Danmarks første aktive sabotør

På tyskernes officielle liste over henrettede danskere, der tæller 112 navne, findes også navnet Svend Otto Nielsen, der er opvokset i Aarestrup sogn hvor hans far og bror var skovfogder i Torstedlund Skov. Under dæknavnet ”John” kom han tidligt ind i modstandsbevægelsen og var med i den første Holger Danske gruppe. Senere blev han leder af Holger Danske ll kendt som Jørgen Kielergruppen. Med dannelsen af denne gruppe så man for første gang aktioner lagt til rette i så stort format, at de nærmest havde karakter af militære angreb. En af Frihedsbevægelsens nøglepersoner direktør Jens Lillelund har på siderne 373 – 376 i bind 2 af bøgerne ”Fem År. Indtryk og Oplevelser”) skrevet følgende:

Matematiklærer Svend Otto Nielsen, kendt over det ganske Land under Dæknavnet ”John”, var en af ” Holger Danskes modigste og dygtigste Sabotører. Han var den ledende i en række dristige og veludførte Aktioner. Han arbejdede som et Urværk og tilsyneladende uden Nerver. Hans Gruppe indenfor ”Holger Danske” var i lange Tider i Aktion saa at sige i hvert eneste Døgn. Intet Job var for vanskeligt, og han havde den faste Overbevisning, at alt kunde gennemføres, bare det blev grebet rigtigt an. Det første regulære Partisanangreb blev hans Opgave at udføre: Angrebet paa Industri – Syndikatets Afdeling paa Havnevej i Hellerup. Aktionen i hvilken der deltog ca. 20 Mand, lykkedes fuldt og helt. Fabrikken blev sprængt i Luften.

”John” var fantastisk afholdt af sine Folk, der havde den mest ubegrænsede Tillid til ham. De troede faktisk, at de var usaarlige, naar han var med. Selv var han altid klar over Risikoprocenten ved de forskellige Aktioner og tænkte altid paa Risikoen for sine Folk, aldrig paa sin egen.

”John” var fuld af humoristisk Sans, han tog sig selv meget lidt højtideligt og var fuld af Sjov. Jeg husker en Dag, hvor han paa en Sporvogn morede sig med at bede en tysk Soldat holde en færdigpakket Sprængladning, mens han tændte en Cigaret.

Efter Aktionen mod American Radiofabrik, der nedbrændte, tog ”John” ud paa Fabrikken og kom smilende tilbage med et langt Interview med Sabotagevagterne, som han havde fortalt, at han kom fra B. T. De havde fortalt ham, at de var parat til at skyde enhver Sabotør ned og regnede os Sabotører for en Samling Forbrydere, der blev betalt af England og arbejdede mod vort eget Lands Interesse, en Anskuelse, som de jo – indtil Krigslykken vendte – delte med saa mange andre i vort Land.

”John” var meget følsom, og det kneb for ham, naar han saa nogle af sine Elever paa Gaden, ikke at gaa hen og hilse paa dem. Han sagde tit: ”Du kan tro, det er nogle dejlige Drenge, bare de nu ikke roder sig ind i noget illegalt, saa det sker dem noget”. Han var jo meget matematisk interesseret, og det skete ofte, naar vi boede sammen, at han pludseligt ragede Lunter, Sprængstof, Ammunition Pistoler og Aktionsplaner til Side og satte sig til at løse de mest indviklede matematiske Opgaver, idet han sagde, at det var rart af og til at føle sig lidt legal.

”John” var Antinazist med Liv og Sjæl og havde altid været det. Han elskede sit Fædreland, men foragtede den hule og forloren Patentpatrioisme, som gjorde, at man ikke kunde se udover Danmarks Grænser og først6 beskæftigede sig med Nazismen, da Danmark blev besat – og knapt da. Da vi den 9. April kom i Krig med Tyskland, tog ”John” den fulde Konsekvens af sit Standpunkt og begyndte at bekæmpe Tyskerne aktivt.

Natten før ”John” blev taget boede vi sammen. Inden vi faldt i Søvn, laa vi og talte lidt. Han sagde omtrent følgende: ”Jeg vil saa gerne leve og igen faa en normal Tilværelse sammen med min Kone og lille Pige, men Chancen er vel højst fifty – fifty. Tænk at se Danmark efter Krigen ikke alene befriet for Tyskerne, men ogsaa for Samarbejdsfolk i officielle Stillinger, som nu af bar Opportunisme eller Skræk gør alt for at genere Frihedskampen.” ”John” fortalte ogsaa om en ganske ung Mand i hans Gruppe, som havde sagt til ham: ”Jeg vil ikke altid have de letteste Poster, fordi du ved, at jeg er bange. Jeg ønsker ikke, at Kammeraterne skal tage Risikoen for mig.” ”John” fortsatte med at sige: ”Man kan sagtens gaa til en Aktion, naar man ikke er bange, men at gøre det, selvom man ryster af Skræk, bare fordi man ved, at det rigtigste, det er den Aand, mange flere skulde have.”

