Vi stod stille og nejede for præsten

Min opvækst hos mine bedsteforældre på Sembygaard i tidsrummet ca. 1940 -1952.

Jeg er ældste barnebarn og født i 1935 af Helga, som blev sygeplejerske og senere gift med Reinholt Pagter fra Pagtergården i Assentoft.

Mine bedsteforældre overtog Sembygaard i 1909. Det opdyrkede areal udvidedes gennem opdyrkning af en del af hedejorden, som bl.a. havde været agerjord i oldtiden, hvorfra jeg er i besiddelse af en økse og en dolk. Begge dele har jeg fået foræret af Karl Thomsen, som havde haft dem i sine gemmer fra den tid, han var med til at bryde allaget i heden. Oldtidsfundene var pakket ind i flere lag gammelt avispapir. Da hans arbejdsmærkede hænder rakte mig pakkerne, sagde han: “Peersen ver ik no om et “.

Glimt fra arbejdslivet på Sembygaard:

Første november var skiftedag. Den dag iagttog jeg fra bordet i folkestuen de nyansatte, som kom med deres bohave på en hestetrukken vogn. Karlene kom med hvert deres skab, mens den unge pige i huset havde en kommode med. Karlenes værelser var i længen, hvor hestene holdt til, og hvor der var vaske- og tørvehus, som tidligere havde været anvendt som mejeri. Karlenes badeværelse var vaskehuset, mens toilettet var bag hestene i hestestalden. Forkarlen havde det bedste værelse, hvorfra der var adgang til foleboksen.

Anden- og tredjekarlen delte værelse. Ud over skabet var der et fast bord og 2 stole, men ingen varme. I det tredje værelse boede yngstedrengen.

Karlene og den unge pige spiste julemiddagen hos os. Efter endt indtagelse og gaver fik de lov at tage hjem.

Der var også spænding omkring fodermesterskiftet. Familien boede i fodermesterhuset. Det var altid spændende at se, hvor mange børn der var, hvor gamle, og af hvilket køn. De kunne jo blive mine legekammerater. Det var noget ensomt at være enebarn hos sine bedsteforældre.

Inden jeg som voksen blev lærer, har jeg ofte leget skolestue sammen med børnene i en tom kostaldbås. En del tid gik med, at jeg selv fremstillede mit legetøj. Min bedstefar mente, det var mere udviklende selv at lave det end at få købt legetøj. Jeg legede også en del med Ole Kirk, som boede på Tornholt.

Oles mor og min mor var kusiner. Der ude midt i Skrødstrupskoven var der ikke elektricitet. Når aftendæmringen faldt på, måtte vi rundt i rummene med karbidlamper. Ved siden af køkkenbordet sad et kraftigt træhåndtag, som vi kunne pumpe vand op med.

Den unge pige, jeg fik det tætteste forhold til, var Kamma Lund, som senere blev gift med Eigil Hansen. Begge tjente samtidig hos os. Jeg blev betroet at bære de to tørv, hvor imellem brevudvekslingen mellem Eigil og Kamma fandt sted. Anna Møller fra Hedely var til tider min skytsengel.

Mange har været medhjælpere på Sembygaard. Og af dem husker jeg bedst Søren Bonde, Henry Hejlesen, Edvard Thorsen, Villy Jensen, Aage Vase, Jens Anker Kjær Laursen, Peter Munk og Marinus Pedersen.

Gennem årene har Karl Thomsen haft mange funktioner på Sembygaard, også mens han havde den ejendom, der i dag hedder Museet på Sem Hede.

Gennem flere år besøgte min bedstefar og jeg Karl lille juleaftensdag, når vi havde været ude at hente årets juletræ til både ham og os. Traditionen tro fik min bedstefar kaffe, og jeg fik sodavand. Karl boede, som man forestiller sig eneboere bor, hvilket jeg ikke syntes var hyggeligt. Dette kommenterede jeg over for min bedstefar, som ved den lejlighed belærte mig om, at det væsentlige var at lytte til de mange kloge betragtninger, Karl gjorde sig. Efter endt traktement skulle vi altid ud at bese Karls dyrehold.

Af heste havde han to nordbagger, som forspændt kassevognen kørte bag om Sembygaard ad engvejen til Kærbybro, hvor egnens brugsforening og mejeri lå.

