Oplevelser fra Bindeballe og omegn

Navnet Bindeballe nævnes allerede i Løgumbogen i 1459 under navnet Byndeballi. I matriklen fra 1844 er stavemåden Bindeballe. Måske stammer Binne fra et sted, hvor man tøjrede kreaturerne, eller måske af personnavnet Benne svarende til Benedikt. Præsterne efter svenskekrigene omtaler byen i flere indberetninger, også under navnet Bindeballe. De fortæller mest om gårdenes antal og skattegrundlag.

I gamle matrikelkort hedder byen ligeledes Bindeballe.

Med hensyn til Bindeballe og Sønderkær kan man udfra de mange gravhøje i området udlede, at der har boet mennesker, og efter datidens folketal, forholdsvis mange mennesker, i hvert fald i Bronzealderen. I Sønderkær er der fundet mange fund, som fortæller, at der her i Stenalderen også har boet mange mennesker. Dette er bl.a. bevist af tandlæge Berthelsen, Frederikshåb, som var en ivrig amatørarkæolog. Han fandt bl.a. flere køkkenmøddinger der.

De mange gravhøje i området vidner også om, at der i hine tider har boet mennesker.

Jeg er født på Vollundgård 1. dec. 1939. Der var 3 km til Bindeballe ned over Spjarup, og transporten foregik almindeligvis på cykel.

Fra jeg var ganske lille er jeg altid kommet meget i Bindeballe, da hele min mødrende familie boede der. Jeg var 3-4 år, da jeg første gang fik lov alene at gå derned. Lidt betænkelig ved situationen var jeg. Jeg husker kun en del af strækningen, nemlig neden for Spjarup by. Der var lidt skov, som nok kunne virke lidt skræmmende. Pludselig var der en stor fugl der fløj op baskende med vingerne, og jeg blev lidt bange. Da jeg nåede ned til Bedstefar- og mor spurgte de, hvordan turen var gået, og jeg svarede: ”Jo, jeg havde da ”rejst” en fasan”. At rejse en fasan havde jeg hørt fra far, når han gik på jagt. Denne bemærkning har jeg måttet høre for lige siden. Sidste gang var da Magnus nede fra Bundløse i Bindeballe en vinterperiode var indlogeret på plejehjemmet Egetoft i Egtved. Han genkendte mig straks og spurgte, om jeg havde rejst en fasan fornylig??? Jeg havde ikke anet, at han vidste noget om det.

Så kom den tid hvor jeg cyklede derned. Ovenfor bækken og den lille bakke i Spjarup, altså lige efter det sted med fasanen, der var min far født på ” Hulegård”, fordi gården lå nede i et hul. Min farfar har jeg aldrig kendt, han døde ca. 3 år før jeg blev født. Min farmor døde 3 mdr. efter min fødsel. På deres ældre gamle dage flyttede de ind i mit hjem på Vollundgård og blev passet og plejet af mine forældre.

”Hulegården” blev da overtaget af min farbror Hans Ole og hans kone Dorthea. De fik 5 børn, Esther, Anne, Poul, Margit og Peter. Peter blev først født, efter de flyttede til Utoft ved Grindsted, hvor de overtog min faster Sines gård efter at hendes mand Laurids pludselig var død, det var omkring 1950. Børnene fra ”Hulegården” gik i Bindeballe Skole, skønt det hed Spjarup og hørte til Tågelund skoledistrikt.

Ovenfor Hans Oles gård kunne jeg se Jagtvillaen ovre på Liegård, hvor mit hjem lå lidt bagved. Henne i svinget til venstre gik der en vej stejlt op til højre. Deroppe boede Jørgen Trinderup. Han var en gammel mand, vandrede ofte på vejen hen til brugsen. Han var meget lurvet klædt i stor beskidt overfrakke med et stykke reb om maven. Jeg blev altid bange for ham, da jeg havde fået fortalt, at deroppe bankede de deres børn, så jeg cyklede altid hurtigt forbi ham. Senere i livet fik jeg at vide, at det var hans datter og svigersøn, der bankede deres børn, de havde nemlig overtaget gården for at passe den gamle Trinderup.

Slotsbjergvej

Der ligger en del gårde. Jeg kender langt fra dem alle, men jeg ved at Jens Terp boede der til sin død. Han døde ca 1991. Der forinden havde Fredningsmyndighederne overtaget hans gård, men Jens Terp fik lov at bo der til sin død, hvorefter gården blev jævnet med jorden. På stedet er der nu lavet P-plads. På Slotsbjerggård boede Niels Juhl. Hans 2 sønner Henning og Harald, overtog gården, og Henning bor der endnu. I Bindeballesproget blev de kaldt ”a Juhl drenge”. Slotsbjergvej går om til Tørskind. Oppe på selve bjerget Slotsbjerg har Harald lavet en slags ”varde” med et træ i midten med lyng omkring, der er også placeret nogle gamle ting af jern der – meget spændende arrangement.

Bindeballe Brugs

Senere ændret til Bindeballe Købmandsgård. Huset blev bygget i 1897 beregnet som et slags opholdssted for dem der arbejdede med at bygge banen.

Uddeleren i brugsen hed Bøckhaus. Han var en lille, hyggelig mand. Når jeg kom derind, spurgte han altid med sygekassebrillerne skubbet op i panden: ”Hwa ska do kyev i daw?” En gang sendte min mor mig derned for at købe en hat til min lillesøster Randi. Han havde kun sådan nogle store bøllehatte, der passede til far, så jeg måtte returnere med uforrettet sag. Da grinte mor højt, for det var en potte, som sådan en lille pige kunne sidde på, og jeg vidste jo godt, at vi kaldte en potte for hat, men jeg havde ikke drømt om at spørge på brugsen om en potte, når mor havde sagt en hat. Hun ville have mig til at cykle derned igen, men det nægtede jeg, så kunne hun selv købe sin ”hat”.

I 1974 lukkede brugsen og stedet blev til ”Bindeballe Købmandsgård” med Reinholdt Jensen som købmand. Hans kone Maja var også i butikken. Da de blev ældre, sørgede de for, at stedet, ved deres død skulle bevares for eftertiden, hvorfor det fra ca 2006 blev ændret til at være en fond med bestyrelse. Det var Reinholdt og Maja der havde samlet alle de usædvanligt mange, gamle ting, så der endda blev lavet et museum.

