Flygtningelejren i Fitting

Min farbror Paul Lund arbejdede efter befrielsen i flere forskellige lejre, først i nogle som var befolket med russiske og polske flygtninge i Jægerspris og Blåvand, men i slutningen af maj bliver han flyttet til Fitting ved Vorbasse. Han har i 1953 skrevet en lille bog med titlen ”Bag flygningelejrenes pigtraad”. Følgende historie er et uddrag fra denne bog.

Fittinglejren
Da jeg kom ned på kontoret, var der kommet besked fra luftværnskontoret om, at jeg den følgende dag skulle begynde i Fittinglejren. Det var med en vis spænding at jeg tog med en af forplejningsstationens biler fra Egtved til Fitting. Straks efter min ankomst så jeg, at lejren var god, og at der var plads til at bevæge sig på. Der var en meget bister kok ved navn Mutz, og kusken som hed Quinau, hentede hver dag mælk på Kragelund mejeri. Lejrens hidtidige chef, oversergent Sørensen blev et par dage inden han blev kaldt til Kolding, og jeg avancerede til lejrchef. Lejren blev bevogtet af CB mandskab fra Kolding, og tre overbetjente var her på skift Den første store flygtningetransport kom en søndag formiddag til Fitting station. Siden kapitulationen havde disse flygtninge været interneret i forsamlingshuse og lignende på Lolland, og de var med skib sejlet til Kolding. I løbet af et par timer havde jeg alle indkvarteret. Enlige kvinder og mænd kom hver for sig, grupper af bekendte og folk fra samme byer måtte dele de store 17 mands stuer. Det var et broget selskab i alderen fra spædbørn til 85 år, naturligvis mest kvinder og børn. I hele flokken på flere hundrede mennesker var der højest 10 arbejdsføre mænd…

En morgen kom fru Blume og fortalte at en gammel morlille i nattens løb var faldet ud af sin overkøje og havde slået sig slemt. Et stort lyst værelse, hvor der dagen igennem sad en flok driverter for at høre radio blev nu til et ”alderdomshjem” og 8 gamle kvinder flyttede ind til stor ærgrelse for slynglerne, men til ubeskrivelig glæde for de gamle…
Et andet problem i lejren var skoleundervisning. Alle skolepligtige børn fik besked om at melde sig til folkeskole eller højere undervisning. Der var lærerkræfter nok, både en professor og nogle lektorer til de store og et par lærerinder til folkeskolen, men også en børnehave fik vi etableret, og det var utroligt hvad lederen kunne få ud af næsten intet…
De store drenge drev rundt på en støjende måde med hænderne dybt begravet i bukselommerne og rygge som flitsbuer.

Jeg besluttede at gøre noget ved det. Den næste dag stod jeg selv i gymnastiksalen og uge efter uge gennemtampede jeg nu drengene i primitiv gymnastik. Mit eneste redskab var en gammel tømme af kuskens. Drengenes gymnastikbenklæder var syet af sandsække med lidt flonel i skridtet…
Lejrens liv havde nu fundet sin rytme og ved arbejdet sang og fløjtede man melodierne fra gymnastiksalen. Kendingsmelodien var: Das vandren ist der Mullers lust.
Fru Seydler, der pyntede salen til gudstjenesterne, sagde en dag: ”Kan vi ikke starte en højskoleforening, det hører dog Norden til?” Siden samledes vi gang på gang til højskoleaftner, hvor der blev sluttet med bibelord og sang…

Blume blev valgt til ”borgmester” for lejren og en aften fortalte han mig nogle slemme historier om lejrens moralske forhold. Sammen bestemte vi os til at rydde op.
Opgaven var nu slet ikke så ligetil, men efterhånden fik vi en i det ydre pæn lejr. Børnene blev i det mindste forskånet for at have deres mødres elskere boende i deres værelser, hvad der havde pint mange store børn meget. Alligevel var nattelivet stadig slemt, og jeg besluttede at give de to mest udfordrende ”tyre” ring i næsen.. I alvorlige vendinger sagde jeg til de sammenkaldte tillidsfolk, at hr. urmager Schødt havde gjort mig opmærksom på, at der rådede en stor sexuel nød blandt lejrens kvinder. I samme anledning ville jeg spørge om der var stemning for at oprette et bordel, da jeg mente at kende to villige mænd, der så kunne få et par separate værelser. Der var dødstille, de fleste var chokerede og vidste hverken ud eller ind. På den måde fik jeg så alles blikke til at samle sig i én bestemt retning, og de to udhalere, der ellers sad og kroede sig af deres vitalitet, så ud som de helst ville krybe i et musehul…
Kuren viste sig gavnlig, de forskellige sørgede i fremtiden for at gå stille med dørene, og det havde været min hensigt. Der var dog allerede passeret nok. Den ene til bordellet udsete mand havde besvangret en ung pige og to mødre med store børn…
Blume havde en dag tørt bemærket til en ung CB vagt: ”Jeg har aldrig hørt, at man i Danmark havde gummitræer, og at de var så rigtbærende”…

