Als Skoles historie fra 1604 til 1956

AI forbindelse med at den nuværende Als Skole, der i dag hedder Havbakkeskolen, fylder 50 år i 2006 er det vel på sin plads at gøre rede for de år, der gik forud. På grundlag af optegnelser, som pastor M. Larsen, Als og Niels Chr. Skaanvad har gjort, har jeg, Christian Christensen, Als, bearbejdet og ajourført stoffet.

Als skole tog sin begyndelse i 1604, hvor den første skoleholder, Jens Nielsen, omtales. Han virkede til 1630, hvor han sandsynligvis bliver efterfulgt af sin søn, Niels Jensen, der bar navnet Niels Degn. Alle degnene indtil 1859 var vellærde, men de havde ikke en seminarieuddannelse. Om Niels Degns udnævnelse fortælles det i Rokkedrejerbogen, at sognepræst Christian Pedersen Tissing gjorde sin avlskarl til degn Da kaldsretten formentlig lå til herremanden på Overgård (senere Visborggård), må samme avlskarl nok have haft gode evner til at synge, da han også forblev i embedet under skiftende herremænd og tre præster. Han fortsatte i kaldet som kirkesanger og klokker indtil 1688, altså 58 år!

Den næste i rækken var Laurits Toderup. Rokkedrejeren skriver: År 1688 kom her til degnekaldet Laurits Toderup, var her til 1692. Da var der udi Als by efter hans beskrivelse: 23 halve gårde og 25 fjerdeparter. Enhver halvgård gav til degnen 1 skp. byg, 1 påskekage, 2 skillinger, 10 æg og en saltsten. I kirkebogen fra 1692 skrives af præsten, ”Gamle hr. Maltz”: Har begraven Laurs Degn i Als løverdagen før nytårsdag.

Var hans tid som degn kun kort, er hans lille bidrag til oplysning om Als bys størrelse og dens økonomiske kår dog betydningsfulde. Ikke mindst ved at nævne saltstenen, som han får fra hver gård. Som bekendt havde dette sogns beboere en ekstra indtægt ved at udvinde havvandet ved brænding eller kogning, hvorefter det blev bagt i blokke eller saltsten og solgt fra vogn i indenlandets sogne.

Den næste degn i rækken er Erich Johansen Brunow, der kom til kaldet i 1693. Han var student privat fra året før, ca. 28 år gammel. Der vides ikke meget om ham. Han skulle være af en kendt familie. Han blev gift med en dater af degnen i Bælum. Ingen ad dem nåede nogen høj alder. Hun døde et par år før han, kun 38 år gammel. Om hans jordefærd i 1717, hedder det: ”Tirsdag, den 1.juni jordet hæderlige og vellærde Erich Johansen Brunow, sognedegn for Als menighed i 23 år og 6 måneder, gammel 53 år”.

Da biskop Søren Lintrup var på visitats i Als i sommeren 1724, er der ikke just hverken skulderklap eller lovord til sognets gejstlighed, der flyder ham i pennen. ”Der var kun en liden menighed forsamlet, såsom de fleste vare i marken med deres møgvogne. Den største del af ungdommen var kun mådelig informeret om kristendommen, skønt der både var en skoleholder i menigheden, og degnen var en student ved navn Frederich Knabe, præstekonens broder, som vel ikke havde gjort sig stor flid med indlæringen, hvorom han og befolkningen blev påmindt”.

Til embedet hørte en afgiftsfri gård på næsten 3 tdr. hartkorn. Med offer, tiende m.m. har det ikke været så ringe et kald, der nok tillod sin degn at holde medhjælp til børnenes undervisning.
Ingen degn i Als flytter nogensinde til andre græsgange. Alle dør i embedet på to nær, og disse hører en nyere tid til og opgiver kaldet, grundet på alderdom og svaghed. Det anses for sandsynligt, at Friederich Knabe forblev ugift og var degn her i 47 år, idet han jordes på Als kirkegård 7. oktober 1764, 74 år gammel.

Allerede otte dage senere udnævnes eftermanden Laurits Sørensen, der kaldes fra Visborg den 10. oktober s.a. Den daværende sognepræst Jochum Irgens fortæller i november 1771 om degne- og skoleholderkald: ”Nuværende degn hedder Laurits Sørensen. Er ikke student. Har været skoleholder i Visborg skole her i herredet i 27 år og er skoleholder her i Als skole. Er kaldet af høyædle og welbårne hr. captain Frideric von Arenstorff til Visborggaard , er 54 år gammel og har været degn her i 7 år. Han har degnebolig, som findes i god stand, som jeg har taget i øjesyn afvigte febr. 1771 og bliver vedligeholdt af degnen, hvilket hans formænd haver gjort”.

