Træskoindustrien

I hele forrige Aarhundrede var Sognet rigt paa Træskomænd, Træskokarle og Træskodrenge. Mange var dygtige, og der var Kappestrid og Konkurrence i Faget. Niels Boier kunde saaledes paa en lang Sommerdag hugge og hule 18 Par. Han var ogsaa en anset Læremester. Mads Kr. Madsen lærte saaledes hos ham i med det Vidnesbyrd, at han blev god til det, eftersom han var saa gammel en Læredreng, nemlig ca. 32 Aar. Dennes Søn Mads Peter Madsen Lærte ogsaa her, og 10 Aar gammel tog han selv til Nibe og solgte sit første selvlavede Par Træsko. Grunden til denne Handel var, at hans Søster skulde til Begravelse; men hun manglede Penge til at faa sin Kjole i Orden. Denne Forlegenhed hjalp Broderen hende over, da hun fik Træskopengene og kom lykkelig med til Begravelsesfesten. I Aarene fra 1870 — 1915 lavede Mads P. Madsen ca. 800 Par Træsko om Aaret. Hele hans Produktion anslaaes til ca. 36,000 Par. Han var derfor ogsaa den sidste betydelige Træskomand og industrien i Sognet faldt med ham ved hans Død i 1917. Han fik 18 – 20 kr. for Snesen hos Træhandler Niels Didriksen og hos Møller Hjort i Nibe.

Hans samtidige Konkurrent Hans P. Boier opnaaede derimod kun 16 Kr. pr. Snes. Han protesterede fagmæssigt over for Forhandleren ved at sige, at deres ”Hvoller i Træskoene var jens”, for de havde lært ved samme Mester. Mads P. Madsens Søn Christen Madsen, fortsatte Fædrenes Haandværk, men flyttede kort efter Faderens Død til Sønderup, hvor han endnu i 1932 har fremstillet ca. 400 Par Træsko med Faderens Værktøj, som han fik med fra Hjemmet.

Træskofremstillingen havde flere faglige Udtryk. Træskomændenes Dagsarbejde begyndte ofte Kl. 3 – 4 om Morgenen. Man huggede Træskoene til; thi saa snart Dagslyset kom, kunde man se at hule. Hulningen foregik i Hulhuset, der var Aabent mod Syd for Lysets Skyld. Om aftenen tællede man dem ved Lampelys. De færdige Træsko røgedes i de gamle vide Skorsten, hvori der stod Stativer til at sætte dem paa.

Træsko, træ og trægilder
Træskoindustrien spillede en stor rolle i egnene om Rold skov, hvorfra man i ubegrænset mængde kunne få bøgetræ til træsko. I hele 1800-årene var der i Aarestrup sogn mange mænd og karle, der ernærede sig ved at lave træsko. Hvorledes det stod til i 1700-årene er vanskeligere at bedømme, men træskohåndværket har næppe på langt nær været så almindeligt som i tiden efter bondens frigivelse. I folketællingslisten af 1. juli 1787 opgives 72 bosiddende familier, hvortil tilsammen hørte 357 personer. Blandt disse var kun to træskomænd i byen Ersted og to i Torsted, men slet ingen i Aarestrup by, der dog var mere end dobbelt så stor som Ersted og Torsted tilsammen. Fra ca. 1850’erne siges der dog almindeligt, at på den tid kunne alle mænd i byen lave træsko, et udtryk, der dog må tages med forbehold.

Spørger man gamle og ældre folk på egnen, om de nogensinde har været med til et træskogilde, svarer de med forbavselse: ”Nej, de’ ved a et! Hva’ æ de for nøj?”, men spørger man derimod, om de har været med til et trægilde, så ved de besked.

Vedrørende træskohåndværket holdtes der kun trægilder i sognet og disse holdtes, når man fik træ kørt hjem fra skoven. De faldt i den tid, da skovauktionerne holdtes eller kort tid efter. De trægilder, der omtales her, faldt i tiden 1870 til 1890, da træskomanden som oftest ikke var kørende.

