Flyverstenen i Torstedlund
Denne sten er sat over den engelske Lancasterflyvemaskine (4 motors), som fladt ned her den 20. april 1945 kl. 11.40 nat. Det var arbejderne ved Konradsminde savværk, der tog sagen op. En komite dannedes og denne rejste stenen den 4. august 1945 af William Kristensen (formand), Frederik Eriksen, Hans Nielsen samt Kristian Gustavsen, Svend Kjær, Jens Lundquist, Kristian Svendsen. Samtlige arbejdere ved savværket hjalp til med at rydde pladsen, hvor maskinen var faldet og med at udgrave og køre stenen fra det sted, syd for Lundemose i Hestehaven, hvor den blev fundet og udgravet lørdag den 23. juni 1945. Den 14. juli kørtes den på vogn forspændt med 4 savværksheste til ulykkesstedet. Jeg begyndte hugning af indskriften, som komiteen bestemte, den 23. juli 1945 og den 4. august var jeg tilsted en lørdag eftermiddag i smukt vejr, da ovennævnte personer rejste stenen og opsatte en af maskinens fire propeller over denne.
Propellen var blevet ført til Rold, men William Christensen fik fat i den og satte den fast i en aksel fra et af maskinens landingshjul, og den blev støbt op bag stenen.
Lørdag den 6. oktober 1945 klokken tre afsløredes stene af Flying Officer J. M. Gillan, der på den tid opholdt sig i Aalborg. Det var det dejligste solskinsvejr den 6. oktober, da flyverstenen afsløredes under overværelse af cirka 50 spejdere og op mod 200 mennesker. Major Bradtfield havde været i Aalborg om onsdagen og fået én af de derværende engelske officerer til at komme herud. Efter vi havde sunget “Lyksalig, lyksalig” talte William Christensen om stenens oprejsning, der alt var udført uden udgift. Derefter afslørede Flying Officer J. M. Gillan stenen, der var dækket af et engelsk flag samt Dannebrog. Officeren holdt en tale på engelsk og Major Bradtfield oversatte denne derefter til dansk. Han udtalte sin glæde over at være til stede. Stenen ærede ikke alene de faldne, men også deres kammerater, der overlevede krigen. Major Bradtfield talte derefter og udtalte hvor vanskeligt det var at få oplysning om det faldne mandskab, da England havde så mange forskellige tropper samlet i denne krig. Han omtalte de faldnes familier og sagde, at der ville blive gjort et arbejde for at bringe dem kundskab om de faldne så vidt som muligt det kunne lade sig gøre
Derefter talte jeg og mindede om at Admiral Nelsons sidste ord fra Trafalgar “England expects every man will do his duty” (England forventer hver mand vil gøre sin pligt) mindede om krigen mod England i 1808 – 14 og nævnte de store engelske kommanderende fra den krig og nævnte fem veteraners navne: Christen Salomonsen, Christian Hornum, Jens og Anders Rasmussen og Niels Pedersen, der som menige havde kæmpet mod England. Som deres navne endnu mindedes her på egnen, ville også de faldne englændere mindes i den kommende tid som Englands værdige sønner, der nu kom som Danmarks venner modsat 1808. Æret være deres minde.
Majoren oplyste, at Topliff tilhørte det Kgl. Luftvåben og vist var overkommanderende i den nedfaldne maskine, hvor der også var englændere med.
2. udvidede udgave af nedenstående bogen om Flyverstenen i Torstedlund, er udkommet i efteråret 2013. Bogen fortæller den dramatiske historie om et britisk bombefly, N/206, der efter et togt over Skagerrak og Kattegat på jagt efter tyske ubåde af ukendte årsager styrtede ned over Torstedlund Skov natten mellem den 20. og 21. april 1945.
Bogen er forsynet med mange foto og koster kr. 50,00.
I 2011 udgav Lokalhistorisk Forening for den gamle Støvring Kommune i Øster Hornum en bog skrevet af Niels Nørgaard Nielsen. Der er udført et kæmpe forskningsarbejde med at finde frem til efterladte af de dræbte flyvere, og beretninger fra personer der husker hændelsen.
Bogen er forsynet med mange foto og koster kr. 50,00.