Landsbylivet i årene 1930 til 1939

I de efterfølgende afsnit forsøger jeg at fortælle lidt om byens liv i en længst forsvunden periode, måske vil nogle læsere nikke genkendende medens andre måske kan få et lille indblik i dagliglivet i vores landsby for ca. 70 år siden.

Fra omkring mit 5. år og indtil jeg vel var 8 år og dermed havde begyndt i skolen var det en yndet beskæftigelse at gå på besøg hos skomageren og sadelmageren samt hos træskomanden og smeden.

Skomageren
Skomager Niels Pedersen, Bygaden 52, var altid travlt beskæftiget med at forsåle og bagflikke sko og støvler, det var rigtigt håndarbejde den gang, sålerne blev gjort fast med små tilspidsede træpløkke, som blev opvarmet og tørret på en lille jernplade, der var fastgjort over en grøn spritbeholder med væge. Træpløkkene blev slået gennem sålen op i bindsålen med ca. 10 mm afstand gennem små huller boret med en syl.

Værkstedet duftede altid dejligt af læder blandet med en svag parfumeret duft, det sidste hidrørte fra at skomageren også var byens barber. I min barndom var det meget almindeligt at mændene gik til barberen og fik skægget raget af. Dem der havde skæg fik det studset og en gang imellem skulle håret da også klippes. Det skete alt sammen i en gammel barberstol foran et stort, gammel spejl. Spytbakken til brug for dem som skråede eller snuste var behørigt anbragt ved siden af barberstolen. Det var dog kun byens landmænd, der havde tid til at komme i dagtimerne. Andre skulle jo arbejde og måtte så i stedet komme om aftenen eller søndag formiddag. Traf man sammen hos barberen, blev der rigtig udvekslet nyheder og fortalt historier, ofte over en Odense Lager eller Gammel Carlsberg, som dengang var forsynet med korkpropper, der skulle fjernes med proptrækker.

For en lille dreng, der upåagtet fik lov at sidde stille i en krog, var det selvsagt en oplevelse at lytte intenst til, hvad der blev fortalt. Meget forstod man, medens andre ting først bundfældede sig og blev forstået, da jeg blev ældre.

Sadelmageren
Sadelmageren hed Holger Sørensen og boede Bygaden 54. Ham var det også interessant at aflægge et besøg. Straks når man trådte ind ad værkstedsdøren indsnuste man en dejlig duft af læder og skind. Der var altid travlt på værkstedet med at reparere seletøj til byens mange heste. I høsttiden var der tillige travlt med at reparere landmændenes selvbindersegl.

Sadelmageren var desuden udlært møbelpolstrer og mange polstrede stuer har i tidens løb forladt hans værksted.

Inden støvsugeren blev hver mands eje, havde sadelmageren en, som blev lejet ud til byen befolkning. For en mindre merpris kunne støvsugeren leveres og det skete med en Nimbus motorcykel med sidevogn og på nummerpladen stod der M 226.

Træskomanden
Træskomand Hans Marius Hansen, der boede Stærmosevej 3, fik ofte mit besøg. Også på hans værksted var der en dejlig duft af læder, men her var duften blandet med duft af træ.

Træskomanden sad som oftest ved sin snitteskammel og snittede træskobundene til, hvorefter han tildannede overlæderet over en læst, som derefter blev sømmet på bundene og renskåret i kanten, derefter blev træskoene hovet og til slut malet med sort træskolak.

Alt imens dette foregik, sad jeg på en trebenet skammel og hørte træskomanden fortælle om sine drengeår på Brændekilde Væde. Til gengæld skulle jeg så fortælle om mine drengeoplevelser. Ofte kom hans kone Martha ind på værkstedet, men som regel havde hun dog travlt med sit røgeri i baghuset. Her var indrettet et røgeri, hvor hun røg skunker og flæsk for landsbyens beboere. De to virksomheder, træskomageriet og røgeriet, passede jo fint sammen. I røgeriet blev alt affald af elletræ og savsmuld brændt i røgeovnen og intet gik således til spilde.

Manglede man et par nye træsko, ja så besøgte man træskomanden, som derefter målte fodens længde og bredde samt vristmålet. Derefter følte han kunden under foden for at blive klar over, om der skulle være specielle fordybninger i træskobundene. Alt blev omhyggeligt noteret ned i en sort ordrebog og når man efter en 14 dages forløb kunne afhente sine nye træsko, ja, så passede de helt perfekt til fødderne.

Fælles for nævnte 3 fag gælder, at de desværre ikke mere eksisterer som egentlige fag. De er som så meget andet bukket under for industrialiseringen.

