Fra “slavekrigens tid”

Rædsel og panik i Egtved for 150 år siden
I foråret 1848 var oprøret i hertugdømmerne mundet ud i en krig mod Danmark, og kort efter udbrød der en ganske voldsom panik i befolkningen overalt i Jylland.
Rygtet ville nemlig vide, at en stor skare tugthusfanger, (de blev dengang benævnt slaver) var sluppet ud fra fængslet i Rendsborg, og nu drog disse røvere hærgende op gennem landet sydfra, og da den danske hær var involveret i  kampe mod oprørerne i Sydslesvig, var der ingen til at stoppe slavernes voldsomme plyndringer, ildspåsættelser og voldtægter.
Rygterne herom gik som en løbeild fra sogn til sogn, det var jo inden man kendte til en almindelig kommunikation, som vi kender i dag, med aviser endsige radio og TV.

Her på Egtvedegnen er der forskellige gamle beretninger om, hvad alle disse falske rygter afstedkom, og nogle skal her genopfriskes, idet der vel aldrig siden har været en så udtalt frygt i befolkningen, men også på samme tid en vilje til at gøre modstand.

En mand fra Oustrup fortalte omkring 1900:
Jeg mødte min søster, hun havde været til konfirmationsforberedelse, og nu hun kom løbende og fortalte, at en af mændene i Egtved stod udenfor sin gård og græd.
Han havde fortalt hende, at Keldkær skov var fuld af røvere, og at vi sikkert også fik deres besøg. Man skulle imidlertid bevæbne sig og samles for at tage imod dem.
Far var for gammel til at møde og ingen af os brødre var voksne, men så længere hen på dagen kom  “gal Søren smed” jagende forbi  vores gård i strakt galop. Han var på vej mod Ødsted for at erfare nyt om fjenden. Jeg hørte dog aldrig hvad han havde fået at høre.

Medens dette stod på, beredte mændene i byen sig på at give slaverne en varm modtagelse, og kvinderne havde travlt med at gemme værdigenstande. Sølvtøj blev gravet ned under bryggersgulvet, kister med klæder og andre ting, som man nødig ville miste, blev måske kørt udenfor byen og gemt på afsides ejendomme, imedens de våbendygtige mænd stævnede til Egtved, og var udrustede på samme vis som i vikingetiden. En husmand på Egtved mark mødte med sin store buløkse fæsnet på en et langt skaft, nogle havde forke eller udrettede leblade, kun de færreste havde et gevær at forsvare sig med.

En anden mand, Christian Pedersen har fortalt. – Min far, Peder smed boede på en lille gård mellem Egtved og Fuglsang, det nuværende Tagkærhus. Far havde været smed og havde en smedje ved gården, hvor han endnu drev håndværket. I disse dage bestilte han ikke andet end lave spyd og rette leblade til “hæren”. Denne samledes i sandgraven i Egtved, hvor senere kroen blev bygget, og de indøvede så på marken ovenfor, hvor møllen siden blev bygget i 1861.
Vi drenge fandt, at det var kostelige løjer og stillede os i geled som de voksne. Nogle af mændene havde været soldat i København og de agerede befalingsmænd og brugte de kommandoer de kunne huske. Når der blev kommanderet: Til angreb! Løb hele hæren mod kirkegårdsdiget og de faldt sommetider, de var jo ikke vant til denne bestilling.

Dagen efter kom to store høstvogne til Egtved fyldt med bevæbnede mænd fra Randbøl sogn. De havde hørt, at slaverne huserede i og omkring Kolding, og ville nu stille sig til de derværende forsvareres rådighed. De kom nu ikke længere, men deltog vistnok i den lokale styrkes eftersøgning inde i Egtved skov, hvor rygtet sagde, at der var set nogle mistænkelige personer, denne eftersøgning var dog også resultatløs.

I det hele taget kunne de udsendte vagtposter ikke melde om noget som helst usædvanligt, men fortællinger og rygter om herregårde, der var brændt ned, folk som var slået ihjel osv blev ved med at gøre folk forvirrede og rædselsslagne nogle dage endnu. Selv fra nord var man begyndt at frygte undvegne tugthusfangers tilsynekomst, rygtet fortalte nemlig at fangerne i Viborg også var sluppet fri, og nu var på vej sydpå for at forenes med slaverne fra Rendsborg. Derfor blev der sat vagt på Råbjerg, hvorfra man kunne se viden om.

I Vork, som dengang var større end Egtved by og dens gårde, samledes man også og indøvede modstand, der er beretning om at flere kvinder og børn gemte sig nogen tid under bakkerne i jordhuler, men efter nogle dage slappedes spændingen lidt efter lidt, da der stadig ingen slaver ankom, og det hele viste sig at være opspind.

Der er mange fortællinger fra alle egne af Jylland om disse grusomme rygter, hvor både præster og andre øvrighedspersoner lod sig opsluge af panik. Selv Herredsfogden sendte ordre ud til sognefogderne, og disse måtte så med ridende stafetter underrette befolkningen og sørge for, at så store styrker som muligt blev sammenkaldt rundt i sognene, for at værne hjem og arne, som det hed. Senere kunne man så dog også more sig sammen over hele postyret, og det gav anledning til at der findes så mange fortællinger om hændelsen.

Dog undgik Egtveds borgere ikke den efterfølgende krig, hvor især de såkaldte “friskarer”  huserede i længere tid medens de var indkvarteret på Nybjerg Mølle. Men det er en anden historie.
Egtved Museumsforening har i øvrigt et par eksemplarer af de hjemmegjorte våben fra “slavekrigen” i sin samling.