En bid af en husmands liv og virke

Far, Svend Stoffersen var uddannet mejerist, og arbejdede på St. Restrup Andelsmejeri fra omkring 1940 indtil han og mor (Edith) i 1947 efter modne overvejelser overtog hans hjem Sønderbyvej 24 efter sin far, for at begynde en ny tilværelse som husmand.
Der var 16 tønder land til husmandsstedet, der lå i det sydvestligste hjørne af udstykningen fra herregården St. Restrup – hvoraf var de 4 tønder land udlagt til henholdsvis kær til afgræsning og tørvemose – ligeligt fordelt. Af dyr var der fem køer plus opdræt og tre folde med seks fedesvin i hver samt ti høns og to gule nordbagger. Jorden blev dyrket traditionelt og uden gartneriprodukter, da han overtog den.

Det var kun et uheldig år at nedsætte sig som husmand på, for dette år kom der en ualmindelig tørke dette år. Græsmarken blev helt afsvedet i en meget lang periode, så køerne måtte flyttes i Damengen en tid, hvor ellers kun kvierne gik. Engen kunne holde til længere tids sol og tørke uden at tage skade , men heller ikke her var det nok græs til hans fem køer, så de måtte videre til Ryddet, eller tørvemosen, selv om det her kun var grønne vækster af b.la brændenælder og gråris samt siv. Den smule græs der trods alt tittede frem, var ikke særligt egnet til græsning. Da der var gået mindre en to uger var også her afgræsset, så far skar grene af de mange birketræer, der her voksede vildt, for de dog kunne få lidt grønt. Han måtte tillige to gange daglig køre de over 3 km. begge veje, for at malke køerne for den smule mælk, de stadig havde. Tørken varede til slutningen af september, så både korn og rodfrugter led også under den stærke sol, med manglende udbytte til følge. Det blev et meget hårdt år for den nystartede husmand.

Det var knap til at føde en familie, så allerede året efter begyndte han at avle tidlige kartofler til GASA i Aalborg efter råd fra konsulenten på højskolen som mange af hans husmandskollegaer i St. Restrup gjorde. Det skulle vise sig at være et godt råd. Den sandmuldede jord var yderst velegnet til kartoffelavl og de efterfølgende år blev kartoffelarealet udvidet år efter år. Når det var kartoffeltid var der ekstra travlhed. Overalt – på så godt som hver husmandsbrug i byen, kunne man se mand og kone i kartoffelrækkerne, og hvis de havde børn , hjalp de til så godt de kunne ved optagningen. Kartoflerne blev samlet ved håndkraft ved man kravlede langs rækkerne og tog dem op med hænderne – efter de først var løsnet i jorden med en greb. Kartoflerne blev sorteret på stedet og kom direkte i 30 kg. Kasser og derefter afvejet og afhentet af Peter Riise eller Robert Jensen, byens vognmænd, hver dag sidst på eftermiddagen og kørt på GASA til salgsauktionen tidligt næste dags morgen. Senere blev greben afløst af en plov til at løsne kartoflerne fra jorden , men de blev stadig optaget med håndkraft for ikke at beskadige de sarte nye kartofler. Først langt senere kom den næsten fuldautomatiske maskinelle kartoffeloptager med sorteringsbord i brug, trukket af traktoren.

St. Restrup – husmændene var og er et praktisk folkefærd, der tillige altid har mestret samarbejdets kunst. Det kommer til udryk på flere måder. Far havde altid sine 4 – 5 ungkreaturer gående indhegnet i Damengen sommeren over. Her var han nabo til to andre og sammen havde de første omgang fælles strømkilde til det elektriske hegn. Dette fællesskab gik godt, så efter få år slog de sig helt sammen og nedbrød det midterste hegn, for at lave fællesdrift. Efterfølgende havde de kun et hegn at vedligeholde. Ligeledes var det da “Fællesmekaniseringen” blev en realitet. Her blev fællesskabet endda stillet på en hård prøve, for alle ville jo gerne have f.eks. kørt møg ud eller høstet på samme tid, men den lykkedes ved at gøre bestillingen så smidig , som muligt:. Det kunne lade sig gøre til fulde og kunne derfor fortsætte i de mange år den eksisterede og behovet var der , hvilket også far havde glæde af.

Da han som nybagt husmand startede, gjorde han megen brug af råd fra de forskellige fagkonsulenter på højskolen , men også fra hans kollegaer i byen, der var meget gavmilde med råd til deres tidligere mejerist. Dette var en stor hjælp . Han deltog ligeledes vedblivende i alle de landbrugsfaglige møder , der var mulighed for og som blev afholdt på højskolen for at få mere viden og inspiration.

Besætningen af køer blev efterhånden udvidet fra de fem til ti plus opdræt og der blev anskaffet malkemaskine. Svinebesætningen blev også udvidet med et par søer, men uden synderlig held, så han gik som før over til at lade byens grisehandler Aastrup indkøbe smågrise til opfedning for sig på torvet i Aalborg. Fars interesse for husdyrbrug var ikke særlig stor, han følte det kun som en nødvendighed. Hans fortrukne arbejdsplads var i marken – i den fri natur.

