En lykkelig skæbne

Hvor heldig kan man være.
Vores ane, Jens Pedersen Vejvad, blev født det år, men begyndte at føre kirkebog i sogn, men ikke nok med det.
Udover dåben ses en senere meget spændende tilføjelse.

Vinding kirkebog 27. december 1646.
Then 27. Decembz. Blef Peder Veivads søn Jens døbt.
Senere tilføjet med en anden skrift:
General Qvasts Regiment von Brandenburg tog dette barn bort på deres march her gennem sognet 3die pinsedag 1659. Gud lad ham dog se sine forældre igen, at de kunne endnu glæde sig over hans velstand.

Så er det, man som slægtforsker ved: Den der leder – er undertiden heldig at finde.
I vores tilfælde viste det sig, at Esben Jespersen i: Kirker og præster i Vinding-Vind s. 96-101 og Provst Wahl i: Samlinger til Jydsk Hist. og Top. VI. Bd. 1876-77, side 122-25 har berettet om vores ane Jens Pedersen i Vejvad og hans forunderlige skæbne.

Esbern Jespersen fortæller:
“Peder Veivods Søn Jens, som d. 27 December 1646 blef døbt her i Vinding Kirke, tog General Qvastps Regiment von Brandenburg bort paa Deres Marsch her igiennem Sognet tredie Pint-sedag 1659. Gud lad ham dog see sine Forældre igien, at de kunde glæde sig over hads Velstand!
Saaledes har Præsten Sal. Hr. Anders Hegelund i Kirkebogen skrevet om denne bortdragne Dreng og Intet videre, mens hans Ønske og Bøn blev af Gud i Naade saavit bønhørt, som denne sandfærdige tildragne Historie udviser…..

