Thule Christensens familie

Thule Christensen er født i Starup sogn i Jylland. Hørsvinger i Aunslev, stammer fra Vorgbasse. Gift med Kirstine Marie Christiansdatter født i Caltshoved Årup sogn. Chresten Thulesen blev født 1883 i Starup sogn Jylland og afgik ved døden 1/12 1895. Han var gift med Karen Pedersen, født 1838 der muligvis stammer fra Holemose ved Korkendrup. De fik tilsammen 3 børn: Marie Kirstine Thulesen, født 5/12 1862, Peter Thulesen, født 11/9 1863 samt Mette Pedersine Thulesen, født 1878.

		Oldefar Chresten Thulsen		Oldemor Karen Thulesen
		Farfar Peter Thulesen		Farmor Maren Thulesen

Peter Thulesen var gift med Maren Kirstine Andersen født i Flødstrup sogn 12/5 1856. Tilsammen fik de 3 børn. Anton Camillus Thulesen, født d. 18/4 1883, Thorvald Chr. Thulesen, født d. 18/8 1896 samt Anders Peter Marius Thulesen, født d. 28/5 1899.

Camillus		Thorvald		Marius

Far har fortalt, at huset engang var stuehus til Kristian Madsens gård. Far fortalte også, at hvis de skulle lave noget om på huset, skulle de lade en hjørnestolpe af bindingsværket blive stående. Far betalte renter til en gammel kone ved Kristian Madsen, så det må være dem, han har købt huset af. Min oldefar var hørsvinger han hed Chresten Thulesen og var gift med Karen Thulesen. Det var hende, der begyndte at slagte. Hun slagtede en kalv og et lam, som hun læssede på en trækvogn, hvorefter hun gik til Nyborg og solgte kødet på torvet. Det var en tur på 14 km. Frem og tilbage.

Da min farfar overtog huset, begyndte han at slagte en ko og lidt grise. Han havde også fået hest og vogn, så han begyndte at køre rundt i sognet for at sælge kødet.det var gerne om fredagen, og om lørdagen blev vognen læsset igen for at køre på torvet i Nyborg. Man startede meget tidlig om morgenen med at læsse vognen, for det var med at komme først ud til dyrlægen, da kødet skulle kontrolleres, inden man kunne sælge det på torvet.
Dyrlægekontrollen, mener jeg, far har fortalt, lå nede på Strandvejen i nærheden af Vejerboden. Når de stod og ventede på Dyrlægen, kørte der en fiskehandler forbi med en vogn, som blev trukket af 4 hunde. Så var der nogle af slagterne, der morede sig med at smide nogle ben ud foran hundene. Det kunne hundene ikke stå for. De kom op at slås, og blev viklet ind i deres seletøj. Slagterne morede sig, men Fiskehandleren blev selvfølgelig gal i hovedet.

Når slagterne holdt frokostpause, mødtes de på landmandscafeen. Her kunne de købe et stykke varm medister for 25 øre, men så blev snapsflasken også sat på bordet til fri afbenyttelse. Det var ikke altid farfar, var ædru, når han kørte hjem fra torvet. Han faldt som regel i søvn på vejen hjem, men det skete der ikke noget ved, for hestene kunne selv finde vej hjem, og farfar vågnede gerne, inden han nåede Aunslev. Det kød de ikke solgte på torvet kørte de rundt og forsøgte at sælge Søndag formiddag.
Min far gik i skole i Aunslev, hvor førstelæreren hed Dige. Han var en meget kendt lærer, der blandt andet var formand for Danmars Lærerforening. Dige havde en søn som hed Ejnar, som far sad sammen med i skolen. Han blev departementschef i statsministeriet, og han kom engang imellem og besøgte far. Da vi var besat af tyskerne, og regeringen var gået af, var Ejnar som departementschef med til at få samfundet til at fungere.
Far var allerede som dreng begyndt at slagte. Han var kun 9 år, da han blev hentet nede i skolen af Hans Laurits, som havde gården på Bystævnet nr. 10. Da han kom ind i skolestuen for at hente far, sagde lærer Dige:” Sådan en knægt han kan da ikke slagte.” Jo det kan han sagtens sagde Hans Laurits,” jeg har et får, der har brækket benet, og jeg kan ikke få fat i andre slagtere lige nu, så jeg bliver nødt til at låne Thovald med hjem. Det fik han så lov til.
Far og Camillus var meget som drenge omme ved Hans Laurits. De hjalp til når køerne skulle flyttes. De stod dengang tøjret ude på marken, hvor de skulle flyttes 2 gange om dagen. Når Hans Laurits gav dem besked om hvad de skulle lave, sagde han til dem:” Hvis i ikke har forstået, hvad jeg har sagt, skal i sige (hva).”