Bindeballe Station

Det hændte en gang i imellem, at jeg skulle med toget fra Bindeballe til Vejle, men jeg var lidt betænkelig ved at gøre det. Stationsforstander Christensen (hans kone hed Kristiane), så altid meget forurettet ud, når jeg ville købe en billet til Vejle. Mundvigene vendte altid nedad, og jeg oplevede det, som jeg virkelig forvoldte ham unødig ulejlighed. Og så stod han der bag den lille luge og så meget vred ud. Ofte var jeg ved at smutte, for var det nu nødvendigt at foretage en rejse til Vejle??

Jens Hansen og Ibsines hus

Lidt længere henne til venstre i det lille røde hus, der boede mine morforældre, Ibsine og Jens Hansen. Det var så dejligt at komme der. Bedstefar så meget statelig ud, og så sad han altid med hovedet løftet lidt højt. Jeg ved ikke om denne tendens var medført, eller om det skulle symbolisere hans position i samfundet. En gang på besøg hjemme hos os, hvor de var en del gæster tilstede, sad han lidt tilbagetrukket i en stol, stadig med hovedet lidt højt, blandede sig ikke i debatten, men lyttede!!!

Begge var af få ord, men det var rart at være på besøg der. På det gamle ovale køkkenbord lå der en meget slidt gammel voksdug – man kunne kun meget svagt skimte, at der engang havde været lyserøde blomster på. På bordet der som regel en skål med æbler, og hver gang spurgte bedstemor: ”Vil do ha en ævvel”: Pligtskyldig sagde jeg ja tak, men de var altid runkne og bedst egnede til at smide ud, men der blev intet smidt ud, som kunne anvendes. Hun skrællede dem, men det halve af kernehuset sad altid tilbage med skaller i, så jeg måtte gemme det inde i munden og spytte det ud, når hun ikke så det. Køkkenet lugtede altid af ”ævler”.

Jens Hansen byggede huset som aftægtsbolig i 1935-36, da de flyttede fra gården og morbror Eskild og tante Dagmar overtog gården Grønbjerglund. De havde et helt specielt komfur. Det var selvfølgelig med ringe. Selve ildstedet var noget helt unikt, det kunne nemlig hejses op, når der skulle laves mad og hejses ned igen, når varmen skulle bruges til at opvarme radiatorerne i huset med. På siden af komfuret sad der et håndsving til at udføre disse manøvrer. Det var fantastisk at se på. Den slags fandtes absolut ingen andre steder. Det var et nyt system, der kom frem først i 1930erne. Bedstefar har været en særdeles fremsynet mand, for han skulle have dette nye system. Ingen kendte jo heller til radiatorer dengang, og da slet ikke på landet. Spisekammeret var meget lille. Bag en låge var der lavet trapper ned i kælderen, og oppefra i et andet skab var der lavet hylder til at sætte maden på. Disse hylder kunne sænkes ned i kælderen for at holde sig kolde og hejses op, når maden skulle anvendes igen. Det var et meget moderne ”køleskab”: Jeg elskede at sidde på trappen og se denne transport op og ned, det var fantastisk. Alle æggeskallerne blev gemt, så bedstefar kunne tage dem med hen til hønsene på gården, når han dagligt hentede mælk derhenne.

Jens Hansen var i banebestyrelsen, og da jernbanen Vejle-Vandel blev bygget, var det planen, at den skulle gå direkte fra Lihmskov til Randbøl. Terrænet op over Bindeballe var for stejlt, men Jens Hansen holdt fast på, at selvfølgelig skulle banen gå via Bindeballe – og sådan blev det. Skønt han var en mand af få ord, så havde hans ord magt, når han endelig tog til mæle. Han var for øvrigt sognerådsformand i 29 år. Da han havde 25 års jubilæum, blev det fejret på Randbøldal Kro. Ibsine blev ført til ”højbords” af politimesteren i Vejle, står der i en artikel. Det var noget min mor morede sig meget over, da jeg læste det for hende. Hun kunne vist lige se sin egen mor, lille og intetsigende Ibsine, blive ført ind i salen af selveste politimesteren!! Jens Hansen fik en fortjenstmedalje, en Dannebrogsorden nr. 5, den lå på hans kiste ved hans begravelse og skulle derefter tilbageleveres. Tilbage i tiden var han et års tid sognefoged, men han var for blød en type til at skulle være en slags politibetjent i sognet. Jens Hansen døde som 90 årig i 1959.

På Jens Hansens gamle dage, havde de besluttet, at græsplænen i forhaven skulle lægges om, så der blevet et år sat kartofler i den. Da efteråret kom, var bedstefar ude at samle kartofter op. Bedstemor kunne ikke forstå, det tog så lang tid, så hun gik ind til stuen og kikkede ud. Så havde han lavet en flot kule og havde smidt kartofterne deri. Ideen var jo ganske rigtig, men der skulle jo ikke være en kule på græsplænen!!! Da fandt hun ud af, at hans mentale tilstand vist havde lidt en anelse skade.

I forbindelse med Jens Hansens arbejde som sognerådsformand, var der kontor i hjemmet, så al offentlig betjening foregik altså i en stue på Grønbjerglund. Alle der kom i embedsmedfør blev beværtet med kaffe, skønt det huslige bestemt ikke var bedstemors speciale, og et stort ekstra arbejde har det da også været.

Jeg ved godt jeg skiftevis skriver bedstefar og Jens Hansen, men i daglig tale hed han altså Jens Hansen, ikke kun Jens. Hansen udtales på den gammeldag måde, altså uden tryk på første stavelse.

Overfor bedstefar- og mors hus gik banen Vejle-Vandel-Grindsted. Jeg har nok fået ørerne tudet fulde af ”pas på toget”. I hvert fald har jeg lige siden været rædselsslagen for at køre over en jernbane. For nogle år siden ville jeg køre på udflugt til Jelling. Uanset hvilken vej jeg forsøgte at køre ind til Jelling var der jernbaneoverskæringer. Det korte af det lange blev, at jeg ikke kom ind i Jelling by, men måtte nøjes med at stå og tale med nogle får i en indhegning, hvorefter turen gik retur til Kolding.

Marensminde og Poul Zachariassen

Poul Zachariassen var min oldefar. Han overtog sin fødegård ”Midtgård” i Bindeballe by efter sin far Zacharias Knudsen. Han giftede sig med Ane Joensdatter. Hun var datter af Joen Christensen (kaldet Store Joen) og Karen Udesdatter på Bindeballegård. Karen Udesdatter kom fra den meget store gård med mansard ”Agnetesminde” i Fredsted/Viuf.

