Agersgård og klokkerne i Vokslev kirke

En halv mils vej øst for Nibe – i Vokslev sogn ligger Binderup – en lille og gammel landsby, der har lidt samme skæbne som så mange andre småbyer – en landsby, der for 75 år siden kunne bryste sig at have en skole, en telefoncentral, et større dambrug – og ikke at forglemme en lille jernbanestation, hvorfra det nu hedengangne damptog ”Aalborg Maren” gav et fornøjet pift i fløjten før dens afgang fra stationen – foruden 10 til 15 gårde og huse, – I dag en lille landsby, der i dag næsten kun består af de samme 10-15 spredt beliggende gårde og huse, der dog har undergået en modernisering – men nu uden skole, station etc. etc.

En af gårdene, ”Agersgård”, som hører til landsbyen, ligger i det aller yderste af det nordøstligste hjørne af sognet og landsbyen, ved Skindbjerg Hule, umiddelbar syd for Aalborg – Nibe vejen. Engang var ”Agersgård” en klassisk stråtækt firlænget bindingsværksgård – en gammel slægtsgård, hvis ejerne kunne tilskrive sig en alenlang anetavle tilbage til slutningen af 1700-tallet.

Gården ligger små 25 meter fra kanten af nogle meget lave kridtskrænter, hvis fod Limfjordens lave vand overskyllede i oldtiden.

Da landet for årtusinder siden langsomt hævede sig, og vandet efterhånden trak sig tilbage til sit nutidige leje, blev den tidligere lave fjorbund ud for kysten efterhånden omdannet til frodige enge. Gennem denne gamle fjordbund har Binderup å efterhånden her fundet sit rolige leje, hvor den, som en slange vrider og snor sig med sine bratte sving, akkurat som den har gjort siden dengang – en å med sit helt klare, rene vand, hvor havørreder gyder på dens stenede grund og gedder står på lur i mørke høl, – en å, der får tilført ekstra kraft fra grøfter og små vælde – vand, der strømmer til fra engene inden den når sit udløb i Nibe Bredding næsten midt mellem de to gamle sildefiskerbyer Klitgård og Nibe – enge, hvor man tidligere kunne se storke spankulerer mellem græssende rød – og sortbrogede køer, kvier og stude – hvor meget nu er pløjet og græs er afløst af raps og hvede. Fra Agersgårds længer er derfor et stort udsyn til alt dette natur – ud over disse flade arealer, der er og har været under en stadig forvandling – videre over Limfjorden – mod Hanherred og Vendsyssel, hvis kyster kan skimtes i klart vejr.

Navnet ”Agersgård” har den bibeholdt, også efter den i 2010 blev opkøbt og tillagt en nabogård. Det blev da samtidig afslutningen på en lang æra som slægtsgård, hvor velstand efterhånden var blevet afløst af støt tilbagegang, men hvor gården med den nye ejer ikke blot har fået et løft, men også et mere industrielt præg helt efter nutidens forbillede af et gårdbrug.
Der står således ikke meget tilbage af det gamle ”Agersgård” – De gamle, men også udtjente avlsbygninger blev allerede revet ned i 1957, heraf en enkelt stadig stod med rester af de lerklinede mure fra tiden da vår – og efterårssilden i tusindtal endnu glimtede i Limfjorden – og nye tidssvarende bygninger blev da bygget – og flere er kommet til siden med den nye ejer, men disse vidner ikke om det tidligere tiders særkende på en gammel klassisk firlænget bondegård – der er kun få spor af de tidligere tiders storhed.