Nævnte degn, Laurs Sørensen, som han underskriver sig selv, fortsatte i degne- og skoleholderkaldet endnu en hel menneskealder, indtil 1801, hvor det hedder i kirkebogen: ”29. august jordet den agtværdige olding Lars Sørensen Smith i sit alders 85de år. Han har været degn her i Als i 37 år og desuden skoleholder i Visborg i 27 år, så han i alt have været skolelærer i 64 år”.
Men, at denne gamle hædersmand har været en fuldgod kirkesanger tør man vel skønne deraf, at skønt han ikke var student, beholdt han også embedet under tre præster, og det sidste i hvert fald givet ham eftermælet som ”agtværdig”.

Den følgende degn, Peter Hansen Wulff, har ligeledes først tjent sine sporer i Visborg. Han kaldtes til degnekaldet i Als 28. marts 1803i den høje alder af 64 år Han var kort forinden blevet enkemand og havde seks børn, hvoraf de fleste var voksne. At det er et lang bedre lønsomt kald, han havde fået, ses ved hans eget dødsbos opgørelse otte år senere, med mindre det skulle være hidbragt af hans anden kone, Lene Henricsdatter af Als. Ved den efterfølgende auktion indbringer dødsboet over 750 rigsdaler. Dog har den gode degn ikke været en god økonom. Han har pantsat guld- og sølvsmykker, der må indløses. Han har gældsfordrimger, der kommer frem i lyset, og han skylder skrædder, skomager og købmand. Dertil kommer yderligere 50 plus 28 rdlr., som sønnen Johan Christian Wulff, der er gift og bosiddende i Als, har til gode for at have hjulpet til med at holde skole. Der bliver kun 90 rdl. tilbage at dele mellem enken og tre små børn.
Andet kendskab er der ikke efterladt om denne degn der blev begravet den 15. december 1811, 72 år gammel. Men eftermælet om hans anden kone blev ikke så godt. For knap to år efter mandens død nedkom hun med en søn og udlagde til barnets fader en artillerist ved navnet Christian Rasmussen i Odde.

Ulige interessantere er den næste degn, Friederic Justesen. Han var student fra Aalborg Katedralskole og overtog degneembedet i Als i 1812, og han var da kun 22 år gammel.
Fra hans embedstid findes en indgående beskrivelse af skolen i Als. ”Skolen, som er bygt for sig selv af godt egetømmer og murede vægge, befandtes i god, brugbar stand, bestående af 6 bindinger, 4 til skolestue og 2 til skorsten og ildebrændsel. Når skolestuen skulle have den befalede højde, måtte bjælkerne lægges oven på remmen. Der fandtes intet andet end lergulv, hvorfor det var fornødent at lægge fjæl eller murstensgulv. Vinduerne var antagelige og kunne oplukkes. Kakkelovnen var god, men borde og bænke behøvedes at gøre nyt. Taget på den nordre del var mådeligt. I skolen fandtes tvende bibler. Til skolen fandtes en liden plads, der kunne lægges til skolen, og tilhører byen”.
Denne bygning er den første egentlige skolebygning, der er opført til formålet, og den er nok opført omkring 1740. Den har ligget på J. Frederiksens vej nr. 2, og den vedblev at være skole til 1859, da den nye skole blev opført i de bygninger, der fra 1889 rummede Als & Omegns Brugsforening. Begge grunde har matrikelsnummer 2.

I 1739 udstedte Christian VI en forordning om ”Skolevæsenet på Landet”, og deri redegøres for, hvordan degne skal holde skole og undervise ungdommen i kristendom, læsning, skrivning og regning. De af dem, der ikke magter undervisningen, skal holde en stedfortræder. Der indføres undervisningspligt fra det 5./6. år. Dog kan børnene holdes hjemme i pløje- og høsttiden. Kaldsretten tilfalder for Als skole godsejeren på Visborggaard, idet han ejer kirken, og kirke og skole var på dette tidspunkt stærkt forbundet. Skoleholderen eller degnen gjorde jo også tjeneste ved kirken, og da han også havde et landbrug at passe, kan det nok for os i dag være svært at definere hans arbejdsopgavefordeling.
Ovennævnte Friederic Justesen viste sig at være en selvrådig person. Han kom ofte i ustand med myndighederne. Han solgte degnegårdens jorde for 900 rigsdaler uden at spørge myndighederne. Det slap han godt fra, men da han senere lader sin embedsbolig istandsætte for 1074 rigsdaler og sender regningen til øvrigheden, siger den stop. Efter mange forhandlinger ender det med et forlig, der betyder, at Justesen selv skal betale 400 rigsdaler, og dem må han låne af skolefondens midler til 5% og afdrage lånet over 20 år.