Smeden
Smeden Adam Frederiksen, Bygaden 45, og svigersønnen, smed Chr. Hansen, Bømosevej 23, var også interessante steder at aflægge et besøg.

Adam Frederiksen havde et mindre husmandsbrug og var tillige landsbyens smed. Smedjen lå i gavlen ud mod vejen i en nu for længst nedbrudt bygning. I smedjen var der lerstampet gulv og der var altid lidt halvmørkt derinde. Dette bevirkede, at man så rigtig kunne se gnisterne flyve, når smeden slog på det rødglødende jern på ambolten. Der var ligesom lidt mystik over den gamle smedje. Ofte fik jeg en tang og et stykke jern, som jeg skulle gøre rødglødende i essen. Derefter skulle jeg afkøle det i svalekarret og det var altid spændende at se, hvordan vandet kunne bruse og boble, når det rødglødende jern kom derned.

Smedens arbejde bestod dengang i at smede forskellige former for beslag og i at vedligeholde landbrugsredskaber. Der var også nok at gøre med at sko landsbyens mange heste. Det skete i et rum indrettet hertil og hvor alt nødvendigt værktøj blev opbevaret.

Adam Frederiksen havde en smedesvend som hed Chr. Hansen. Han stammede fra Hjarnø i Horsens fjord. Han blev gift med Adam Frederiksens eneste datter, Esther. Efterhånden overtog han smedeforretningen og i 1933 opførte han en ny smedje med beboelse på Bømosevej 23. Da han ophørte med smedeforretningen og denne blev solgt, flyttede han sammen med konen, Esther, til hendes fødehjem på Bygaden 45. Senere tog han navneforandring til efternavnet Hjarnegård.

Tømreren
Tømreren hed Peder Røhrman og boede sammen med sin kone, Maren, på Stærmosevej 26, hvor han også havde sit tømrerværksted.

Peder Røhrman havde broderen Rasmus Røhrman, som havde malerværksted mellem Holmstrup og Brændekilde. De stammede fra Rørhuset på Tidsel-gyden ved Render. Oprindeligt var deres efternavn vistnok Andersen, men senere ændredes det til efternavnet Røhrman, antageligt efter fødehjemmets navn.
Det var en ret stor tømrervirksomhed, hvorfra der blev udført større og mindre opgaver i byen og dens omegn.
At være tømrermester omkring 1930 var meget anderledes end i dag. Alt arbejde blev håndlavet. Dog blev der senere installeret en båndsav samt afretter og tykkelseshøvl på værkstedet.

Når en landmand skulle bygge en ny lade og måske havde lidt granskov, ja, så var det meget almindeligt, at han fældede nogle grantræer, som så blev afkortet i nødvendige længder og transporteret hjem til byggepladsen. Her tilhuggede tømrerne dem, således at de blev til firkantede spær og bjælker. Det var strengt arbejde og skete på den måde, at stammerne blev lagt op på nogle tømmerbukke og blev derefter tilhugget med en bredbil. Det var en økse med et ca. 25 cm bredt skær.

Maleren
Malermester Rasmus Røhrman boede sammen med sin kone Ingeborg mellem Homstrup og Brændekilde, vejen, som nu kaldes Ravnebjerggyden. Her havde han et ret stort maler-værksted.

Det var også meget anderledes at være malermester dengang. Der var kun meget få færdigvarer, og maleren måtte selv fremstille sine malinger af linolie tilsat farvepulver og tørrelse.

I modsætning til i dag var det nødvendigt med et stort værksted. Det hændte nemlig ofte, at en landmand skulle have malet en jumpe eller et andet hestekøretøj. Andre skulle måske have malet en gammel barnevogn, som måske skulle udføres med stafferinger. Malerens opgave omfattede også maling af senge, skabe og meget andet, men der var også meget arbejde med tapetsering af diverse rum for byens borgere samt diverse andre udvendige og indvendige maleropgaver på folks huse og gårde.

Skrædderen
Skrædder Christiansen boede sammen med sin kone på Bygaden nr. 50, hvor der i tagetagen var indrettet et ret stort skrædderværksted.

I trediverne fandtes kun meget få konfektionsfabrikker, og deres kvalitet var endnu ikke slået igennem. Derfor gik man til skrædderen, når man manglede et sæt nyt tøj eller en overfrakke. Til gengæld fik man så tøj udført som godt håndværksarbejde og i god pasform.

Når man passerede forbi skrædderens hus, så man ofte 2-3 pressejern, der stod og røg uden for huset. De blev varmet op med trækul, og når disse var gennembrændt og ikke mere røg, ja, så kunne de tages op på værkstedet og anvendes til presning af tøj.

