Landsbyhistorier.dk

Lidt om Sognerådet

Det var kun gårdmændene der kom i sognerådet og det var genstand for stor omtale at den belæste Væver Hans Larsen ude på Møllevænget kom ind i sognerådet. Han var meget betænkelig ved sådan at komme ind i gårdmændenes lag. Ved det første møde var han meget nervøs og ulykkelig, skønt han var mere kvalificeret end de andre.

Sognefogeden boede naturligvis i Fodby, og han var den rigeste af dem alle, Jens Pæ’esen hed han. Han var en lille rundrygget mand , med et glat ,rødt ansigt, sammenknebet mund og små livlige øjne. Hele han væsen var præget af mild jævnhed og urokkelig fasthed. Han havde stor respekt hos alle.

Sognerådsformanden var også en fra Fodby, men senere blev det en fra nedensognet. Det var gårdmand Chr. Hansen fra Stenbæksholm, han kunne kun skrive sit navn. Men han havde en søn, Hans Chr. Hansen som lige var kommet hjem fra Hindholm Højskole. Han var en dygtig bonde, god til at tale og forholdsvis belæst, og så havde han en god håndskrift, der gik ry om i hele sognet.

På hans kvalifikationer blev faderen sognerådsformand. Senere blev det jo Peder Jensen i samme by. Han blev i en årrække en af sognets mest fremtrædende. Han var kendt i vide kredse og flere gange opstillet til folketinget.

Sognerådsmøderne blev holdt på omgang hos medlemmerne. Der var altid en vis spænding hos alle på gården, mens de syv vise holdt råd, om sognets ve og vel. Møderne blev altid holdt i Sovekammeret, det var dengang de fleste hjems stadsstue. Sengen var dækket af et blåternet lærredstæppe og i den øvrige del af stuen stod sofaen et bord og en enkelt stol.

Fik man gæster hed det værsgo at gå op i sovekammeret. I øverstestuen havde ingen siddepladser kun skabe og kister langs væggene, den blev kun brugt til sammenkomster og dans.

Hans Chr. Hansen førte protokols, og der blev drukket mange Thevandsknækte ved disse sognerådsmøder. Forhandlingerne blev af den grund noget højrøstet, og man kunne ikke undgå at hører hvad der foregik bag den lukkede dør. De fik ikke noget at spise kun en gang om året når ligningen fandt sted blev der sammenskudsgilde på mødestedet.

         

 

0 replies

Skriv en kommentar

Har du kommentarer ti historien eller andres kommentarer?
Så send gerne dine kommentarer!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.