Økuller

Ganske vist hører Agersø til en af landets mindste øer, og jeg er ikke sikker på at dens beliggenhed hørte med til det pensum vi havde i geografi mens jeg gik i skole. – Det var nu heller ikke mere end syv år, og dengang var der grænser for hvad vi skulle lære. Alligevel mener jeg at dens navn og beliggenhed har været mig bekendt – så at sige altid.

I det mindste er det mange år siden jeg fik øjnene op for den. Det var gennem en såkaldt ”dansk folkekomedie”, en film om olie- og pigejagt i Storebælt. Hvem der jagtede hvem – og – hvad, og hvad filmen i øvrigt gik ud på husker jeg ikke længere, kun navnet på øen, og så den særlige udtale [awersye] som jeg har sagt selv lige siden. Det er en sjællandsk udtale, men om den gælder på øen osse, det ved jeg ikke, men morsom er den altid, – vist endog for sjællændere.

Agersø spillede osse en vis rolle i en anden film for en del år siden, i ”Sorte Sara”, der handlede om det eneste danske marinefartøj der slap bort fra tyskernes overtagelse af hær og flåde under besættelsen. Sara lå i Skælskør og blev forklædt som fiskerfartøj smuglet til Sverige.

Endnu havde jeg aldrig sat mine ben på øen, men havde i et halvtårstid daglig udsigt til den fra mine højtliggende vinduer i Boeslunde skole, og adskillige gange har jeg stået og set længselsfuldt derover ved færgelejet i Stigsnæs – hver gang uden den fornødne styrke i sjælen til at tage den endelige beslutning om at stige i land derovre.

Sådan er det ofte med det nærliggende: Man blir ved med at udsætte. Om det er fordi man regner med at forventningens glæde er den største ved jeg ikke, men sådan har jeg det i alt fald. Eller osse er det fordi netop denne plet på landkortet skal tages på en særlig måde, – med list og lempe. Forholder det sig på den måde gør det ingenting for der er et gammelt ord der siger at ”med list og lempe kan en dværg slå en kæmpe”. Og da jeg endelig tog beslutningen om at stige ombord på en færge i Stigsnæs, da blev det ikke Agersø jeg besøgte, men naboen Omø, og det blev oven i købet på den litterære dag 13. marts, som både Blicher og Martin A. Hansen har udødeliggjort i bøger.

Imidlertid har jeg nu besluttet mig. Jeg har nogle dage fri og vil benytte dem til en expedition . Jeg vil se på denne ø som på et fremmed og ukendt kontinent. Jeg har derfor heller ikke sat mig ind i eventuel litteratur om den, jeg vil være den opdagelsesrejsende der for første gang sætter sine ben i et helt nyt område for hvide mennesker.

Kun har jeg sikret mig kendskab til rejseforbindelser til og fra, og det er ingen sag at komme derover: 13 daglige afgange hver vej, og bus helt fra Slagelse. Det passer nogenlunde med forbindelserne flux østfra.
Jeg vil føre dagbog over turen, og det følgende er notaterne som jeg har skrevet dem – uden ændringer af nogen art.

13. juli
Jeg sidder i bussen og betragter det storslåede landskab: bakkerne ved Gerlev og Lundforlund er lige betagende hver gang, måske allermest hvis man kommer på cykel som jeg gjorde det i hine tider, da jeg som ung lærerstuderende residerede på disse kanter. – Der ligger Hemmeshøj kirke inde til højre. En af dem jeg må få besøgt engang, men jeg synes altid den ligger for langt af vejen.

I Boeslunde runder vi nu de skarpe hjørner mellem kirken og den enorme høj Borgbjerg, den der ikke blot har givet navn til en kendt statsminister, men osse – før den blev ødelagt af frygtelige vandaler – indeholdt en guldskat fra jernalderen.

Det er gået nedad lige siden Lundforlund, og her neden for Boeslunde går det stadig nedad. Ufatteligt som landet falder her på Sjælland. Man mærker det ikke når man bor i Hedehusene.

Der ligger Skælskør, den eneste by i Danmark der har fået navn efter en østers. Skælfisk, kaldte man den, eller skalfisk – deraf Skælfiskør – Skælskør.