Skrædderen og hans kone tilhørte Metodist kirken, og om sommeren blev der gerne afholdt et sommerstævne i deres have. Hertil kom trosfæller cyklende fra Odense. Der blev afholdt en andagt, og man sang og spillede. Det lød så kønt, og så stimlede vi børn sammen ude på vejen for at høre på. Ofte fik vi lov at komme ind i haven for at overvære sammenkomsten. Dog tror jeg nu ikke, at det havde afsmittende virkning.

Stenhuggeren
Stenhugger Peder Pedersen boede sammen med sin kone Bine på Stærmosevej 30. Det var i et kønt gammelt bindingsværkshus.

I trediverne var stenhugning et meget brugt fag. Nogle skulle have hugget et vandingstrug i granit. Andre manglede en gravsten. Nogle skulle have hugget et trappetrin af granit eller måske nogle ledpæle. Andre opgaver lød måske på opstilling af en kampestensmur.

Om vinteren, når det var for koldt at hugge i sten, ernærede stenhuggeren sig som hjemmeslagter. På gårdene var det en selvfølgelighed at have gris til eget brug, men også mange andre beboere havde en svinesti til opfedning af en gris. Derfor var der mange slagtninger i november og december.

Mølleren
Møller Frederik Petersen boede sammen med sin kone Elina på Bygaden 65, hvor også Brændekilde Mølle lå. I mine drengeår var der altid travlt i møllen.

Landmændene kom kørende med deres korn for at få det malet eller gruttet. Sidst i trediverne fik landmændene dog efterhånden selv kværne, og mølleriet gik efterhånden over til handel med foderstoffer.

At få lov til at komme med op i møllen var en stor oplevelse. Møllen var opdelt i 3 lofter, hvor kværne og sigter var placeret. Fra møllevingernes vandrette aksel overførtes vindkraften til en lodret aksel gennem store tandhjul af træ og på hvert loft var der så remskiver til de forskellige kværne. Interessant var det også at komme helt op i møllehatten, hvorfra der var en utrolig fin udsigt over omegnen.

I tordenvejr var møllen meget udsat. Når møllen stod stille skulle vingerne altid stå i saks, men der var nu også lidt overtro i forbindelse hermed. Man mente også, at hvis den ene møllevinge pegede lige op, så tiltrak den onde ånder. Stod vingerne derimod i saks blev tiltrækningen af gode og onde onder ophævet og tilstanden blev således neutral.

Møllebyggeren
Omkring 1933-1934 flyttede møllerbygger Laur. Rasmussen og hans kone Karen ind i det gamle bødkerhus i Bygaden 46.

Møllebyggeren var en meget dygtig håndværker og har været med til mange store mølleopgaver over hele Fyn.

Han havde et lille værksted til hobbyprægede arbejder som han var meget dygtig til, bl.a. havde han lavet modeller af 2 forskellige kværne, som var udført ganske nøjagtigt helt ned til de mindste detaljer.

I haven havde han også en model af en vindmølle, som var ca. 180 cm høj. Den var også udført ganske nøjagtig efter originale tegninger. Møllen drejede sig efter vindretningen ved hjælp af vindrosen. Møllen blev senere solgt til Bagermestrenes Brødfabrik på Hjallesevej i Odense, hvor den blev opsat som vartegn over port indkørslen, om aftenen var den projektørbelyst.

Købmændene
Jeg husker svagt den gamle købmandsbutik, som var beliggende på Stærmosevej 13, hvor Stinne og Anders Bøg Jørgensen boede. Stinne passede købmandsbutikken, medens Anders Bøg Jørgensen drev sit frilandsgartneri.

Det var en rigtig gammel købmandsbutik, en klokke over døren fortalte, at der nu var kunder i butikken. Når man kom ind ad døren fornemmede man en behagelig, men ubestemmelig duft af alt muligt, ned fra loftet hang klipfisk, pølser og meget andet. På det tidspunkt var ingen varer emballeret som i dag, alt blev købt i løs vægt, skulle man købe sirup eller sennep medbragte man et glas, som så blev fyldt op fra meget store kander. Spegesild blev opbevaret og solgt fra store tønder. Kaffen blev malet, medens man ventede, jo, der var en hyggelig stemning over den gamle butik, i tilgift fik man så alle mulige nyheder om byens befolkning.

Da jeg kun svagt kan huske den gamle butik må den være ophørt omkring 1930, hvor Stinne og Anders Bøg Jørgensen nok er gået på aftægt, og hvor sønnen, Johannes Bøg Jørgensen, har overtaget gartneriet.

