Små Egtvedbanefortællinger

Den smalsporede private jernbane blev åbnet i 1898 og levede kun i 32 år. Den blev som den første banestrækning lukket allerede i 1930. Men den dag i dag kan flere strækninger endnu følges som stier eller markveje.
For nogle år siden talte Egtved Museumsforening med dengang nulevende, der havde rejst med toget, og her følger nogle af de små fortællinger:

Ejner Buhl Gaarde:
Når far kom hjem med toget fra Kolding kl. 11 skulle han hjem og spise, jeg fik så lov at rangere de togvogne der skulle ud på turen tilbage kl. 12. Far var togfører på Egtved-Koldingbanen der var etableret i 1898 og kørte frem til 1930, hvor den smalsporede bane blev nedlagt. Sammen med lokomotivføreren hjalp jeg som dreng altid med at vende lokomotivet på drejeskiven, fylde vand og kul på, samt sætte vognene rigtigt sammen. Stationsforstanderen hed Nissen og var også Postmester, han var en fin mand.

Dengang var der jo et virkeligt liv på pladsen nede ved stationen, hvor nu posthuset ligger. Dengang var der næsten ingen biler, og alt gods til kroen, hvor der var købmandshandel bl.a. med foderstoffer og meget andet, blev fragtet med banen og siden kørt ud af vognmand Simonsen, der havde Afholdshotellet. Med hestevogn kørte han så varerne ud til kunderne i byen.

Den anden vej husker jeg de levende svin, bønderne kom med. Der var virkelig liv på stationen, især om mandagen. Stationsforstanderen var også kongelig måler og vejer, og svinene skulle vejes og afregnes kontant. Så skulle bønderne gerne en tur omkring kroen og have et par kaffepunche inden hjemturen.

Også tørv og brænde kom der mange vogne med. Det var faktisk den største del af transporten fra Egtved, som så skulle videre til Kolding og så omlades til Fyn og Sjælland. To kasser af vores slags, der fyldte en vogn, kunne være i een statsbanevogn. Det var en alt for stor udgift i længden med den omladning i Kolding, og da først rutebiler og lastbiler blev almindelige, var det sket med Egtvedbanen.

Karen Jacobsen, Vorkvej 20:
Den 13. dec. 1927 brækkede min bedstefar, L. P. Madsen sit ene ben. Han var smed i Ballehule og de havde fået et tungt redskab leveret med Egtvedbanen. Slisken brækkede under aflæsningen hjemme, hvor vi boede, nu Vorkvej nr. 20, og maskinen faldt ned over bedstefar. Han kom på Kolding sygehus, og vi tre børnebørn på 4, 6 og 7 år skulle med mor ud og besøge ham.

Vi skulle så med toget fra Egtved, det var snesjap og vi skulle gå i forvejen i vore træsko derop. Mor, Anna Madsen kom på cykel bagefter, men da hun kunne se os oppe ved Kirken, blev hun hed om ørerne, idet hun havde glemt kurven med vore sko. Der var ikke tid til at hente dem, så vi smuttede ind til “Røgsinne” for at låne sko. Jeg fik som den ældste et par fine nye laksko, men Simone måtte have et par gamle, alt for store med aviser i, – uha gå i Koldings gader med sådanne nogle, Mika fik et par snørestøvler. Hjemme så søster Gudrun kurven med skoene og løb ud til far, Sofus Madsen. Han var ved at sko en hest, men hest og mand måtte vente. Far havde en lille motorcykel, nærmest som en lille knallert i dag, – han af sted med vore sko og nåede akkurat at lange dem ind af vinduet i toget, og vi kom standsmæssigt til Kolding.

Johanne Andersen, Kirkevænget 7C:
I min barndom hørte “Egtvedgrisen” med til min hverdag. Vi kunne hører den når den kørte fra Egtved og ind, og igen fra Bølling Station, som vi boede ikke så langt fra. Vi børn kendte alle togtiderne, og da vi intet ur havde, var det med at komme hjem fra marken, når toget fra Egtved kom forbi et par minutter over 12. Vi var tit nede på stationen i Bølling for at sende breve eller pakker med toget.