Det går nu nærmest ud ad plan vej. Bjergene er jævnede og dalene opfyldt. Det går strygende her forbi Borreby slot der vel nærmest er en spøgelsesborg, ubeboet og ubeboelig. Det er den brede vej vi kører ad – nej, ikke den der fører i fortabelse – men den der går direkte til olieraffinaderi og kraftværk, begge strategisk godt beliggende her ved en af landets dybeste sejlrender. Strøm er der i Storebælt, det ses af bundforholdene. Det var her København skulle have ligget, om ikke på Fyn.

Endelig Stigsnæs. Et stykke ude ligger to blå færger og duver i den labre kuling (som søfolk vist kalder den vind der er i dag). Færgerne er begge på vej herimod, den ene fra Omø den anden fra Agersø. Som om befolkningerne på de to her ikke kan være fælles om nogenting, men skal have hver sit af alting.
Måske blev de træt af de 47 år hvor damperen Skjælskør sejlede sine 4-5 ugentlige ture fra østersbyen til begge øer og tilbage igen.
Der er ikke mange rejsende til trods for at det er sommer og lørdag. Enkelte biler skal med over, og en halv til en hel snes passagerer, hvoraf en del er til fods med stor oppakning. De snakker vist om ølejr. Det gør mig nysgerrig.

Agersø 13. juli, aften.
For en sikkerheds skyld gik jeg en tur ind på kroen i middags for at få lidt mad. De havde to rødspætter tilbage, så jeg bestilte den ene. Hvad de kalder rødspætter på disse kanter er nu ellers det jeg plejer at benævne skrubbe, men never mind. Det smagte godt og jeg kunne for den sags skyld godt have sat den sidste til livs osse.
Bagefter drev jeg lidt rundt i byen. Der er hele to købmænd ser jeg. Selv om der står på døren at der er lukket, så går folk alligevel derind og handler – sådan er det vel på små ydmyge steder. På min vej fandt jeg osse en slagter og en bager. Udvalget er ikke stort nogen af stederne, og det ser ud som om man har specialiseret sig: Købmanden har øl, vand. spiritus, kaffe og kolonial, den ene osse gas og benzin, slagteren kun kødvarer og enkelte konservesprodukter, bageren til gengæld brød, mælk og aviser. Tobak er købmandens domæne, eller det kan fås i kiosken på havnen, der derudover har is og pølser. Burgers og andet kulturbetinget stads har de åbenbart ikke på denne mærkværdige ø. Der er ligeledes en installationsforretning, og den ser ud til at have lidt af hvert: smedje, elforrretning, mekanikerværksted og sikkert et par ting jeg har glemt.

Et eller andet sted i byen er der et posthus, men jeg er ikke sikker på jeg kan lokalisere det på Stående fod. Der er alt for mange gader, stræder og små krogede stier til at jeg kan finde ud af det. En kirke er her, og et gadekær, på havnen et skur (hvis man ellers kan kalde det så) – et arkitekttegnet monstrom med tre rejsninger ved siden af hinanden, indeholdende baderum og toiletter. Mere har jeg ikke nået at se – jo Strandalleen, der strækker sig fra havnen op til byen, eller der hvor den gamle del af byen synes at begynde. Strandalleen er den lindeallé med adskillige år på bagen, om man kan sige så om træer.
Jo da. Byen ser ud til at være venligtsindede De ser oven i købet ud til at tale en form for dansk, men sjællandsk er det ikke.

Jeg har da mødt nogen af de indfødte, og talt med dem. Foruden købmand og bager har jeg snakket med Lars Peter. Det var på vej ud mod ølejren. Der kom han på damecykel, iført bøllehat, blå arbejdsbukser og cowboyforklæde.
Nåe, sagde han, skal du på ølejr? Og inden jeg havde svaret var han stået af cyklen og sagde igen, med en hånd på min skulder: Velkommen til Awersö – med kort ø. Altså ikke sjællandsk. Snarere er der en smule fynsk i sproget, langelandsk måske, om end det synes mærkeligt her et kvarters sejlads fra det vi kalder fastlandet, men som øboerne herovre kalder ”den anden side”. Du kommer fra den anden side, sae Lars Peter forsonligt konstaterende efter et par minutters samtale. Og det er jo rigtignok, for på trods af min fynske baggrund har jeg boet mere end mit halve liv øst for Storebælt.
Jeg tror Peter er en slags konge her på øen. Det er hans jord lejren ligger på, og han føler vist et enormt ansvar for dens ve og vel.