Denne var en vakker, og yndig Dreng i hands alders 13-tende aar, og røgtede sine forældres Qvæg i Veivod; på Marken, der tog Rytterne denne Dreng og 2.de Plage bort, og drog til Møltrup i Timmering Sogn. Derpaa tog hands ældste Broder Peder efter Dem, og lod ligesom hand ville drage med Dem til Brandenburg, mens om Natten hemmeligen tog hand baade Drengen sin Broder, og de tvende Plage bort fra Dem, hvorpaa Drengen løb til et Sted, nafnlig Feldborg, og forblev der Natten over, om anden Dagen ville hand have været ud i Marken med Hyrderne, for at kunde siden retirere sig fra dem hiem, hvilket hand icke maatte for konen i huset, at hand ej skulle blive tagen bort igien, men da hun samme Dag, vilde gaae ud i Marken til Hyrderne, vilde hun af forsigtighed forvare ham i Lyngstakken, og til samme Ende overhylde ham med Lyng, hvilket tvende Svenske Ryttere, som i samme kom ridende, saae, og forføjede sig til Lyngstakken i forhaabning, at De skuld have fundet en større Skat. Da disse fik Drengen at see, førte De ham med sig til Deres andre Tropper, og den første dag bandt Ham til Halen paa Hesten, indtil De kom her fra Egnen, da hand siden gik løs hos dem; Hans ældste Broder fulgtes med dem til Gullestrup i Hanning Sogn, for at ville være tjener ved daværende Frue, hvor han fik en spand på armen, og skulde om aftenen gaae ud i Sognet og samle Mælk til Fruen, derpaa kastede hand Spanden fra sig, og marcherede saa hiem om Natten; Siden dend tid hørte De icke til den yngste Broder i 26 aar, under Vejs solgte De, som først havde taget ham bort, den anden Dag hannem for en lumpen Rigsdaler, snart blev hand solgt, snart blev hand given hen, ligesom hand havde været et umælende Creatur. Endelig da hand i dette fremmede Land var indkommen, blev hand bortgivet for intet til en Bonde, som han i 3 aar tjente, for Bondearbejde ham at aflære; Derefter blev hand foræret til en Præst, navnlig Hr. Anders Grav, hos hvilken ham, ved Guds forsyn blev forseet sin Hustrue, som der i Gaarden tjente med ham; Dog alligevel blef hand ved at tjene Præsten i nogle aar, og Konen sad imidlertid til huse; Og som Gud lod ham voxe i sin Elendigheds Land, som der står om Josef (Gen. 41). Behagede det dernæst daværende Chur Fyrste at sætte hannem til en Gaard i sit Land, hvor hand boede indtil det 26. Aar fra hans Borttagelse fra hiemmen af, Imidlertid bliver De af Gud velsigned med tvende Sønner, den Ældstes nafn var Andreas, den yngstes Jochum; Men som hands Fædreland randt ham stedse i Tankerne, og hand lystede at vide, om hans Forældre og Søskende endnu levede hiemme, blev hand med sin Kone betænkt paa, at hand skulde rejse derhiem, for at besøge Dem, og erfare deres Tilstand. Dog af frygt for, at hand icke skulde komme igien, turde Konen icke lade ham reise bort paa andre maader, end at hendes Broder skulde følges med ham, hvilket og skede, og det første Sted, de her i nærværelse kom til, var Aulum Præstegaard, hvor hans Broder Michel tiente præsten Sal. Hr. Mads Buch, dog ham ubevidst; Imidlertid refererer Broderen korteligen Præsten, hvordledes det var gaaet ham i alleting, og at hand med denne sin Kones Broder ville nu besøge Forældre og Søskende, om de levede; Præsten siger ham da strax, at hans yngste Broder Michel var i hans tjeneste, kalder derpå Karlen ind, spørgendes ham ad, om hand kiendte nogen af disse tvende Fremmede rejsende personer, Karlen svarede nej hertil; Broderen gaar derpaa hen til denne sin yngste Broder, og paa tysk med grædende taarer tiltaler ham, tager ham ved Haanden så kierlig, og siger sig at være den Broder, som for 26 aar siden blev borttaget, Præsten forklarer Broderens Ord for den anden Broder, og befaler denne hos sig tjenende Broder at følge sin Broder og hans Kones Broder hiem til deres Fødested Vejvod, hans Broder gik derpaa med dem fra Aulum, indtil de komme til Aulum Høje, da vilde han prøve ham, om hand var hans Broder, eller icke, og gik desaarsag med Vejen ad Horslund, men hans Broder Jens med sin svoger gik den nærmeste vej ad Vejvad og sagde til den anden Broder: Bruder, du woltte mich beluchen. Da de kom til hans Fødegaard, hvor de havde en Hund, da hand blev borttagen, som de kaldte Vægter, hvilken havde en udhuulet Sten uden for Salset, saa stak han sin kiep ned i samme Steen, og sagde paa det de kunde kiende ham: Das ist Wægter sein Fatt.
Hand kom da forsildig hjem, i henseende til hands Sal. Forældre, begge var ham af døden forekomne, og finge de paa ingen af Siderne den Fornøjelse at se hverandre i dette timelige, men alle hands 7 Brødre fandt hand for sig her i landet, i Live og ved god Velstand, hvor hand kom til dem og forblef her hos dem udi 7 ugger. Disse kiere Brødre persvaderede ham til, at hand skulde forlade Brandenburg, og flytte her hiem til dem, hvilket hand og sikkerlig lovede, såfremt det kunne ske med Chur Fyrstens tilladelse, og hans Hustrues Minde, og Samtykke. Da hand kom til Brandenburg, og ansøgte om sin Dimission, havde det icke sket, hvis icke Chur Fyrstens Frues Moder havde bedt ham løs; thi hun havde selv en Broder, der ligeledes var bleven tagen bort i Fiendetiiden, og spurte aldrig siden til ham, hvorfor hun var desmere medyknsom over ham, og vilde, at hand skulde rejse til sit Fædre Land, eftersom hand var tagen bort af Fienden.
Derpaa blev hand løsgieven, paa Condition, at handskulde skaffe en anden Karl til Gaarden, hvilket hand fik efter 14 Dages forløb; samme Karl maatte hand give 100 Rigsdaler, inden hand vilde tage imod Gaarden. Derpaa holdt hand Auction over hands Gods, Og samme Karl førte ham paa Rejsen 4 miil derfra til en Købstad, nafnlig Ratenau, derfra arriverede han til Skibs til Hamburg, fra Hamburg til Hierting, hvorfra hand gick hiem til sit fødested Vejvod kaldet; Derpaa laante hands Brødre ham Heste og Vogne til at hente hands Kone, Børn, og Gods fra Jetting. Da hand derpaa kom hiem med alt, kiøbte han den 4.delpart af Reving, af en Bonde, som da beboede dend for 100 Rdlr.
Dette var da Rytter Gods, men siden da Ryttergodset blef solg til Segn. Niels Ibsen paa Tvis Closter forsømte hand at giøre ansøgning om de 100 Rdlr. hand havde givet for sin Part af bemeldte Revinge ect, hvorfor han kom under Husbonds Sold og døde i Revninggaard. Min Salig Fader prædickede over ham 1722 den 2. Febr. an. æt. 75 og 1 mens.
1703 Dom Septuagesima blef denne Sal. Mands Brandenburgiske Hustru Anna Christina Ertmandsdatter Schøt begravet her i Vinding Kirkegaard Anno ætat. 55. Sal. Hr. Hans Mariager prædickede over hende.

Dend ældste Søn Andreas fick Gaarden efter sin fader, og har efterlads sig en søn, navnlig Jens Andreassen, som endnu lever og boer i Vognstrup her i Sognet, og er en Fæste Bonde paa Tvis Closter Gods. Den yngste søn Jochum Jensen kom til at boe i Gammel Vind udi Vind Sogn, og har en Søn Jørgen, som endnu er i live, og bebor min Annexgaard, Schoubo kaldet; De andre Børn, som den Sl. Mands Sønner hafde, ere ved døden afgangne. Denne bemeldte Gl. Jens Pedersen Reving har endnu en Broder Søn levendes her i Sognet, navnlig Peder Christensen Heegaard, som er tilhuuse i Fuglagger Huse, hand er fattig, og meget affældig, og bliver 85 år gammel den 29. Juli Ao.

1766. Han tillige med ældgamle folck har icke nocksom kundet fortælle, hvilken glæde der kom i Gaarde til Brødre, og Venner ved dend Sl. Mands hiemkomst her til Landet, og Sognet, efterdi hand, der hver før mente at være forlængst død, befandtes efter 26 aars forløb, levende.
(Denne beretning er meddelt af provst Wahl i Samlinger til Jydsk Hist. og Top. VI. Bd. 1876-77, side 122-25.)