Justesen var ikke helt almindelig. Når en af køerne var tyregale, skulle han absolut trække med den i skoletiden. Det var skolebørnene ikke helt utilfredse med, men meget kræver mere. De lange frikvarterer til trods ønskede børnene dem endnu længere, og til sidst forsvandt de helt fra skolepladsen. Så Justesen havde nok at gøre med at få samling på børnene igen, tøsene ud i hussmøgerne og ad bagveje hjem til skolen, mens drengene røg op i træerne, hvor Justesen havde en lang parlemanteren med at få dem ind igen, og kun imod at de ikke fik klø.

Der foreligger mange fortællinger om, at degnen i de sener år holdt til på ”krowen”, endda fra morgenstunden. En mand, hvis ti år ældre broder havde Justesen som skolelærer, fortæller følgende:
”Om morgenen, når skolebørnene havde moret sig i den meget lange fritid og var bleven alt for vilde og støjende for naboerne, da måtte der jævnligt sendes bud til kroen efter degnen. På andre tider af dagen var han ofte sammen med en anden hyppig kro-gæst Elias fra Skoven (Bønderskovgården). Denne havde giftet sig til store gård med en enke, der var 15 år ældre end ham selv. Han pralede tit med sine penge og den magt, han havde over fattigfolk, der lånte penge af ham. Så fik degnen tit bersærkergang, stor og stærk som han var, greb han gårdmanden og rystede ham:
”Han skulle vise ham en magt, der var endnu bedre!” Hjalp dette middel ikke, verfede degnen ham ud af lemmen. Det endte gerne med, at Elias tilbød forlig ved en ekstra kaffepunch”.

En følge af den nye skolelov af 1814 var, at alle lærere skulle have en uddannelse fra et lærerseminarium. Den næste lærer i Als skole er Anders Laursen. Han er udgået fra Lyngby seminarium i Århus amt. Han får hovedkaraktereren ”meget duelig” og i vandel ”rosværdig”. I ikke mindre end seks fag har han rent ug. Dog er det en ulempe for ham, at han ikke kan forestå kirkesang. men det ordnes ved, at lærer Stærdahl i Helberskov påtager sig jobbet. Året efter sin ansættelse i1858, bliver den ny skole bygget. Den, der bare 30 år senere omdannes til Brugsforening.
Laursen var en dygtig lærer og fik megen anerkendelse. Således skal biskop Swane i mange læreres påhør have fremhævet, at Anders Laursen i Als var stiftets ypperste religionslærer. Men dette resultat kostede også børnene adskilligt sved og tårer.

Marinus Wedstted, der var Kaj Munks allerførste lærer, og som har gået i Als skole, fortæller om A.L. ”Han var en alvorsmand! Aldrig lod han et smil gå over sit strenge åsyn, og ofte havde han en lang hale efter sig af arme, grædende børn, der skulle følge med ham hjem til gården for at sidde efter”. Som det her fremgår, så var han også gårdejer Han havde giftet sig i 1860 med Ellen Marie Hansdatter af Als udflytter. Der var to børn i ægteskabet. En søn var gdr. Laurids Laursen, Halvrebgaard. Han var også en særdeles ivrig afholdsmand og var en af førstemændene i stedets ærdruelighedsbevægelse. Den næste lærer var Søren Christian Sørensen Bach, der trådte til i 1887. Han havde egentligt fået andenlærerembedet, men kort tid efter bliver han førstelærer. Bach var en særdeles dygtig og anset lærer og var en mand af mere end almindelig fysik. Det fortælles, at hans ”vældige røst fyldet kirkens hvælvinger, så folk måtte græde af rørelse”.

Selv om skolen kun var 30 år gammel, fandtes bygningerne ikke længere tidssvarende, og hvad børnetilgangen angår, havde den fået slagside. Langt de fleste børn kom fra vest. Mange yngre folk havde bosat sig på den såkaldte Als Mark og Als Hede lige som Buddum også havde fået flere tilflyttere.

Den nye skole skulle ligge næsten 2 kilometer vest for byen. Var stedet end mere centralt beliggende for børnenes skoleveje, var pladsen dog sundhedsmæssigt set ikke god, lav og sumpet som den var. De læs grus, der er dumpet på den skoleplads, har det vist ikke været let at holde tal på. Den nye skole bragte også ulemper for lærerfamilierne. Ikke alene blev der langt til by og kirke, men de kom også til at savne de bekvemmeligheder og sanitære forhold, som byen efterhånden forbedredes med.