Oprindeligt havde jeg ikke planer om at ta på ølejr, men der er åbenbart god plads i år, så jeg har fået lov til mod gode ord og betaling at slå mig ned her en ugestid. Det vil jeg gerne prøve, for jeg har ikke før været med til noget sådant, og da det er lørdag starter der en ny uge i dag – d.v.s. at der er kommet helt nye deltagere.

De sidste tog afsted tidligt i morges, fortæller Peter videre, og jeg tror der har været fart på for det lignede mest af alt en svinesti, det jeg kom til. Gammel opvask stod og flød overalt, madrester lå i kogekarrene, og skidt og møg var her overalt. Rent havde de heller ikke gjort efter sig, de grise.
Sådan noget kan jeg godt blive harm over, men ved fælles hjælp fik vi nogenlunde skik på det værste, fik fejet ud i soveteltet, ryddet op i magasin teltet, vasket i køkkenet og sat servicet rent i opvaskestativet. Man vasker op på en særlig måde sådan et sted. Først i varmt vand med opvaskemiddel, siden i klorinvand og så lader man det ellers tørre i sol og vind.

Der er meget primitivt sådan et sted. Alting foregår i jordhøjde: Man sover, spiser og sidder på jorden eller på primitive bænke ved lange borde. Når vejret tilllader det opholder man sig uden døre, og i så lidt tøj som muligt. Ingen generer sig ved at være nøgen her – bortset fra hvis der kommer uvedkommende, d.v.s. folk der kun er ude på at belure – at se nøgne kroppe uden selv at deltage i festlighederne.

Søndag d. 14. juli.
Sent i aftes var vi fire der gik en lang tur ned sydpå, mod den del af Agersø der hedder Helholm. Der ligger et fyr eller to, en større gård, og i gamle dage stod her en mølle har jeg fået at vide, en stubmølle. Der går et sagn om at mølleren herude engang for et par hundrede år siden blev uskyldigt anklaget og dømt for smugleri. Men der var mest fordi han ikke bekendte sig til den rette kristendom, at man ville ham til livs. Han var vist lidt af en panteist, og det var ikke velset. Afvigere trives dårligt i små samfund og bedre har det åbenbart ikke været i fortiden.

Vi så nu ikke meget trods den lyse nat, men oplevelsen af frisk luft, stor, næsten uberørt natur og højt til himlen var nu osse nok. Underligt. Der var et eller andet jeg savnede. Nu ved jeg det Gadelyset. Herude, blot et par kilometer fra civilisationen er der mørkt om natten. Kun i byen er der lys, og så ovre på englefabrikkerne på den anden side Agersøsund, på kraftværket og på raffinaderiet.

Jeg er ikke den eneste uventede gæst på disse kanter. Midt på den klare eftermiddag kom i går Hanne ud af intet blødt gående, som digteren siger. Pludselig var hun der og ville gerne på ølejr. Det fik hun lov til, som jeg gjorde det.

Jeg sov ikke meget i nat. Derfor virker dagen i dag lidt sløv, lidt lad og måske lidt afprøvende. Der var alligevel så mange indtryk i går – så meget nyt: Ikke alene øen med dens særegenhed, osse så mange nye mennesker, om det kun er en halv snes stykker det drejer sig om, Eller et dusin kanske.
Forretningsføreren hedder Torben, og er den der sidder på kassen. Til gengæld betaler han ikke for opholdet. Vi andre skal betale 60 kr i døgnet. Billigere kan det heller ikke gøres – med kost og det hele.

Søndag eftermiddag.
Har prøvet at sove lidt, men var konstant ved at blive ædt op af fluer, så det opgav jeg hurtigt og fulgtes med Tove, Torben, Jan og Hanne til stranden. Der er temmelig langt. Godt nok ligger vi lige ned til Østskrænten, men det indbyder ikke til stranligning, endsige badning. Der er kloakudløb fra byen i nærheden og stanken er streng. Derfor må vi gå den tunge vej ind til byen, ud ad Egholmvej, forbi præstegården – så har de altså osse en præst til kirken – og et stykke ude mod vest, forbi et sommerhusområde, ned til vestsiden af øen, til storebæltssiden.