Kort tid efter at Poul Zachariassen havde overtaget sin fødegård, blev han pålagt at betale ejendomsskat. Dette nægtede han. Han valgte derfor at sælge gården, hvorefter han byggede en anden gård på sin yderste hedelod nede i Bindeballe. Gården kom til at hedde ”Marensminde” efter hans mor. Gården ligger der endnu og bærer stadig det samme navn. Vejen den ligger på er den vej, der i dag hedder Springbjergvej, der går fra Bindeballe til Frederikshåb.

Helt tilbage i 1720ere lokkede Frederik den 4. med tilbud til landmændene, at såfremt de gav sig til at opdyrke hede, så kunne de fritages for skatter og afgifter i 20 år – i nogle tilfælde helt op til 30 år. Det var ikke alle, der tog imod tilbudet, men i Poul Zachariassens tid var dette tilbud stadig gældende. Poul Zachariassen må have været ret udspekuleret, og han har helt sikkert kunne se en vis økonomisk fordel ved at tage imod tilbudet. Den pålagte ejendomsskat på ”Midtgård” slap han så for at betale.

I ægteskabet var der 6 børn. Landet blev hårdt ramt af tuberkulose, og denne sygdom kastede også tunge skygger ind over ”Marensminde”. Det ældste barn, Maren døde af sygdommen i 1883, 16 år gl. I 1874 fik de et dødfødt pigebarn. John Christian døde 1896 ca 20 år gl – også af tuberkulose. Karoline nåede at blive 12-13 år, da sygdommen i 1890 også tog hende. Året før i 1889 døde moderen Ane også af tuberkulose, kun 39 år gl. Zacharias blev født i 1871 overlevede og døde ikke før 1941. Ibsine, som var den yngste blev født i 1880. Hun døde i en alder af 91 år i
1971. Hun har sikkert skullet agere en slags husbestyrerinde for faderen og broderen Zacharias samtidig med at hun skulle passe sin skolegang.

Da Ibsine kom til skelsalder, følte hun, at hun manglede noget at støtte sig til – et fast holdepunkt i livet. Det var på denne tid, den religiøse vækkelse kom til landet og dermed også til Bindeballe. Ibsine blev grebet af Indre Mission og meldte sig ind. Det samme gjorde hendes senere svigermor Sine (min oldemor)henne på Grønbjerglund, hvorimod hendes mand Eskild Hansen og sønnen Jens Hansen ikke gjorde. Der har været hårdt for lille Ibsine at vokse op uden sin mor. Der var ingen til at lære hende noget om madlavning, hvilket hendes evner i den retning da også bar præg af hele hendes liv igennem.

Ibsine var kun 19 år, da hun giftede sig med Jens Hansen på Grønbjerglund. Min moster Mary har fortalt, at Poul Zachariassen lavede en aftale med Jens Hansen om at gifte sig med Ibsine. Jeg har en anelse om, at det skyldtes at Ibsines bror Zacharias havde forlovet sig med den pige, han skulle giftes med og dermed overtage gården, hvorfor Ibsine helst skulle afsættes. Det var ikke usædvanligt på den tid, at forældrene valgte en partner til deres søn eller datter – og selvfølgelig af passende stand. Det forlyder, at det vist ikke var det store lidenskabelige forhold, men der kom da 4 førn ud af ægteskabet, nemlig Eskild, Anna, Mary og Jensine.

Ibsine og Jens Hansen blev gift i 1900 og overtog ”Grønbjerglund” efter Eskild og Sine. Poul Zachariassen flyttede ind i en stue på gården, og blev passet af sine børnebørn Anna, Mary og Jensine. Han boede der til sin død.

Sine og Eskild Hansen flyttede også ind på ”Grønbjerglund”. I en udlænge blev der indrettet aftægtsbolig til dem.

Zachariasslægten

Slægten stammede fra Gadbjerg. Slægten var meget stor. En stor del af denne slægt boede i Bindeballe. Poul Zachariassens søn Niels, forsøgte sig med købmandshandel, der blev indrettet på gården ”Mellemgård” i Bindeballe by – det var først i 1860erne. Efter nogle år kneb det med handelen og forretningen blev lukket. Fra 1898 til 1905 var Niels Zachariassen medejer af ”Slotsbjerggård” i Bindeballe.

Det var i øvrigt Sines lidt ældre søster Karen Udesdatter, som da allerede var blevet gift sønnen på Bindeballe Overgård, der var årsag til at hendes søster Sine kom til Bindeballe. Hun foreslog hende nemlig, nu da Eskild Hansens 1.kone var død, om det ikke var en ide at hun tog pladsen som husbestyrerinde hos ham. Dette nægtede hun, da hun ikke ville så langt ud på landet, og slet ikke til enkemand. Hun tog pladsen hos Eskild, de blev gift og fik 7 børn!!!

Grønbjerglund

Lidt på den anden side af jernbanen i Bindeballe, der lå Jens Hansens fødehjem ”Grønbjerglund”. Den blev bygget af min oldefar Eskild Hansen ca. 1850. Han kom fra en gård i Skibet ved Vejle. Hans 1. hustru hed Hedvig. Hun døde i barselsseng, derefter giftede han sig med Sine Pedersen. Samtidig med at han byggede gården, gav han sig til at opdyrke heden. De fik 7 børn. Det var Jens Hansen, den 2. yngste, der overtog gården, og som så senere giftede sig med Ibsine fra Marensminde. De blev gift i år 1900. I 1935 overtog Jens Hansen og Ibsines søn, Eskild, så gården. Han blev gift med tante Dagmar. De fik 6 børn. Den 1. John, døde som spæd. Derefter kom Aksel, Theodora, Britta, Hanne og tvillingerne Jens og Jørgen. Yderligere adopterede de en af søn af Dagmars søster, der var blevet enke, og hendes nye mand ville ikke vide af hendes barn fra dette ægteskab. Drengen hed Hans Jørgen. Han var den ældste af Eskild og Dagmars børn.

Jeg kom da også derhenne og legede med mine kusiner Teddy og Britta. Jeg kunne ikke så godt lide at være der, for stemningen i hjemmet var utrolig meget præget af det religiøse. Der var sjældent et smil at anspore hos hverken morbror Eskild eller tante Dagmar – hendes mundvige hang altid opgivende nedad, og morbror Eskild bad nogle meget lange, søvndyssende bønner. Skønt det var sjovt at lege ude i haven i deres klækhus (til fisk), så var stemningen var for tung og trist – kort sagt et kedeligt sted at være.