Den nye butik
Omkring 1930 købte købmand H. C. Petersen og hans kone Rasmine ejendommen Bygaden 35 af skomagermester Niels Pedersen, hvis kone i en kort tid havde haft en mindre købmandsbutik her.

I begyndelsen havde H. C. Petersen forretning i en af stuerne, og der var grovvarelager i baghuset, men da forretningen blev drevet med stor flid og dygtighed, voksede den snart ud over disse rammer, og i 1933 blev det aktuelt at udføre en tilbygning bagud, og her blev der indrettet trælager på loftet, underneden blev indrettet kul- og kokslager samt plads til cement og andre byggematerialer.

Senere er der udført omfattende udvidelse og tilbygninger i årene 1959-1963 og i 1977.

Man gik aldrig forgæves efter en vare, selv ikke det mest utrolige. Var det ønskede ikke på lager, fik man altid svaret, at det kunne hentes om eftermiddagen eller næste formiddag.

Senere overtog sønnen, Chr. Petersen, forretningen, som han drev videre i flere år.

Nogle år var der købmandsforretning på ejendommen Stærmosevej 15. Den blev drevet af Jørgen Rottwit som tillige havde Tuborg Depotet.

Gartneri og grønthandel
Som omtalt under ”Købmændene” var der frilandsgartneri på ejendommen Stærmosevej 13. Dette var indtil omkring 1930 drevet af Anders Bøg Jørgensen. Efter dette tidspunkt overtog sønnen, Johannes Bøg Jørgensen, driften, medens hans kone, Birgit, som var fyrmesterdatter fra Norge, havde grønthandel fra den tidlige købmandsbutik.

Efter overtagelsen af frilandsgartneriet kom der rigtig gang i virksomheden, og der blev bygget drivhuse.

Det var lidt andre priser. Man skulle give for grøntsager dengang, f.eks. kostede et stort blomkålshoved 20 – 25 øre. I jordbærsæsonen kostede ½ kg jordbær ca. 25 øre, medens tomater lå på omkring 25 – 30 øre pr. ½ kg. Dog må det siges, at priserne også stod i forhold til folks indkomster, idet timelønnen vel lå på mellem 50 og 75 øre. Til gengæld betalt man næsten ingen skat dengang.

Fransk vask og strygning
Dette begreb var almindeligt kendt i trediverne, men er nok ukendt for de fleste i dag. Dengang var skjorter, løse flipper, finere forklæder og damebluser m.v. udført af bomuld og lærred, man kendte jo ikke strygefri stoffer. Derfor blev disse ting sendt til fransk vask og strygning.

Dagmar og Emil Rasmussen boede i et hus på Bygaden ikke langt fra kirken, men huset eksisterer dog ikke mere. Her havde Dagmar fransk vask og strygning, og meget fint vasket og strøget tøj har hun i tidens løb leveret til byens borgere.

Grusgravsentreprenøren
Emil Rasmussen, som var gift med Dagmar, var søn af Karoline og Rasmus Jakob Rasmussen, som boede på Bygaden 25.

Emil Rasmussen havde på et tidspunkt været murerarbejdsmand ved min bedstefar, Jesper Hansen, men forpagtede senere noget jord i Bellingegyden, hvor han indrettede en grusgrav. Den blev senere flyttet til et areal på ejendommen Møllegyden 18. Fra grusgraven solgte Emil grus og sten til kommunens veje og til byens borgere. I 1942 købte Dagmar og Emil Rasmussen en byggegrund på Bygaden 24, hvor de opførte en bungalow.

Sypigen
Louise Rasmussen, som tidlig var bleven enke efter sin mand, der havde været skræddermester, boede Møllegyden nr. 5.

Louise ernærede sig og sine 2 drenge ved at være sypige, og mange fine kjoler har hun i årenes løb syet til byens kvindelige beboere.

De to sønner hed Alfred og Peder. Alfred blev udlært som maler og bosatte sig i Odense. Peder var arbejdsmand. Han arbejdede i Odense og overtog huset efter moderens død.

Forsamlingshuset
Denne bygning, opført i 1901, var landsbyens samlingssted, her blev der afholdt høstfester, andespil og dilettant. Her blev afholdt familiefester samt kaffebrod og spisning efter begravelser, der blev også afholdt juletræsfester og baller. Om vinteren blev der dyrket gymnastik, som afsluttedes med en forårsopvisning.

Forsamlingshuset var et fælles andelsforetagende, som næsten alle borgere havde en eller flere andele i. Det gav nu ikke overskud, tværtimod måtte der hvert år opkræves et mindre beløb pr. andel. Pengene blev anvendt til drift og almindelig vedligeholdelse.