Stranden her er fin, vandet er rent men det føltes koldere end jeg bryder mig om. Gad heller ikke blive der særligt længe, og slog derfor på tilbagevejen en smut op forbi en gravhøj der viste sig at indeholde en langdysse. Tilsyneladende er der ikke meget af den slags her, men det må jeg ha undersøgt. Der var ikke meget at se heller for tjørnekrat og andet buskads, og min lette påklædning tillod ikke at jeg trængte gennem urskoven. Derudover har jeg set så mange andre dysser, og med mindre man går i jorden kan man ikke se hvad de indeholder.

Kun en enkelt generede sig ved at klæde sig helt nøgen i andres påsyn. Ellers var vi hurtigt af tøjet og ude i bølgerne. Forunderligt sådan at slippe for badebukserne. Selv de små tarzantrusser generer hvis man en gang har prøvet at svømme foruden. Dønningerne fra et par forbisejlende tankere helt ovre ved Langeland nåede os og forlenede svømmeturen med mindelser om Stillehavet.

Søndag nat.
Vi fik pizza til aften. Der var mere end rigeligt til alle. Gitte var kok og havde et hulens besvær med ovnen, der er tre gange så længe om at varme op som den hun er vant til. Kultursammenstød kalder man det vist. Den slags kan sætte sig til frustrationer om man ikke er opmærksom på det i tide. Men maden smagte godt og alle blev mætte trods det sene tidspunkt. Jeg tror den var halvelleve inden vi fik gang i gaflerne. Til gengæld blev der drukket bravt, men det er vist vanligt for Ølejre, og man kan jo altid tage en vandkur når man kommer hjem igen. Og så drillede de andre mig med mine svømmende øjne allerede efter den anden øl.

Midt i maden kom Peter ind og satte sig. Han ville gerne snakke det vil han vist i øvrigt altid, men mig gør det intet. Kan godt lide det han fortæller. Som om han har hele øens historie i hovedet, ikke kun historien, hele dens kultur.
”Må je lie smae?” sagde han og stak fingrene i et stykke pizza. Så spurgte han hvad det var og fortalte at han aldrig havde hverken set eller smagt noget så mærkeligt før.
Han fik resten med hjem til kattene. Gris har han ikke siger han.
”Jeg vil helst kun ha brødet”, sae han, ”det andet er je ikk så intresseret i…” Forresten hvem har baget det her?
Baget. Det er i hvert fald et nyt udtryk for mig.

Drikker, det gør Peter ikke. Hverken eller. Kaffe, det må jeg ikke drikke før jeg blir stor nok, det har jeg ikke drukket i 55 år. Og så kan det gå hen og ha lange udsigter, for han er ikke meget højere end en stor 12års knøs. Te eller øl vil han heller ikke ha.
Peter forlod teltet ved midnat. Uden et ord. Gled bare lige så stille som han var kommet ud ad døren.

Mandag d. 15.
Så snart jeg vågnede tog jeg min dagbog frem. Læste lidt og gjorde klar til at lave et par notater trods den ubekvemme stilling i soveposen.
Jan, der ligger lige ved siden af vågnede ved at Thomas, hans søn skulle op at tisse. Jan ville lave morgenkaffen og jeg bestilte en kopfuld og et kys på sengen.
Nu kommer han med kopper og kaffe. Hælder op og vi begynder at drikke. Jeg spør hvor kysset blir af og han svarer lidt undvigende at havde jeg sovet, såe.. måske nok.
Nu kommer Hanne med et kop te til mig. Men heller ikke hun vil af med noget kys til mig. Så må jeg vel undvære.

Det er varmt i vejret i dag. Beslutter mig for et koldt brusebad. Vaskerummet er et træskelet med en pressenning over og nogle finerplader der vender ind mod lejren. Ud mod stranden er der åbent. Lokummerne er næsten mere primitive: Fire vandrør stukket i jorden og et telt trukket ned over så man kan se ind forneden. Døren, om man kan tale om en sådan, låses med et par sløjfer midtpå. Der er lige plads til en spand og en slank person i hvert lokum. Den der er genert må enten holde sig eller gå på havnen.

Det er naturens orden – naturens nemlig. Men vi byboer glemmer alt for ofte at det er den vi er rundet af, vi tror mennesker har skabt verden og at den bør bestå af stenbro, asfalt, motorveje, træk og slip, tykke gulvtæpper, TV og alskens elektronik. Her er der bare ingenting, jo vand. Der ligger en slange, forbundet med en hane inde i byen, og en eller anden har en transistorradio med.