Fortsatte man lidt forbi Grønbjerglund, kom man op til et sted, hvor der var lidt skov på begge sider. Derinde bag træerne lå en lille ejendom kaldet ”Nissely”. Ejeren hed vist Nissen, deraf navnet, men som barn vidste jeg ikke dette. Jeg var altid lidt bange for at cykle forbi, da jeg troede der var nisser i skoven, og de kunne jo løbe ud på vejen når jeg cyklede forbi!

Andre beboere i Bindeballe

Skråt overfor brugsen boede vognmand Niels Østergaard og Petra. De havde kun én søn, Arne. Han overtog senere forretningen og flyttede hele vognparken til Egtved.

Tidligere sognefoged Hans Juhl boede i en bungalov ved siden af Østergaards. Hans Juhl stod næsten altid ude ved havelågen og studerede dem der passerede forbi. Han var en høj og statelig mand. Han havde en stor vorte på den ene kind, husker jeg, men hans kone har jeg ingen erindring om.

På hjørnet ved Slotsbjergvej boede Inger og Svend Pedersen. De boede nu også nede på ”Rosdam”, hvor han vist har fiskemester, men jeg husker ikke i hvilken rækkefølge de boede hvor. De havde en søn der hed Leif. Han kom meget på Grønbjerglund og legede med Jens og Jørgen. Han var altid den der turde mest, f.eks. springe over en lille fiskedam uden at falde i. Han turde også kravle op på det allerøverste trin på en stige ude i laden o.s.v. I en alder af 17 år kom han ind og blev mat-elev, men jeg ved ikke helt hvad det betød, udover at det var indenfor søværnet. Lidt længere henne ad Bindeballevej der boede i min barndom en mand, der hed Andreas. ”Drees” blev han kaldt. Han var meget høj og meget stor i omfang og lurvet klædt. Han lignede en, der aldrig havde arbejdet, men stod blot ude ved vejen, hver gang man kom forbi. De sidste par år af jernbanens tid var han stationsforstander i Bindeballe.

Rosdam

Den blev bygget, da Jens Hansen og hans bror, Mads, skulle have hver sin gård. Den netop byggede jernbane kom da til at danne et naturligt skel, hvorfor Mads fik tildelt jorden på den anden side af banen og byggede så Rosdam med eget matrikel nr. Jorden blev altså udskilt fra Grønbjerglund. Mads Hansen og Ane flyttede dog senere til Randbøldal. Nedenfor Rosdam i retning mod Liegård, var der mange fiskedamme, som vist hørte under Liegård. Der var også et kildevæld. Dette område dannede ligesom et hoved, hvorfor stedet altid blev kaldt ”Farbror Mads´s Hoved. Vi kaldte ham farbror Mads, skønt han var vores bedstefars bror, men så vidste vi, hvem vi talte om.

Gårdstederne

Lidt længere oppe ad vejen er landskabet på begge sider præget af sandflugter helt tilbage fra 15-1600 tallet. Området er fredet.

Der intet der signalerer, at nu kommer man til ”Gårdstederne” – eller ”a gå´ste”, som det hed i gammel tid, det er noget man blot skal vide. Slår man op i ”Trap Danmark”, står der kun 2 linjer om, at der engang i 1600 tallet lå 4 gårde – dette er alt!!

Vejen, der går til venstre, har det uofficielle vejnavn ”Gl Møllevej”, fordi gårdmænd ude fra denne egn, ja helt fra Almstok, kørte ad denne vej til Bindeballe Mølle for at få malet deres korn. Fortsætter man ad vejen, kommer man om til en lille gård, ”Bundløse”, der boede et søskendepar Magnus og Ellen Poulsen. Derfra går vejen videre op over ”banen”(som blev nedlagt i 1957) og til højre hen til ”Springbjerg”, hvor moster Mary og morbror Hans boede.

I Kancelliets brevbøger 1635-36 dateret i Haderslev 27.2.1636 og står i Jydske Fortegnelser 9. bind folie 2776. Kongebrevet lyder således: Efterskrevne Kronens Bønder ved navn Søfren Jensen, Mats Jørgensen, True Mortens og Peder Jørgensen i Bindeballe, Koldinghus Len, har andraget om, at det må blive dem tilladt at flytte deres Gårdes Huse på deres egne Grunde, da de som følge af Sandknog er ganske ødelagt, en del af dem mejet ned og sønderknust, og gårdrummet fyldt med Sand, så at de ikke kan give den tilbyrlige Landgilde og anden Rettighed. Da det med Synsvidne har bevist, at deres opgivelse er sandfærdig, tillader Kongen, at de må deres Gårde flytte og efter Synsvidner genopføre dem på deres egne Grunde.

Gårdene blev da genopført ovre på den anden side af vejen. I svinget blev der sat et risgærde som læ for sandflugten. Derfor er der i dag et meget stort dige rundt i svinget. For en del år siden, da vejen i svinget skulle udvides lidt, fandt man på højre side af vejen en lang række af stenbro, der ligesom bekræfter, at der bagved blev gårdene flyttet til. Der var ikke traktorer i hine tider til hjælp til flytningen, men kun stude/heste der blev spændt for en vogn. Det har været et meget stort og kompliceret arbejde at flytte disse gårde.

Ad åre knøg gårdene atter til med sand, og de blev da flyttet op ovenfor bakken. Der er så efterfølgende bygget en del flere gårde. Dette område hedder nu Bindeballe By, skøn intet skilt signalerer det, det er blot almen viden på egnen.

Det kunne så tænkes, at der hvor stationen ligger, det skulle hedde Bindeballe Stationsby, men hele området hedder blot Bindeballe.

Bindeballe Overgård

Den 1. gård ovenfor bakken på højre hånd, den ejede min 2xtipoldefar, Chresten Pedersen fra sidst i 1700-tallet. Gården hedder ”Bindeballe Overgård”. Han blev gift med Ane Joensdatter fra ”Bindeballegård” som ejedes af min 3 x tipoldefar John Pedersen, kaldet St. John. Han fik dette tilnavn, fordi han var en stor personlighed, men måske også fordi han var kendt for at være meget stærk, f.eks. kunne han løfte en tønde korn (ca 100 kg) direkte op fra gulvet og svinge over skulderen og vandre afsted med den, ligeledes blev det fortalt, at han i mangel på værktøj, kunne bide et 2-tommer søm over med tænderne.

