En sød kjole for to kroner

Min far og mor havde boet to steder i Enslev, inden de omkring 1923 flyttede til et hus i Edderup. Huset solgte vi senere til Jens Vase.
Vi flyttede derefter ned i Sprut Jens Christians og Karolines hus – i daglig tale kaldet Pjaltenborg. Det lå lige neden for Bækkebo, hvor Rasmus Kastbjerg boede. Jorden var meget dårlig og sydvendt, så det var så som så med udbyttet. Til sidst måtte vi rejse derfra, fordi min far ikke kunne klare udgifterne. Ejendommen blev overtaget af kreditforeningen.

Rasmus Kastberg så efter bygningerne og dyrkede jorden. Efter nogen tid købte han ejendommen. Huset forfaldt og blev senere revet ned.

Vi flyttede ud i det hus, der blev kaldt Sorgenfri. Det lå ved den vej, der nu hedder Havndalvej, som nærmeste nabo til Jens Vase. Her kom vi til at bo sammen med to andre familier, indtil vi omkring 1928 flyttede til Skrødstrup.
I Sorgenfri, der nu også er nedrevet, var der tre små boliger. Vi kom til at bo i den lejlighed, der vendte mod vest. Hver bolig bestod af to rum, så det var småt med pladsen.
Havde vi gæster om aftenen, kunne vi børn ikke komme i seng, før de var gået hjem, de sad jo på slagbænken, hvor vi skulle sove.
Alt var meget spartansk. Vand til madlavning og vask hentede vi i blikspande ved brønden ude i gården.

Far var arbejdsmand. Han påtog sig alt muligt arbejde. Når en kuldamper tudede nede ved Dania, betød det arbejde. Far måtte skynde sig af sted, for der var mange, der havde brug for pengene, og arbejdet gik til dem, der kom først. Det var et slidsomt og hårdt arbejde at losse kullene. Værst var det om vinteren, for Far havde kun træsko. For at beskytte sig mod kulden var han nødt til, når han gik på arbejde, at snøre sække om benene og putte en avis ind på brystet.
Undertiden kom han først hjem sent om aftenen – sort som en neger, så måtte Mor gnide ham ind i margarine, inden han vaskede sig, ellers kunne han ikke få kulstøvet af.

Alligevel var vi heldige. Mange af de, der arbejdede fast på Dania, boede i barakker ved fabrikken og kom kun hjem om søndagen.

Engang var der storbrand i Sem Hede. Far og andre arbejdsmænd blev tilkaldt. De forsøgte at slukke ilden ved at slå den ned med våde sække. Det tog lang tid, inden ilden blev slukket. En stor del af heden brændte ved den lejlighed.

Om sommeren i høsttiden vaskede vi os udenfor. Mor, der var meget omsorgsfuld, stillede en balje fyldt med vand ud i solen, så var vandet lunt om aftenen, når vi kom hjem fra arbejde. Hun havde også hængte et forhæng af sække op, så kunne vi stå der bag forhænget og bade i det dejlige, lune vand fra baljen.

Far var fagforeningsformand. Det betød, at han en overgang sad i sognerådet. Det var ikke altid nemt den gang. Kommunen var en venstre kommune, så gennemslagskraften var ikke så stor for en socialdemokrat.

Det var meget svært at få pengene til at slå til. For at være sikker på, at der var lidt at holde jul for, satte mange penge i Julens Glæde, hvor Far en tid var formand. Indsamlerne gik rundt til folk en gang om måneden. Man kunne så indbetale et beløb – stort eller lille. Ved juletid kunne man hæve det indbetalte beløb. Det var en kærkommen håndsrækning i en dyr tid.
Julen var en travl tid. Gulvene skulle ferniseres, og kakkelovnen pudses i sort kakkelovnssværte til den skinnede. Julegaver var der ikke råd til i mit hjem, før mine store søskende kom ud at tjene. Vi havde ikke pengene, men det var jo ens for alle den gang.
Julemaden var meget spartansk. Hvis der var råd, fik vi flæskesteg, men som regel var det risengrød, hvortil vi drak en kande jule- eller hvidtøl med sukker.

Der var ikke ret mange kvinder, der havde fast arbejde uden for hjemmet. De var hjemmegående. Det var min mor også. Om sommeren kunne hun tjene lidt penge ved at plukke blåbær og tyttebær i Sem Hede. Når hun havde plukket det antal kilo, der var bestilt, kom hun bærrene i en barnevogn og kørte rundt og afleverede dem. Det hjalp godt på husholdningspengene.

Lige over for os på den anden side af vejen boede Jelne Pier i et lille hus, han selv havde bygget. Materialerne havde han kørt næsten to km på sin trillebør fra et sammenfaldet hus, der lå næsten i Grove.

Når han skulle i byen, kom han undertiden over og bad min mor om hjælp. Hun skulle fodre og malke geden. Det var nu ikke et arbejde, hun var særlig glad for. Ikke så sjældent var hun fyldt med lopper, når hun kom hjem.

Vi gik til skole i Grove. Det var en lang tur at gå, især om vinteren. Hvis der var meget sne eller is, fik vi trukket lange strømper uden på kludeskoene, det var af den slags, som havde sorte såler af bildæk, så kunne vi bedre holde varmen og stå fast, hvis det var glat.
I skolen blev vort våde tøj lagt til tørre på kakkelovnen i skolestuen eller inde i køkkenet hos fru Bach ved komfuret, så var det dejlig tørt og varmt, når vi skulle gå den lange vej hjem fra skole.

Efter min konfirmation i Sem Kirke, blev der holdt en fest hjemme. Jeg fik tre kroner i gave af gæsterne.
Det var den almindelige opfattelse, at når man var blevet konfirmeret, var man voksen, og så skulle man kunne klare sig selv. Man kunne ikke længere regne med at få hjælp hjemmefra.

Jeg kom straks ud at tjene. Lønnen var 15 kroner om måneden. Hvis jeg passede på og kun brugte penge på nyttige ting, kunne jeg klare mig selv.

Tøj kunne købes billigt i Sommers Magasiner, Dalls Varehus eller Bulldog. De tre varehuse, der et par gange om året – sommer og vinter – sendte kataloger ud til alle husstande i landet. Man kunne købe alt muligt, legetøj, julepynt, bånd, sygrej, bordpynt og tøj. For eksempel kunne man købe en sød bomuldskjole for to kr., hvis man da ikke foretrak en af de dyre, der kostede hele ni kr. Det var ikke så sjældent at flere af de unge piger gik i den samme type kjole, for alle købte jo den slags tøj, der måske ikke var det mest moderne, men tøjet var godt og holdbart.

Om søndagen var der livligt i Sorgenfri. Der boede en familie i hver af de tre lejligheder. Det var ikke ualmindeligt, at alle børnene kom hjem på en gang, så var vi 36 personer.