Når der afholdtes høstfest o. lign., forventede man altid, at mølleren, Frederik Petersen, rejste sig for at holde et lille causeri på vers om byen og dens befolkning. Dette var han med sit langelandske lune særdeles god til.

Kvægdrivning
Næsten alle gårdene i Brændekilde havde, og har stadig, lidt skov eller græsarealer i Mosegyden. Brændekildegårdens areal blev om sommeren brugt til græsning for ungkreaturer, som hvert forår blev drevet gennem byen for om efteråret at blive hentet hjem igen.

Når den store dag oprandt, var der vild opstandelse i byen, ungkreaturerne, som var kåde efter det lange vinterophold var svære at holde styr på, når de blev drevet løse gennem byen, og søgte uvilkårligt ind i haverne, hvor de forlystede sig med de grønne planter.

Når man opdagede, at der i dag skulle være kvægdrivning, gik det som en løbeild gennem byen, og man tog opstilling ved indkørsler og andre steder for at holde det viltre kvæg på rette kurs. Det lykkedes nu ikke altid. Ofte blev nogle haver alligevel rodet op af det livlige kvæg, men det måtte man finde sig i. Her havde landmanden en fortrinsret, som der ikke kunne klages over.

Nytårsløjer
Der var mange karle på gårdene i trediverne, og på nytårsaften skulle der gerne ske nogle løjer. Medens karlene flyttede rundt på ting og sager, nøjedes vi drenge og piger med at skyde hundepropper af ved folks vinduer og i øvrigt lave noget larm, således at folk kom ud og på skrømt skældte ud, hvorefter vi forsvandt hurtigst muligt.

Hver nytårsmorgen cyklede jeg en tur gennem byen for at se, hvad der i aftenens løb var lavet af nytårsløjer.

Købmanden havde et langt cykelstativ med plads til vel 15-20 cykler. En morgen så jeg, at næsten alle byens wc-sæder var placeret i rad og række i stativet. Med kridt var der endda skrevet navn på dem alle, så kunne ingen være i tvivl om ejendomsforholdet.

Det bør fortælles, at så godt som alle på det tidspunkt havde et gammeldags ”Das” i et udhus, hvor træsæderne var lagt over en wc-spand. Derfor havde det været let at fjerne sæderne.

Fra vores stuevindue var der en ualmindelig fin udsigt hen ad vejen til købmandens cykelstativ. Snart så man de første kirkegængere på vej til nytårsgudstjeneste. Hver gang nogen kom forbi de udstillede genstande i stativet, kastede man et hurtigt blik på vareudbuddet. Nogle var måske endda trængende. Senere da kirkegængerne var på vej hjem fra kirke, blev brætternes navne nærmere studeret. De som ingen karle havde, tog deres bræt under armen, medens andre senere sendte en karl efter deres bræt.

Grisen slagtes
Førhen havde næsten alle en svinesti, hvor man opfedede en gris, dels ved levninger fra madlavningen, men også med grut og skummet mælk. Da vi boede i hus sammen med mine bedsteforældre, havde vi en gris i samling og til deling.

Daglig aflagde jeg grisen et besøg og krattede den lidt bag ørerne. På denne måde fik vi et helt venskabeligt forhold, hvilket bevirkede, at det var en sorgens dag, når der skulle slagtes.

Forinden slagtedagen var der gået bud til stenhugger Peder Pedersen, for at han kunne bestemme dag og tidspunkt. Om vinteren ernærede stenhuggeren sig nemlig ved hjemme-slagtning for byens beboere.

Trods mit venskabelige forhold til grisen ville jeg nu alligevel gerne overvære slagtningen. Oven på et stort kar blev der lagt en stige. Grisen blev hentet og helt uvidende lagt på ryggen på stigen. Dog strittede den voldsomt imod, medens min far og min bedstefar med et godt tag holdt den fast. Slagteren tog sin lange kniv, men kom så pludselig i tanke om noget: ”Gå ind til din bedstemor og hent en prop, så grisen ikke tisser på mig,” sagde han. Pligtopfyldende som jeg var, hoppede jeg på den hver gang. Og når jeg kom ud med proppen, ja, så var grisen stukket, og blodet var løbet af den ned i en stor krukke. Derefter blev grisen skoldet i det store kar, og kroppen blev skrabet ren for børster for derefter at blive hængt op på stigen. Nu skar slagteren den op og tog indvoldene ud. I mellemtiden var det så blevet middag, og man gik ind til min bedstemor og fik mellemmad og hertil en øl og en dram. Når det var overstået, var grisen kølet af, og nu blev den parteret, og så gik min mor og bedstemor i gang med at koge fedt af, hakke kød og lave pølser. Bortset fra en enkelt steg kom det hele så i saltbaljen. Man kendte jo hverken hjemmefrysere eller frysehuse på det tidspunkt.