Disse 2 gårde lå lige ved siden af hinanden. Gårdene var meget store – begge med et jordtilliggende på ca. 300 tdr. land. Da Chresten Pedersen og Ane Joensdatter blev gift, deltog hele slægten i meget stort antal. Parret blev kørt til Randbøl Kirke for at få forrettet vielsen. Det blev vist det sidste bryllup i Bindeballe i gammeldags forstand. Det var meget højtideligt, idet der både var bydemænd, forridere, brudgomsfører og brudefører.

Chresten Pedersen havde mange hverv som sognerådsformand, bl.a. var han også sognefoged. Han var en statelig mand med sølvbeslag på spadserestokken. Medbringende denne stok red han en dag på ”frierfødder” til ”Agnetesminde” i Fredsted/Viuf. Han skulle finde en værdig hustru til sin søn, så han kunne overtage gården. En gårdmandssøn kunne jo ikke gifte sig med hvem som helst, så en pige fra ”Agnetesminde” kunne nok gå an. ”Agnetesminde” var en meget stor gård, i kategori lidt under en herregård med mansard på stuehuset!! De gjorde store øjne, da Chresten Pedersen gjorde sin ankomst. De ville vide, hvordan det stod til henne i Bindeballe. Nu var Chresten Pedersen ikke en mand der pralede med sin velstand, så han svarede blot, ”Jo, det går an”. De ville også vide, om det var rigtigt, at deres heste stod på fjælet gulv? (bræddegulv). Folkene i Viuf var noget undrende over al den rigdom, men det var sandt nok. For da de flyttede gårdene fra ”Gårdstederne” på grund af sandflugt, havde de hamret pælestykker ned i hestebåsene for at hole sammen på sandet.

Pigens forældre sagde ”Ja tak til frieriet”. Dengang var det forældrene der bestemte, hvem børnene skulle giftes med. Pigen hed Karen Udesdatter, og hun blev min tipoldemor ved giftermålet med Chresten Pedersens søn, Joen Christensen. Når Chresten Pedersen vidste, at der var hamret egetræsstolper ned i undergrunden for at holde på sandet, var det sandsynligvis tale om overlevering fra hans farfar, Chresten Christensen Paaske, der havde gården fra ca. 1625. Han levede fra 1695 til 1746 og var gift med Ane Enevoldsdatter. Chresten Christensen Paaske stammede fra Vork ved Egtved.

Tingstedet og Bindeballebymændene – Bindeballegård

Lige overfor Bindeballegård på hjørnet ved Abildgårdsvej var der i gamle dage et tingsted. Der holdt Bindeballebymændene deres byrådsmøder og bestemte landsbyens love og reglementer med deres tingstokke. De sad på nogle store kampesten. Rundt mellem kampestenene var der nogen beplantning, ligesom der var en del småblomster. Bymændene havde magt i området. De var alle meget velstående bønder. Nogle af kampestenene ligger i dag ved indkørslen til Bindeballe station. Der var grus på selve tingstedet. I nyere tid blev det en vejmand der gik til job at holde pladsen ren. Der var dog problemer med drengene fra Bindeballe, for når de cyklede hjem fra skole, var det sjovt lige at lave nogle bremsespor på pladsen, og så blev vejmanden vred og råbte efter dem.

Randbøl Kirke

Det var usle tider i Randbøl sogn med krige, pest og sandflugt. Omkring 1670 var området så forarmet, at kirken havde stået tom i ca. 3 år. Sognet kom da under Nørup Kirke som anneks.
I 1759 beretter Joen Pedersen, at:
”I 1769 kiøbte vi Kierke
1771 blev vi Selvejere
1785 blev marken skift”
…….Joen Pedersen 1791

Springbjerglund

Når jeg cyklede nede fra Bindeballe langs med banen hele vejen derom, så var det hver gang en spændende tur. Jeg forsøgte altid at cykle fra toget. Det kunne endda gå med det gamle damplokomotiv, det varede nemlig lidt inden der kom gang i den, da det steg svagt hele vejen fra Lihmskov og til Randbøl, men med den nye røde skinnebus, da måtte jeg give op – den overhalede mig altid, inden jeg kom til vejen der drejede derom. Morbror Hans havde fortalt, at jeg skulle passe på henne ved den gamle grusgrav, for der kunne der godt komme en ræv farende op – det gjorde mig lidt bange, for pludselig steg vejen, og så kunne ræven jo være lige i hælede på mig. Jeg så nu aldrig en ræv.

Det var rigtig sjovt at være på ferie på Springbjerg. Far og morbror Hans var fætre, og de lignede hinanden ret meget med deres sorte humor. Jeg skulle altid sove oppe på loftet i det værelse, der vendte ud mod hønsehuset. Det var Annas værelse. Ibbes var til venstre lige ovenfor trappen. Når jeg sov på Annas værelse, så kunne jeg nemlig se, når den hvide italienerkok trak i ”a klejjer om monneren” (i tøjet om morgenen), sagde morbror Hans. Lige siden har jeg kunnet se for mit indre øje denne kok stå der og strække vingerne i vejret for at klæde sig på!! Og så spurgte han hver sommer, ”hwordan er et no, håer di fåer van soldat?” Det var så pinligt, at have en far, der ikke havde været soldat. Jeg holdt jo så meget af min far, og jeg vidste godt, at dengang, så var det ikke en rigtig mand, hvis han ikke havde været soldat – og hver gang måtte jeg svare, at det havde han ikke. Og så var det morbror Hans altid sagde med skuldrene godt løftet op mod ørerne for at vise, hvordan en rigtig soldat så ud: ” A håer jo ladden ved a kanoooooner.” Når jeg spurgte min far, hvorfor han ikke havde været soldat, svarede han, at de ikke havde behov for befalingsmænd dengang!!!! Det rettede jo lidt op på situationen.

Jo, og så havde de en hund, der hed Hektor. Så spurgte morbror Hans altid: ”Hva er et no te jeres Hektor hedder?” Jeg syntes det var et dumt spørgsmål og måtte hver gang svare, at vores Hektor hed Vagger.