Det er nu ellers fine forhold I har her, siger Peter om vores toiletter. På spørgsmålet om hvad han selv har derhjemme siger han: ”Hjemme hos ost? – Der har vi grebningen bag køerne, eller møddingen”!
Den har jeg nu lidt svært ved at tro på. Jeg regnede med at der alle steder her i landet var i det mindste et gammeldags brædt – med et eller to huller og låg på, som jeg har set det.

Tirsdag den 16.
Sov det meste af natten. Træt alligevel. Sådan er det når man er derude hvor man ikke plejer at være.
Vi har fået vores bradepande tilbage. Peter fik den med forleden med resterne af pizzaen. Han siger noget om at han har frosset den ned, så nu ligger den dernede. Hans kone, Arna – det navn har jeg ikke hørt før – havde pudset den, altså bradepanden, så man omtrent kunne spejle sig i den.
Da han kom med den her til morgen begyndte han igen at fortælle. Dennegang om helligtrekonger. De har en særlig skik herovre som jeg har hørt om før på Ærø: De klæder sig ud og går på besøg hos hinanden. Det må jeg se at få mere at vide om ved lejlighed.

Der er osse noget med Volmsdaw – Valborgsdag, altså 1. maj, fest for sommerens komme og på fordelingerne af høslettet på byens fællesjord.

Øtid er anderledes end fastlandstid. Her følger den sin egen rytme synes det, uafhængig af klokkelslet. Snarere er det ideen, donten der er afgørende, det der skal laves på stedet. Id og dont er ikke ord der har mistet deres betydning her, og jeg bruger dem ikke i forsøg på at virke nostalgisk. Disse gamle ord passer bare bedre på det der foregår herovre. Nye ord har ligesom en forkert klang her. Jeg tror det skyldes det er en ø, et isoleret minisamfund med egne love for livet og døden. Det vi andre kalder fremskridtet er ikke kommet hertil i det omfang vi er blevet vant til, vi der lever i eller nær storbyer.

Det har regnet hele dagen. Jeg prøver at læse lidt men det blir ikke til noget. Der er for meget andet der trækker.

Onsdag d. 17.
Da jeg kom op i morges og gik over i køkkenteltet så jeg med det samme at nogen havde haft en romance i løbet af natten. Flasken stod der og afslørede de formastelige: En uden tvivl afskyelig rosévin med det navn – Romance. Det betyder det samme hvad sprog man end udtaler det på. Lyserød ad Pommern til, ikke kun af udseende, osse i smag og virkning. Føj. Godt det ikke er mig der er indblandet der.
Der er ingen grund til af afsløre hvem det er, men de løb deres vej så snart jeg kom ud af soveteltet. Det varede længe inden de kom tilbage, men fornuftigvis havde de været forbi bageren og havde taget brød med, og mælk.

Han lagde sig straks efter morgenmaden og jeg tog over i stedet, snakkede længe og meget med hende. Bl. a. om det at blive forelsket. Det ligger noget fra mig at blive forelsket. Finder det for besværligt, for belastende – foruden at det udelukker alt for mange oplevelser med en masse andre mennesker. Man lukker sig inde med den men er forelsket i, og det gider jeg ikke længere.
Først langt op ad dagen lagde hun sig – denngang op ad Torben. Forandring fryder – eller osse har mine ord gjort sin virkning. Her til aften sidder vi på kroen. Jeg frådser og køber en øl og to snapse.

Gitte låner en cigaret af mig og jeg fortæller at jeg i gerne vil have den tilbage i form af et kys – det plejer at være min betaling. Til min store overraskelse rejser hun sig og rækker munden frem over bordet. Bagefter siger jeg: Det havde du ikke turdet gøre i går, min ven. – Nej, siger hun. da kendte jeg dig heller ikke så godt. Sådan er det altså osse på en ølejr. Man lærer hurtigt hinanden at kende.

Fredag d. 19.
På en tur over til byen falder jeg i snak med Lars Peter og blir inviteret indenfor. Der sidder Arna i et hjørne i bryggerset med en kop kaffe og et stort smil om munden idet jeg træder over dørtærskelen. Jeg har mødt hende på gaden før, kan jeg se, men vi har ikke hilst ordentligt på hinanden tidligere.