Sprængningsteknik
Når man nåede lidt ind i november, fik købmanden det første nytårsskyts hjem. Godt nok havde vi drenge ikke mange penge, men ved at skillinge sammen kunne man måske få råd til nogle kinesere, som kostede 2 øre pr. stk.

Tæt op til købmanden havde byens smed, Adam Frederiksen, sin roekule. Han havde nemlig tillige et husmandsbrug.

Vi havde fundet ud af, at det var vældig sjovt at bore en kineser ind i en tildækket roekule. Når kineseren blev antændt, gav det et ordentligt knald, og lidt jord sprøjtede til alle sider.

Engang blev vi overrasket af smeden, som pludselig stod bag os og råbte: ”Hvad laver I satans unger?” Noget beklemte ved situationen måtte vi jo tilstå, at vi sprængte i hans roekule, ja vi måtte endda demonstrere, hvordan vi gjorde. Spændt ventede vi på hans reaktion, og snart lød det fra ham: ”Det er sateme sjovt,” hvorefter han trak sin pung frem og fandt nogle småmønter frem med beskeden om at gå ind til købmanden og købe et par kinesere mere, hvorefter han overværede de nye sprængninger. Vi drenge blev noget forbavsede over, at sådan kunne voksne også være.

Gadekæret
Vi børn havde ret megen fritid. Vi gik jo kun i skole hver anden dag. Selvfølgelig var der også ting, vi skulle hjælpe til med derhjemme, men alligevel blev der ret megen tid til leg.

Gadekæret var et af de steder, hvor vi samledes og legede. Om vinteren løb vi på skøjter her, medens vi om sommeren sejlede med hjemmelavede skibe. Det skete, at en landmand havde nogle vognsider eller bunde, som skulle gøres rene efter at have ligget i blød nogle dage. De blev hurtigt til sørøverskibe, som vi sejlede på. Vores forældre var dog ikke klar over, at deres børn på denne måde var sørøvere. Vi havde fornemmelsen af, at det var bedste at fortie dette.

Gadekæret blev også brugt som badekar for nogle landmænds heste, når om aftenen efter en lang dag i en beskidt mark turen gik forbi gadekæret, trådte karlene ofte en tur ud i gadekæret og fik det værste snavs skyllet af.

Fritidsfornøjelser
Om vinteren, når der var sne, kælkede vi på bakkerne omkring Brændekilde og her var pigerne med.

Om foråret, når sneen tøede, lavede vi små vandmøller, som vi satte op i de man små bække, som dengang fandtes og som var blevet fyldt med smeltevandet fra sneen. Forårstiden var også den tid, hvor vi spillede drivbold på vejen. Vejene var jo rolige dengang. At se en bil var næsten et særsyn i trediverne. Vi mødtes også ved Møllegårdens port og legede gemme og andre lege. Vi legede også ulv og mand. Vi slog en kridtstreg tværs over vejen med ca. 8 meters afstand. Så delte vi os i to hold, som tog opstilling bag kridtstregerne. I tomrummet mellem stregerne blev en udpeget som ulv. Ulven skulle så fange os, når vi løb gennem området mellem de to kridtstreger. Den der blev fanget skulle så også være ulv. Da vi drenge blev lidt større, var det nok mest pigerne, vi fangede. På denne måde kunne vi jo klemme pigerne lidt og de kunne vist lide det.

Når kornet var høstet og vi måtte gå på markerne, lavede vi drager og kappedes om, hvis der kunne flyve højest op. Efteråret med stille tågede dage indbød også til ture ud over markerne. Ofte legede vi røvere og soldater eller nybyggere og indianere. Vi delte os i to hold og så gjaldt det om i ly af tågen at udspionere hverandre og om muligt at overfalde det andet hold, men ofte gik det sådan, at vi slet ikke fandt hinanden, men så havde vi alligevel haft en spændende tur i naturen.

