Skalk – skalk ikke – en skjald i skalkeskjul?

Der kom en mail med opfordring til at tage skalken op.

Der er forår i luften. Og den spidse stank af gylle. Man kan gå en tur langs åen, mens man overvejer:

Skal, skal ikke; skal, skal ikke, … med ‘k’ på: Skalk, skalk ikke;
skalk, skalk ikke.
Skal og skulle: Skulle man? Skalk og skulk.
Kan man skulke fra Skalk? Skal man? Skulle man?
For at skulke fra skalk skulle man finde sig et skalkeskjul.

Nede ved åen måske? Dér når gyllelugten ikke ned. Men…

Skjulet fandt jeg ikke. Skulle eller skal? Skjul eller skjald? I borgerbladet nr. 1 fra 2002 introducerer min nabo, Ilse, Starup-Skalken som en sanger, der synger om de lokale begivenheder. Men det er jo en skjald!

Så kommer jeg til at tænke på Trubadourix i ”Asterix og De Gæve Gallere”. Ham gider jeg ikke rigtig være eller prøve at efterligne. (Min sangstemme fik mig fritaget for sang og musik i skolen).

I mit hoved er ”skalk” et tysk låneord, som kendes fra ”ein Schalksnarr” (en skalkenar), som betyder en svindler eller taskenspiller og nar, på én gang spottefugl og landsbytosse, hvor den mest kendte er Till Eulenspiegel, der første gang beskrives på tryk i den midtnedertyske folkebog om ham fra 1510-1515, en spændende tid, hvori vores altertavle her i Vester Starup Kirke blev fabrikeret!

OK, jeg tager “skalken” op – hvis det da er en “skalk”.

Jeg går hen ad skrænten bag Ilses grund til Åmandsbroen, hvor jeg krydser over den lange gangbro. På nordsiden luner solen, og idet jeg går lidt mod venstre, skal jeg bare passere under en nedhængende fyrregren, så er jeg ved den bedst anbragte bænk langs hele Kyst-til-Kyst-stien! Her er ingen gyllelugt (i dag i hvert fald!) og her kan man sidde og nyde åens store mæanderslyngning og den sagte klukken fra vandet, når det rammer brinken. Her er stille – så stille man kan finde det om dagen i Danmark. Man kan sidde i ro og mag i solen og fantasere sig andre steder hen i verden og tilbage til svundne tider – som tiden omkring reformationen.

Lige efter reformationen ankom vores altertavle fra Seem til V. Starup Kirke. Samtidigt kom også skalken Till Eulenspiegel (på dansk: Till Uglspil) hertil – i bogform. Og denne skalk havde det godt i Danmark i 100 år – indtil Christian 4. i 1638 forbød den. (Man må godt spørge sig selv – og andre – hvorfor!) Derefter levede han lyssky videre i folkemunde, indtil H.C. Andersen næsten præcist 200 år senere, nemlig i 1837, bragte denne lurendrejer og bondefanger ind i dansk litteratur igen i form af de to svindlere, der præsenterer sig som skrædderne i Kejserens nye Klæder. Se, dét er skalke!

Har man den ”officielle” udgave af H.C. Andersens eventyr (den med de gamle illustrationer), kan man ved afslutningen af Kejserens nye Klæder se de to skalke tegnet af Vilhelm Pedersen, farfar til Stefan Viggo Pedersen, som i 1942-43 malede den store fresko, der fungerer som alterbillede i koret i vores nabokirke, Øse Kirke, mens den gamle altertavle blev flyttet hen på kirkerummets sydvæg.

Sådan skal det ikke gå her! Vi har en helt enestående altertavle, hvor Jesus har bare tæer efter at være taget ned fra korset, mens hans apostle dog har sandaler. Men Jomfru Maria, Vorherre og Bisp Morten har sko på. Er der andre end mig, der har lagt mærke til det (og undret sig)? Tag selv op i kirken og se efter: Er det sandt, hvad jeg skriver?

I Vester Starup er vi noget for os selv! Og vi har noget helt for sig selv, nemlig kirken med sit inventar. Det skal man værdsætte. Det kan vi være stolte af. Sikken arv!

Men jeg kunne godt tænke mig, at vi gjorde endnu mere ud af vores maleriske altertavle op til dens 500 års fødselsdag engang i år 2020. Mere om det en anden gang.

Foråret er på vej. Jeg sidder – som så ofte – på bænken, Lars Madsens far lavede nede på nordsiden af åen, og ser på de store slyngninger, Holme Å laver netop her. Det minder mig om Mosel. Men først og fremmest er det et fredfyldt sted, hvor man har et tidløst vue ud over den emmende eng hen imod Åmandsbroen. Jeg elsker det, når der hænger en lav morgendis hen over det hele. Med de gul-brune farver i de tørre rør, siv og græs langs åen hen mod broen minder det mig om farverne og stemningen i den engelske maler J.M.W. Turner’s romantiske, let slørede billeder. Hvad kommer der ud af disen? I 1534 kunne det være landsknægte, datidens rå soldater.