Jens Juul var også en af Sembygaards trofaste medhjælpere. Jens kunne godt lide at indgå væddemål, så den dag middagsmaden stod på æbleskiver og sødsuppe, måtte dette ikke røbes, for så var min bedstemor ikke i stand til at bage tilstrækkeligt med æbleskiver i den tid, der blev spist. Jens gik også højt op i, hvem der kunne have flest kornneg på vognen fra marken og hjem. Til tider kunne det knibe at få vognen gennem ladeporten.

I folkestuen sad forkarlen alene på bænken ved den ene ende af bordet. På den faste bænk langs væggen sad de øvrige medhjælpere i rangorden – og jeg. På stolene sad så min familie og den unge pige. Det var også stuen, hvor Post Nielsen fik sin eftermiddagskaffe og altid kikkede ud af vinduet, når han fik skænket den tredje kop kaffe.

I den stue holdt også Det flyvende Korps til. Det danske Hedeselskab, der havde belært landmændene om den gode ide at plante læhegn, sendte medhjælpere til at udføre beplantningen.

Den vinter, Jørgen Christoffersen, bankdirektørsøn fra Randers boede hos os, blev der om aftenen tegnet og skåret mange piber i den stue. Jørgen var så kuldskær, at han boede i stuehuset og vaskede sig i familiens badeværelse, som havde alle nutidens faciliteter. På den tid var der ikke mange badeværelser i Sem Sogn.

Malkemaskinen – Alfa Laval – var et tilløbsstykke. Før den tid var der blevet malket med håndkraft. Mælken afkøledes i de 40 liters transportspande, som mælkekuskene Marius Thomsen og Vagn Rasmussen måtte på- og aflæsse mælkevognen. Det var et slidsomt arbejde både for mælkekusk og heste. Undertiden havde mælkekusken også varer med fra Brugsen og mejeriet til leverandørerne. En gang om ugen skulle han i en kuvert have mælkepengene med til producenterne. Vagn Rasmussen har fortalt mig, at i høstens tid lånte min bedstefar et spand heste til mælkekusken, når han efter mælketuren skulle til at arbejde for sig selv.

Om sommeren efter fyraften badede vi nede ved åbroen. Det var også på sådanne på aftener, der blev forberedt tykmælk til morgenmad. Tilberedningsstedet var på stenbordet ved siden af brændekomfuret. Det hændte, vi sommeraftener fik frugtgrød med mælk. På sådanne aftener kunne vi lytte til Villy Møllers harmonikaspil oppe fra Hedely. De unge mennesker fra Sem samledes af og til på vores vej for at spille kegler.

Fodermesteren og min bedstemor forestod slagtningen af fedekalven, fåret og grisen sammen med slagteren, for min bedstefar var pist borte, når dyret skulle stikkes. Den følgende dag var en meget travl dag, da kødet enten skulle forarbejdes eller lægges i saltlage i det store trækar, som stod i kælderen. Saltlagen havde den rette saltkoncentration, når den kunne bære et æg. Kød taget op af saltlagen, måtte udvandes, inden det kunne tilberedes. Med tiden kunne duften fra saltkarret være ubehageligt.

Også fåreklipningen tog min bedstemor sig af. Først blev fårene vasket i sæbevand, som var i et stort zinkdrikketrug, hvori fårene stod. Derefter blev de bundet til flagstangen, så de kunne ryste det meste af skyldevandet af sig. Dernæst blev de trukket ind i en ren og halmstrøet foleboks. Når de var helt tørre, blev de lagt på en dør, der blev anvendt til klippebord. Inden klipningen med den specielle fåresaks blev deres ben bundet sammen. På en sådan dag var der en frygtelig brægen i gården, og efter en klippedag var min bedstemors arme meget ømme.

På loftet over hestestalden stod hakkelsesmaskinen, hvorpå vi skar havrenegene til hakkelse til hestene. I høstens tid måtte jeg i middagsstunden dreje slibestenen, for så skulle knivene til slåmaskinen skærpes. I roetyndingens tid var der også travlt, hakkejernene og favnemålet måtte være i orden, og med dette arbejde var det muligt for mange at tjene en ekstra skilling. Også her konkurreredes der om, hvem der nåede flest favne.