Ibbe og Anna var for længst flyttet hjemmefra, men Søren Bent boede stadig hjemme. Han havde nogle sjove vaner. Han var spejder, og alt skulle foregå på spejdermaner. Han byggede en lille hytte nede i skoven lige op ad banen. Han havde alt muligt køkkengrej dernede, så han selv kunne koge æg om morgenen. Han havde også en lommelygte, så han kunne gebærde sig i mørket. Moster Mary var ikke glad for det. Så når det blev mørkt gik vi sammen med en lommelygte i hånden ned for at se til Søren Bent, om han var gået til ro i sin køjeseng.

Søren Bent var i det hele taget en sjov fætter. Da han var barn, var han en dag med moster Mary i roemarken. Mary kikkede på uret og sagde: ”No trowwer a at Anna er kommen hjem fra skuerl”: Søren Bent: ”Hvorfor trowwe do det?” Mary: ”Det ka a rejn ud”. Søren Bent: ”Så rejn et ud”. – Jeg ved ikke hvad moster Mary svarede…

Da Søren Bent giftede sig med Inga, overtog de gården, og Hans og Mary flyttede ned i mine bedsteforældres hus for at passe bedstemor. Det viste sig nu at værre en større opgave end moster Mary kunne klare. Bedstemor var særdeles vanskelig at omgås. Mary beklagede sig ofte til Hans, men han svarede blot: ”Pyt, det skal du da ikke tage dig af”. Engang havde Hans så været alene hjemme med bedstemor. Hun blev også ham for meget, men når han beklagede sig til Mary, så svarede hun tilbage, ”pyt, det skal du da ikke tage dig af !!!” Jeg tror nu nok moster Mary var lidt bange for bedstemor, eller havde i hvert fald megen respekt for hende. Når Ibbe og Anna skulle cykle på brugsen for at handle – og med deres lange fletninger, beordrede moster Mary dem til, at de skulle tildække deres hår, når de cyklede forbi bedstefar og bedstemors hus!!! Man kan vel sige, at moster Mary måske lod sig styre af sin mor. Hun skulle nok have sagt fra over for hende, men den slags lå ikke lige for moster Mary. Det endte med, at bedstemor blev flyttet over til os på Vollundgård, for mor kunne hun ikke så let rende om hjørner med. Men det blev dog også mor for meget. Hver dag når hun skulle skrælle kartofler, lavede hun et farligt postyr, for det var ikke sådan en kniv hun var vant til at bruge derhjemme. Bedstemor blev midlertidigt flyttet på et plejehjem i Viuf for senere at blive flyttet til et nybygget amtsplejehjem i Lunderskov. Der var hun til sin død i 1991.

Søren og Inga solgte senere gården og overtog bedstefars aftægtshus i Bindeballe. Ulykkeligvis døde Søren i oktober 2014 efter at være styrtet på cykel henne på en cykelsti mellem Ribe Landevej og Skibetvejen i Vejle. Inga har nu solgt huset og flyttet i en lejlighed i Bække.

Springbjerg Galgebakke

Den vej der går fra Springbjerglund op til Hærvejen, der er der lige overfor, hvor vejen kommer op, en galgebakke på den anden side af Hærvejen på Amhedegårds jorde. Der skete der engang en gruelig henrettelse. Historien lyder sådan: Henne på Randbøl Kro, der ligger lige overfor kirken, (det var en rigtig studedriverkro og kroen blev lukket, da jernbanen blev ført igennem i 1897) der blev der drukket tæt bag de tykke mure. Der blev engang fanget en rovmorder. Det fandt sted sidst i 1700-tallet. Der kom en stoddermand på sin tiggerfærd. Han sad i et hjørne og hørte en rigtig stude- og hestepranger sidde og prale af, at han havde tjent 1800 daler. Da prangeren skulle afsted løb stodderen i forvejen og ventede på ham ved Nørup Dal. Han havde en pistol med sig, og da studehandleren kom, skød han ham med et højt knald lige under højre arm, og han faldt død om. Så tog han tøjet af den døde, puttede ham i en grav og tog både de 1800 dalere og hesten, og så var han ikke stoddermand længere, men en fin mand med mange penge. Tyve år senere var morderen blevet til stoddermand igen og kom på sin tiggerfærd igen forbi Randbøl Kro. Der får han sig en tår brændevin, og det endda så meget, at han begyndte at prale af, dengang han røvede en pranger i Nørup Dal og fik 1800 daler ud af det. ”Nåda”, sagde kromanden, ”nu kan jeg godt genkende dig, og så er det jo dig, der har skudt prangeren”. Da gik han til bekendelse og viste endda kromanden, hvor han havde begravet ham. Så blev stodderen dømt til døden og de tog livet af ham på en eller anden måde, parterede hans legeme med skarpretterens økse og satte hovedet på en stejle (stage). På en vognhjul, som sattes vandret op på en høj stang i højde med stejlen, anbragtes torsoen sammen med arme og ben på hjulet. Dette til skræk og advarsel og ligesindede til afsky og rædsel.

I hine tider var det en sensation, når en henrettelse skulle finde sted, folk flokkedes omkring retterstedet i meget stort antal. De få aviser, der fandtes dengang, var fyldt med den spændende nyhed. Der er endda en der mener at huske, at der i nyere tid er fundet nogle rester af træ på stedet!!!!

Ifølge Evald Tang Kristensen er der måske tale om en vandrehistorie. Han rejste nemlig omkring år 1900 rundt i landet og samlede historier. Han indrømmer dog, at han ikke vidste, hvad der var rigtig og hvad der var vandrehistorier. Under alle omstændigheder er det en spændende henrettelses historie.

Lige siden morbror Hans’ far Søren Hansen har historien været fortalt. Søren Hansen havde Springbjerglund på den tid, da jernbanen blev bygget. Søren Hansen blev født på Lenelyst. Springbjerg er således udstykket fra Lenelyst (altså den gård som min tipoldefar Søren Niels Terp byggede i 1832). Bag ved Springbjerg var der en slugt, som skulle fyldes ud og gøres plan, så der kunne føres jernbaneskinner hen over. Søren Hansen påtog sig dette job. Som betaling fik han 50,00 kr. – det var midt i 1890erne!!

Kildevæld

På vejen op til Hærvejen var derfor mange år siden i venstre side et stykke oppe ad vejen et kildevæld inde på marken. Søren Bent har fortalt derom. Der blev ført et rør derfra og ned til gården, men jeg ved ikke om det var til stuehuset eller til stalden. Sigvald Bach i Frederikshåb arbejdede en del i grusgrave, bl.a. oppe for enden af Springbjerglund lige ud til Hærvejen. En gang ved en fejl kom han til at køre i dette rør, så det ikke fungerede mere.