Reformationen og altertavlen kom hertil efter Grevens Fejde. Det var en kaotisk tid. Altså, dengang var den katolske kirke den eneste kristne kirke i Europa – og den var i opløsning. Alle brokkede sig: Zwingli, Calvin, Englands Henrik 8., Luther og en hel masse flere og mindre kendte personligheder. Alle angreb de pavens og bispernes grådighed og udskejelser.

Samtidig har Niccolò Machiavelli i Firenze netop (i 1513) udgivet sin lille bog ”Fyrsten,” der er en nådesløst kold beskrivelse af, hvordan magten gribes og fastholdes på denne tid. Han får navn af at være en følelseskold kyniker. Han er kun ½ år ældre end Erasmus af Rotterdam, som allerede 2 år forinden (1511) har udgivet sin ”Tåbelighedens Lovprisning”, som indtager en meget ironisk holdning til samtiden, men ud fra en meget medfølende og moderne kristen synsvinkel. Hvis man kan kalde Machiavelli kynikeren, er Erasmus humanisten. Og midt imellem – i 1512 – fuldfører Michelangelo udsmykningen af Det Sixtinske Kapel i Vatikanet i Rom! Og bare 5 år derefter slår Martin Luther sine 95 teser op på kirkedøren i Wittenberg (hvor tese 82 og tese 86 direkte fordømmer opførelsen af Peterskirken i Rom, som Det Sixtinske Kapel er en del af; Luther forarges over det flotte byggeri, fordi det betales med en blanding af, hvad han kalder ”beskidte penge” – vi ville nok sige ”mafia-penge” i dag – og penge afpresset de fattige).

Erasmus, Michelangelo, Machiavelli, Luther: Humanisme, æstetik, kynisme og kirkeligt fråds og opbrud. Ikke sært, at der bliver uro og krig i Europa. Og midt i det hele står narren, skalken. Han er jo – om nogen – repræsentanten for pressefriheden og ytringsfriheden! Han siger det, der ellers er dumt og/eller forbudt.

Og med bogtrykkerkunsten, som Johann Gutenberg i 1440 introducerede i Europa (kineserne havde allerede kendt teknikken i 1000 år!) var det blevet muligt hurtigt at sprede nye tanker – om magt, menneskesyn og religion. Det er den største revolution i menneskenes kommunikation, indtil internettet brød igennem i 1990’erne!

Min mobil ringer og bryder stilheden. Det er Cecilie, der vil vide, om jeg skal have noget med fra Grindsted, når hun kører hjem. Og så vil hun lige fortælle mig, at hun drømmer om et liv på landet…

Så er der stille ved Åmandsbroen igen. Er det Åmanden, der ler, når vandet klukker? Jeg kan drømme videre om liv og død på landet ved Holme Å og i resten af Europa for knapt 500 år siden. Åmanden – eller Nøkken, som mange kaldte ham – blev nok oplevet som en farlig realitet dengang. Han krævede ofre; han tog folk. Men i 1534 havde bønder i Nordjylland rejst sig til oprør midt under striden om den danske trone efter Frederik 1.s død, og det udgjorde nok det år en større livsfare. – Også helt hernede? Ja, også her!

De mange nye tanker (fra Erasmus, Machiavelli og Luther m.fl.), der siden 1510 havde bredt sig i Europa, havde ført til uro og opstande – som bondeoprøret i Thüringen i 1525, der endte i et rent blodbad. Luther fordømte ikke blodbadet, men oprøret! Bønderne var ellers inspireret af hans 95 teser fra kirkedøren i Wittenberg og havde rejst sig imod de katolske præster og bispers magt. Sådant kunne også ske i Danmark.

Det havde Frederik 1. allerede indset. Han tog sine forholdsregler. Prøvede i hvert fald. 1527 indførte han den lutherske lære i Slesvig-Holsten, hvor han boede, og året efter – i 1528 – den såkaldte ”klokkeskat”, hvor vi her i Starup hørte til den mere velstillede halvdel af kirkesognene, så vi måtte afstå vores største klokke til kongens våbenproduktion! Lige siden har vi så måttet nøjes med den lille gamle fra 1225, som nu er Danmarks ældste dagligt benyttede, håndbetjente klokke!

Er heldet med en – og vinden i vest – kan man lige akkurat høre klokken, når der ringes, mens man er ved bænken ved Åmandsbroen. Som man har kunnet det lige siden 1225 og altså også under Grevens Fejde.

Og der blev jo brug for klokkemalmen fra de indsamlede kirkeklokker til kanoner.