Arna er en rigtig rund kvinde i sin bedste alder – sidst i 50erne. Der står en storvask der fylder hele bryggerset: baljer og kar med hvidt linned som jeg husker det fra min barndom hvor man vaskede højst en gang om måneden og derfor tog en dag eller to til det. – ”Der er fra et halvt år”, siger Arna. – ”Vi har ikke haft kræfter til det før. Jeg har været så syg så syg, af gigt og alt muligt andet. Til tider har jeg slet ikke kunnet stå ud af sengen eller noget”.
Der står en gammel Ferm vaskestolsmaskine midt i rummet og der er fyr under gruekedlen. Peter forklarer: ”Vi har overtaget den maskine. Den har været fælles for byen, men efterhånden har de andre fået automatiske vaskemaskiner. Men du skulle se deres tøj. Det når slet ikke at blive hvidt. Det er nærmest gråt”. Jeg kan godt se forskellen og nikker samtykkende. Peters og Arnas linned er hvidt, det ligefrem lyser her bag de små vinduer.

Der er mange rum i huset. Små rum. Bryggerset hører til de store, og jeg kan se det engang er blevet udvidet med et halvt fag. Bindingsværkshuse afslører sig selv. I en af bjælkerne er der støjlehuller. Her har engang siddet de pinde der skal forhindre lerkliningen i at skride ud. Arna nikker anerkendende. Man blir lettere accepteret hvis man ikke står helt fremmed over for det der findes på disse kanter, man blir ikke i lige så høj grad betragtet som en arg københavner hvis man kan gå ind i det der foregår på øen, hvis man viser at en smule interesse for dens kultur.

Og kultur er her. Vel ikke den der kan findes i byen. Ikke nødvendigvis den der er udstillet i gallerier, vises i biografer eller ses i kulturhuse. Men måske i museer. Nogen kalder det folkekultur, en hjemlig form for etnografi. Jo og så har mange af de butikker der reklamerer med antique ting det samme som her er i dagligt brug.

Det er ikke bagstræv der får Arna og Peter til at leve som de gør. Jeg tror heller ikke det er materiel fattigdom, og langtfra åndelig. Nej snarere lever de i pagt med naturen og traditionerne. Her midt i et højteknologisk samfund lever de økologisk, de bruger de ting der kan bruges, slider dem op, går med tøjet på kroppen til der ikke er fibre skabt i det mere, slider dagligt på husgeråd der er lavet i en tid hvor fabrikanter ikke havde i tankerne at de om kort tid skulle sælge en ny model blot fordi den gamle var blevet lidt aflægs. Vaskemaskinen der er et tydeligt eksempel. Den er mindst 25 år gammel, og – indrømmet – en smule besværlig at arbejde med, men den fungerer efter sin forudbestemte hensigt, at vaske sort tøj hvidt.

Selv huset er et eklatant eksempel. Enhver fastlænding ville have slået skillevægge ned, indsat termoruder, brækket gulve op, isoleret eller hvad ved jeg. Her ligger Cement og træ, rimeligvis oven på brosten og lerstampede gulve.
Var der en der nævnte ordet fugt? – Kulde? – Jovist. Det gir gigt det her. Det er prisen for at leve som vore forfædre, vikingerne, gjorde det.

Jeg blir inviteret længere ind. Det er et hus man bor og arbejder i, ikke et parcelhus der bare skal se ud som, eller efterligne borgerskabets eller adelens steder i 1700-tallet. Her er ingen brændeovn, men en kakkelovn, ingen lædermøbler, intet tv. Det kan synes fattigt, men der sker ting og sager i det her hus. At leve er at arbejde, kunne der stå over døren.

Peter fortæller at havregrynsæskerne er fyldt med sysager: garn, stofrester, nåle osv. ”Jeg reparerer selv tøjet”, siger han. På mit spørgsmål om hvilket tøj det drejer sin om siger Arna: han har et helt hus fyldt med tøj ved siden af. Tøj fra øen. Det blir brugt i hvert fald en gang om året: Helligtrekongers aften. Da kommer byens befolkning og eventuelle tilløbere ovre fra fastlandet for at låne til udklædning, eller omklædning som de siger her.

Bag stuen er der endnu to stuer af den slags man i min barndom benævnte pæne. Stuer der ikke bruges ved andet end højtidelige lejligheder, når der er mange gæster. Den bageste stue sagde vi der hvor jeg komme fra.

