Erindringer fra Aunslev

Jeg er født den 1/12 1924 i Skovgyden nr.14. Huset hed dengang Højbo.

Min far var slagter og kreaturhandler. Jeg gik i Aunslev skole. Jeg begyndte i forskolen, hvor jeg gik i 2 år. Her havde jeg frk. Hansen som lærer.
Jeg var kejthåndet, det hed det dengang, da jeg kom i skole, men Frk. Hansen lærte mig at skrive med højre hånd, det skulle man dengang. Jeg har godt nok hørt, at man kunne komme til at stamme, hvis man blev tvunget til at skrive med højre hånd, men ellers bruger jeg venstre til alt, også når jeg spiser.
Jeg havde en dag fået en bule i panden da vi legede ude i skolegården i frikvarteret. Det så Frk. Hansen, da vi kom ind i klassen, det ville hun lige gøre noget ved, så hun hentede en brødkniv, hvor det var meningen, at det kolde knivsblad skulle holdes på bulen, men da jeg så kniven, løb jeg min vej, jeg troede, at hun ville skære bulen af med kniven.
Da jeg kom i tredje klasse, kom vi over i en anden bygning, hvor der var 2 klasseværelser, som blev opvarmet af en kakkelovn. Konen som gjorde rent på skolen lagde til rette i kakkelovnen med brænde og papir, så læreren kunne tænde op om morgenen.

Vi havde 2 lærere, førstelærer Andersen og andenlærer Arne Jørgensen, begge lærer boede på skolen. Vi startede hver dag med morgensang ved lærer Andersen, hvor han sluttede med morgenbøn.
Lærer Andersen var meget interesseret i naturen, så ham havde vi mange gode ture med, hvor vi cyklede rundt i omegnen. Vi var engang i Hjulby Mose for at se på fugle. Vi må have vidst i forvejen at vi skulle i mosen, for nogle dage før havde nogle drenge været nede og sat en udstoppet fugl op i et træ. Den fugl gjorde vi lærer Andersen opmærksom på, han sagde, vi skulle være stille, hvorefter vi forsigtigt nærmede os træet. Mens han betragtede fuglen i sin kikkert, var der en af drengene der rystede med træet, så fuglen faldt ned. Der blev grinet meget, men hvordan lærer Andersen tog det kan jeg ikke huske.
Vi var også i København med skolen i 3 dage, hvor vi boede på Nyboder Skole. Lærer Jørgensen var vi meget glade for,der var aldrig nogen uro i klassen,og hvis det endelig skete, behøvede han kun at banke med blyanten i katederet, så var der ro med det samme.
Vores gymnastiktime foregik i forsamlingshuset.Vi gik i en lang række efter lærer Jørgensen op igennem byen. Salen vi Lavede gymnastik i, var ikke særlig ren, så vi var godt beskidte, når vi var færdige, og der var ikke noget baderum, så vi kunne blive vasket. Salen kunne selvfølgelig ikke være ren, da den blev brugt til så meget andet. Der blev holdt mange fester i forsamlingshuset.

Tiden i Højbo frem til 1937 gik stile og roligt. Jeg kan huske, at min far altid havde god tid,han hjalp til i høsten hos Marius Nielsen,hvor han rakte korn ude i marken. Der blev selvfølgelig holdt et høstgilde når kornet var i hus. I Højbo var der ingen badeværelse, så den daglige vask Foregik ved køkkenvasken. Om lørdagen blev der fyret op under bryg kedlen, her fra kom vandet over i et stort trækar, hvor både Poul og jeg kunne sidde. I køkkenet var der et komfur som pigen fyrede op i om morgenen, så der var dejligt varm, når Poul og jeg kom ned i køkkenet. Her kunne jeg godt lide at sidde med benene inde i ovnen,hvor jeg sad og strikkede muffe disser, men da jeg ikke var særlig god til at strikke, blev de ligesom et bræt.
Der skal også noget med om det tøj, jeg gik med. Jeg havde lange hjemmestrikkede strømper på,og for at holde dem oppe havde jeg noget, man kaldte et livstykke, i det sad der 4 stykker elastik med knaphuller hvor man kunne knappe strømperne på, når jeg skulle til eksamen, havde jeg matrostøj på, og da jeg blev større, fik jeg plusfor (pludderbukser).
Mens vi boede i Højbo, kom jeg så godt som hver dag på Mensalgården, hvor jeg legede med sønnen Knud Peter.