Næste Morgen blev ”John” altsaa taget af Gestapo.

Om ”John” var bange paa Aktionerne ved jeg ikke, det var han vel som de fleste af og til, men man kunde aldrig mærke det paa ham.

”Johns” sidste Breve tyder paa, at han ikke frygtede Døden, da han til sidst maatte give sit Liv for sin Overbevisning som et af Ofrene i den Frihedskamp, der gjorde, at Danmark trods alt kom til at deltage ikke i Tysklands Nederlag, men i de forenede Nationers Sejr.

Derfor døde hverken ”John” eller hans Kammerater forgæves!

”John” gennemgik efter sin Tilfangetagelse i flere Maaneder frygtelige Pinsler. Den Madras, han laa paa, blev efterhaanden en Kage af Materie, Blod og Afføring. Han havde kun sin Suppe at vaske sig i. Efter lang Tids nytteløse Henvendelser lykkedes det omsider hans Medfanger at faa lov til at passe ham. Han blev baaret paa Toilettet og af og til paa Gaardtur. Han blev sat paa en Stol ude i det trekantede Tremmebur, og de faa Minutter i frisk Luft hjalp ham lidt til at genvinde sin Optimisme og sit Humør. At han havde mistet Førligheden kunde ikke slaa ham ned.

Den 8. april 1944 skrev han et Brev til sin Bror Skovfoged Knud Nielsen:
Jeg vil gerne gøre dig Følgeskab ud i din Skov nu til Løvspring, men det er tvivlsomt, om jeg igen kommer til at dyrke mine Sports- og Fritidsinteresser. I øjeblikket er Benet helt ubrugeligt, og før jeg bliver opereret, bliver det ikke bedre. Lægen har lovet mig Krykker, nu haaber jeg at faa dem. Det vilde være rart afvekslende at komme op og humpe lidt rundt, hvis man ellers har Kræfter til det.

Den 27. april om Aftenen blev han dømt til Døden, og Kl. 3 om Natten skrev han til sin Bror og Svigerinde:
I undre jer vel over jeg skriver med Blæk, det er jo ikke normalt, men dette er ogsaa en højst usædvanlig Stund. Jeg fik i Gaar taget mit dejlige Fuldskæg af, og regnede med, at det maatte være Forløber for et eller andet. Og ganske rigtigt. I Dag blev jeg baaret paa Dagmarhus. Krigsretten blev sat Kl. 20, og jeg blev dømt til Døden, ført tilbage til min Celle, og Kl. 2,30 kom Dommeren og sagde at Dommen var fuldt vedtaget (stadfæstet) og skulde fuldbyrdes Kl. 6 Morgen. Jeg har alsaa tre Timer tilbage at leve i – – – Hidtil har jeg taget det mærkværdigt roligt, nærmest med en Antydning af et Smil, om Gud vil, gaar jeg i Døden paa samme Maade. Jeg ønsker at dø med Værdighed. Nu er det Slut. Mon man hører Skraldet, eller er man død forinden? Ja, det vil jo snart vise sig. Jeg er ikke bange for at dø, og jeg håber heller ikke, at jeg bliver det, men prale skal man ikke for tidligt, der er Grænser for Mod.

I Afskedsbrevet til sin Hustru og lille Datter, dateret den 28. april kl. 4,45, skrev ”John” blandt andet:
Sørg ikke over mig, det ønsker jeg ikke, vær fornuftig, du kan jo ikke ændre noget i det skete. Selv er jeg kold og rolig, jeg tog min Dom uden Klage eller Nervøsitet, med et lille Smil paa Læben. Ja, saadan kan man blive. Disse 5 Maaneder har hærdet mig, Klokken er nu fem. Jeg har lige faaet nogle dejlige Stykker Smørrebrød og nyder Kaffen med en rigtig god gammeldags Cigar til. Maatte den almægtige nu lade mig gaa ligesaa roligt i Døden som han har givet mig Kraft til at bære disse smerterfulde Maaneder. Jeg ønsker snarlig Fred i Verden, Fred i Jeres Sind, Fred og Lykke for vort lille Land, og min sidste Bøn vil jeg bede for Jeres Fremtid.
De kærligste Hilsner og Tanker.
Svend.

Jens Lillelund beretter endvidere på side 330: Den 8. december 1943 havde jeg aftalt et Møde med en Kammerat ”John” (Matematiklærer Svend Otto Nielsen) i en ubeboet Lejlighed inde i Byen. Vi skulde mødes Kl. 19,30 paa et Hjørne i Nærheden og sa følges ad derhen, da det var ”John” der havde Adressen – – da vi mødtes var det saa mørkt, at vi næsten ikke kunde se hinanden. Han havde været henne og observere Huset og fortalte, at det sværmede med mystiske Mænd omkring det, det var sikkert ikke tilraadeligt at bo der, da det muligvis var under Observation. Hvad skulde vi gøre? Spærretiden begyndte Kl. 8 og Kl. var 7,45. Vi blev saa enige om at tage ud til en norsk Dame, en Fru Helbo, Faksegade Nr. 3, som tidligere havde hjulpet os, og bl. a. en Gang været med paa en Aktion. Næste Dag fik vi Morgenkaffe, og Kl. 8,30 bar vi vore Cykler ud.