Vi lavede også buer af en hassel kæp og pile af rør eller andet, hvorefter vi gik på jagt ud over markerne. Nu var vi storvildtjægere og ofte blev en glemt kålroe til en frygtindgydende bisonokse. På denne måde nedlagde vi meget ”vildt” på disse ture og vi lærte naturen at kende. Selvfølgelig byggede vi også hytter. Vilhelm Tranberg på Brændekilde Vestergård havde en lille skov, som lå mellem to bække. Her havde vi fået lov til at lege, når vi ikke ødelagde noget. Vi havde her lavet en hytte af grene og som vi tækkede med tørt græs. Hytten kaldte vi for ”Spangkuk” og den overlevede i mange år trods overfald af blodtørstige indianere. Ofte skete det, at Vilhelm Tranberg kom på besøg for at spørge os, om vi ville finde æg for ham. Alle hans høns, ænder og gæs gik nemlig frit på marken ned til bækken og så lagde de æg, hvor det passede dem. For hvert ande- eller gåseæg, vi fandt, fik vi udleveret et hønseæg, men det skete nu ofte, når vi kom hjem med æggene, at vore mødre sagde: ”De virker nu ikke som nylagte æg.”

Skolegang
Vores skolegang i trediverne foregik i Brændekilde skole, som var opført i 1910 til afløsning for den gamle rytterskole.

I den østlige ende var der skolestue for første og anden klasse. Der var også en legestue og en forgang og udenfor var der en indhegnet legeplads. Den vestlige ende, hvor tredje og fjerde klasse gik, var indrettet tilsvarende. Midt i bygningen var der en forstue, hvorfra lærer og lærerinde havde adgang til skolestuerne. Herfra var der også en trappe til det store skoleloft. Her opbevarede man bøgebrænde til at fyre med i de store kakkelovne i skolestuerne. Der blev nu også fyret med kul, som blev opbevaret i et baghus, hvor der også var indrettet et antal gammeldags toiletter.

I forstuerne var der indrettet åbne reoler til opbevaring af vores skiftefodtøj og der var lange række til vores overtøj. I legestuerne var der også åbne reoler til opbevaring af vores skoletasker og tornystre og modsat reolerne i legestuerne var der en lang gennemgående træbænk. I skolestuerne sad vi ved gammeldags skolepulte, to ved hver. Bordpladerne var lidt skråtstillet og der var foroven udfræsning til grifler og blyanter. Midt på var der et hul til blækhuset. Under bordpladen var der en hylde beregnet til vores tavler og øvrige skolesager. Regning og skrivning foregik mest på skifertavler, hvorpå man skrev med en griffel. Man medbragte en lille flaske vand og en klud til at viske tavlen ren med.

I den gamle, nu nedlagte rytterskole, var der indrettet boliger for lærer og lærerinde, som desuden havde udhuse i en tilhørende bagbygning.

Man startede i første klasse hos lærerinde Birthe Marie Rasmussen. Her gik man i to år og blev derefter rykket op i anden klasse, hvor man gik i et år. Derefter begyndte man i tredje klasse hos lærer Carl Antoni Clausen. Her gik man i to år og blev rykket op i fjerde klasse, hvor man gik i to år.

Undervisningen foregik hver anden dag, om sommeren fra kl. 8.00 til kl. 14.00 og om vinteren fra kl. 9.00 til kl. 15.00. Første og tredje klasse havde skolegang tirsdag, torsdag og lørdag, medens anden og fjerde klasse havde skolegang mandag, onsdag og fredag. Undervisningen var ikke særlig omfattende dengang. Den bestod i første og anden klasse i læsning, skrivning, regning og bibelhistorie. I tredje og fjerde klasse havde vi genfortælling, diktat regning, bibelhistorie, danmarkshistorie og geografi, ligesom vi i sommerhalvåret havde gymnastik en gang om ugen i Forsamlingshuset. Fag som sprog, botanik og fysik var ukendte fag, men til gengæld kom vi bibelhistorien og danmarkshistorien igennem en 5-6 gange. I fjerde klasse havde vi desuden katekismus og her skulle vi lære alle skriftstederne udenad. Vi skulle også lære samlevers, som skulle kunnes udenad.
Den sociale lagdeling i landsbyen bevirkede, at nogle børn kom på realskole i Odense, medens andre børn, som måske havde større evner, af økonomisk grunde ikke havde denne mulighed. Dette følte jeg som en stor uretfærdighed, men som voksen konstaterede jeg dog, at dette måske alligevel ikke fik den store betydning for ens fremtidige liv.

Eksamen og juletræ
Hvert forår i marts måned blev der afholdt eksamen, ja, det var vel nærmest en overhøring, idet der ikke blev givet karakterer i skolen. Denne dag mødte vi op i vores fineste tøj og skolebordene havde vi pyntet dagen i forvejen med blomster. Skolekommissionen mødte op og sad rundt om i skolestuen og påhørte vores færdigheder i de forskellige skolefag og så vores fremlagte skrive- og regnebøger.