Far rejste til marked i Odense, det var om mandagen, det foregik på Cykel til Hjulby Station, hvorfra han tog toget til Odense. Han fulgtes med flere slagtere bl.a. med Sørensen fra Bovense og Marius fra Korkendrup. Min far tog til marked i Odense, for at sælge nogle køer som han havde i kommission fra bønderne i Aunslev. Han fik et aftalt beløb i fortjeneste for hver ko, han solgte.
Far har fortalt, hvordan det gik til, når jøderne skulle slagte en okse, det foregik på det offentlige slagtehus i Odense. Når de kom ind med oksen, blev den kastet om på en madras, Der kom en Rabbiner ind med en stor sabel,han slog kors over oksen, hvorefter han med et snit skar halsen over på den. Der måtte ikke være andre i slagtehuset, så far havde stået og set det igennem et vindue.
Bønderne i Aunslev leverede deres grise til Koppmans Slagteri i Odense. Dem samlede far sammen og kørte til Hjulby Station, hvor de blev læsset i jernbanevogne. Far hentede bl.a. på Juelsberg. På bilen kunne der lige stå 3 grise, det mente forvalter Petersen, var for lidt, vi tager en til, sagde han, som vi smider over rækket, så kan den stå oven på de 3 ned til Stationen, det varede kun 5 min. at køre til Hjulby Station. Det gik meget nemt med at få grisen over rækket, Petersen kaldte på 4 karle som kom med grisen, og når Petersen havde talt til tre, smed de grisen over rækket.
Der blev slagtet en del i Højbo, hvor der var et slagterhus. Jeg har et gl. billede, hvor man kan se, at der på en dag var slagtet 1 ko, 3 grise og 2 kalve.
Far havde hverken kølerum eller butik i Højbo, så kødet blev solgt på torvet i Nyborg, eller til nogle af slagterne som havde forretning i Nyborg. Jeg var tit med far i Nyborg, efter at han var blevet selvstændig. Han handlede med slagtermester Poul Sørensen, og når vi var derude, besøgte vi fars tante Marie og onkel Rasmus. De boede i en lejlighed i baggården bag ved Poul Sørensens forretning i Mellemgade. Jeg kan huske, at når vi besøgte ham, legede jeg med hendes tøjsnor, som var gjort fast på den anden side af gården. De boede oppe på første sal, og tøjsnoren der var dobbelt løb i 2 taljer, så hun kunne trække tøjet tværs over gården fra sit køkkenvindue, når det skulle hænges til tørring.
Der blev senere lavet et kølerum, og far fik også en kødhakker, så folk kunne komme og købe hakket kød til bøf. Der kom engang nogle og skulle have et pund til bøf. Far var ikke hjemme, men det mente Ruth, vores pige, godt hun kunne klare, så hun skar en klump kød ud af en bagfjerding, som hang i kølerummet. Da far kom hjem og så, hvor hun havde taget kødet fra, tror jeg nok, han blev lidt sur, for hun havde skåret af det bedste stykke på hele bagfjerdingen.
På bilen, som far havde til at køre grise med til stationen, kunne lad og ræk tages af, hvorefter der blev sat en stol på med sæde og kaleche, så det nu blev en bil med plads til 4 personer.
Den brugte vi meget til at køre ture i om sommeren. Det var en fast tradition med en tur til Fyenshoved. Her gjorde vi gerne holdt ved et anlæg i Mesinge, hvor vi drak kaffe. Jeg mener der stod et krucifiks. Her var det, at min mor tog 4 små selvsåede rønnebærtræer, som hun plantede i indkørslen til Kertemindevej 4. Træerne står der endnu.