Far var også tit med toget til Kolding, det var gerne når han skulle til eksportmarkedet, hvor dyrene blev handlet. Når vi skulle have grise eller kreaturer med til slagteriet, blev der sat en jernbanevogn på Bølling Station og dyrene blev så læsset på ad en rampe. Min yngre bror blev tit sendt til Egtved med toget for at handle lidt ind i Brugsen. Han var da en halv snes år og skulle sige til togføreren, at han skulle med toget hjem igen.
En gang var han ikke kommet tilbage til toget i Egtved og der blev så ringet til Brugsen, at nu skulle han komme, for toget skulle køre.

Jeg havde også en ældre bror, der hver dag kørte med toget til Kolding, da han gik på realskolen der. Vi havde en lidt besværlig vej til Bølling Station, den var ikke lang, men vi skulle over Hjelmdrup mose, hvor der kun gik en sti dengang. I den mørke vintertid, havde han en lille flagermuslygte med og det skete han var lidt sent på vej. Når han så kunne se toget skulle til at køre, svingede han lygten og da ventede toget selvfølgelig lige på ham.

Han oplevede og fortalte meget fra skoletiden i Kolding. Især de mange forskellige mennesker, der var med toget og som fortalte historier på vejen. Der var en grisehandler, Peter Søndergaard, som særlig var god til det med historier. En vinterdag under en slem snestorm, kunne toget ikke kører længere end til Viuf. Der blev ringet til en nabogård, at der var en ung mand, der absolut ville hjem og at det sikkert var min bror. Far gik ham så i møde og fandt ham da også på linien i snefygningen. “Far er det dig”, sagde min bror forundret, da far fandt ham i sneen.

Stationsforstanderen i Bølling hed Madsen, de havde mange børn, som jeg gik i skole med. Senere kom der en ny der hed Lund. Ham fik min yngre bror lov til at køre med på troljen, når Lund skulle ud på linien for at tilse denne. Det gik stærkt ned mod Egtved. Toget kørte meget langsomt opad fra Bølling Station mod Vendborg. Vi børn kunne høre den sagde: “Kom til hjælp – kom til hjælp”! Når toget så omsider var kommet i fart sagde det helt anderledes:  “Behøves ikke – behøves ikke”!

Aksel Larsen, en jævnaldrende nabodreng, fortæller om toget, at de kunne godt standse dette hjemme ved deres hus, så de ikke behøvede at gå til stationen for at stige på. Han blev i øvrigt engang meget forskrækket og kunne ikke sove om natten. Han havde været med sin mor i Gravens og i toget var der en mærkelig mand, der alvorligt talte om sære ting. bl.a. at verden ville forgå dagen efter. Det var bare for meget for en dreng på 10 år dengang i 1920erne.

Det var en mærkelig dag, og dagene derefter, da vi ikke længere hørte togets fløjt og kunne konstatere om det var middag. Da var jeg 14 år slutter Johanne Andersen.

Mogens Terp, Terpsminde ved Brakker:
Mine to brødre var noget ældre end jeg og jeg husker, at de skulle med toget til Kolding fra Brakker Station kl. 6.40 om morgenen og så var de først hjemme igen med toget 17.35. Især om tirsdagen nåede de ikke skolen før hen ad kl. 9, for da var der så mange svin der også skulle læsses på toget, men det var mine brødre ikke spor ked af.
Om vinteren så mine brødre faktisk kun deres hjem ved dagslys om søndagen, det var lange dage dengang. Hvis mine brødre nu var kommet lidt sent af sted, så havde de altid en lygte med og den svingede de med oppe ved vejen. Det så lokomotivføreren os så stoppede han og tog dem med.

Min far havde leveret en orne på stationen engang, og man ringede lidt senere fra Alminde Station, at ornen var ikke mere på toget. Far og karlene tog derpå ud for at lede efter dyret, men de kom næsten kun udenfor indkørslen, så kom ornen luntende af sig selv hjemad.

En anden gang havde toget fået for meget fart på ved Alminde Hule og i et sving røg sidelågen op på en vogn med grise. Resultat, alle grise trimlede ned ad jernbanedæmningen.