Han havde om morgenen opsamlet henkastede præservativer, så der må også havde været et problem med disse vagtposter og kvinderne i lejren, idet tyskerne selv ikke havde adgang til sådan beskyttelse.

Der var hele tiden blevet bygget i lejren, da det var meningen at vi skulle op på mindst 1000 personer, og en dag stod jeg over for en ny stor opgave, ankomsten af Borsigskolen fra Berlin, der hidtil havde været indkvarteret i Mikkelsens badehotel i Binderup. Der var ca. 100 drenge og 4 lærerfamilier samt nogle elevmødre. Drengene var 12-17 år og vore unge piger pyntede sig…
De fleste havde noget umuligt fodtøj, men i mine weekends i Egtved løb jeg fra dør til dør, og da folk hørte om det kom de selv med deres aflagte sager som jeg så bragte til Fitting…
Min barndoms legekammerat, frk. Else Uldahl var blevet økonoma i lejren, og det var en hyggelig forandring. Hver aften hyggede vi os sammen med overbetjent Sørensen…
Det hændte Sørensen sagde: ”Synes De ikke vi skal gå en tur med alle i lejren?” Det synes jeg hver gang, og disse hedevandringer var til ubeskrivelig glæde for de internerede…

Efter flere gode måneder i Fittinglejren får Paul Lund besked på at lejren skal nedlægges øjeblikkelig, og flygtningene overføres til Ålborg. Han følger med toget derop, det tager 24 timer og stemningen er trykket efter den forholdsvise frie tilværelse i Fitting, som nu ændres i den store lejr. Der er i bogen 20 sider med afskedshilsner til lejrchefen, og det er næsten helt overvældende så positivt flygtningene omtaler tiden i Fitting. Et par enkelte smagsprøver oversat:

Nu er sommeren kommen, og det vil blomstre i vor lille have,
men den glæde får vi ikke, vi må drage videre.
Vi vil forblive venner, afskedssmerten stilles.
vi vil håbe, at vi ses i Tyskland.
Fru Martha Wetzel, Elke og Hartmut

I den tungeste nødens stund for vort land fandt vi ophold i Danmark. Vi blev bevarede mod nød, og ved varmhjertig, menneskelig deltagelse lettede de vor lod Hr. Lund.
Vi takker Dem hjerteligt med de bedste ønsker for Deres fremtid
Marta Schytche og børn

Min farbror Paul Lund, har i 1953 skrevet en lille bog med titlen ”Bag flygningelejrenes pigtraad”. Han arbejdede i årene efter krigen i flere af flygtningelejrene, og i bl.a. Vingsted og Fitting var han den øverste danske leder på stedet. I sin bog giver han et både rørende og barsk billede af forholdene bag pigtrådshegnene. Det var jo således at det var strengt forbudt for den danske befolkning at ”fraternisere” med flygtningene, og derfor var der både pigtråd og vagtposter rundt om lejrene.

Forfatteren var på det tidspunkt en overgearet kommunist og så på kommunisterne og sovjetstaten som paradiset på jorden efter den frygtelige krig i 40’erne.
Blev han spurgt om de russiske udrensninger blandt deres egne borgere, kunne han svare: ”Havde vi i tide gjort det samme i Vesteuropa, var Hitler aldrig nået så langt”. En både kynisk og naiv betragtning, i hvert fald set her i bakspejlet, men på det tidspunkt var min farbror jo langt fra alene om at have næsegrus beundring for Rusland. Alligevel er det forbavsende, at han kunne være så godtroende. Men netop hans godhed og tro på menneskene gav også mange flygtninge et håb og en tålelig tilværelse i al deres elendighed.