Fuglebjergboerne, de er honnette!

Erik Bøgh fik sin læreruddannelse på Jonstrup Seminarium. I 1842 Som kun 20-årig blev han lærer og kirkesanger i Fuglebjerg. Han kom hurtigt på kant med sin overordnede sognepræsten, pastor C. Lemvigh. Måske fordi han var lidt af en springfyr med sine badutspring og springen på ridehesten som en anden kunstberider.

I frustration begyndte han at skrive digte. Da biskoppen var på visitats i skolen i 1843, blev Bøgh alvorligt advaret. Han katekiserede flovt og gjorde sig ingen umage med skolen, mente biskoppen.

Et digt skrevet en kold januardag i 1842, tegner et billede af pastor Lemvigh, kromanden Gørtzen og andre fuglebjergbeboere.

Som prædikant var han ellers herlig.
skønt ikke videre menneskekærlig.
»Svovlpølen« nævnte han elleve Gange,
og »Tændersgnidsel« vist dobbelt saa mange.
Fuglebjergboerne, de er honnette!
med dem kan jeg herligt komme til Rette.
De er velvillige og beskedne,
somme er blot en Smule svedne.
Der er to Slags, som er højst forskellige:
dem, der bander, og dem, der er hellige, dog lader det til, at den første Sekt har en betydelig overvægt.

Her er en Forpagter, meget agtværdig, men halvgammel, ordknap, mørk og stilfærdig en yngre Forvalter, der ikke er fri for gode Anlæg af Hypokondri. En skikkelig Kromand, hos hvem jeg spiser, informerer og læser Aviser, sprænglærd Smed, der er ret kuriøs, en Skomager, som har en Skrue løs.

Og saa er der Bønderne – det er dygtige
Folk, der er meget brave og kløgtige,
at slaa mig til dem ville være det bedste, men ak! jeg kan slet ikke snakke om Heste.
Forleden var jeg i Gildeslag;
men jeg var tilovers, jeg manglede Smag
for dampende Piber og trampende Hæle,
Toture, Trekort og halve Pægle.

I 1844 havde Erik Bøgh fået nok. Han forlod Fuglebjerg efter at have brændt sine digte. I en kort periode prøvede han at overleve som skuespiller og portrættegner i Sverige og Norge. Senere blev han forfatter, redaktør og teaterdirektør i København.

Kilde: Pastor N. L. Miskow i Dansk Præste og Sognehistorie, Roskilde Stift., 1954