres foretrukne butik. I den ene ende af boghandelen var der indrettet en lille gaveafdeling. Her var alskens eksotiske varer fra Østen. Og til en pris deres sparepenge kunne klare. Ekspedienten var langmodig og forstod, at øbørnene måtte ha’ alt at vide om pris og brug. Det kunne være en hjertemusling, som når den blev lagt i et glas vand, ville åbne sig og sende en blomst op i vandet. Eller en lille tyk lermand, som man stak en lille “cigar” i munden på. Når man tændte cigaren, pustede han små røgskyer ud i luften. For ikke at tale om alle de smukke smykker, som var fine gaver til mostre og veninder.

Nu var det så heldigt, at bussen hentede os i Snellemark, og havde man lidt tid, skulle man et smut ind til Bager Rothe. Her kunne man så nyde en kop et eller andet til hans dejlige kager og wienerbrød. Samtidig kunne vi holde øje med bussen. Engang kom Rothes mor med en stor kagekasse fyldt med honninghjerter, son børnene kunne nyde på hjemturen med “Elepanten”.

Når alle var samlet i bussen, blev kursen sat mod Svaneke. Her var der en times tid sat af til bl.a. handel i Brugsen. Her handlede man “på klods”, og betalte hver den 1. Så kunne man købe alle de lækkerier og juleting, som den lille købmandshandel på øen ikke var leveringsdygtig i. Her var der meget brug for en gennemarbejdet dosmerseddel, men det var nu ikke kun det nedskrevne, der røg i indkøbsvognen, for hvor fik man dog mange behov, når man så alle de dejlige sager. Børnene kendte Brugsen og kunne finde det, de manglede. Drengene gik til skibsprovianteringen og så på alle de dejlige fiskeredskaber og andre ting, man godt kunne bruge, når man nu var en fisker i svøb. Men kun nogle få af dem blev fiskere.

På torvet lå Bager Piil. Der kunne man købe slik i alle afskygninger og børnene måtte købe sig en stor pose til hjemfarten. Bagerens kone stod i butikken og jeg erfarede, at hun havde en engels tålmodighed. Hun oplyste dem om varens substans og pris, før den kom ned i posen. Da de jo ville prøve så mange ting, som muligt for de sidste rester af julesparekassen, måtte jeg forlade dem, for jeg skulle nå Købmand Kristoffersen, eller rettere sagt hans venlige kone, som havde en trikotageafdeling i den ene ende af butikken. Her kunne jeg få strikke- og sytilbehøret opdateret, hvad der var nemmere end at ringe ind og bestille. Fru Kristoffersen var for øvrigt vældig flink til at sende et udvalg ud til os, så vi kunne bestemme, hvad vi ville købe. Hun havde også undertøj, natkjoler, børnetøj m.m. Et år havde hun det julestof , som stadig udgør vores juledug. Senere blev trikotageafdelingen indrettet som oste- og delikatesse del af købmandsbutikken, så juleturen afsluttedes stadig der, men nu med indkøb af julens gode oste.

Allerede i bussen fra Rønne spejdede mange øjne efter, hvordan flag og træer svajede i vinden. Og når vi stod på kajen i Svaneke og skulle ombord på “Elephanten”, anede vi, hvordan hjemturen ville blive. Hvis det tegnede til at blive en “møgtur”, søgte vi under dæk eller op i styrehuset. Nede i lukaf’et var der køjer og wc og en lille kabys. Her kunne de søstærke brygge sig en kop kaffe. Men de børn, som ikke var sejlglade, blev puttet i køjerne – så mange de kunne være i en køje. Så gjaldt det om at lukke øjnene og slappe af. På den måde havde man en chance for at nå hjem til øen uden for mange ofringer til vejrguderne. Jeg mindes en hjemtur med den gamle “Elephant”. Der var ingen wc. Kun et forhæng til et lille rum i forstævnen med et pumpekloset. De børn, som lå i de forreste køjer måtte døje med at høre på skvulpene fra klosettet, som ikke just beroligede de nervøse maver. Så der gik 2 af øens unge fiskere i rutefart op af lejderen med brækposerne, som vuggede som en perlekæde efter båden fra Svaneke hjem til øen. Midt i kaos sad Eva på 3-4 år og legede med nogle meget små plastikdimser, hun havde købt til sig selv. Jeg prøvede at overtale hende til at vente med udpakningen, til vi var hjemme, men uden effekt, og snart havde jeg andre opgaver, der var vigtigere. Hun legede, til vi var i havn, og fik navn for at være den søstærke i vores familie. En gang gik det dog galt. Da hun havde ord for at klare søen, uanset vindstyrken, fik hun lov til at stå i styrehuset ved siden af Harald. Det var rigtig møgvejr, men hun stod støt ved siden af roret – lige til vi sejlede gennem havneindløbet for at lægge til kaj. Så brækkede hun sig ud over Haralds sko og gulvet og var noget ked af det. Hverken Harald eller Alfred lod hende høre for den “lille” smutter. Martin 8-10 år var altid i styrehuset eller på dækket. Der kunne man klare meget sø, hvis man ellers kunne holde varmen. Lea døjede mest med søen. Hun stod ved rælingen bag styrehuset og prøvede at holde søsygen i ave. Selv om hun var godt klædt på, var hun hurtigt stivfrossen. Hun stod der med bedsteveninden, som var solidarisk i “ofringerne”. Til trods for disse kvaler, insisterede hun altid på at ville med på ture med “Elephanten”. Efterhånden voksede hun fra søsygen, men nok ikke kvalmen. Marie var søstærk som Eva. Hun kastede aldrig op, men insisterede på at sidde på motorkassen bag styrehuset. Var vejret roligt, sang vi ofte.

Var vejrguderne med os, fik vi en rolig, smuk tur hjem. Børnene kiggede dybt i slikposerne, og de voksne hyggede sig med en øl og måske en bitter. Vi stod ved rælingen og kiggede efter morild, og drengene stod i stævnen og spejdede efter fiskegrej og bøjer. Hvis der stod garn eller kroge på tværs af kursen, måtte skipper tænde projektøren, så vi kunne sejle langs med, til vi kunne komme igennem. Det var spændende, hvis der sad en laks i grejet og skinnede i vandet. Vi kunne se blinkene fra fyret blive klarere og klarere, og lige før havneindløbet kunne vi se ledefyret skifte fra rødt/grønt til hvidt lys. Vi var hjemme efter endnu en juletur.