Skolekommissionen bestod af præsten, som altid var formand, samt et antal valgte medlemmer. Nogle år var min mor også med i kommissionen. Efter afslutningen af eksamen, som varede en god times tid, skulle man sige farvel til alle medlemmerne og bukke, men det var nu en mærkelig fornemmelse at skulle bukke for sin egen mor. Resten af dagen havde vi fri og måtte lege i forsamlingshuset og det var noget, vi alle glædede os til.

En anden ting, vi glædede os til, var skolens årlige juletræ, som altid afholdtes tredje juledag. I løbet af december klippede vi hjerter, kræmmerhuse og anden juletræspynt. Nogle fra de større klasser gik rundt til byens borgere for at modtage et mindre bidrag til festen og for at høre, hvor mange børn familien ville have med. Antallet af børn blev derefter meddelt til købmanden, som så lavede det nødvendige antal godteposer fyldt med alle mulige herligheder. Endvidere fik alle skolesøgende børn lov til at ønske sig en lille gave. Dog måtte prisen ikke overstige en krone, men man fik jo også meget for pengene dengang. Drengene ønskede sig gerne en løvsav, et drilbor, en lommelygte eller en pilebøsse. Den var forsynet med pile, hvor enden var monteret med en sugeskive, så pilene sad fast på det , man ramte. Pigernes ønsker gik nok i retning af dukker og andre pigeting. Når vi først i december havde afgivet fore ønsker, rejste lærerinde Birthe Marie Rasmussen og lærer Carl Antoni Clausen til Odense og indkøbte de ønskede gaver.

Juletræsfesten startede med, at træet blev tændt og medens lærer Clausen spillede på violin og lærerinden arrangerede kredsene om træet, gik vi rundt og sang de gamle julesamler.
Derefter stillede man op på række og fik udleveret vores godtepose og senere fik vi de ønskede gaver. Når lysene var brændt ned, blev træet lagt ned og afpyntet. Nu skulle det bæres ud og det foregik på den måde, at de voksne trak i den ene ende, medens vi børn trak i den anden ende for at demonstrere, at vi ikke ville af med det kønne træ. Dog endte det selvfølgelig altid med, at træet kom udenfor. Herefter legede lærerinden og læreren forskellige børnelege med os og aftenen sluttede med, at en spillede på harmonika og forældre og de lidt større børn fik en svingom.

Kartoffelferie
Sidst i september fik vi efterårsferie, ja, det blev nu kaldt kartoffelferie og årsagen hertil var selvfølgelig, at landmands-børnene skulle hjælpe forældrene med kartoffeloptagningen. Næsten alle vi andre børn samlede kartofler for Johannes Mayland, som havde den gamle gård på Stærmosevej 21, som dog ikke eksisterer i dag. Til gården hørte en ret stor mark i Møllegyden og her avlede han altid kartofler. Vi mødte på gården om morgenen kl. 6.00 og blev så i hestevogn kørt ud i Møllegyden. Hvor vi fik udleveret en spand og udpeget det stykke, hvor hver enkelt skulle samle kartofler. De blev pløjet op og vi skulle så samle vores stykke, inden karlen kom rundt til os igen.
Vi fik kosten på gården og når vi efter at have holdt fyraften kl. 18.00 og kom tilbage til gården, godt trætte og meget sultne, kunne vi rigtig tage for os af retterne. Kartoffeloptagningen varede en uges tid og på den måde tjente vi nogle tiltrængte lommepenge og trods det strenge arbejde følte vi alligevel, at vi havde nogle gode dage sammen med vores skolekammerater og tonen mellem landmanden og os var også hyggelig.

Den 26. september var altid en festdag. Den dag var det den gamle konge, Christian X, fødselsdag. Dagen blev fejret med en eftermiddagspause, hvor vi drak chokolade og spiste kage til ude i marken.

Tilnavne
I landsbyen kendte alle hinanden og næsten alle var på fornavn med hinanden. Mange fik dog ført et tilnavn til deres navn. Ofte var det stillingen, som blev tilføjet, f.eks. Christian Købmand, Jesper Murer, Poul Skrædder osv.. Andre blev dog benævnt ved deres stilling, Det gjaldt mølleren, sadelmageren, smeden, skomageren og andre.

Konerne fik ofte et tilnavn udledt af mandens fornavn, f.eks. Marie Jespers, Marie Mads Niels, men ofte var det et tilnavn til mandens profession, f.eks. Erna Sadelmager, Rasmine Købmand, Ester Smed og andre.

Disse tilnavne må slet ikke forveksles med øgenavne, nej, det var kun en praktisk foranstaltning mellem mennesker, som levede tæt sammen i et landsbysamfund, hvor man kom hinanden ved.