Fru Delbo fulgte os ud, da hun skulde over i en Forretning. Udenfor gav hun os Haanden til Farvel, og løb saa skraat over Gaden ind i en Forretning. Idet vi satte os paa Cyklerne, fik jeg øje paa to Mænd, der stod paa Hjørnet af Faksegade og Odensegade, i hvilken Retning vi kørte. Jeg siger til ”John”: ”Der er noget galt ved de to der,” vi var jo altid paa Vagt. ”Ja, det er ogsaa Gestabo, der holder der.

Jens Lillelund beretter over mange sider om flugten hvor ”John” bliver taget og hvordan han slev slap med et par skudhuller i Frakken og beretter herunder: Jeg havde hele Tiden spekuleret paa, hvorledes Gestapo havde fundet os, og der var kun en Mulighed: Fru Delbo havde om Natten – medens ”John” og jeg sov, ringet til Gestabo. Hun var alsaa Stikker.

Jens Lillelund fortsætter med at fortælle om hvordan, man ved en anden prøve konstaterede at det var tilfældet og at man, da gruppen mødtes afblæste alt planlagte Arbejde og da man savnede ”John” var man bange for han var taget, han beretter endvidere: ”Flammen blev sendt af Sted til Politigaarden for hos Politifuldmægtig Leifer, som gav os alle nødvendige Oplysninger, at faa at vide hvad der var sket. Vi mente først, at ”John” var død, men fik så at vide, at han laa i Vestre Fængsel med? skudsaar og aabent Laarbensbrud uden nogen Form for Lægehjælp.

Fire en halv Maaned Senere stod denne Bekendtgørelse i de danske Blade:

Sabotør og Morder henrettet.

Fra officiel tysk Side meddeles:
Den 26. april 1944 er Matematiklærer Svend Otto Nielsen, født den 29. August 1908 i Herfølge og bosat i København, i Henhold til Krigslovene blevet dømt til Døden og henrettet for Sabotage og Mord paa en tysk Politiembedsmand.

”John” som Tyskerne gennem fire en halv Maaned forgæves havde pint, som vel intet andet Menneske i Danmark, for at tvinge ham til at tale, var som invalid blevet baaret til Henrettelsespladsen hvor hans lidelser var endt. På side 383 i sin beretning om ”Flammen” hvis rigtige navn var Bent Fauerskuu-Hvid, beretter Fru Lis Bomhoff følgende:
I oktober 1943 mødte han ”John”, om hvis Personlighed, Mod og Indsats der er berettet tidligere. ”John” blev den store Mester for Bent. Allerede ved den første Aktion øjnede han de usædvanlige Evner hos sin unge, uerfarne Elev og Bents Ildhu, hans trang til at virke, hans Mod og fremherskende og Forbavsende hurtige Reaktionsevne bragte ham, under ”Johns erfarne ledelse, hurtigt ud i større og større Opgaver. Det snævre Samarbejde begyndte, men skulde snart sørgeligt afbrydes, da ”John”, stukket af Fru Delbo, saaret og mishandlet blev taget til Fange af Gestapo.

Der er mange der i året 2008 har set filmen ”Citronen og Flammen” som undres over at ”John” vor ubestridte største Frihedskæmper fuldstændig er glemt i denne film. Fru Delbo fik fra det tyske Politi en Dusør på 20,000 Kr. for angivelsen af ”John”. Hun flygtede til Norge, men da jorden brændte under hende der vente hun tilbage til Danmark, hvor hun efter tre måneders ihærdigt arbejde blev likvideret den 9. marts 1944. I hendes Lejlighed fandt det danske Politi 35.000 Kr. i kontanter.

Efter en omfattende korrespondance med såvel Provst, Biskop, stiftsøvrighed, Nationalmuseet gav Kirkeministeriet i 1946 Aarestrup Borgerforening tilladelse til i kirkens våbenhus at sætte en mindetavle med teksten:

Lærer Svend Otto Nielsen 29/8 1908 + 27/4 1944. Var Barn og ung her. Gav sit Liv for Danmark. ”Hvis alt du gav foruden Livet, så vid at du har intet givet”. (af Henrik Ipsens ”Brand”).

Grunden til at man ønskede Inskriptionen sluttet med disse linjer var at han i sin gerning som lærer ved Skovshoved skole, havde skrevet disse i sine elevers poesibøger og at Borgerforeningen syntes at han bogstaveligt havde efterlevet sine Ord.