Vi var i Middelfart for at se sænkekasserne til den første Lillebæltsbro blev sat i vandet. Odinstårnet, som var bygget af det materiale, der blev tilovers fra Lillebæltsbroen, var vi også ude at se. Tårnet var bygget på Bolbro Bakke ved Odense, hvorfra man kunne se ud over det meste af Fyn i klart vejr. Man skulle også kunne se broen. Odinstårnet blev desværre sprængt væk af tyskerne under 2. Verdenskrig. Jeg har læst i avisen, d. 26/10-2003, at beboerne på Bolbro Bakke vil bygge et nyt Odinstårn, men det bliver kun 12 m højt.
Far var medlem af Vindinge Herreds Motorklub, som har en grund på Strandalleen i Nyborg. her kørte vi ud om sommeren, hvor vi havde madkurven med.

Far og Mors venner da vi boede i Højbo
Da vi boede i Højbo, var det en fast tradition, at vi holdt Nytårsaften på Christiansminde. Frida og Peter på Elværket var også med. Konen på Christiansminde hed Laura, hun havde været enke i mange år, da hendes mand døde af den engelske syge som ganske ung. Laura havde en bestyrer der hed Johan. Han var der indtil Lauras søn Kristian var blevet så gammel, at han kunne overtage gården.
Når far og Mor besøgte Laura, var Johan der også og deltog i snakken. For enden af alleen op til gården står der en sten, som Lauras svigermor fik sat, da kvinderne fik valgret, og samtidig blev der plantet et egetræ.

Juleaften, mens vi boede i Højbo, blev holdt ved onkel Hans og moster Alma i Regstrup Skole. da Onkel Hans Flyttede til Aunslev og vi flyttede ned på Kertemindevej skiftedes vi til at holde juleaften. Det var altid moster Alma der lagde dejen til de brune kager, hvor efter mor bagte til sig selv.
Vi holdt også juleaften sammen med Marius og Margrethe og Ivan, aftenens store oplevelse var når anden skulle skæres ud, det var Margrethe der skulle sørge for det og det var noget der gik stærkt for Margrethe var meget hurtigt til sit arbejde. Vi børn syntes også at det var noget pjat at opvasken skulle overstås inden juletræet skulle tændes og julesangene skulle også synges, inden vi kunne få julegaverne.
Efter at vi var flyttet ned på Kertemindevej nr.4, blev det fast tradition, at vi Nytårsaften spiste kogt torsk ved onkel Hans, hvorefter vi gik over til os og festede videre, og i løbet af aftenen kom der flere gæster. Det var gerne Annine og Marius Nielsen og Anna og Poul Rasmussen fra Regstrup. Astrid og Jens Hansen fra Onkelsminde var også med. Far og mor spillede kort med Skomager Marius Hansen og hans kone Marie, brugsuddeler Anton Larsen og hans kone Marie samt malermester Svend Kilian og kone som også hed Marie. 3 koner med samme navn.
Om sommeren kørte far og mor mange ture sammen med Peter og Frida fra Elværket. Det var ture der gerne varede en 3 til 4 dage. De var på Møens Klint, hvor de boede på et hotel i Vordingborg. Om natten vågnede far flere gange, hvor han drømte, at han faldt ned af Møens Klint.
Min Mor havde en dårlig ryg, mens vi boede i Højbo. Hun var indlagt temmelig længe på Nyborg Sygehus, hvor det var overlæge Horneman der behandlede hende.Jeg kan huske, da hun kom hjem fra sygehuset, det må havde været en meget fin sommer, for hun lå meget ude i haven på en liggestol.
Da mor nu ikke kunne bestille så meget mere, fik vi en tjenestepige. Den første hed Frankie. Hun var datter af krogsmeden, så kom Jette Wiele, hun led meget af hjemve trods det, at hun næsten kunne se hjem. Efter hende kom Grete Tagesen. Hendes har og mor boede i et ledvogter hus ved Borgeskov. Huset er senere blevet fjernet. Grete var forlovet med skytten på Juelsberg og efter de blev gift, fik han en plads i Jylland, hvor de boede i et hus, som lå meget ensomt midt inde i en skov. Vi hørte senere, at hun følte sig meget ensom, og der blev sagt, at det var derfor, hun fik tuberkulose. Efter hende kom Agnete Jakobsen. Den sidste pige vi havde i Højbo, hed Ruth Danielsen. Hun kom fra Bovense, hvor hendes far var murer. Hun var ved os så længe, at hun flyttede med os ned i det nye hus på Kertemindevej.