Morbror Hans var i en kortere periode, vist et års tid, sognefoged. Det var lige omkring dengang han giftede sig med moster Mary.

Søren Bent har engang fortalt, at når de store godstog kom ”slæbende” op fra Bindeballe mod Randbøl – de kørte meget langsomt – så hoppede han engang på toget og kørte med som blind passager op til Randbøl og vandrede ad skinnerne tilbage, men han fortalte det aldrig til sin mor!!! Gad vide, hvad hun ville have sagt???

Antikviteter

Morbror Hans fortalte for mange år siden til Anna og mig, at der udenfor gården i retning af banen, blev gravet en hel masse gamle antikviteter ned, lamper, messing-sager mm. Jeg ved ikke, hvor de stammede fra. Det kan kun være fra Søren Hansen tid, for gården blev jo udstykket til ham, så der har ikke boet andre. Jeg ved heller ikke om morbror Hans var med til at grave det ned, men det forlød, at der var tale om rigtig meget. Anna og jeg blev helt balstyriske. Vi ville have det gravet op, men problemet var, at der i mange år havde gået en vej henover stedet. Vi havde flere datoer planlagt til udgravningen, men det blev altså aldrig til noget – desværre!!

Bier

Morbror Hans havde bistader ude i haven. Han elskede sine bier, og det var sjovt at se, når han klædte sig ud i sit ”bitøj” for at gå ud og kikke til dem – så lignede han et spøgelse. Det var sjovt at være med til at slynge honning ud. Bierne betød rigtig meget for ham, og så drog han ofte med toget til Vejle til bi-møder.

En lille tilføjelse om Anna

Engang til fødselsdag på Springbjerg, jeg husker dog ikke hvem der blev fejret, men hele familien var tilstede. Anna havde som gave købt et langt kagefad af glas. Det skulle ifølge Anna, kunne holde til at falde på gulvet, uden at gå i stykker. Anna lod det falde lodret ned for at bevise alle gæsterne dets kvalitet. Fadet knustes i tusinde af småstykker. Anna blev meget flov og satte sig stille ned på sofaen med hænderne for hovedet. Der blev total stilhed i stuen. Da blev morbror Hans godt nok meget vred, men jeg husker ikke hvad han sagde.

Da Ibbe og Anna var børn, havde en eller andet bildt morbror Hans ind, at hans piger da skulle have fastelavsmasker. Morbror Hans var i Vejle og købte en til dem hver. På vejen hjem i toget, fortrød han noget så grusomt. Sådan nogle skulle hans piger nu alligevel ikke have, så han kylede dem ud af togvinduet. Jeg ved ikke, om han har fortalt det til andre end mig.

Feriebørn

I mange år havde vi 2 sydslesvigske feriebørn fra Flensborg. De hed Ilse og Gert og var søskende. Første sommer de var hos efter krigen var vist i 1947. Ilse var da 9 år og Gert 6-7 år. De kom fra et hjem, hvor de virkelig havde mærket krigens rædsler. Vi deltes om disse børn, og de skiftedes til at være hos os i Vollund eller hos moster Mary og morbror Hans. De var virkelig meget fattige. Mor sad altid og syede tøj om til dem, eller hun tog dem med til Vejle og handlede hos en marskandiser, så de blev ekviperet til næste år, når de kom igen – det samme gjorde moster Mary. Når en af os havde slagtet gris, fandt mor og moster Mary altid ud af, hvem der havde ærinde til Flensborg, så de kunne tage en pakke sul med til dem. Disse pakker gjorde megen stor lykke. Jeg var dernede engang, da de fik leveret en sådan pakke. Da moderen så der lå en stor suppehøne i pakken, da græd hun. Det stødte mig nu bare, at hun lagde hønen op en i beskidt håndvask ude på toilettet. Morbror hans elskede at holde sjov med Ilse og Gert, ligesom min far også gjorde. Min far havde også et par bistader. Morbror Hans bildte børnene ind, at Poulins bier, de var meget farlige, de var ikke tamme, sådan som hans egne bier var.

Børnene blev helt forvirrede, for hvem skulle de tro på, Poulin eller Hans?? Ifølge Poulin, så var det nemlig Hans´ bier der var farlige!! Eftersom far og morbror Hans var fætre, så lignede de hinanden ganske meget – ikke mindst hvad humoren angik. Ilse og Gert kom hos i rigtig mange år, også efter de blev voksne, dvs., det var nok mest Ilse der kom, for Gert flyttede til Hongkong og boede der i mange år med sin familie. En gang kom han dog på besøg i Vollund. Sammen kørte vi til Bindeballe. Morbror Hans var alene hjemme. Jeg spurgte ham, om han kunne kende denne unge mand, som var blevet en meget stor og høj. Længe stod morbror Hans eftertænksom, hvorefter han sagde: ”Jah, vi håd jo engang en feriedreng fra Flensborg, men han sedde jo no owwe i Sjanghaj, så ham ka et jo no æ vær” – idet han løftede skuldrene godt op til ørerne, som han havde for vane at gøre, når han skulle understrege noget. I morbror Hans´ verden kunne Sjanghai eller Hongkong, vel komme ud på et?? Og jeg skal lige love for, der var stor gensynsglæde!!!

Engang var Ilse også på besøg en dag, eftermiddagskaffen skulle indtages i Bindeballe. Vi sad bænket om bordet. Morbror Hans havde travlt med at sluge kaffen, for han skulle til bimøde i Vejle – end ikke Ilses besøg kunne forhindre ham. Jeg sad ved siden af morbror Hans, så spurgte han mig: ”Ka do æ lie mærk ater, om a skal ha a skeg towwen å, inden a ska afstej”: Jeg vidste godt, hvad der så ville ske, så jeg svarede, at det troede jeg Ilse var bedre til. Hun sad lige overfor. Morbror Hans bøjede sig lidt fremover, og Ilse følte efter på hans kind, og han sagde jo lige netop det, som jeg kendte alt for godt og som er svært at stave, men noget i retning af ”haaw,haaw,haaw”. Ilse blev så forskrækket, skreg op, bordet var ved at lette fra gulvet, kaffekopper blev næsten tømt ud på bordet og kagerne røg af fadene. Ilse var rystet og sagde, efter at have sundet sig lidt over chokket: ”Det er altså mærkeligt, for hver gang jeg kommer herop, så må jeg altid stille mig om, og det kan jeg ikke finde ud af, for det hele kommer så pludselig” Morbror Hans var da på vej ud ad døren for at nå toget til sit bimøde, mens vi andre måtte tørre kaffebordet af og få kagerne sat på plads igen, og ellers få grinet af, alt imens Ilse stadig var i choktilstand.