Nørlund-Torstedlund skove var dengang som nu inddelt i fire distrikter:
1. distrikt: Damborg skoven, hvortil købere fra Rold sogn ofte kom.
2. distrikt: Skovene ved Trads, hvor folk fra Ravnkilde sogn købte.
3. distrikt: Hjortespring
4. distrikt: Espelund

De to sidste begge i Aarestrup sogn, hvor samme sogns købere holdt til. Der holdtes i ovennævnte tidsrum sædvanligvis to auktioner i hvert distrikt om året eller i alt otte. De første fandt sted midt i oktober, og de sidste sidst i november eller først i december. På auktionsdagen samledes man et bestemt sted, og der kunne da være en mængde købere, ikke alene træskomænd, men også gårdmænd og husmænd, der købte kævler til gavntræ. Her var alle sognets træskomænd sikre købere. Ved en auktion førte skovfogederne Rasmus Hansen og Peder Gregersen an sammen med skovrideren, som var auktionarius. Der solgtes ofte op til 200 kævler eller korrer, som træskomændene altid benævnte dem. Endvidere solgtes der træer på roden, og før hver auktion oplæstes altid reglement for hentning af træ og fældning. Ingen bud måtte falde under 20 øre. Auktionen begyndte gerne klokken 10 om formiddagen og varede til aften, da man ofte måtte marchere vidt omkring fra sted til sted.

Når man så havde budt et par timers tid, spurgte skovrideren: ”Er I snart sultne?”, og derefter fulgte en slags trægilde i skoven. Skovrideren plejede gerne at indlede gildet med at spørge: ”Hvor meget snap plejer I at få?”, hvorefter der råbtes op efter ønske: 4-6-10-16 potter!

Køberne havde sædvanlig en mellemmad med. Desuden sørgede godset for at en ”Maketender” kom til stede, fx Else Marie Nielsdatter fra Conradsminde, der havde kørekarl med en trillebør belæsset med hvedebrød eller også en vogn. Desuden gav godset snaps til køberne på det sted, man lejrede sig. Snapsen dram man af 3 eller 4½ pægls glas, der gik rundt, så enhver kunne tage så meget, han ville, endskønt den, der kom med glasset pegede udenpå sigende: ”Hertil går den næste snaps”. Når glasset var tomt, bragte den, der havde fået det eller hvem som helst det hen til tønden og fik det fyldt. Mens snapsene var gratis, måtte enhver selv betale de fem øre hvedekager eller kringler, der købtes. Der var nok af begge slags. Hele gildet gik i særdeleshed god forståelse og behagelighed, og endte altid med, at de mest tørstige til slut løb til dunken for at få endnu et par sidste ”krumskyllere” for at få munden renset.

Efter frokosten var det klogt ikke at byde alt for stærkt. Ingen drak for meget, men dog nok til, at buddene på træet faldt livligere. I timen efter frokost købtes det dyreste træ. Hen mod aften sluttedes og Else Marie og vognen vidste besked med, hvor i skoven auktionen hævedes. Så vankede atter en kage og en snaps.

Hver træskomand havde købt efter evne. Niels Boier købte gerne et dusin korrer, nogle kun enkelte, Mads Chr. Madsen cirka 15 og Mads P. Madsen op mod 30 korrer, efter for cirka 500 kroner, hvilket var en anselig sum i 1890’erne. Måske købtes dog alt dette træ på flere auktioner.