Vores nærmeste nabo, da vi boede i Højbo, hed Peter Salomon. Han var forhenværende gårdejer, han havde ejet Korshøjgård, og ham besøgte jeg hver dag. Han havde en hest og en ponyvogn, som han havde taget med fra Korshøjgård. Den kørte vi mange ture på.
Sablen, som har hængt ved trappen op til lejligheden på Kertemindevejen, har jeg arvet af ham. Sablen lå under hans hovedpude og den gav han mig, den sidste aften han levede.

Peter Salomon sad engang, da jeg kom hen til ham og klippede avispapir i firkantede stykker, og jeg spurgte ham, hvad det dog skulle bruges til, Jo ser du, nu laver vi et hul her og trækker en snor igennem, og så hænger vi det over på lokummet, så har vi noget at tørre møllen med. Den gang brugte man ikke penge på toiletpapir. Jeg kan nu heller ikke huske, om det var opfundet i 1928-29.

Legekammerater
Mens vi boede i Højbo, kom jeg så godt som hver dag på Mensalgård, hvor jeg legede med sønnen Knud Peter. Det var spændende at komme der i høsten, hvor vi stod bag på selvbinderen. Når vi nåede et hjørne, skulle vi flytte de neg, der lå der, for at hestene ikke skulle træde i dem. Når kornet skulle køres hjem fra marken, fik vi lov at komme op på det høje kornlæs for at køre med hjem i laden.
Vi skulle også hjælpe til når kornet skulle rækkes af vognen, Jeg var oppe på loftet hvorfra jeg kunne springe ned på læsset når det kom ind i laden. Jensen fra elværket skulle række af, jeg havde sat mig på en bjælke lige over læsset for at springe ned til Jensen. I den bjælke jeg sad på var der en krog, det havde jeg ikke set, så da jeg ville springe, hang mine bukser i krogen, så jeg blev hængene. Jensen kiggede op og sagde hvor fanden bliver slagteren af.
Når der blev tærsket om vinteren, hjalp vi til med at tage halm fra oppe på loftet, hvor vi lavede huler i halmen. Knud Peter havde en ged som han havde fået lavet seletøj til. Den spændte vi for en vogn som vi kørte rundt på gården med, vi legede også med drager, vi kunne også godt finde på at lave nogle drengestreger, en gang havde vi anbragt en spand vand oven på bagdøren, hvorefter vi kaldte på Knud Peters bedstemor, men heldigvis faldt spanden ned inden hun kom ud til døren.

Vi spillede top på kertemindevejen, der kørte jo ikke så mange biler dengang, en top var drejet ud af en træklods, i spidsen sad der et søm, for at få toppen i gang havde vi en pisk, vi anbragte toppen i et hul i jorden, viklede snoren om toppen, hvorefter vi trak til for at få toppen i gang. Om vinteren kælkede vi ude i granskoven, der hvor spejderhytten nu ligger, når vi sad på kælken og kørte ned af bakken, havde vi en lang styrestang den bruget vi til at styre igennem et ledhul når vi nåede ned til enden af bakken.
Klink var noget vi spillede med 5 øre, som dengang var ret store, vi lavede en streg i jorden, hvorefter vi smed 3 eller 5 mønter efter stregen, den der kom nærmest samlede alle mønterne op og rystede dem i hånden, og smed dem på jorden, dem der lå med kronen opad måtte han tage, nr. 2 samlede resten op, og sådan fortsatte man til der ikke var flere mønter til bage. Det var for øvrigt her, jeg kom til at tjene da jeg blev konfirmeret.