Peter viser mig en kobberkedel. Se, den har fået påloddet sæk. Det var dengang men gik over til komfurer. Oprindeligt var den fladbundet, men sækken er til for at den kan nå længere ned i gløderne. – Genbrug, kalder man det i vore dage. Et ord der er opfundet af kulturmennesket, smidvækmennesket. Da denneher kedel var ny blev den måske fremstillet af omsmeltet kobber fra en anden kedel, og siden blev den altså forsynet med sæk, dengang den ikke længere skulle stå på det åbne ildsted, eller hænge i en krog i skorstenene.
Sært. Jeg har kendt folk der har arbejdet i en sådan skorsten. Enkelte af dem lever måske endnu om de end nærmer sig de 100 år. Ikke før ganske kort før århundredskiftet fik man dem, disse sorte ildmaskiner fra Morsø eller Hess i Vejle, og nu er osse de blevet museumsgenstande. Nå. Hvis ikke jeg hørte galt, så blev der solgt et par stykker kort efter den såkaldte oliekrise i 1973. De sidste købmanden havde på lager. Ikke her men ved Roskilde.

Der er meget andet i stuen: Mahognimøbler. Ægte Cuba, kan jeg se med mit kenderblik. Snedkeren i mig fornægter sig ikke. Hvem der dog engang havde holdt et sådant stykke i hånden, et stykke frisk ubearbejdet cubamahogni. I dag er det sin vægt værd i guld, ikke til at skaffe og næsten ikke til at betale. Nogen gir Castro skylden. Snarere tror jeg man har drevet rov på skovene og glemt at plante nye.

Den blå stue får jeg ikke at se. Der ligger for meget ragelse, siger Peter og Arna. Eller osse hører jeg ikke til de indviede, der kan få lov til at betræde helligdommen. Men jeg ser billeder. derfra. Farvedias i en ramme der ikke er under 30 år gammel. Et eller andet ugeblad har været her og har bragt et indslag med Peter. Der gad jeg ellers nok komme en gang. Den ser ikke ud til at have været malet de sidste 200 år, eller hvor længe gården nu har stået her.

På vej hjem henter jeg de skrubber jeg købte hos en fisker i morges. De har ligget i kølehuset på is, så de kunne holde sig friske til aftensmaden. Persille og pillekartofler til.

Østergård, lørdag d 20.
Vi blev skyllet helt bort fra lejren i aftes. Der kom en tordenbyge ad dimensioner så alting blev vådt af oversvømmelse. Vi gik til Peter og bad om lov til at komme under tag, og det indvilligede han straks i. ”Når I ikke er flere, så kan I få lov til at ligge nede på ”gåden””. Går’n.

Gården; det er altså Østergård, der ligger for sig selv lidt uden for byen. Den er ikke større end et husmandssted, og formentlig bygget omkring 80 år tilbage i tiden. Den er ubeboet og i Peters varetægt. To af værelserne måtte vi ikke bruge. Det ene er reserveret til en eller anden der kommer og hjælper Peter ind i mellem, i det andet står en opredt seng. ”Det er min personlige” siger han.
”Men hvis du vil sove i himmelseng, så kan du da godt få lov til det” fortsætter han og finder en nøgle frem. ”da vi holdt sølvbryllup, så blev det holdt hernede, og vi overnattede derinde i himmelsengen. Jeg havde sat noget forhæng op jeg har liggende til den. – Vi havde 120 gæster i tre omgange. 40, 40 og 30 på 3 dawe”.
Han siger det ikke for at prale. Jeg tror heller ikke gæstebuddet blev holdt for at vise hvor meget de formåede. Det blev bare sådan. Venner og familie skulle inviteres. Det er nok heller ikke sket før, og gør det nok heller ikke siden. Men der må stå gny af det sølvbryllup endnu.

Jeg vil da gerne sove i himmelseng, men jeg vil ikke gøre det alene, så jeg spør halvt i spøg, halvt i alvor om en af pigerne ikke kunne tænke sig en tur i kanen med mig. Det ser ikke ud til at være tilfældet.
Jane og Per begynder i stedet at lave øjne til hinanden. Det var osse dem med romancen forleden morgen, og galant træder jeg til side og lader dem overtage hædrespladsen.

Vi andre fordeler os så godt vi kan på gulve og sofaer i vore soveposer.