Straffet af kirken – efter døden

Ikke alle blev begravet på sognets kirkegård i ældre tid, ej heller ved Solbjerg kirke. Det drejede hovedsageligt sig om tatere, natmænd – men også kvinder, man anklagede for at udføre trolddomskunster, diverse lyssky gerninger, de læste sig til fra den såkaldte ”cybrianus” (fandens bibel), og derfor var udlagt som troldkællinger eller det der var værre og derfor dømt til at miste hovedet og sat på hjul og stejle, til skræk og advarsel. Også afdøde personer uden fast opholdssted, eller som på en eller anden måde havde forbrudt sig groft mod landets og kirkens love, kom ikke i indviet jord, men blev begravet udenfor kirkegårdsdiget.
I særlige tilfælde foregik jordfæstelsen dog på selve kirkegården i nattens mulm og mørke og på en upåagtet plads uden deltagelse af hverken degn og præst. Kisten blev i disse tilfælde ikke ført ind på kirkegården ad den normale indgang , men løftet over diget – og ind på kirkegården.

I Solbjerg blev kirkegården omkring 1920 udvidet og 80 år efter den var taget i brug, kom et tilfælde frem af denne art begravelser for dagens lys. Da graver Birger Pedersen ville grave en rende til et elkabel stødte han på en stensætning i en dybde på ca. 30 cm. med sten på omkring hovedstørrelse. Under arbejdet med at fjerne dem, kom han til rester af en simpel kiste og tydelige rester af et skelet. Fundet blev gjort akkurat lige uden for, hvor det gamle kirkegårdsdige havde stået, og man må derfor regne med den person, der var begravet her, ikke havde opfyldt betingelserne for at komme i indviet jord, altså blive begravet på selve kirkegården.