Så snart Frederik 1. var død, brød uroen ud. Som i Sachsen og i Thüringen rejste også bønder i Nordjylland sig. De nye tanker ude fra Europa gav håb om større frihed fra den gamle højadel og kirken, og under Skipper Clements ledelse nedkæmpede en oprørsk bondehær 16. oktober 1534 den jyske adelshær, der var rykket ud for at slå oprøret ned. Det skete i et stort slag nær Svenstrup på Hærvejen lige syd for Ålborg.

Og så gik den sejrrige bondehær mod syd. Mon ikke de stort set fulgte Hærvejen sydpå? Det gjorde de nok. Men de må have bredt sig godt til siderne, for den senere Christian 3.s holstenske hærfører Johan Rantzau (der mere end nogen anden sikrede Christian 3.s kroning og reformationens indførelse i Danmark, og som jeg meget gerne en anden gang fortæller meget mere om!) drog med sine mænd op gennem Jylland. Ved Kolding drog han vestover mod Varde, ”hvor 400 bønder havde forsamlet sig,” som Rantzau skriver i et brev – og videre: ”Så snart de hørte vor ankomst, rappede de sig og undslap os med nød og næppe.” Man har kunnet stå her ved Starup Kirke og Holme Å og have set Rantzaus styrke drage forbi. Og nogle oprørere fra bondehæren har vel også stået her langs åen mellem Hærvejen og Varde. Oppe ved broen over Skjern Å blev bondehæren regulært slået tilbage 7. december 1534. Den bro kan sagtens have lignet vores Åmandsbro. … Man kan se det for sig: De stort set øde vidder syd for åen ned mod Åstrup (Glejbjerg), da Rantzau red forbi. Der har været udsyn. Byen Agerbæk var slet ikke opfundet endnu. Tænk engang!
Men felttoget gik stærkt: Rantzau og hans mænd spiste i Ringkøbing dagen efter, de red over Skjern Å, og sagde tak for mad ved at stikke byen i brand. Dernæst til Holstebro, hvor ca. 5000 bønder havde forsamlet sig. Her gik det som i Varde: De stak af en time før Rantzau og hans mænd kom. Og det var nok klogt, for i Ålborg kom så det store opgør med Skipper Clements bondehær. 18. december angreb Johan Rantzau tidligt om morgenen, og ”fjenderne blev alle nedhuggede,” som han selv skrev. Det var et blodbad med ca. 2000 nedhuggede oprørere, og det siges, at blodet stod højt i gaderne (!).

Til sammenligning var det ”kun” ca. 82 mennesker (men de var selvfølgelig adelige), der mistede livet i det berygtede ”Det Stockholmske Blodbad,” som Christian 2. udførte i 1520, det år vores altertavle blev til. Sikke tider!

Først med indtoget i København 29. juni 1536 fik Christian 3. kontrol over hele Danmark.

10 dage forinden (19. juni) havde Henrik 8. i England halshugget sin dronning, Anne Boleyn. 12. august samme år arresterede Christian 3. alle landets katolske biskopper (og modtog lykønskninger for det fra Martin Luther!) 9. september blev Skipper Clement halshugget i Viborg, parteret og sat på stejler. 1536 blev således et særdeles både skelsættende og blodigt år. Men 30. oktober udstedtes en ”reces”, der afskaffede den katolske bispemagt og konfiskerede kirkegodset. Derved tredoblede kongen lige sine jordbesiddelser! Nu kunne Christian 3. så betale Johan Rantzau og hans soldater, hvad han skyldte dem. Magten var sikret og reformationen gennemført i Danmark.

2. september 1537 kom Kirkeordinansen. Dermed var der endelig orden i sagerne. Kirken i Danmark var hermed en evangelisk-luthersk statskirke! Og det er vel i den forbindelse, at nogle halsstarrige katolikker fra Seem er flygtet væk fra Ribe-egnen med deres næsten nye altertavle op til Starup Kirke, som i den katolske tid med sin helligkilde sikkert har haft et godt indtægtsgrundlag i kilden.

Christian 3. tildelte i 1546 en bonde på Helnæs familienavnet Boe og gav ham fribonderet, hvilket betød, at ingen af slægten behøvede at springe soldat. Det er min forfader. Privilegiet forsvandt med indførelsen af demokratiet. Tja, dér kan man se!

Christian 3. døde nytårsdag 1559 på Koldinghus (som en af mine tipoldemødre var med til at brænde ned). Efter afslutningen af Grevens Fejde var der fred i Danmark i resten af hans tid.

Vandet klukker i åen, i Holme Å. … Har nogen tænkt på, at ”en holm” betyder ”en ø”? Det vil sige, at Holme Å på moderne dansk burde kaldes: ”Ø Å” – eller Ø-åen — eller på jysk: ”Æ’ Ø-Å”.

Dette har så været tanker ved Æ’ Ø-Å!

(Det er vist det modsatte af en A-B-C!)