Efter auktionen fik enhver træskomand travlt med at ”boie” til kørsel for at få sine kævler kørt hjem. Niels Boier i Torsted havde ”ingen tiggeri, nej aldrig!”, når han skulle have sit træ hjem. Alle gårdmændene i Torsted kørte, for det var ”nøj de skul’ gjør, og det skul’ osse vær’ den daw, Boieren såe”. Kørerne fulgtes altid ad, hjalp hinanden at læsse og kom så bag efter hinanden. Der var gerne ti vogne i flok og følge. Om aftenen, når de havde været hjemme med hestene samledes de så ved hos Niels Boier til ”et vildere gilde”, der varede til klokken 3 eller 4 om morgenen. Det fik både at spise og drikke, det de ville have med snaps og puns. De snakkede og forskellige kortspil. Rasmus Skovfoged var også sommetider budt med, men der var ingen koner med.

Da sønnen Mads Peter ude hos Mads Chr. Madsen var blevet gift, købte han gerne dobbelt så meget træskotræ som faderen, og da de ikke selv var stærkt nok kørende, havde de altid alle Aarestrups bys gårdmænd, der var 15 gårde, til at køre. Turen i skoven varede hele dagen. Mads Peter havde en stor kurv med mellemmad og snaps med derud, og det var også godt at have et par karle med. I mørkningen kom de hjem og hjalp hinanden med at læsse træet af. Var det regnvejr, så de forfærdelig snavsede ud. Her blev hestene jævnligt stående for vognen, mens de var ind at holde trægilde, der da kun varede 2 til 3 timer. Konen købte en så stor steg, at der beregnedes ¾ pund kød pr. kører. Ved bordet i stuen med den faste bænk langs vinduerne kunne sidde tolv mand, så de måtte undertiden have et bord bag ved. Mændene smed deres kasketter på sengen og blev budt til bords. Der var aldrig nogen, uden at de gerne ville køre med træ, thi de ville gerne med til trægildet. Til gildet købtes almindeligvis 2 til 6 pots-dunke med brændevin, der blev hældt over i ¾ pægl-flasker og sat ind på bordet. Når en flaske var drukket blev den fyldt i køkkenet. Mads Peter holdt ikke selv af snaps og konen var ikke så glad ved det hele. Ud på aftenen, når samtalen gik højt, kom et par ud i køkkenet for at undersøge, om dunkene var tomme. Når de var det, skulle gildet slutte. Af og til stak træskokarlen og drengen hovedet ind ad døren og råbte: ”Hestene er så urolige, vi kan ikke styre dem, de fryser”! ”Ja, nu kommer vi snart”, råbte én, men de kom ikke. På et tidspunkt gik Mads Peter ud i køkkenet og sagde til konen, at han syntes at snapsen slap lidt tidligt op. Til svar fik han, at hun også havde hældt lidt af dunkene.

Når dunkene var tomme, tog de af sted til byen. Enhver måtte sørge for sig. Havde én kørt sin vogn i stykker, måtte han selv have reb med til at binde den sammen. Tog seletøjet skade, kom alt det ikke træskomanden ved, eller væltede han i grøften på hjemvejen efter de mange snapse, så stod alt for kørerens regning og risiko.

Hos de mindre træskomænd var der ikke rigtig gilde, men alle steder fik kørerne altid en mellemmad og en snaps. Enkelte steder, fx hos Hans Boier i Aarestrup, kom flere af byens koner med, og der gjordes også en dags arbejde i høet til gengæld. Betaling i rede penge har vist aldrig fundet sted.

Enkelte steder kunne tummelen ud på natten dog blive noget høj. Det sædvanlige var, at man gav hinanden det glatte lag både i ros og dadel, men alle var lige gode venner og hinanden behjælpelige bagefter. Hos en bestemt træskomand skete det dog, at man selv gik i spisekammeret og spiste alt, hvorpå tællestolen stilledes derind og huggeblokken trilledes ind i stuen, mens man før afskeden havde bundet reb om bilæggeren, for før man forsvandt, ude fra forstuen rykkede hele ovnen ned, så den trillede hen ad gulvet.

Fra år 1900 var træskohåndværket her i sognet som andre steder stærkt på retur, og trægilderne ophørte således helt.