Gården, som egentlig var en såkaldt sildegård, havde tidligere hørt ind under det tidligere gamle herresæde ”Lundbæk”, som fæstegård, men blev, som en af de tidligste på egnen, købt til selveje. Dette skete allerede – ifølge gamle skrifter, i 1600 års tallet, og da der dengang som nu hører store engarealer til lige ud til Limfjorden, havde den også strandret, – og derfor en værdifuld erhvervelse. Det betød ejeren havde ret til at sætte sildegarn ud for den jordlod, der lå ud til fjorden – deraf betegnelsen ”sildegård”. Denne ret var derfor uvurderligt for ejeren. De fleste af gårdens øvrige matrikler var mager sandjord, der dengang ikke gav megen eller kun lidt udbytte – ja retten blev derfor på det nærmest en guldgrube. Ejerne havde da også nydt godt af det rige sildefiskeri, der i mange årtier frem var på fjorden, – et fiskeri, der betød velstand på gården. Det var ikke kun et vigtigt, men også nødvendigt supplement til gårdens kornavl og opfedning af stude, da hovedindtægterne til gården i virkeligheden kom fra fjordens sild.

Det var dog ikke kun sildefangst , der gav velstand på ”Agersgård”, selv om dette var hjørnestenen. Hvor om alting var, hvad enten det var ved selv at fiske eller ved at leje retten ud dertil, blev ejerne efterhånden ret så velhavende, hvad flere slægtled efter dem kom til at nyde godt af. Der kom sølv på kistebunden – sølv, der i første omgang sikkert var blevet erhvervet ved sildefangster – men samtidig med dette brugt til også at forstrække den klingende mønt fra kistebunden ud til dem de kunne øjne en fordel ved at låne en skilling til. For disse tjenester undlod de ikke at tage sig godt betalt med renter i sølv eller andet kostbart, der kunne bevare værdien ud i fremtiden. Selv i dag findes mindelser fra denne tid i form af bl.a. sølvskeer og gafler hos fjerne arvinger – ting, der ikke var blevet indløst til aftalt tid, og derfor beholdt – og hvis oprindelse kan føres tilbage til denne epoke – ja til de oprindelige ejermænd, da de ofte havde ladet deres navne og årstal indgravere i genstandene.

En sandfærdig beretning, der har overlevet gennem generationer fortæller, at en fordums ejer på Agersgård havde så meget sølv på kistebunden, han fremsatte ønske om at skænke sit sogns kirke i Vokslev to nye klokker. Han var kun ikke ene om at komme på den fromme tanke. En anden storbonde i sognet ville ikke stå tilbage for dette generøse tilbud og fremsatte samme ønske, og der kom til en dyst mellem de to om hvem der fik den store ære. Efter mange og drøje forhandlinger mellem de to, blev de enige om at løse deres mellemværende – eller om man vil; udkæmpe en dyst om retten at give denne store gave – at vise sin offervilje til Guds ære – En gave, der i ordets bedste forstand kunne høres af de fleste i sognet i alle ugens dage – og ikke at forglemme: minde dem alle om, høj som lav om storbondens velstand, han offervilje til Guds hus, for ære var det, der var drivkraften.

Dysten mellem de to storbønder, der dog var af en fredelig karakter, gik ud på hvem af dem, der kunne fodre den stærkeste stud op indenfor et nærmere fastsat tidsrum – med henholdsvis øl og sødmælk. Bonden fra Agersgaad valgte først, da det var ham, der først var kommet med buddet og han foretrak sin gode øl frem for sødmælken, al den stund han var sikker på det var hans hjemmebryggede øl, der var det mest næringsrige.
Da tiden var inde, hvor de to stude skulle prøves for deres kræfter, blev der under nøje overvågning af dertil udpegede troværdige vidner afholdt styrkeprøve. Ejeren af sødmælkstuden blev til stor ærgrelse for modparten tilskrevet sejren, men han viste dog taberen på Agersgård den store gestus at lade en del af hans sølv gå med i klokkestøberens smeltedigel – dog kun til den ene klokke. Derfor siges det, at den på grund af sit store sølvindhold ikke kun har en finere, men også fyldigere klang end den anden.

De to Klokker kan dog ikke høres i dag, da de efter lang og tro tjeneste og med få års mellemrum pådrog sig en revne, der ikke lod sig reparere. I stedet har de måtte lade sig tage til takke med en mere ydmyg plads i kirketårnet i Vokslev. De er således alle bevaret for eftertiden og står her som minder fra svundne tider. Klangen, der har lydt ud over sognet fra dem er forstummet , men historien, eller sagnet om man vil, om de to klokker har overlevet.