Hjemmeslagteren Ejnar

Når Ejnar skulle ud og slagte på en gård, var han altid meget præcis. Han kom altid til den tid, der var aftalt.
Engang kom han på en gård i Nederby, hvor vandet ikke kogte. Stige og kar var heller ikke taget frem. Han spurgte manden, om det ikke var i dag de skulle slagte, jo det var det da, men du kan vel vente, til vi er færdige med at spise,.” Nå det tror du, nej nu kører jeg, jeg har flere, jeg skal nå i dag. Ejnar skyndte sig hjem til far og sagde, som det var.” Ham skal vi nok klare, sagde far. Han ringede rundt til de andre slagtere i sognet og fortalte dem, hvad der var sket, så hvis manden ringede til dem, kunne de da sige nej. Den var de med på.
Der var steder, hvor det var sjovt at komme når grisen skulle slagtes blandt andet i Skaboeshuse. Her var der 4 steder som fik slagtet samme dag, det var ”Kristian Camilla”, Niels Christoffersen, Hans Madsen og ”Kristian Ditter”. Mændene her gik så med rundt og hjalp til også for at se, hvem der nu havde den største gris.
Der blev også tid til både frokost og kaffe, så det gik lystigt til. Lærer Andersen Aunslev skole havde opfødt en gris som skulle slagtes til jul, det ville han gerne have Ejnar til. Rasmus Amerikaner, som var nabo, skulle hjælpe til, og han havde fortalt Ejnar, at lærer Andersen inden for de sidste 2 dage havde givet grisen et kilo sukker, fordi han havde hørt, at så ville leveren blive ekstra stor. Da Ejnar var ved at tage ud af grisen, spurgte Andersen, om det var en god stor lever. Ejnar sagde til ham, at han aldrig havde set så lille en lever, det kunne Andersen ikke forstå, for han havde givet grisen et kilo sukker for et par dage siden. Det vidste Ejnar jo godt, derfor svarede han sådan. Det skal være over længere tid for at leveren bliver stor. Ejnar slagtede gris ved Jørgen, som var karl på Juelsberg. Han boede i et af Juelsbergs huse, og her havde han født en gris op, som skulle slagtes til jul. I mens Ejnar stod og ordnede grisen, siger han til Jørgen:” Jeg tager altså hoved og ben med, når jeg kører. Jørgen så på ham et øjeblik, så sagde han:” Det tror jeg nu ikke på min kone bliver så glad ved.” Ja, men det er altså mit eget hoved og ben sagde Ejnar.
Forvalter Petersen på Juelsberg var ikke tilfreds med den slagter, han hidtil havde haft, så han ringede til far og spurgte, om han kunne slagte en gris. ”jo det vil jeg mene, jeg kan, men jeg gør det ikke selv mere, men jeg har en svend, der er dygtig til det, og han er meget præcis til at komme til den aftalte tid. ”Ham prøver vi sagde Forvalteren. Det kom til at gå rigtig godt. Der blev slagtet 5 grise til jul, om foråret blev der slagtet kalv og lam. Min første oplevelse som hjemmeslagter foregik ved Rasmus Kr. Rasmussen Hesselagergård. Her skulle jeg prøve første gang at stikke en gris. Jeg var selvfølgelig noget nervøs, så da jeg stak grisen, kom jeg til at skære hul i luft røret. Så da grisen pustede ud, fik Rasmus Kristian, som skulle tage blod, blodet lige i hovedet.
Der var ellers en gammel slagter, der havde fortalt mig, at når jeg skulle stikke en gris, skulle jeg bare sigte efter røvhullet.
Min farbror Marius, som også var hjemmeslagter, havde en sjov oplevelse, da han tog rundt og slagtede. Han var ved bødkeren i Regstrup, og da han kom spurgte Sofie ham, om han ville have kaffe, når han var færdig. Det sagde han ja tak til, men da han stod og ordnede grisen så han, at Sofie var ude og tage vand i en balje som stod under tagnedløbet.
Det kunne han godt klare, da vandet skulle koges, men han havde lige set deres drenge, som lige var stået op, tisse i baljen, så han fik pludselig travlt med at komme af sted.