Som barn havde jeg pligter. Bl.a. lærte min bedstefar mig at flytte de tøjrede får i heden. Der skulle en del teknik til både at få tøjrepælen op af, og i jorden. Jeg skulle også tælle kvierne i heden. Der havde min bedstefar i 1934 ladet bygge en stald med lade til ungkreaturerne, som stod bundet der om vinteren. Jeg har tit tidlig på dagen gået sammen med ham ud for at fodre og muge. Spadsereturene brugte han til at fortælle mig historier, træne mig i at regne og til at synge med mig. Han var en god fortæller, pædagog, og et oplyst menneske. Når jeg ikke havde lyst til at udføre det arbejde, jeg blev sat til, kunne han lokke mig med en trylleformular. Han fik en bestemt kvie til at lave en lækkerbisken til mig.

Jeg blev ekspert i at krøje vingerne på vindmøllen i heden, så møllen kunne trække vand op fra brønden til dyrene. Der blev der spist middagsmad kl. 12 præcis. Derefter var der middagshvil til kl. 13, hvor kaffen med et stykke kage blev serveret. Når det var høsttid, var spisetiderne de samme, men den unge piges hviletid blev afkortet, for efter middagen skulle hun vaske op, vaske køkkengulv og derefter være parat til at hjælpe til i laden, når kornnegene blev kørt ind og fordelt i de forskellige gulve. På den tid blev der drukket litervis af kærnemælk og saftevand. Sommerpærerne var en herlig forfriskning.

Der blev skåret tørv i vores eng. Naboer skar tørvene mod at aflevere et bestemt antal skruer til os. En skrue – en stak tørv stablet efter et bestemt mønster – rummede 500 tørv.

Kartoffeloptagningen kunne være meget kold for fingrene, og arbejdsdagene føltes uendelig lange. Lange var også de timer, vi brugte på at luge gårdens stenbro. Om vinteren blev de hjemkørte neg tærsket. Under tærskningen var både lade og kostaldloft tæt af støv. Den unge pige og jeg kunne til tider få jobbet at pakke halmen på staldloftet. Det var et fysisk meget hårdt arbejde. En del af den energi, der blev anvendt til tærskning leverede gårdens vindmølle, som for øvrigt var min bedstemors mareridt. Den var høj. Hvis nu en voldsom storm væltede den, hvad ville der så ikke ske med gårdens bygninger? Nogle af rugnegene blev tærsket med plejl. Halmen skulle anvendes til udbedring af det stråtækte tag, som den gang lå på laden og længen med hestestalden.

Rotterne! Jeg har i hedehuset oplevet at se rotter løbe i én lang række hen ad fodergangen. Lige efter grisene var blevet fodret, oplevede jeg en dag så mange rotter i grisetrugene, at jeg blev så bange, så jeg aldrig siden i middagshvilestunden gik ud i det trægrisehus, der lå mellem staldene og møddingen. Landevejsridderne kunne også forskrække mig. De kunne sommeraftener komme for at bede om natlogi. Min bedstefar bad dem aflevere deres tændstikker, inden de fik lov at overnatte i laden. Den følgende dags morgen fik de morgenmad og en madpakke med på deres videre færd.

Minder om vore naboer og andre hændelser.

Jeg havde herlige legestunder i Smed Lunds hjem, hvor der altid var mange mennesker, men altid plads til en mere. Der blev sunget, spillet Matador og taget mange farlige gyngeture fra hanebjælkerne på stuehusloftet ud over logulvet. Sammen blev vi i Peter Schøts grisebil kørt til sommerfest i Dyrby krat, hvor den medbragte mad smagte himmelsk. Vi drog også sammen til søndagsskole i Skrødstrup, hvor Dagmar Winther kunne få os til at lytte og synge. Hvis vi på vores vej mødte lærer Christiansen og pastor Nørgaard, som skulle forrette gudstjeneste i Sem Kirke, stod vi stille og nejede for at hilse på dem. De cyklede jo, da der ikke var benzin til bilerne, som i krigens tid stod opklodsede i garagerne.

Krigen var årsag til, at vi havde får, som leverede kød og uld. Der blev kartet, spundet og strikket meget. En overgang var disse sysler forbudt. Det var bl.a. Jens Finds Line, der arbejdede med ulden. Når det rygtedes, at tyskerne var i nærheden, blev rokken gemt væk oppe på loftet. Også spillekortene kunne gemmes hurtigt. Det var, når præsten var i sigte. Jeg tror næppe, pastor Nørgaard kunne hidse sig op over et spil kort; men det var en dybtliggende tankegang hos Line, som om sommeren altid slog mange fluer ihjel, hvilket hun egentlig ikke nænnede. Når hun havde ramt en flue og skubbet den hen ved siden af sin kaffekop, kunne hun ikke forstå, at den kort tid efter var forsvundet.