Med en virksomhed sker der, på et eller andet tidspunkt også uheld af en eller anden art – også uforskyldt. Det kan der også i et landbrug. Da mund og klovsygen rasede et par år efter hans debut, som husmand slap han ikke fri . Hele svinebesætningen samt en malkeko gik tabt og oven i det, et lang varigt produktions tab. På det tidspunkt var der ikke – som nu, kompensation eller nogen form for erstatning at hente, men det afskrækkede dog ikke, selvom det var hårdt både mor og far økonomisk som psykisk.

Far var meget interesseret i foreningsarbejde og den betydning det havde for det lokale liv, og deltog ivrigt i de møder de havde for medlemmerne. Hans husmandskollegaer kom da også til at drage nytte af hans erfaring med bl.a. med talbehandling. De viste ham deres tillid og valgte ham ind i diverse foreninger som bestyrelsesmedlem – i flere af dem som kasserer, bl.a. i St. Restrup Andelsmejeri, hvor han førhen havde været mejerist – således også i transformatorforeningen og for ægsalgskredsen med flere, der drog nytte af ham. Hans foreningserfaring gjorde han ligeledes blev indvalgt i Nibe Andelssvineslagteris repræsentantskab og senere i dets bestyrelsen. Menighedsrådet havde også glæde af ham i en periode. Senere tog interessen for lokalhistorie over. Lokalhistorie blev han hjertebarn. Her han gjorde et stort uegennyttig arbejde med indsamling af relevant materiale, og fra hans pen kom mange artikler om det store lokalkendskab han han gennem årene havde erfaret sig , både til lokalhistorisk samfunds årsskrift “Bjerg Posten” og til “Barn af Himmerland” udgivet af det lokale “Lions Club”.

Mor deltog på lige fod med arbejdet på husmandsbruget, og forøgede desuden sit lille hønsehold fra de ti høns til 100 høns til æglægning til salg i Ægsalgskredsen. Senere kom et hønsehus til 1000 høns – på denne tid et stort hønsehold, da hun i stedet fik tilbud om at levere æg til udrugning af slagtekyllinger.. Dette medførte dog større arbejdsbyrde for hende og desuden mere kontrol af hønsene . – således skulle hver enkelt høne som hane dyrlægekontrolleres. Aftageren var Frode og Ellen Knudsen, St. Restrup , der havde etableret rugeri i Ellens fødehjem, som de havde forpagtet . Ellen var datter af den navnkundige Peter Langeland og Marie Langeland. De havde lige som dem haft hønseri. I det hele taget havde de allerfleste af husmændene i St. Restrup nicheproduktioner af forskellig art. Dette var en nødvendighed som samfundet udviklede sig. Ingen kunne fortsat leve leve af at dyrke jorden som husmand på den gamle traditionelle måde. Dertil var brugene ganske enkelt for små.

Mor deltog også i foreningsarbejde – således var hun bl.a. medlem af Husholdningsudvalget, et underudvalg af husmandsforeningen. Dette arrangerede bl.a. kurser for husmandskoner og deres døtre eller tjenestepiger i madlavning og sykurser, eller ting, der var relevante for dem for at få ny viden og færdigheder . Hun var ligeledes medstifter af St. Restrup Andelsfrysehus.

Børnene havde husmandsforeningen ikke glemt, da den i samarbejde med amtets husmandsforeninger ansporede dem i at passe dyr, et stykke jord, eller det kunne være opgaver i køkkenet . Det var gennem det man kaldte ” 4 H”, Landøkonomisk ungdomsarbejde som det kaldtes. Børnenes arbejde blev i løbet af sommeren eller året bedømt af en tilsluttet konsulent, her var det Konsulent Toudal, St. Restrup Højskole og der blev efterfølgende uddelt diplomer og pokaler efter et pointsystem for veludført arbejde ved en afsluttende fest.

Far og mor havde efterhånden skabt deres brug til en lille “oase” , hvor også en velholdt blomster og køkkenhave hørte med til billedet . Dette gjaldt for øvrigt for det fleste i husmandskolonien, hvilket også andre fik glæde af. Dette skete bl.a, gennem de såkaldte “Husmandsrejser” dvs. studieture for husmænd og deres koner arrangeret af husmandsforeningerne. De kom fra hele lande i busser – nogle år flere hundrede for at se og høre om udstykningen af herregården St. Restrup og ved selvsyn at se alle de velholdte husmandsbrug og deres omgivelser, og ikke mindst at høre om, hvordan et husmandsbrug kunne drives på en måske lidt anderledes og produktiv måde.

Far sagde således også ja til at være med til at holde den tradition i live, som andre husmænd i St. Restrup havde gjort før ham, ved at vise og fortælle om sit eget og sine kollegaers brug. Et sådant besøg sluttede altid af på højskolen med fælles kaffebord, hvor konsulenter holdt foredrag og stod parat for at give uddybende svar på gæsternes spørgsmål.

Disse besøg var også en slags eksamen for mor og far, for naturligvis kom der altid både positiv som negativ kritik fra deres nysgerrige besøgende husmandskollegaer. Naturligvis stillede disse nærgående spørgsmål, men de fik til gengæld også meget igen. – Sådan er det når ligemænd mødes, og der kommer en god dialog i gang.