Da far kom ud af skolen, kom han i lære som slagter i Nyborg hos slagter Poul Sørensen. Han havde en forretning i Mellemgade. Det var en meget fin forretning med et stort pølsemageri, hvor der var en pølsemester, der hed Jessen, samt 2 svende. Jeg kan godt huske, hvordan der så ud. I dag var det ikke blevet godkendt af veterinærmyndighederne.
Lønnen til lærlingen var ikke stor, men til gengæld fik de lov til at sælge ben og andet affald fra forretningen, og det tjente de mere ved, end de fik i løn.
De kørte også på landet for at handle. Det varede hele dagen, så de havde frokostpakken med. Da far lukkede sin op, syntes han, det pålæg, der var på så mærkeligt ud. Der lå nogle røde skiver på brødet, det var første gang far fik et stykke med tomat.

Jeg var tit med i Nyborg, efter at far var blevet selvstændig. Han handlede med Poul Sørensen. Når vi var derude, besøgte vi fars tante og onkel Rasmus, de boede i en baggård bag ved Poul Sørensens forretning. Jeg kan huske at når vi besøgte dem, legede jeg med hendes tøjsnor, som var gjort fast på den anden side af gården. De boede jo oppe på første sal. Tøjsnoren var dobbelt, og den løb i 2 taljer, så hun kunne trække tøjet tværs over gården fra sit køkkenvindue, når det skulle hænges til tørre. Far kørte i byen med varer, som folk havde købt i forretning gen. Dengang bar man ikke varerne hjem selv. De varer han skulle ud med, havde han i et slagtertryg på skulderen. Det foregik på cykel, men så skete det engang, da han kørte over skinnerne ned ved havnen, at forhjulet kom ned i skinnerne, så han væltede, og alle varerne røg ud på gaden.

Far hjalp engang imellem slagter Pelck, det var gerne om lørdagen. Han havde en forretning på hjørnet af Nørregade og Adelgade, og han var meget omhyggelig med sit kød, så hvis der kom en kunde lige ved lukketid og ville købe et stykke skært inderlår, kunne han finde på at sige:” det har jeg desværre ikke i dag lille frue.” Det kunne far ikke forstå, for han viste, at der hang en bagfjerding inde i kølerummet. Men så forklarede Pelck ham, at når der først var skåret hul på bagfjerdingen, så holdt den sig ikke pæn længere.
Da far var færdig med sin læretid ved Poul Sørensen og var blevet svend, rejste han til Ellinge, hvor han fik plads ved slagter og kreaturhandler Karl Rasmussen. Her slagtede de både køer, heste, grise, kalve og lam.Det meste af det blev solgt på torvet i Nyborg, og da transporten foregik pr. hestevogn, begyndte de allerede kl. 3 fredag nat at læsse vognen, for det var med at komme først til Nyborg, da kødet skulle kontrolleres ved dyrlægen, inden de kunne tage plads på torvet. Her havde de et nr.,som var hugget ned i en brosten. Hestene blev opstallet i August Rasmussens gård, hvor der var en mand der fodrede dem. Han blev kaldt den røde skomager. Han stillede bordene op, som slagterne solgte deres kød fra.