Line husker jeg som en ældre dame, uden tænder og altid med et trekantformet klæde på hovedet. Hun var ferm til at drikke den afkølede kaffe af underkoppen, knaldtår. Line var meget gæstfri og proper. Hvis et stykke brød ikke var perfekt, fik grisene det.

I ejendommen mellem Jens Finds og Sem By boede Marie og Jens Lausten Jensen. Også Marie var proper. De to damer konkurrerede om hvis ejendom, der var flottest kalket. Hun var særdeles dygtig til det finere håndarbejde, som hun lærte fra sig til mine mostre. Jens Laustsen var elaflæser, og udenfor sås han ofte med en kort krum pibe. Deres eneste datter (plejebarn) Karen Margrethe blev lærerinde. I en af isvintrene blev hun gift med Svend Pedersen. Brudebuketten var dybfrossen, da Jens Juul nåede frem med den. Svend Pedersen blev senere leder af Harbos Realskole i Randers.

I disse isvintre var der utrolig meget sne, som skulle fjernes fra vejene. Til det arbejde måtte hver husstand stille med et vist antal mænd alt efter ejendommens størrelse. Skovlene kom ind til kakkelovnen i folkestuen og gjort glatte med stearinlysestumper. Den gang var ruderne så tilfrosne, at skønt kakkelovnen var rødglødende, måtte vi ånde på ruderne for at kunne se ud. Da var det koldt at komme i seng om aftenen. Der var ikke varme på værelserne, så vi fik en varm sten eller varmedunk med i seng. I den tid måtte vi gå med uldne strømper, hvis materialer var iblandet russisk garn. Disse strømper var så prikkende at have på benene, at jeg puttede avispapir mellem dem og selve huden. Livstykkerne, vi bar for både at holde varmen og strømperne oppe, var rare i den kolde tid. Også den gang var det ikke spændende at bære anderledes tøj end de andre børn, så derfor hængte jeg mit overtøj i Per Hadsunds staklade. Overtøjet var et flot rødt sjal, min moster Mie, der blev uddannet sygeplejerske fra Gentofte Sygehus, havde haft med til mig. På gården havde vi flere stuer. Der var stuen med kaminen, hvor Anders og Jens Grøn prikkede hul i lågernes marieglas. Begge var børnebørn af Anders Grøn i Hou. Deres far var præst i Funder og havde læst om moderne børneopdragelse.

Det var stuen, hvor der bl.a. kom mennesker med lyst til at diskutere ting, der hændte uden for landsbyens rammer. Det gjorde min opvækst særlig spændende. Pastor Nørgaard, Juncher fra Overgaard og mange andre kunne finde vej til den stue. De havde læst de samme bøger som bedstefar og kunne godt lide at tale om indholdet.

Familiebesøgene var også noget særligt. Flaget blev hejst, isdesserten skulle hentes på cykel fra Kærby Mejeri. Børn og unge spiste sig overmætte i resterne. Herligt at der ikke fandtes hjemmefryser. Aftenbesøgene glemmes heller ikke.

Mange blev indbudt til det årlige kaffegilde. Derfor var der flere hold. Programmet var det samme. Kortspil og beskuelse af dyrene var for mændene. Konerne sad med deres finere håndarbejder i Den røde Stue. De havde altid et særligt håndarbejde med til den aften. Omkring kl. 22 blev de sat til kaffebordet i spisestuen. Anretningen skulle gerne leve op til standarden fra de andres kaffegilder. Her har jeg lyst til at indskyde, at moster Anna, som var lærerinde i Voldum, var en trofast inspirator og medhjælper ved disse gilder. Hun var populær. Dog ikke, når hun afprøvede nye retter på medarbejderne, stegt flæsk, kartofler og persillesovs vidste de, hvad var.

Lærerinde frk. Knudsen fra Randers besøgte os i otte dage hver sommer. Også hun medbragte nyheder. Den første aften stod aftentraktementet på melon, som hun havde med.

En gang om ugen kom fiskemanden og bager Juul. Der blev handlet og udvekslet nyheder. Af de indkøbte varer, gjorde især otte punds rugbrødene indtryk. Cyklende kræmmere havde også deres gang på gården.

