Fortællinger omkring et humlekar

I oktober blev der samlet humle og man sad i køkkenet nogle aftner omkring et bryggerkar og plukkede de lande ranker. Det var sådanne aftner der blev sunget og fortalt historier.

Store pigen Marie fortæller: “Jeg havde forleden været på besøg hos skovfogedens Sofie og hun og broderen fulgte mig et stykke på vej.  Ligesom de havde sagt godnat, bemærkede jeg pludselig en skikkelse på den anden side af vejen. Jeg blev så underlig til mode og tænkte et øjeblik på at løbe tilbage til Sofie og Erik, men jeg syntes det var flovt. De kunne måske finde på at tro, det var et påskud til at få følgeskab. Nu havde jeg altså følgeskab, når jeg gik til gik skikkelsen også hurtigt. Når jeg holdt igen sagtnede skikkelsen også sine skridt. Hvorfra den endelig var kommet og haltede den ikke lidt, jovist haltede den, det var tydelig nok“. “havde den horn i panden “ spurgte tjenestedrengen. “Det ved jeg ikke, for jeg ture ikke dreje hovedet. Skikkelsen var der og jeg var voldsomt angst. Kunne der dog bare komme en vogn. Det var temmelig mørkt og himmelen var overtrukket, men jeg kunne dog tydelig se buskene på den anden side af vejen. Bestandig hørte jeg de haltende skridt, og hjertet sad oppe i halsen på mig.

Da jeg var kommet forbi bommen ser jeg et lyn slå ned foran mine føder og fare hen over vejen. Herren min skreg jeg og løb alt hvad jeg kunne, så det susede og hamrede i mig. Heldigvis var der kun et lille stykke tilbage, så var jeg ude af skoven, og så ikke skikkelsen mere.” “hvor var den blevet af “ spurgte drengen. “Det kan du da nok forstå “sagde karlen Peder “ den var fulgt med til det varmeste sted og hvor skidne knægte kommer hen.”

Så er det assistenten Ernst der fortæller: En måneskindsaften kommer jeg fra Skraverup gennem skoven og da jeg når stien, vil jeg slå ind på den, da der står et hvidt dyr, en hind lige foran mig på stien. Jeg slå med stokken for at få den til at løbe men den rører sig ikke ud af pletten, kun hørte jeg et dybt suk fra busken og en raslen. “Hvad er dog dette” tænkte jeg og blev både kold og varm i det jeg standsede. Skulle jeg virkelig gå tilbage, nej, nej frem måtte jeg. Et øjeblik og hinden blev til en jomfru, i det samme for et opskræmt dyr fra busken lige gennem jomfruen og nu så jeg klart. Det var måneskindet og et birketræ, der havde spillet mig et pus.

Så var der historien om den Svenske karl der var blevet en varulv og havde tjent under den forrige skovrider, men den historie kender jeg ikke.

Så er der en rigtig jægerhistorie: En jæger gik i skoven en dag og så en gammel kone samle brænde, pludselig forsvandt konen og i stedet var der en harer jægeren fulgte efter  og haren førte jægeren vild i skoven. Hvorefter den igen blev til en gammel kone , der møjsommelig slæbte sig af sted mod Stenbæksholm. Det var også her historien om skytten Lange blev fortalt men desværre kender jeg den ikke.

Derimod kender jeg historien om slattenpatten: Slattenpatten var en troldkvinde som boede i skoven, hvor hun traskede rundt efter urter og andet troldstads. Unge mænd skulle passe på med at tage sig en lur eller sove i skoven om natten. Hun kunne nemlig godt lide unge mænd, og tit vågnede de unge mænd fortumlet op og kunne mærke at de havde delt leje men hende. Hun kunne dog også være behjælpelig med gode råd og lægeurter mod betaling. Hun havde også så lange bryster at hun kunne slå dem over skulderne og så kunne børn gå og sutte på dem.