Tønden kom i flagstangen

Vores barnepiger var henholdsvis Manjane og Long-Kresjan. Mariane var også vaskekone på Annexgården. Fars største fornøjelse var at drille Manjane, vel at mærke uden at hun opdagede det. Det gjorde Aage Ranch også, når han spillede på harmonika i Sem Forsamlingshus og gav nummeret Hønsefødder og gulerødder og halsen af Manjane, så kunne Mariane gå tilfreds hjem til sit lille hus ved siden af forsamlingshuset. Aftenen var reddet.

Det bedste, hun vidste at nyde på de lange vaskedage, var en knaldtår drukket af underkoppen. Det kunne høres langt væk.

Long Krisjan fortalte en masse historier, men vi var vist en smule bange for ham, når han sad i sofaen og ville fange os. Når vi løb forbi ham, var det både lidt spændende og lidt uhyggeligt. Det skal lige føjes til her, at Manjane og Long Krisjan var bror og søster.

Apropos forsamlingshuset, så foregik der mange ting året igennem: Fastelavnsfest, høstfest, dilettant, præmiewhist, andespil (med levende ænder og gæs som præmie), juletræ og en masse baller og familiefester.

Fastelavnssøndag gik de unge drenge rundt og samlede penge ind til forsamlingshuset. Truppen var udklædt som konge, prins, soldater og ikke mindst en bajads, som gik med raslebøssen. Om aftenen til festen i forsamlingshuset blev der kåret en dronning og en prinsesse, der fik nogle flotte kroner på hovedet.

Ved høstfesten begyndte man med fællesspisning, dertil en masse øl og snaps – inden dansen – og slagsmålene. Når slagsmålene gik i gang, trådte Johannes fra Kjærby til og sagde: Træk dem lig’ hen under lampen, så ska’ A sa- sa- sa-sateme ta’ mæ orn dem! Johannes stammede og var svagtseen-de.

Når Bodil Jensen nir fra Høwen ved bankospillet råbte 99 i stedet for 66 , grinede hele salen. Så blev hun sur og ville ikke råbe op mere. Det skete flere gange, og det var lige sjovt hver gang.

Rasmus Kastberg kunne aldrig, når han var med i diletantkomedien aldrig huske sine replikker. Hwa sejer hun? sagde han. Han kunne ikke høre suf-fløren. Tit improviserede han, det gav stor forvirring hos medspillerne.

Til juletræsfesten var alle klædt fint på. Midt i salen stod et flot pyntet juletræ, der nåede helt til loftet. Vi dansede om juletræet, og bagefter fik vi en godtepose af julemanden, Anker Ranch. Herefter begyndte sanglegene, bl.a.: Og ræven rask over isen går, Bro-Bro-Brille, Tornerose osv. Manjane, som deltog hvert år, blev som barn på ny og fik derfor også sin slikpose.

Om sommeren mødtes ungdommen fra Sem, Grove og Edderup ved Bedstefars plantage og legede Genne grisen ud o bøjen. Om vinteren løb vi på skøjter på Sem sø og byggede snehuler ved sneskærmene på marken over for købmandsbutikken. Det var en tid, hvor somrene altid var varme og solrige, og vintrene var kolde og med masser af sne.

Nytårsaften var der løjer i Sem. Vi kørte landbrugsvogne gennem byen, stablede brænde op foran yderdøren hos Hans og Signe, der boede i huset ved kirken, skruede elpærerne i gårdlamperne løse, hejste Kræn Juuls lokumsspand op i flagstangen, mens. Agner Skjødt skød kinesere af udenfor sin nabos dør.

I Karen og Annas første skoleår var der ansat 13 forskellige vikarer i Grove Skole, bl.a. Fjeldstedvang og Bach fra Laurbjerg, de to var ikke tynget af pædagogiske evner. Da lærer Olsen blev ansat, kom der ro og styr på under-visningen.

Skoleåret startede 1. april og sluttede et år senere med en eksamen, overhøring med skolekommissionen som “censorer”. Det var lidt pinligt for os, fordi vores far (N. J. S.) var medlem af skolekommissionen.

En gang om ugen kom ostemanden, Marinus, kørende fra Assens til Grove skole. Udover ost og andre dagligvarer havde han også slik med. For de elever, der havde penge med til at købe slik for, var han populær, men ikke alle fra den fattige hedeegn, Edderup havde råd, og børn er som bekendt ofte ubarmhjertige overfor hinanden.

Far var i øvrigt også sognefoged gennem mange år. De hundetegn, vi piger har udleveret, er utallige. Ikke alle de tjenester, der hørte med til jobbet var lige så ubetydelige som udlevering af hundetegn. Far var af og til berørt af de skæbner, han fik kendskab til i jobbet som sognefoged.

Landevejsriddere blev altid henvist til Annexgaarden netop på grund af sognefogedembedet. Vi har smurt mange leverpostejruntenommer til de farende svende, der fik lov til at sove på halmloftet mod aflevering af tændstikker til far.

Også militæret nød vi godt af i forbindelse med en efterårsmanøvre. Specielt en gruppe husker vi: Gruppefører Louis og hans mænd blev taget til fange af fjenden, men de nød deres aftenkaffe med ostemadder i vores dagligstue. Louis var vi i øvrigt på julekort med i mange år efter hans fadæse.