Når vi kørte ind i gennem landporten mod torvet, gik vejen skråt op over torvet. På den venstre side af vejen havde slagterne deres stadeplads, og på den højre holdt gartneren til. I gaden ned mod Mads Lerches gård var der grisetorv, derfor kaldtes den lille restaurant, der ligger i gaden for grisen.
Da far rejste fra Ellinge, kom han ind som soldat og lå i Nyborg, men blev senere flyttet til Vordingborg, da garnisonen i Nyborg blev nedlagt.

Efter soldatertiden rejste far hjem til Aunslev for at hjælpe sin far. Slagtningen af dyrene, som de havde købt, foregik i det det gamle baghus, hvor der nu er garage. Farfar havde startet en langtur, som blandt andet gik til Skalkendrup, men her nåede han næsten aldrig længere end til købmanden, for da farfar godt kunne lide at få sig en øl, endte det mange gange med, at han ikke nåede længere den dag.
Men da far begyndte at køre med på turen og sad ude på vognen og ventede, sagde han stop og begyndte selv at køre turen. Slagter Sørensen fra Bovense kørte også rundt i Skalkendrup, men far og ham havde en fast aftale om, at far handlede med dem på den højre side af gaden og Sørensen med dem på den venstre side. Den regel holdt de meget fint begge to, så fint, at hvis der kom en fra venstre side af vejen for at handle med ham på den højre side, så blev der pænt sagt, at det kan ikke lade sig gøre.
På væggen i det gamle slagterhus hang der et lille skab, hvor der stod en smørekande og der lå også lidt værktøj. Når dyrlæge Mikkelsen fra Nyborg kom for at stemple kødet, der var blevet slagtet, var det ikke altid farfar havde nogle penge, så han kunne betale, men det gjorde ikke noget, bare han måtte få det lille skab, der hang på væggen.
Den historie har far fortalt mig,så en dag jeg traf fru Mikkelsen på gaden i Nyborg, hun var blevet enke, stoppede jeg hende og fortalte historien om skabet, som Mikkelsen havde fået af farfar. Hun syntes,det lød spændene, så hun inviterde mig med hjem. Hun boede i Adelgade nr.5, hvor hun havde en meget stor lejlighed. Da jeg kom ind i hendes stuer, kunne jeg med det samme se, at hendes mand havde samlet på tobaksskabe. For her både stod og hang mange flotte skabe, som Mikkelsen havde gjort i stand.
Men efter fars beskrivelse kunne jeg godt se, at det ikke var nogle af dem, men til sidst kom vi ind i et lille værelse, hvor det hang på væggen.” Prøv at lukke det op og se om der er noget i det.” Der lå et lommeur og andre ting.” Tag dem ud og tag skabet ned, for jeg synes, du skal have skabet med hjem. Det blev jeg selvfølgelig glad for, og nu hænger skabet i vores stue, og der er ingen tvivl om at det er det rigtige, for der er stadig en olieplet i bunden af skabet.

Da far kom hjem for at hjælpe sin far, kom der mere gang i forretningen. Der blev for lidt plads hos farfar, så far købte et hus i Skovgyden, som hed Højbo, det var omkring 1920. Her blev der mere plads til familien.
Mens de boede ved farfar blev min bror Poul født, og i 1920 blev jeg født i Højbo. Da farfar nu blev ene i huset, lejede han det halve af huset ud til fotograf Pedersen. Han tog rundt på herregårdene og fotograferede folkeholdet. Far spurgte ham engang, om der var nok at lave, og om tiden ikke faldt ham lang.” lang, sagde han; ” så skulle du prøve at have 4 veksler i banken.”
I Højbo fik far bygget et nyt slagtehus, da han var begyndt at handle med slagterne i Nyborg. Han købte dyrene af bønderne i omegnen. Engang købte han en ko af Peter Holmegård for 35 kr., men så fik han også en pattegris med oven i købet, så dyrene var billige den gang.