Partering af Grisen
De 5 grise, som var slagtet på Juelsberg, skulle også parteres. Det var et stort arbejde, for de skulle skæres ud så alle folkene, som ikke spiste på godset fik hver en portion. Sammen med kødet fik folkene også en almanak. Ejnar hjalp også fru Pedersen med den gris, hun skulle bruge i Gårdens husholdning. Det blev han efterhånden så vant til, at han ofte stod alene nede i kælderen og ordnede uden at Fru Pedersen var der.
Engang kom forvalter Pedersen ned i kælderen til ham, han så sig omkring, sig mig står du her alene? Ja,det gør jeg. Så er du fanden lyne mig den første, der har fået lov til det.
De kalve og lam der blev slagtet skulle også parteres, og her deltog kammerherreinden. Hun skulle bl.a.bruge lammekoteletter til at servere for Kongen, når han kom på jagt.
Ejnar og jeg havde et sted, hvor vi brugte flere timer på at partere 2 grise. Det var ved Elin og Lærer Jørgensen, og det var gerne søndag formiddag. Deres børn skulle have noget af grisene, så de var mødt, når vi kom. Vi startede gerne med at drikke kaffe med rundstykker, hvor vi fik en snaps til. Da fru Jørgensen skulle hente snapsen i køleskabet, tabte hun den på gulvet, så den gik i stykker. Hun blev lidt ked af det. Det skal du ikke være sagde Lærer Jørgensen, der er flere ned i kælderen.
Parteringen foregik i kælderen, og her gik det lystigt til, for ind imellem fik vi en øl, så der manglede ikke noget. Når det hele var pakket ind lige klar til at komme i fryseren, kørte vi hen til mig og hakkede det kød, der skulle bruges til fars. Når vi kom tilbage, havde fru Jørgensen gjort klar til, at vi skulle spise gule ærter, hvor vi også fik øl og snaps til. Så det havde været en rigtig god dag, og vi fik jo også penge for arbejdet.
De steder, hvor folk ikke selv parterede deres gris, tog Ejnar rundt om aftenen og hjalp dem. Grisen blev parteret på en speciel måde, og det første man skar af var mørbraden. Jeg kan fortælle, at hjemme ved Ediths forældre fik man mørbraden til aften den dag, de slagtede. Derefter tog man ribbenene af i et stort stykke, hvorefter det blev delt ud i passende stykker lige til at stege. Den ene skinke blev lavet til stege, den anden blev saltet sammen med spækket i uger, det skulle jo holde sig i lang tid. Husk på man havde ikke frysebokse. Det der skulle røges, blev sendt til træskomanden. Hvorfor til træskomanden.? Det var fordi, han lavede træsko af elletræ, og det træ der ikke blev brugt til træsko, var fint at bruge i røgeovnen.

Nødslagtning
Rasmus Olsen i Skalkendrup ringede til far, om Ejnar kunne komme ned og skyde en kvie, som lå ude i marken med et brækket ben. Ejnar kørte derned og gik ud i marken sammen med Oluf, som viste Ejnar, hvor kvien lå. Ejnar skød den, hvorefter Falck kørte den ud på slagtehuset i Nyborg. Ejnar var ikke mere end lige kommet hjem, da Rasmus ringede og sagde til far, at Ejnar havde skudt en forkert kvie. Ejnar måtte så af sted igen for at skyde den rigtige.
Den beholdt Rasmus hjemme, men da Ejnar skulle noget andet, måtte jeg ned at flå den. Det med kvien var jo ikke så godt, selv om Ejnar ikke kunne gøre for det. Det var jo sønnen, der havde vist ham den forkerte, men der var alligevel nogen, der spurgte Ejnar, om han havde været ude at skyde kvier for nylig.

Gris til ungarerne på Juelsberg
Under opstanden i Ungarn kom der mange ungarer her til Danmark, bl.a. et ægtepar til Juelsberg. Dem forærede Kammerherren en gris til jul. De ville selv ordne grisen, og det måtte de også godt. Det eneste Kammerherren forlangte var, at Ejnar skulle komme og stikke grisen. Da han havde gjort det, bar de grisen ud, hvor de lagde den på noget halm. De dækkede den til, så den var helt væk i halmen, hvorefter de stak ild i halmen. Det var deres måde at få hårene af grisen i stedet for at skolde den i et kar med kogende vand. Jeg har engang set i fjernsynet, at sådan gjorde man i Ungarn.