Lærer Bach var dog ikke så sund og rask, som hans legemlige udseende turde formode. I flere år måtte han holde vikar i embedet. En lammelse gjorde, at han i 1919 så sig nødsaget til at søge sin afsked, desværre for ham seks måneder før en ny lønningslov trådte i kraft. Pensionen blev meget lille, og endnu mindre for hans enke. I ægteskabet var der 2 døtre. Den ældste, Clara, blev gift med Ove Rand. Clara Rand var i mange år organist ved Als kirke, og den yngste, Agnes, blev gift med Carl Raaschou.

Sygdom forfulgte også den nye mand i embedet, Jens Peder Mikkelsen, der kun virkede aktivt som kirkesanger og skolelærer et års tid. En mavekræft gjorde det umuligt for ham at fortsætte, og han døde allerede i 1921.
Blandt de mange stedfortrædere, der havde afløst på i kirke og skole, valgte man så at ansætte Helge Rasmussen. Han havde gjort et sådant indtryk på befolkningen, at der blev iværksat en underskriftsindsamling til støtte for hans ansættelse, og det viste sig jo også, at det var et virkeligt godt valg. Det var en person, der satte sine spor på egnen. Ikke blot var en god pædagog, der virkelig forstod at drage omsorg for børnene. Han var også en igangsætter på mange områder. Hans interesse for børns vilkår udmøntede han i, at han tog initiativ til at arrangere børnefesterne i Als i 1922. Børnefesternes formål var at skaffe midler til børn, der ikke havde sådanne økonomiske forhold, som skønnedes nødvendigt for at have en god tilværelse.

Børnefesten samlede hvert år flere tusinde mennesker til byen. Festen foregik den sidste søndag i juni, og den udviklede sig til en rigtig folkefest, men hvor børnene var midtpunktet.
Han var også i alle årene kirkesanger, og hans interesse for musik og sang gjorde sig også udslag i, at han oprettede og ledede sangkor. Han var også sangkorsleder ved større sangerstævner. Under krigen ledede han også alsangen, der fik så stort tag i befolkningen, at man ved en lejlighed afbrød en fodboldkamp, fordi der var mere end 600 mennesker, der skulle synge sammen på Als Stadion.
Hele familien Rasmussen blev en udpræget lærerfamilie, idet alle børnene gik lærervejen og alle havde kreative og musikalske evner, som folk her på egnen stadig drager nytte af. Helge Rasmussen døde i 1953 som følge af et færdselsuheld.

Den sidste lærer i Als gamle skole var Robert Jensen. Han fik til opgave at opbygge en helt ny skolestruktur. Det var på det tidspunkt klart, at der skulle bygges en ny centralskole og samtidig skulle Helberskov- og Haslevgaarde skole nedlægges.

Skolen skulle udbygges til at være en eksamensskole, men der gik nogen tid, inden det kom på plads. Bygningerne blev rejst på en grund, som kommunen havde købt af Niels Mikkelsen, og den blev indviet 13. august 1956.
Robert Jensen søgte samme år, 1. december, anden stilling. Han var en dygtig og respekteret lærer, men kunne have det lidt svært med at samarbejde med myndighederne.
I denne artikel er omtalt 13 førstelærere eller degne, men der var jo også andenlærere, der især satte sit præg på egnen i begyndelse af 1900-tallet. Her kan nævnes: Lauritsen, der startede AGF og Viking i 1904. Ove Rand, Jens Chr. Sørensen, der blev førstelærer og desuden kommunekasserer i Sønder Tranders. lærer M Bjørn, hans efterfølger, lærer Knud Larsen, der blev henrettet af tyskerne. Der er en mindeplade over ham i Ryvangen. Til sidst må nok nævnes lærer Vilhelmsen, der af hans elever endnu huskes som en lærer med slående argumenter!

Als Pogeskole
Ellen Mari og Kro Ajs boede i et lille stråtækt hus midt i byen. Her havde Ellen Mari i mere end en menneskealder før og efter 1900-tallet en pogeskole. Her gik børn op for at indøve tal, bogstaver og læsning, før de nåede den egentlige skolealder. Hun havde den fineste anskuelsesundervisning, der kunne tænkes. Bogstavet ”Æ” var det grimme, og når hun skulle forklare det slyngende S, blev det noget lignende som: ”Nær do no stor ved Flowen øwer for Krowen, så gor do op ætter den gamle ringers hus (huset hvor Anton og Aase boede) og så op te vejen, der gor op til Blokkerne, så hår do et S”. Der lever stadig en enkelt eller to, der har været elev ved Ellen Mari.