Opad på denne stækning, hvor toget kom ned i godt skridtgang, var det en yndet sport blandt skoledrengene, at hoppe af og skubbe lidt, men det var til stor ærgrelse for togpersonalet, og een gang lykkedes det da også at få toget så hurtigt i fart, at drengene blev agterudkørt.
Sådan drillede man hinanden. Drengene sang: “A kan eet – a kan eet, a trower det goer – a trower det goer”, og så når toget kom i fart – “det gik jo lie – det gik jo lie”.

Sønnen fra St. Roed har fortalt mig, at han engang han kedede sig, havde tændt et bål mellem skinnerne. Toget måtte jo pænt holde og slukke branden og derpå måle om skinnerne havde slået sig, hvad de nu ikke havde, men det var en betydelig værre historie for drengen, end han havde tænkt sig.

Mine forældre og de andre bønder her på egnen, skulle gerne hver tirsdag til Kolding, da var der markedsdag og man havde en stiltiende aftale om at sidde på de samme pladser i toget. Der var plyssæder på 2. kl. og træsæder på 3. kl. Bønderne havde altid 2. kl. og det var ikke velset, hvis der kom en fremmed og satte sig på ens foretrukne plads. Det var næsten lige som i kirken.

Da motorvognen kom og der ikke skulle rangeres så meget med godsvogne, kom vi noget hurtigere frem. Motorvognen kunne ikke trække andet en enkelt postvogn foruden sig selv, hvor passagerne sad. Her på egnen var det en yndet fornøjelse om sommeren at gå ned på Brakker Station og se det sidste tog til Egtved kl. 22.09. Der var jo ikke så megen anden adspredelse, så vi spadserede ned for at se hvem der nu havde været med toget og måske høre lidt nyt. Det var jo inden både radioen og fjernsynet kom til at ændre folks vaner.

Så vil jeg lige også tilføje, at når man i dag færdes ad den gamle banelinie, kan man ikke undgå at lægge mærke til de mange blommetræer, kirsebærtræer, æble- og pæretræer, ja også nøddebuske er der mange af. Det undrede mig i mange år indtil det slog mig, at det er vel passagererne, der har spist disse frugter og smidt resterne ud. Det har så resulteret i disse træer langs banelinien, der stadig står her 70 år efter den sidste tur med “Egtvedgrisen”.

Aksel Kyed, Ågård:
(Sådan blev Marius Kyed til)
Den første stationsforstander i Starup –  eller ekspeditrice som kvinderne hed – var frk. Madsen. Iver Kyed fra Hesselballe tog tit Egtvedgrisen til Kolding, og på Starup Station trak han altid kupèvinduet ned og spurgte: “Hwoden goert frk. Madsen”.

Dette blev optakten til den lune og første borgmester i Egtved storkommune, idet Marius blev født efter en del parlementeren gennem vinduet og senere frk. Madsens og Ivers giftermål.

Hans Ravn i Gravens købte en lastvogn og blev fragtmand for stationerne ved Egtvedbanen, men med en klausul om ikke at konkurrere med banen. Dette gav helt groteske situationer. Han hentede en gang et klædeskab i Hesselballe og kørte det til Gravens Station. Dernæst hentede han igen skabet på Haurballe Station og kørte det een km ud til karlens nye adresse.

Ida Skovmand Siggaard, Vejle:
Min far drev gartneriet “Flora”, Sdr. Vang i Kolding og min mor havde blomsterforretning i Jernbanegade fra 1898 til 1934. De sendte mange planter, kranse og buketter med “Egtvedgrisen”, så dens navn hørte jeg tit som barn.

Min mor fortalte at bønderne var noget bange for deres kreaturer på marken den gang banen startede. Jeg kan huske at der i den bagerste vogn, øverst oppe i højre hjørne, var et lille træ-lukaf til en banemand. Han skulle bremse toget med en stang oppe fra sit lukaf. En hund, der boede i et hus langs banelinien ved bakken op mod Bramdrupdam, havde set sig gal på denne bremsestang, og når toget passerede op ad bakken løb den bagefter og hagede sig fast i denne stang så toget standsede. Da det var sket flere gange fik hundens ejer besked på at holde hunden inde når toget kom. Toget kunne tidsnok blive forsinket på strækningen inden det nåede Egtved.