Farbror Camillus kom i lære som smed ved smed Knudsen, der havde et værksted på hjørnet af Bystænet og Kertemindvej.
Da han var udlært, søgte han ind til politiet. Han var først i København,hvor han var meget ude i Kastrup Lufthavn, senere blev han overflyttet til Odense. Da politiet blev taget af tyskerne nåede han væk og kom ud til far i Aunslev, hvor han var  til krigen sluttede.
Han var en god hjælp for os, da vi under krigen fyrede med tørv. Vi havde hele garagen fyldt. De skulle bæres ned i kælderen, hvor fyret stod, og da der samtidig blev megen aske, som skulle bæres op, så gjorde han megen gavn der.
Den sidste vinter under krigen havde vi kun varme i køkkenet. Her havde vi en lille kakkelovn. Til at fyre med havde vi 2 molersten, som vi lagde i noget spildolie, far havde fået ved mekanikeren. En sten kunne brænde 1 time, hvorefter den blev skiftet ud med den, der lå i olien. Da krigen var forbi, og Camillus kom i tjeneste i Odense igen, fik han så megen kritik af kommunisterne i Odense, fordi han havde været med til at arrestere nogle af dem. Derfor blev han overflyttet til Rudkøbing, hvor han var til han blev pensioneret. Herefter flyttede de tilbage til Odense, hvor de sjovt nok fik deres gamle lejlighed igen.

Farbror Marius kom i lære som mejerist på Aunslev mejeri. På mejeriet var der en mejeribestyrer, 3 mejerister og 2 husmænd. Der var en af husmændene der havde et fast job når han gjorde rent omkring mejeriet, så skulle han stå uden for lokummet, og snakke med mejeribestyren, mens han forrettede sit ærinde der.
Mejeribestyreren, som hed Andersen, var en meget bestemt herre. Det fortælles, at hvis der ikke var lige penge i mejerikurvene som mælkevognene havde med fra folk,så fik de ikke noget mælk eller smør. Når Andersen var færdig i mejeriet, og fik sine træskostøvler af, gik det strenge af ham.
Da Marius var udlært, kom han ind som marinesoldat. Efter soldatertjenesten kom han i lære som slagter hos en slagter i Refsøre.
Han kom derefter hjem til min far for at hjælpe ham, når der skulle slagtes. Han tog også ud og slagtede for folk. Der havde han mange sjove oplevelser, som jeg har skrevet om et andet sted.
Marius var også god til at passe Poul og mig når far og mor skulle i byen. Efter nogle år som ungkarl lærte Marius Margrethe at kende. Hun boede i Hjulby sammen med sin gamle far. De kom fra en gård i Økendrup, som lå lige bag ved Kirken. Da de blev gift købte de et hus i Kissendrup, som lå over for mejeriet. Huset hed Bromose.
Her forsøgte de at drive en forretning lige som far havde i Aunslev. Men det gik ikke så godt, så efter et par år solgte de huset og flyttede ud i Pilevad Mølle, hvor de boede til leje ved gartner Qade.
Her begyndte Marius igen at køre rundt som hjemmeslagter, og Margrethe begyndte som kogekone, hvad hun var rigtig god til.
Der gik nogle år med det, men så blev der en lille slagterforretning til salg i Nyborg, som de blev enige om at købe. Den lå på hjørnet af Christianslundsvej og Birkhovedvej. Den var meget forsømt og beskidt. Marius fortalte, at der hvor pålægsmaskinen havde stået, lå der så meget skidt under den, at der var et helt aftryk af maskinen. Men Margrethe, som var meget proper, fik hurtigt styr på det, og de fik efterhånden oparbejdet en god og fin forretning.
Margrethe havde en søster der hed Rikke, som var gift og boede på Sjælland. Men hendes ægteskab holdt ikke, så hun flyttede ud til Marius og Margrthe. Hun var gravid, og her fødte hun en dreng, som Marius og Margrethe adopterede. Ivan, som han kom til at hedde, læste til læge, og da han var færdig, kom han ind i et lægehus i Stenløse på Sjælland.