Slagtebutikken

Laurits Jørgensen , som boede på de gl. hjem, kom tit hen til os for at hente vare til hjemmet, men når han skulle over vejen skulle vi gerne hjælpe ham over, for han så ikke så godt påstod han, men det var pudsigt nok at hvis ølmanden fra Carlsminde kom kørende oppe fra brugsen det kunne han godt se, for så skulle han skynde sig over til købmanden for at få en bajer sammen med ham.
Der var ingen som Laurits der kunne drikke en bajer så hurtigt som ham, engang han stod inde ved Johannes købmand, kom der en rejsende som godt ville gi’ en øl, det sagde Laurits tak til, men inden den rejsende havde fået sin trukket op, sagde Laurits farvel og tak da havde han drukket sin.
Der kom også en af de gl. fra hjemmet og fik den kaffe vi havde levnet fra dagen før, han blev kaldt Magge, han havde en sodavandsflaske med patentprop som kaffen blev hældt på, når han så kom hjem lagde han den på radiatoren så den kunne holde sig varm. Magge var søn af proprietær Andersen på Henriettelyst i Nederby.
Mejeribestyrer Osvald Andersens kone Anna kom også og handlede i forretningen, men hun havde den dårlige vane at hun kom op igennem vores have og gik ind af bagdøren og ud pølsemageriet, det var der nogle af kunderne som ikke kunne tage, de mente hun gik og gramsede på varerne. Anna var en stor dame og ikke særlig køn, når hun gik igennem haven på vej hjem, stod Karen i barnevognen for at skulle sove. Når Anna gik forbi kikkede hun ned i vognen til Karen med det resultat at Karen stak i et vræl.
Anna spurgte far om hun måtte tage noget persille når hun gik hjem det måtte hun da gerne og vi kunne ikke lade være med at grine for vi havde lige set at buster havde stået og lettet ben på persillen.
Som pålæg lavede vi kogt oksebryst, det var der en Arkitekt Kyed fra Odense, han havde et sommerhus i Skaboshuse, der godt kunne li, når han kom ind i butikken råbte han højt, selv om der var flere kunder, hvordan har fruens bryst det i dag.

Om sommeren boede der mange Odenseanere på Drejet i Nordenhuse,, hvor mange af dem handlede hos os, de flyttede gerne i deres sommerhus til påske, under krigen, hvor man ikke kunne køre i bil, måtte mændene, som skulle på arbejde i Odense, cykle til Hjulby Station for at tage toget. Her på Drejet boede fru Risgård Mortensen som var en ret vanskelig kunde at handle med, en gang far syntes at hun havde været noget urimelig, smed far hende ud af butikken, men hun mødte op næste sommer og spurgte om de skulle handle sammen, det kan vi godt sagde far hvis du kan opføre dig ordentligt.

Vare som blev lavet i Pølsemagerriet
Vi lavede omkring 40 rygeoste om dagen, de fleste blev sendt til Nyborg, den valle som kom fra ostene tik Marius Nielsen i skovgyden til sine grise, det betalte han med en festlig aften hvor far og Marius diskuterede politik, de var ofte meget uenige så der blev af og til råbt meget højt, de råbte så højt at Poul og jeg vågnede ved det, men inden Marius og Annine gik hjem var de lige gode venner igen.
Det værste ved at lave rygeoste var rengøringen af skåle og klude, i skålene var der 6 huller som hver dag skulle renses. Den mælk vi skulle bruge kom Jens mælkemand med den blev hældt op i en balje, når den så havde en bestemt temperatur blev der tilsat osteløbe som er udvundet af kalvemaver. Om eftermiddagen begyndte man at komme ostemassen op i skålene, næste morgen blev de røget, til det brugte man havrehalm det gav ostene en fin gylden kulør, skålene som vi brugte købte vi ved en pottemager i Nyborg de kostede 50 øre stykket. Mange år efter så jeg de samme skåle i en butik i Nyborg men da kostede de 250 kr. stykket.