Vi boede i Højbo til 1936-37, hvorefter vi flyttede til Kertemindevej nr.4, hvor min far byggede et nyt hus med butik og i kælderen pølsemageri, som alt sammen kostede 19,000 kr. Lærer Hansen fra Bovense skole, sagde til min far: Du er da ikke rigtig klog at begynde på det i disse dårlige tider”.
Min far kunne dengang ikke låne penge i banken, og derfor kunne han ikke komme i gang med at bygge. Han havde et år i forvejen købt en grund af Niels Diderik. Far forsøgte at låne penge i sparekassen, der lå i Adelgade. Direktøren hed Torp-Pedersen, men der kunne han ingen låne. Så forsøgte han i Landbosparekassen, hvor direktøren hed Kjeldsen, men den gik heller ikke. Ja, så må jeg prøve den anden igen; sagde far. Ja gør du det, sagde Kjeldsen, men så skal du også regne med, at du skal betale det første afdrag, inden du når Aunslev.

Det blev en ældre dame, far lånte pengene af. Et års tid efter far havde købt grunden, traf han Sørine, som var enke efter uddeler Jørgen Jørgensen fra den gamle brugs i Aunslev. Hun spurgte far om han ikke snart skulle til at bygge. Far sagde til hende, at han var nødt til at vente, da han ikke kunne låne penge i Banken. Du skal ikke vente, sagde Sørine, du kan låne pengene af mig.
De kørte til sagfører samme eftermiddag og fik det ordnet, og renten blev kun 4%. Nu kunne far komme i gang. Det kostede 19,000 at bygge dengang, altså i 1937. Tømrermester Johannes Pedersen Korkendrup tegnede huset og gav tilbud på snedkerarbejdet. Tømrermester Bertelsen gav tilbud på tømrerarbejdet. Elektriker Peder Hansen gav tilbud på elarbejdet. Lindskov Hansen fra Sønder Højrup gav tilbud på Varmeanlægget. Blikkenslager Jørgensen fra Ullerslev gav tilbud på sanitet og tagrender. Alle 5 fik arbejdet.
Den første dag, da far og mor havde åbent i butikken, solgte de for 50kr. Da de havde lukket og gjort kassen op, sagde far til mor: Det her det bliver noget af en guldgrube.
De første 4 dage i ugen holdt vi åbent fra kl.7 til kl.18, fredag fra kl.7 til kl.19.og lørdag fra kl.7 til kl.20. Men hele lørdag formiddag var der ikke meget at lave i butikken, så der gik far og rev ude foran butikken. Det var først efter kl.16 at der begyndte at komme kunder i forretningen.
Når vi havde lukket kl. 20. skulle der gøres rent. Dertil skulle der bruges meget varmt vand, så vi fyrede op under brygkedlen, der brugte vi det papir, vi havde smidt ned ad kældertrappen i løbet af lørdagen. Rengøringen var gerne overstået kl. 22.
Så fik vi kaffe, hvor efter vi spillede kort alle sammen også pigen og svenden. Forretningen gik så godt, at Far begyndte at spekulere på at få en svend til at hjælpe sig, så i 1939 kom Ejnar Hansen.

Han var udlært i Ringe, og inden han kom til os, var han svend ved Sørensen i Bovense. Det gik så godt, at han blev ved os i 11 år. Ejnar havde ingen forældre, så han blev som en søn af huset. Far og mor sørgede altid for, når de var ude at købe julegaver at Ejnar fik det samme som Poul og mig. Det var første gang Ejnar havde prøvet at holde jul, da han kom til os.
Ejnar lavede den aftale med mor,at hun skulle holde et bestemt beløb tilbage af hans løn, så han havde noget at købe tøj for. Det tøj han havde, da han kom, fyldte ikke mere, end det kunne være i en skotøjsæske.
Min far havde en meget dårlig skrift. Når han havde skrevet noget på en seddel, var det ikke altid, han selv kunne læse, hvad han havde skrevet, så kaldte han på Ejnar, men det var heller ikke altid han, kunne læse det. Det skal du sku kunne, nu har du været her i så mange år.”