Kort før Jan skulle rejse på udveksling til Californien i 1979, var moster Mary og morbror Hans inviteret ud til os i Kolding. Morbror Hans sad i en øreklapstol og små sov. Jan forsøgte at gøre ham interesseret ved at tage verdensatlasset frem og vise ham, hvor han skulle være det næste år. Morbror Hans sad stadig, tilsyneladende helt uanfægtet af Jans forklaringer, og små sov, men svarede sådan pr. automatik ”jow, jow, jow !” Han hørte overhovedet ikke, hvad der blev fortalt.

Morbror Hans ville gerne tegne for os børn. Jeg husker kun, at han altid tegnede grise i alle mulige størrelser. Dem de lå ned, det var dem der var døde. Det var nu ofte svært at se, hvilke der var døde og hvilke der var levende. Fantasien måtte tages i brug!!

Skovfoged Hammer

Efter krigen skulle der ansættes en skovfoged i Frederikshåb. Problemet var, at krigsproblemer gjorde, at skovfoged Hammer og hans hustru midlertidigt måtte indlogeres i Jagtvillaen til Liegård. Ibbe og Henning var lige blevet gift, og i den anledning skulle der holdes eftergilde på Springbjerg. Hr og fru Hammer blev inviteret, men var desværre forhindret. Det var de også til den næste invitation. 3. gang var de også inviteret, da kunne de heller ikke komme, da fru Hammers far fra Padborg kom på besøg, og de skulle hente ham i Vejle. Han var stationsforstander i Padborg. Så sagde morbror Hans, at han skulle komme med. Han skulle bare tage toget fra Vejle og forbi Bindeballe station, så ville morbror Hans gå ud og stoppe toget, så han kunne komme af. De kom til festen, og de var dybt imponerede over det med blot at standse toget. Fru Hammer har selv fortalt mig: ”Min far var Stationsforstander i Padborg, men han kunne altså ikke gå ud og standse et tog, men det kunne Hans Hansen i Bindeballe!!!”

Marensminde i nyere tid

Der boede Jens Jensen og Marie. De havde 3 børn, Ingrid, Gudrun og Henry. Henry overtog senere gården, da han giftede sig med Gerda fra Guldbergsminde. Ingrid blev gift med Sigvald Bach i Frederikshåb, Gudrun blev sygeplejerske, også gift, men flyttede fra hjemegnen. Marie var søster til Hans Hansen på Springbjerg. Det jeg husker om hende er, at hun altid sad med sit strikketøj. Hun vandt aldrig garnet i en nøgle, men trak det ud lige fra bundet, og det blev noget værre roderi. Jeg ved ikke, om hun en gang imellem rev det over, men hun sad i hvert fald altid og trak i en tråd, som ikke ville lystre, men hun blev tålmodigt ved.

Jens var en spøjs type, han talte uafladeligt, det gjorde Marie nu også, og det var mest formaninger hun udstedte af forskellig art, men jeg husker ikke hvordan de lød. Både Jens og Marie talte meget højt, så de var sikre på at blive hørt. Jens blev kun kaldt ”Hie-Jens, fordi han boede på heden. Emnet var altid, ”Dengang a va i Amærika” og så fulgte alle hans oplevelser derfra. (Amærika skal udtales med ”æ)”. Det største problem var, at der absolut ingen var, der troede på ham – sådan noget pral, men Jens blev ihærdigt ved, og han blev gjort til grin allevegne. Stakkels Hie-Jens!!

Årene gik, og min søn Jan blev udvekslingsstudent i Californien fra 1979 til 1980. Han kom hjem og fortalte noget i retning af det Hie-Jens havde fortalt om Amærika mange år tidligere. Da sagde min mor mange gange, ”Nu kunne jeg godt have tænkt mig at tale med Hie-Jens, for nu ved jeg, at alt det han fortalte, det har været rigtigt, men der var ingen af os, der troede på ham”.

Jeg kendte nu ikke Jens og Marie særlig godt, det var kun når der var familiefester på Springbjerg, at jeg oplevede dem. Men strikketøjet slap hun aldrig – formaningerne heller ikke.

Hie-Jens gik ofte på besøg hos sin svoger Hans på Springbjerg – altså min morbror Hans. De sad altid i sofaen ved siden af hinanden. Traditionen tro fortalte Hie-Jens om ”Dengang a va i Amærika o.s.v, o.s.v. Morbror Hans faldt altid i søvn og hørte slet ikke hvad Hie Jens fortalte, men Jens fortsatte troligt videre, velsagtens indtil kaffen blev serveret og det derefter var tid at gå hjem.

Hedeopdyrkning

Jens Hansens far, Eskild Hansen, Grønbjerglund og Ibsines far, Poul Zachariassen, Marensminde opdyrkede heden og byggede deres gårde, men det var Jens Hansen der fik æren deraf. Det viste sig nemlig, at der henlå et engområde, hvorpå der var lavet en klausul, at det ikke måtte opdyrkes de næste 50 år. Dette var Jens Hansen opmærksom på, så da de 50 år var gået, gav han sig til at opdyrke området. Der var så i mellemtiden lavet en forordning om, at dem der havde opdyrket hede, fik tildelt en mindesten i Kongenshus Mindepark i nærheden af Viborg. På bedstefars sten står der flere navne bl.a.:

NØRVANG-TØRRILD HERRED (som overskrift)

JENS HANSEN OG IBSINE MARIE

HEDEN, JA MAN TROR DET NÆPPE
MEN KOM SELV BESE DEN LIDT.

LYNGEN ER ET PRAGTFULDT TÆPPE
BLOMSTER MYDRE MILEVDIDT.

SKYND DIG KO, OM FØJE ÅR
HEDEN SOM EN KORNMARK STÅR.

Bedstefar blev indstillet til mindestenen både af Randbøl sogneråd, Hans Juhl og af Laurids Knudsen, Liegård.