Efter 11 år syntes Ejnar, at han ville finde andet arbejde, så han søgte pladsen som vært i Aunslev Forsamlingshus, som han fik. Han var også blevet gift med Ella datter af Helene og Aksel Carlsen. Nu var stillingen som vært, ikke så et ægtepar kunne leve af den, så Ejnar tog rundt og slagtede for folk.
Ella måtte så passe forsamlingshuset, men det må havde været sjovt for hende, for hendes farfar, Carl Carlsen, havde været vært der i mange År.
Da Ejnar var rejst, fik far en svend som hed Poul Bergholt, og efter ham kom Erling Blikdahl, som var der, indtil jeg kom hjem.
Da anden Verdenskrig kom, blev der lavet helt om på åbningtiderne. Der kom rationering på varerne, så man begyndte at holde middagslukket, og om lørdagen lukkede vi kl.12. Jeg kan huske, at engang da vi havde lukket lørdag middag, var der ikke mere kød i kølerummet, så det blev stoppet. Viggo og Julie fra Bogense ringede, at de ville komme og besøge os. Det må I gerne, sagde far, men så skal I selv tage noget mad med.
Men det var nu sjældent, at vi havde så lidt kød, for landmændene brugte aldrig alle deres mærker, da de slagtede en del selv. De mærker folk havde i overskud fik Far, som der så var andre der fik glæde af. Hestekød var ikke rationeret, derfor blev der slagtet en del føl. Jeg kunne nu ikke fordrage at arbejde med hestekød, det havde en væmmelig sød lugt.

Under krigen var der mangel på smør, margarine og fedt, så alt det oksetalg, vi kunne få fat i, blev smeltet om til klaret. Vi havde en kunde, som skulle smøre madpakker til sin mand og 3 sønner, så hun var lykkelig, når hun kunne få noget klaret, for det var ikke rationeret.
Vi slagtede også en del kalve, da kalvekødet ikke var rationeret. Vi slagtede kalvene i garagen, der blev også slagtet en gris af og til, det var godt nok ikke helt lovligt, det var tyrekalve vi slagtede.
Far købte næsten alle de tyrekalve, der blev født på omegnens gårde. Vi samlede kalvene sammen pr. cykel. Vi havde fået lavet en vogn til at spænde efter Cyklen, hvor der kunne ligge 2 kalve i en sæk. Da vi ikke kunne bruge dem alle i forretningen blev resten til sendt Nyborg offentlige slagtehus.
På grund af at vi ikke kunne køre i bil under krigen, kørte Peter Madsen (Sodavand), der havde et husmandssted i Skovgyden, dem til Nyborg med hest og vogn. Kødet blev ikke stemplet, så vi skulle passe meget på, at vi ikke havde noget i kølerummet, når priskontrollen kom.
Engang da vi havde lavet en masse pakker om fredagen, det var nogle, der skulle bringes ud om lørdagen, kom priskontrollen og begyndte at gå pakkerne igennem for at se, om vægten passede. Nu var det jo spændende om de nåede ned til en af dem, der lå i bunden, for der var en imellem, som ikke var stemplet. Jeg tror nok, far var noget nervøs, indtil de var færdige med at gå pakkerne igennem, men det gik da heldigvis godt. De pakker, vi havde lavet til, som skulle bringes ud om lørdagen, indholdt det kød og pålæg, som vi havde været rundt og taget bestilling på om tirsdagen.
Vi solgte også æg i forretningen. Det var æg, vi købte af Private. Vi skulle sørge for at gennemlyse dem, og til det havde vi kasse med en pære i, men det var ikke ret tit, vi brugte den. Så når ægkontrollen kom, var det med at finde den frem. Vi så gerne, når han holdt uden for forretningen, så var det bare med at finde den frem for at se, om pæren virkede. Men det havde vi nu altid god tid til, for så snart han kom ind i butikken, spurgte far ham, om han ikke havde fået en ny bil, for far vidste godt, at han gerne ville fortælle om alle de gode biler, han havde haft.

Under krigen, hvor vi ikke kunne køre i bil, oprettede Laurits Andersen i Skalkendrup en fragttur med hest og vogn. Han kørte fra Skalkendrup gennem Aunslev og Hjulby til Nyborg. Der var mange, der havde bud med ham, særlig ældre, når de skulle hæve penge i banken. De gav ham sparekassebogen og sagde hvor meget, han skulle hæve. Han skrev aldrig noget op, men beløbet passede altid, når han leverede bogen tilbage. Far sendte penge med ham for at betale regningen på det kød, han havde købt af Johannes Rasmussen, som opholdt sig på Central Cafeen, og her gik Laurits hen med pengene. De ting, vi sendte med Laurits, lagde han ind under sædet, han sad på, her var der en låge med en krampe. Det, jeg har skrevet om her, skete under krigen.