Minder fra krigens tid:

En søndag ankom tyske soldater med 23 vogne for at få dem fyldt med hø til de dyr, de havde i Mariager. Min bedstefar var i heden. Sammen med en tysk soldat blev jeg sendt af sted for at hente ham hjem. I mellemtiden havde resten af soldaterne kastet sig over vores æblelager, som stod i havens lysthus.

Jeg glemmer aldrig skarpskydnings- og camouflageøvelserne. Ej heller den tyske soldat der dagligt gik gennem gården for at bringe post mellem Skrødstrup og Enslev.

Min bedstemors rødrandede øjne glemmes aldrig. Den dag havde tyskerne hentet heste fra gårdene. Da de ikke havde fundet Bedstefar hjemme, havde de givet sig til at skyde på må og få omkring i gårdens bevoksninger.

I Skrødstrup havde tyske soldater beslaglagt værelser i de flotte stuehuse samt indtaget Skrødstrup Forsamlingshus, missionshus og skolens gymnastiksal. De havde også taget et par værelser fra lærer Christiansen, så vi elever havde fælles indgang med de tyske soldater.

Kresten Greve har fortalt mig, at han sammen med onkel Søren og min bedstefar holdt de omtalte kontainere under vandet, til de rette kunne få de nedkastede våben.

Det var mørklægningstiden, hvor rullegardinerne blev trukket ned, når lyset tændtes. Vinduerne i stalden var tilkalket. Alt dette for at flyverne ikke havde let adgang til at orientere sig.

Blandt meget andet var tobak en mangelvare. Karlene hungrede efter det, så de gav mig slik for min bedstefars efterladte cigarstumper, som de bad mig indsamle.

Min skolegang.

Begge mine bedsteforældre var opvokset i Skrødstrup, hvor en stor del af deres familie boede. Derfor kom jeg til at gå i skole der. Som mine mostre og onkel spiste jeg middagsmaden hos farbroder Søren – sognefogedens.

Om den tids undervisning er allerede skrevet. Blot vil jeg tilføje, at den tids pædagogik er noget af det hotteste, som nutidens børn kan blive tilbudt. Og at vi også var gode til at mobbe – især de børn, hvis forældre var venlige over for tyskerne, samt at de ældste elever tvang de små til at ryge, så de ikke kunne sladre til lærer Christiansen.

I den periode begyndte erhvervslivet at ændre sig fra en landbrugskultur til en industri/teknologisk kultur. Derfor fandt min familie ud af, at jeg skulle tage en præliminæreksamen fra Mariager Borger- og Realskole. Med den fik jeg adgang til Ribe Statsseminarium, hvorfra jeg har min lærereksamen. Skolevejen til Mariager var en grusvej på 8 km. Når vintervejret satte ind, kunne de 16 km godt føles trættende. Hvis, der om morgenen lå så meget sne, at cyklen måtte blive hjemme, var nogle af skovarbejderne så flinke, at de bar min skoletaske.

Min bedstefar døde i 1950 kort tid før min konfirmation. Jeg var meget knyttet til ham. Hans fravær måtte jeg gemme dybt inde i mig selv. At han var borte, forstod jeg den dag, mange mennesker iført sort tøj tog imod hans båre ud for den ejendom, der nu tilhører Vera og Preben Jensen. Følget gik tavse bag den til Sembygaard, hvor han stod, indtil den dag han blev begravet fra Sem Kirke. Hans båre kom fra Randers, hvor han på vej til et møde døde pludseligt.

Gennem årene havde han påtaget sig mange offentlige tillidshverv. Han havde f.eks. været sognerådsformand i Hem-Sem Kommune, amtsrådsmedlem i Randers Amt, hjulpet mange i kommunen med at udfylde deres skatteskemaer og også været medinitiativtager til igangsættelse af nye ting.

Min bedstemor førte Sembygaard videre sammen med onkel Søren, som havde fået en omfattende landbrugsuddannelse. Han overtog gården i 1965, hvor min bedstemor døde efter at have boet på Skrødstrupvej 18 siden 1961.

I august 1996 overtog mine bedsteforældres yngste barnebarn, Poul Rasbech, Sembygaard. Poul er søn af Else, som blev gift med Frederik Rasbech fra Nørlanggaard i Gjerlev.