Bellinge Brugsforening omkring 1960

Jeg, Ellen Hansen, tidligere Tukjær, kom i Brugsen i august 1957, var udlært tre år senere og blev der til maj 1961 og var tilbage en kort tid i slutningen af 1964.
I 1957 havde jeg en kusine, som var i Brugsen. Igennem hende fik jeg at vide, at de kunne bruge en lærling. Jeg kontaktede uddeler Olaf Bech og fik lærepladsen.
Lærepladsen blev med kost og logi. Lønnen var det første år ca. 125 kr. om måneden, når kost og logi var betalt. Af dette beløb skulle der betales skat. Det var inden kildeskatten blev indført. Mit værelse var uden varme, og badeværelse fandtes der heller ikke, så det var et fad vand med op på værelset og så etagevask. Om aftenen var jeg velkommen til at være i uddelerens stue. Uddeler Bech var blevet alene nogle år tidligere og havde ansat en husbestyrerinde til at tage sig af den daglige husførelse. Bech havde to børn, en voksen søn, Preben, og en ukonfirmeret datter, Elsebeth.
Maden, vi fik, var almindelig god dansk og veltillavet. Om lørdagen fik vi som regel øllebrød og pandekager.
Om vinteren var det som lærling mit arbejde at tænde op i kakkelovnen i butikken. Den kunne godt drille, så det var tit middag, inden der var bare lidt varme. Vi var heller ikke så forvænte med varme, som vi er blevet til gennem årene.

Dagligdagen i Brugsen
Hverdagen i butikken var meget anderledes, end den vi kender i dag. Varesortimentet ligeså. Mange varer fik vi hjem i løs vægt, og vejede så af, når vi ekspederede kunderne. Hvedemel blev dog leveret i 1, 2 og 5 kilos poser, hvorimod sukker kom hjem i store sække, hvis jeg husker rigtigt 100 kilos. Om sommeren i syltetiden, vejede vi om mandagen tit 500 kilo sukker af i forskellige størrelser poser, så vi blot kunne tage det fra hylderne. Det værste, vi havde at veje af, var sæbespåner. 15 kilo blev vejet af i 1½ kilos poser. Vi nyste i flere timer efter. Afvejningen af diverse varer fandt sted på balancevægte med lodder. Den i butikken var af messing, lodderne også. Vægten skulle pudses efter behov, med ikke lodderne, for så blev de for lette, sagde vægtkontrollen. Noget af det, vi også fik hjem i løs vægt, var sirup og sprit. Kunden kom så med glas eller flaske, som vi fyldte op. Sirup er som bekendt noget fedtet stads, så når tromlen var fuld, 100 liter, skulle spunsen sikres ekstra med en bred strop. Dette blev glemt engang, og siruppen løb ud på kældergulvet. Synderen var vores kommis, og med ordre fra Bech, fik han selv lov at tørre det op. Vedkommende kommis var fedtet fra top til tå, da han var færdig med rengøringen. Der var aldrig senere nogen, der glemte den ekstra sikring af spunsen. Bech var en god og reel læremester.

Køle- og frysevarer havde vi ikke noget af. Jeg tror ikke, det var almindeligt på det tidspunkt. Kød, pålæg og salater købte man hos slagteren. Grøntsager dyrkede man selv eller købte dem hos gartneren. Sortimentet af vin var kun en brøkdel af, hvad vi ser i nutidens supermarkeder. Det var kun ved særlige lejligheder, så som runde fødselsdage, bryllupper og lignende, at man købte vin, måske en flaske kirsebærvin til gave. Aalborg snapsen var også på hylderne. Den var mere brugt på det tidspunkt. Øl og vand blev leveret fra depoter af de forskellige bryggerier. Den gang var kasser af træ og med 50 flasker i hver, så det var tungt at bære en hel kasse op fra kælderen. Hvidtøl fandtes den gang i 75 cl flasker.

Udvidet varesortiment
Ud over almindelige kolonialvarer havde vi manufaktur, hønsefoder, cement, kul, hønsenet, hegnstråd, tækketråd, søm og skruer, vinduesglas, lægter og forskallingsbrædder. I trævarer havde vi kun det mest gængse på lager, men kunne så, hvis der var et bestemt ønske fra kunden, bestille hjem fra Tectum i Odense. Det blev så leveret hos kunden af vor fragtmand, Chr. Christensen fra Verninge. Dengang blev træ solgt i tommer og alen. Jeg fik også lært at skære vinduesglas efter mål. Der var mange ting for en ung pige at lære, men jeg havde en god læremester i Bech.
Betjeningen af kunderne foregik fra disk. Nogle betalte kontant, andre havde kontrabog, som de så betalte en gang om ugen eller måneden. Sammentælling skete i starten af min læretid med papir og blyant, senere fik vi regnemaskine. Hvis ikke kunden havde en kurv med til varerne, måtte vi pakke dem ind i brunt papir og lukke pakken med snor eller brunt klisterpapir. Bæreposen og tapen var ikke kendt endnu.
Hver uge havde vi to vareture, enten kom kunden og bestilte varerne, eller vi ringede og fik ordren. På vareturene fik vi fra kunder, som havde høns, æg med tilbage. Hver kunde havde en æggekasse. Kasserne blev så afhentet i Brugsen af Danæg, og en afregning fandt sted.
Hver lørdag, når vi kl. 14 havde lukket, skulle butikken gøres ren. Disken blev bonet og gulvet fejet over med savsmuld med olie i.
Til jul blev der lagt julepapir på hylderne og vinduerne julepyntet. En uge før juleaften startede vi med at holde åbent fra kl. 8 til kl. 20, om søndagen dog kun fra kl. 16 til kl. 20. Tiden op mod jul husker jeg som en spændende og hyggelig tid. Kunderne var ikke så stressede og forjagede, som vi alle vel er blevet med tiden på trods af, at arbejdstiden den gang var mindst otte timer længere om ugen. Ferierne var heller ikke så lange.
En lille sjov oplevelse som lærling var, at en kunde ringede og spurgte Bech, om der var en blandt personalet, som kunne engelsk. Da jeg var den eneste, blev jeg inviteret på middagsmad og eftermiddagskaffe for at være tolk mellem kunden og hendes amerikanske gæster.

Handelsskole
I to vintre gik jeg på handelsskole i Glamsbjerg to gange om ugen. En dag kl. 14 til kl. 20, den anden dag fra kl. 18 til kl. 20. På handelsskolen lærte vi om diverse varers oprindelse og forarbejdning og dertil bogføring og regning. Fritiden Den smule fritid, der var, blev brugt på gymnastik og håndbold. Hvis der var 6-dagesløb i fjernsynet, var vi en flok unge mennesker, som stod nede foran Hedam Jørgensens butiksvinduer og så det. I to vintre var jeg med til at spille dilettant nede i forsamlingshuset sammen med andre unge mennesker fra Bellinge. Her fik jeg nogle gode venner. Vi morede os meget, når vi øvede dilletant, men vi var også meget sammen derudover. Især husker jeg sommeren 1960, hvor der var OL i Rom. Når der var håndbold, samledes vi hos Karen Aalunds forældre, hvor vi spiste masser af ristet franskbrød med ristede champignon. Karens kæreste var på et champignongartneri. Leif Henriksen var også en af ”holdet”.
I 1964 var jeg tilbage i Bellinge Brugs i fire måneder for at hjælpe Bech med noget regnskab.
Jeg husker min læretid i Bellinge Brugs som god og spændende, og hvor jeg fik lært en masse, som jeg har haft gavn af hele mit arbejdsliv. Jeg har arbejdet inden for faget, indtil jeg gik på efterløn.