Vi lavede også spegepølser, de blev lavet af kalve og grisekød, når kødet var skåret i passende stykker blev det ansaltet hvorefter det stod i kølrum til næste dag, der kom rød farve i, det blev hakket derefter over i en hurtighakker, hvor der kom frosset spæk i, nu skulle man passe på at kødet ikke blev varmt når man kørte det i hurtighakkeren så ville pølsen blive blød så den ikke var til at skære, farsen blev stoppet i tarm hvorefter de blev saltet i ca.8 dage, de blev hængt til tørring herfra kom de i røgovnen, hvor de skulle hænge højt oppe for ikke få det for varmt.
Vi røg også flæsk og pølser for dem som slagtede selv, jeg kan huske engang vi havde hele ovnen fyldt med flæsk, var far gået ned i kælderen for at tænde op i ovnen, gik der ild i den, far var heldigvis hurtig til at smække døren i så ilden ikke kunne få luft, men han fik en stikflamme ud i hovedet, så han fik svidt øjenbrynene og det forreste af håret, det værste var at alt flæsket, som hang i ovnen, lå nede i bunden af ovnen. Næste dag var vi nødt til at få dem der havde flæsk til røgning, om at komme så vi kunne få det fordelt på bedste måde, men det gik heldig hvis uden problemer.
Vi måtte ikke ryge noget som ikke var stemplet, så det var spændene når dyrlægen kom, engang han kom og holdt uden for butikken, varede det noget inden han kom ind, han skulle lige have sin hvide kittel på, så jeg for ned i kælderen og fik det der ikke var stemplet gemt inde på Ejnars værelse, Dyrlægen må have haft mistanke om at vi havde noget, for Edith så at han lå og kiggede ind af kældervinduet til Ejnars værelse.

Nyt Pølsemageri
I 1951 fik far besked på at de lokaler vi havde i kælderen ikke kunne godkendes af veterinærmyndighederne da der var for lavt til loftet. For at vi kunne få lavet pølsemageri i forbindelse med butikken skulle vi udvide ind mod naboen.
Far snakkede med vores nabo Mathilde om vi kunne købe et stykke jord af hende, det vilde hun godt sælge hvis far klarede udgifterne. Tømmermester Johannes Pedersen Korkendrup lavede en tegning over bygningen som skulle godkendes af dyrlæge Nissen, han var en meget vanskelig herre at danse med, han hang sig så mange ting som far syntes var helt urimeligt, min bror som var ansat i socialministeriet undersøgte om at al det der blev forlangt dog kunne være rigtig, så det endte med at far sendte en sagfører på Nissen, han blev meget fornærmet, men da han opdagede at far ikke var sådan at rende om hjørner med var det ligesom det hele gik noget lettere.

Kødtur
I 1948 mente far vi skulle starte en kødtur, vi købte en bil med lad hvorpå der kunne sættes kasse som blev indrettet med hylder der blev også plads til en vægt som kun kunne veje op til et kilo, og til de større stykker havde jeg en bismer.
Der skulle også være noget til at skære kødet ud på, til det havde jeg en huggeblok som hang bag på bilen.
Det var Torsdag jeg kørte turen, jeg kørte i Hjulby, Rejstrup, Nordenhuse og Skalkendrup. Det var et stort arbejde at fylde vognen op, jeg skulle jo gerne have så meget forskelligt med så der var noget at vælge i mellem. Det var godt nok en lang tur, nogle gange kom jeg ikke hjem før ud på aftenen, der gik nogen tid med snak, særlig i Rejstrup ved Ingrid og Johs, hvor jeg gerne kom når de skulle til at drikke kaffe.
Herfra skulle jeg ind til Edel og Bernhard og det passede også til kaffetid. Bernhard kunne godt finde på at drille, jeg så engang i bakspejlet at han løftede min blok af, men jeg lod som ingen ting, så då jeg holdt inde ved naboen, så jeg han kom og hængte blokken på medens jeg stod inde i stuen.
Jeg var kørt ind til Dagmar Madsen i Skabohuse for at handle med hende, hun kom ud til vognen, da jeg lukkede lågen op var der noget der bevægede sig i mellem kødet, Dagmar nåede heldigvis ikke at se det, for det var en mus.
Jeg handlede også med en ældre dame, som blev kaldt jomfru Marie, hun passede godt på sine penge, sedlerne lagde hun i nummerorden i sin salmebog, hun var ikke fedtet med drikkepenge. Jeg husker engang hvor hun gav mig 100 kr. som jeg skulle give Bent murer så han kunne købe ind til jul. Hun gik i kirke hver søndag og hun kunne godt nå både Aunslev, Bovense og Hjulby kirke, selv om hun gik. Hun faldt engang og brækkede sit ben, men hun ville skam ikke på sygehuset for der var ikke nogen der måtte røre ved hende, når jeg kom og skulle handle med hende, havde hun 2 taburetter hvor hun flyttede fra den ene til den anden på den måde kom hun rundt i huset, mærkværdigvis kom hun til at gå normalt igen.
Det sidste sted på turen var Mosegården det var gerne omkring 19/30, jeg kom engang da de sad og spillede kort, de spurgte om jeg ikke vilde være med, det kunne da være meget sjovt så tiden den løb, da jeg kom hjem havde de meget ondt af mig for det jeg kom så sent, indtil de fik at vide hvad jeg havde lavet.